Lektor Blomme lyder måske ikke ligefrem som en oplagt danserolle. En ældre herre med en slagkraftig hånd og ulækre negle inviterer ikke ligefrem til ballet. Men den kongelige balletdanser og koreograf Esther Lee Wilkinson har set lyset. Hun har skabt et fængende dansedrama ud af Hans Scherfigs berømte roman om den forhadte lærer, der havde en fatal forkærlighed for maltbolsjer.
Og hun har ikke mindst skabt en forrygende danserolle til karakterdanseren Poul-Erik Hesselkilde, der ved premieren fik de unge elever til at ryste.
Poul-Erik Hesselkildes Blomme er satanisk. Han træder lystent ind ad døren til endnu en lektion, hvor ydmygelserne falder præcist og uforudsigeligt. Han har øjne i ryggen og hån i mundvigene, men kropsligt bevæger han så lidt, at eleverne ryster, bare han forrykker sin balance det mindste. Men da han spiser sit allersidste maltbolsje, forstørres hans grundige tungebevægelser til det groteske, hvorefter hans krop nærmest eksploderer foran tilskuerne …
Denne slags magi og kropsklogskab skabes kun af performere, der har brugt årtier på at lade deres kroppe transformere. Den 62-årige Hesselkilde kombinerer sin tilsyneladende fredsommelighed med ekstrem farlighed. Jovist, hans lektor Blomme går nænsomt tur med sin puddelhund. Men man ville ikke undre sig, hvis han en dag kvalte en af sine elever i klassen, mens de andre elever så på — og mens han hersede latinske verber.
Hit med et par Converse
Wilkinson har kigget lærer-elev-forholdet i Flemming Flindts Enetimegrundigt i kortene. Men hun har en æstetik, som er helt hendes egen. Koreografisk blander hun ubesværet en musicalæstetik med MTV, ballet og vimpelgymnastik. Og kostumemæssigt har hun sikkert blik for 1940’ernes snit, men også med stilsikker sans for teenageæstetikken netop nu. Her er både gymnastikdragtbælter og Converse i Thomas Holm Radils opsplittede klasseværelsesscenografi, der dog kunne have fået sig et lettere liv, hvis drejescenen havde måttet cirkulere.
Mikkel Hess’ særlige mix af rock og disco, jazz og minimalisme skaber livslængsel og medrivende lydbilleder, som danserne befolker med ildhu. For det er Den Kgl. Ballets 16-18 årige aspiranter, der danser eleverne. Den smidige Ida Praetorius danser det selvsikre dydsmønster, og den udtryksfulde Astrid Elbo danser den sårbare pige, der altid bliver mobbet — og den flotte Magnus Christoffersen danser Blommes yndlingsdreng, i hvert fald lige indtil han begynder at flirte med Stephanie Møllers drømmerske.
Så dans dog!
Voksne dansere performer lærerrollerne. Lis Jeppesen skaber et rystende portræt af en biologilærerinde med Jacoform-sko og livsangst, og Thomas Flindt Jeppesen giver spankinglysten frit afløb i rollen som voldelig gymnastiklærer for drengene over for Eva Kloborgs militaristiske anfører for pigerne. Og Josee Howard er en medfølende kantinedame.
Dramaturgisk knaser maltbolsjet dog lidt mellem tænderne. Der er for lange passager af tavshed og stilstand mellem scenerne, hvor fremdriften stagnerer. Men det kan strammes op. Det vigtige er, at Det Forsømte Forårfår lov til at glide ind i Den Kgl. Ballets repertoire. Ikke bare som nu med seks hasarderede forestillinger på tre dage, men ordentligt med 10-12 forestillinger hen over nogle uger — og meget gerne på turné.
Balletmester Nikolaj Hübbe har tildelt sig selv rollen som Lektor Blomme på andetholdet. Hvordan han fortolker partiet kan opleves i morgen kl. 12. Men for Poul-Erik Hesselkilde har Lektor Blomme altså allerede været en triumf.
- Ballet over Hans Scherfigs roman.
- Koreografi og kostumer: Esther Lee Wilkinson.
- Musik og liveopførelse: Hess Is More.
- Scenografi: Thomas Holm Radil.
- Lys: Thomas Bek Jensen.
- Dramaturgi: Sofie Rask Andersen.
- Iscenesættelse: Esther Lee Wilkinson assisteret af Anne Marie Vessel Schlüter.
- Den Kgl. Ballet i Skuespilhuset.
Kommentarer
Hvad siger I til følgende udsagn fra virkelighedens lektor Blomme, lektor Valdemar Bang på Metropolitanskolen, som i 1920erne havde bl.a.
Hans Scherfig som elev i faget latin:
»Min eneste adkomst til at være lærer er, at jeg holder af børn.
Det er Bangs sønnesøn Ole, der har
skrevet artiklen, som jeg her bringer uddrag fra:
“I hans kuffert ligger adskillige breve og tilkendegivelser fra gamle elever, fra da han endnu var lærer, og ikke mindst fra tiden efter
udgivelsen af »Det forsømte forår«.
