Det er fyldigt indskrevet i regeringsgrundlaget, og sundhedsminister Astrid Krag (SF) kalder det for et kardinalpunkt for den nye regeringen at komme uligheden på sundhedsområdet til livs. Indtil videre har hun dog ikke fremsat konkrete tiltag, men lover, at der er et stort opgør på vej og en 10-årsplan, der skal rette op på problemet.

»Der er ikke nogen lette løsninger på det her problem, men det første skridt er politisk at erkende, anerkende og slå fast, at der er et stort politisk ansvar her. Det kan ikke reduceres til at være op til den enkelte, som den borgerlige regering forsøgte,« siger Astrid Krag.

Individ og struktur

»Sygdom og sundhed har en voldsom social slagside, og den har været voksende hele min levetid — den er næsten fordoblet. Det er stort problem for samfundet, at en uuddannet 30-årig dansk mand kan forvente at leve fire år mindre end en 30-årig mand, der er uddannet. Vi skal simpelthen have stoppet den udvikling.«

Hvordan vil I gøre det?

»Det er et meget komplekst problem, der kræver mange og komplekse løsninger, men meget af det hænger tæt sammen med livsstil og vaner — ting, der egentlig er individuelle, men vi må tænke nyt i hele vores sundhedsvæsen for at nå de grupper, vi normalt ikke når. Så det helt afgørende er, at vi indrømmer, at det her kræver politiske løsninger, og her er kampagner ikke nok.«

Men hvad er så nok?

»Vi må også ind og skabe strukturelle rammer, der griber det her problem og ad den vej tage et større politisk ansvar. Det skal for eksempel være dyrere at være usund. Hvis der skulle være rimelighed i, hvad det koster samfundet, burde de billige ting fyldt med fedt og sukker være de dyreste, og det må vi som politikere gå ind og regulere i højere grad. Det handler også om, at det skal være lettere at træffe de sunde valg og for eksempel insistere på, at der skal være andet at spise end pomfritter i sportshallerne. Så handler det om at se på forebyggelse og hele den enkeltes mødet med systemet. Om at se på de konsekvenser, det har at have haft et sygdomsforløb, hvilket også rammer meget skævt. Det handler om vores arbejdsmiljø og vores behandlingssystem. Det er områder, hvor man som politiker kan gøre en forskel.«

Lighed er et mål i sig selv

Hvad kan selve systemet gøre?

»Vi ved, der er en stor social forskel på, hvordan man møder sundhedssystemet, men vi har indrettet vores sundhedsvæsen efter en gennemsnitlig patient. Spørgsmålet er om vi er så gennemsnitlige, og det skal hele systemet stille skarpt på. Vi ved for eksempel, at lavtuddannede har svært ved at sætte ord på stress, som er en tilstand mange ender med at blive rigtig syge og få livsstilsrelaterede livstruende sygdomme af, der sætter dem uden for arbejdsmarkedet. Vi bliver nødt til at tænke helt nyt på det her område, ellers fortsætter uligheden med at vokse.«

Er den sociale slagside så specifik, at der også er nogle grupper i samfundet, man må tale direkte til?

»Der er kørt del gode oplysningskampagner gennem årerne, men også her må vi erkende, at de har en voldsom social slagside. De virker bedst på højtuddanne, og det må vi tage med, når vi udarbejder kampagner fremover.«

Har I nogen konkrete mål andet end, at I bare vil det til livs?

»Ja, vi er ikke klar med dem endnu, men vi vil opstille nogle nationale mål for danskernes sundhedstilstand 10 år frem i tiden og, de skal nås ved at satse massivt på at komme uligheden til livs. Målene bliver også et værktøj til at få operationaliseret indsatsen helt konkret.«

Men at udjævne uligheden vil være et specifikt mål i sig selv?

»Ja, det kommer til at indgå i flere forskellige mål. Det er et kardinalpunkt for regeringen.«