Det var et sært bedaget ramaskrig, der mødte skatteminister Thor Möger Pedersens forslag om en indsats for at undersøge og offentliggøre, om de multinationale virksomheder betaler skat.

»Det vil være en bremse for kommende investeringer og kan skade lysten til at være og virke i Danmark og kan komme til at betyde, at vi mister arbejdspladser,« advarede DI’s skattedirektør, Tine Roed, ligesom CEPOS mente, at tusinder af arbejdspladser nu er på flugt fra landet.

Men det er ikke skadeligt at undersøge, om virksomheder betaler skat. Det har derimod været skadeligt at isolere virksomheder fra deres samfund og at tro, at vejen til deres hjerte går gennem skattefrihed.

En af 90’ernes og 00’ernes mere bøvede mekanismer hed »kapløbet mod bunden« og bestod i, at europæiske lande med Irland i spidsen konkurrerede om at sænke beskatningen af virksomheder for at få deres arbejdspladser. I stedet for at konkurrere på det, der tiltrækker virksomheder til velfærdsstater, nemlig uddannelse, stabilitet og velfærd, konkurrerede landene på velfærdsstatens modsætning: skattefrihed. Og på en forestilling om, at virksomheder helst skal lades i fred for at kunne udøve deres væksttrylleri.

Finanskrisen og eksempelvis den irske bobleøkonomis kollaps demonstrerede, at favoriseringen af den skattefri kapital undergravede, ikke styrkede, velfærdsstaternes trivsel.

I dag er kapløbetmod bunden om ikke stoppet, så bremset op. Da John McCain for nylig fremsatte et forslag i USA’s senat om lavere skat til multinationale selskaber, der øger deres lønudgifter i USA, påpegede Barack Obama således, at en lignende lov fra 2004 havde ført til større aktiedividender for selskabernes aktionærer — men ikke til nævneværdigt flere job.

Kapløbet mod bunden var med til at lave bobler, men næppe til at lave arbejdspladser. Og bobletidens udbredte tro på, at virksomheder skabte gode, stabile samfund ved at blive ladt i fred, har ikke overlevet krisen.