»JEG HAR selv fået kniven, og jeg ku’ allerede samme aften!« Min læge peger ned og fortæller entusiastisk. Vi sidder i konsultationen, hvor hans kone tager imod. Hun slukker hensynsfuldt sin cigaret og vifter med et smil røgen væk, hver gang døren går op. Her er hyggeligt og trygt, det er et godt sted at være syg.

Vores snak er ikke én, jeg har bedt om; jeg er blevet tilsagt. Det bliver man, når han mener, der er et problem. Lægers almene autoritetstab er ikke nået ud på Vester Fælledvej endnu. Og der er sådan set et problem. For min kone havde graviditeten med vores førstefødte været dramatisk; nummer to direkte livstruende — og en eventuel tredje vil hun næppe overleve. Så spørgsmålet er ikke, om vi skal have flere; men alene de praktiske følger af, at vi har fået dem, vi skal.

»Du tænker sikkert: Jamen, hvad nu hvis verden forandrer sig, og du en dag skal kunne få en efternøler.« Jeg tier, han fortsætter: »Hør her. Du blev far første gang som 31-årig, anden gang var du 34. Du har med andre ord ikke fået andet end efternølere. Hele to. Er det ikke nok?«

Jeg er næppe den første, der får den omgang. Rutineret lægger han den ene indvending efter den anden i munden på mig for straks at skyde den ned. Imødekommende og venlig, mens hans kone ihærdigt og muntert forsøger at holde venteværelset nogenlunde røgfrit. Uden for daler forårsregnen.

»MIN FAR blev også cuttet, for mange år siden.« Den unge mand smiler lidt skævt ud i efterårssolen, »men jeg kan slet ikke følge tanken«.

Det er ikke kun lummert, når mænd taler om sterilisation. »Det er jo ikke, fordi jeg vil have børn hele livet — men muligheden. Den er en del af det, man er,« forklarer han.

Han har tænkt over det. Men han er 20 år yngre end mig og har ingen børn, så han er et helt andet sted. Jeg har intet behov for at argumentere — min erfaring er jo bare erfaring, og kun min.

Men han minder mig om, hvad det egentligt er, jeg fik sat på plads den forårsdag for over 15 år siden i røgen hos min læge.

Stolthed over forplantningsevne er ret beset noget pis. Videnskabeligt har det heller ikke så meget på sig. Det tyder nemlig på, at det der med at få børn ikke er et instinkt eller en drift, vi har i os. Vi vil populært sagt bare have noget på den dumme, og da vi får det i fin stil, har naturen, så koblet forplantningen på den tilbøjelighed. Det, vi får børn af, gør vi altså bare for sjov. Som steriliseret gør man det så kun for sjov.

DET ER blevet tørvejr på Vester Fælledvej. Selv om jeg stort set intet har sagt, går jeg hjem med en klar fornemmelse af at have deltaget i en samtale om noget betydningsfuldt. Følelsen bestyrkes af et lille brev med stempel og underskrift, jeg har i lommen. Det skal jeg have med ud på ambulatoriet.

OS MED løse joggingbukser er dem, der skal skæres i. Det er nu ikke for at kunne pege os ud i venteværelset, at de har angivet en dress code i indbydelsen. Men man er selvsagt lidt øm i skrævet bagefter, så det skal helst ikke stramme. Løfte, grine og hoste er heller ikke for godt. Og da jeg bagefter skal jeg hjem, lader jeg taxachaufføren tage sig af den cykel, som jeg lige lovligt kækt ankom på.

Det værste er overstået. Det er dér, hvor lægen — en kvinde på min egen alder — står med en skalpel i den ene hånd og mine kønsorganer i den anden. Men det skal man bare tage roligt. Helt roligt.

Tager Panodil de næste par døgn. Rigtigt ond gør det ikke, kun som et lille lægeligt klem i testiklerne af og til.

JEG har kun gode minder om vores gamle læge. Men at han »ku’ allerede samme aften«, det er helt sikkert løgn.

Hvad er livets mening?

Johan Olsen, musiker og biolog

Det er kærlighed. Jeg er sikker på, at når jeg ligger i min 11. time og er ved at ånde ud, så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvor mange plader, jeg har solgt, hvor mange penge, jeg har tjent, og hvor mange fester, jeg har holdt. Jeg vil tænke på den kærlighed, som jeg har givet til mine børn og fået fra mine børn. Og som jeg har givet til min kæreste og fået fra min kæreste. Kærlighed må være meningen med livet. Jeg kan ikke se, at der skulle være andre.