Dette personlige materiale beskriver
langt overvejende min farfar positivt.
Ligefrem begejstrede er et par kvindelige elever fra Zahles Skole, som beskriver ham som en hyggelig
gammel bedstefar, sød og med en drilsk humor og med stor kærlighed til latinen. Udsagn fra drengene på Krebs’ Skole og på Metropolitanskolen er lidt mere respektfulde, men også gennemgående positive. »Lektor Bang var
en dygtig og samvittighedsfuld lærer med et menneskeligt lune«, siger en.
En anden beskriver ham som en elskværdig og nydelig mand, som kunne rokke med ørerne til stor morskab for eleverne, som ihærdigt søgte at
efterligne ham kunsten. Nogle betragtede ham som en streng lærer.
En enkelt tillægger ham »stor pædagogisk sans, i hvilken man sporede en let sarkasme, som dog aldrig virkede sårende«.
Det hævdes i øvrigt, at han var en af de få lærere, som i en tid, hvor det ellers var normalt, aldrig gav lussinger. Selv har han sagt, at han havde gjort det en enkelt gang, hvor han var blevet udsat for en perfid personlig uforskammethed.
En elev beskriver med stor hjertelighed hele klassens optagethed af adjunktens jagt på en af elevernes storesøster, den blonde og kønne
Asta, som gav anledning til mange historier. Mest opsigt vakte en beretning om Valdemars afsked med Asta, da hun engang sejlede på ferie
med et skib. Næppe var der vinket farvel og ankeret kastet, før Valdemar for at bevise sin kærlighed sprang af sted og fik fat i en jolle. Han
roede så stærkt, som remmer og tøj kunne holde, efter skibet, indtil det forsvandt, og han selv kun var en prik i horisonten…
Elevernes forventninger svarede til tiden. Derfor var mange veltilpassede, men naturligvis ikke alle. »Alt hvad jeg kan af græsk og latin har din bedstefar lært mig«, sagde professor Hal Koch engang til
mig og tilføjede: »men jeg forstår godt, at Scherfig ikke havde det godt på den skole«.
Tilbage til historien om Valdemar og den smukke Asta, så lykkedes belejringen, og Asta endte med at sige ja. Uheldigvis nåede de ikke frem til brudeskamlen, før deres førstefødte bankede på, men gudskelov så fandt man udveje til at undgå skandalen ved at hemmeligholde de nøjagtige tidspunkter, for hvem der gjorde hvad hvornår…
Hans flid og engagement i skolearbejdet var legendarisk, og han høstede stor anerkendelse hos skiftende rektorer og kolleger.
Rektor Johs. Krohn beskriver ham som »en af de største lærerdygtigheder, jeg overhovedet har truffet i de mange år, jeg har levet i skoleverdenen«.
Ifølge en kollega beskrives hans form som både fængslende og æggende. »Han var pligtopfyldende og streng mod sig selv, men stillede også store krav til eleverne«.
Selv var han ydmyg over for sit kald. »Min eneste adkomst til at være lærer er, at jeg holder af børn.«
At børnene og de unge var hans udfordring og inspiration fremgår også af, at han brugte al den tid som skolearbejdet levnede på en omfattende
skribentvirksomhed. Utallige er de fortællinger og eventyr, digte og vers, han har skrevet og for manges vedkommende fået udgivet på Chr.
Erichsens og på Haagerups Forlag.
Hans kuffert bugner af manuskripter. Det var triviallitteratur, derom skal ikke herske tvivl, men skrevet ud af et varmt hjerte med moralske
holdninger og stof til eftertanke. I et digt fortæller han om to fattige og blinde børn, som trodser deres skæbne uden at kny, med munter
stolthed. »Se op til disse drenge, ikke mindst når du er vranten og gnaven«, siger han til børnene. Et andet digt er en appel til børnene om i stedet for at kræve ind, så at give af deres overflod til de fattige.
Hans sociale holdninger manifesterede sig ikke kun i skrift. Hans datter Inger har fortalt, at der aldrig kom en tigger ved døren, uden han gik
derfra med enten mad eller penge. Der lå altid penge i entreen til formålet. Det skete også, at han inviterede en sulten tigger, som han havde mødt på gaden, med hjem til middag.
Min farfar var 74 år, da »Det forsømte forår« i 1940 udkom.
Til B.T. udtalte han: »Jeg tror, Scherfig har uret. Jeg har selv gået på Metropolitanskolen og været tilknyttet skolen i 44 år, så jeg kender den og kan forsikre, at ingen tog vores forår fra os, og jeg har heller ikke taget foråret fra nogen.
Lidt barsk måtte man være som ung lærer, ellers troede eleverne, at man ikke turde«.
Til sin datter sagde han: »Ved du hvad, når en lærer lever hele sin tilværelse for at gøre noget godt ud af sin gerning for de unge, er det bare lidt trist, at han kun bliver husket, fordi han godt kunne lide maltbolcher«…
absolute beginners
de burde droppe al det med sproget: latin, og i stedet begynde med sproget latin’s livligere, nyere, folkeligere udgaver, såsom: italiensk,
for ellers bliver de grammaticus’er