Libyens nye førstemand er en midaldrende universitetsprofessor, elektroingeniør og forretningsmand, hvis væsentligste karaktertræk ifølge medlemmer af det overgangsråd, der udnævnte ham, er, at han er »fåmælt og venlig«.

Abdul Raheem al-Keeb, der blev valgt med tilslutning fra 26 ud af rådets 51 medlemmer, er en mand, som få ved meget om, ud over at han har medvirket til at samle finansiel støtte til oprøret, og at han har boet uden for Libyen i en årrække i Qatar og De Forenede Arabiske Emirater, hvor han har undervist.

Som sådan er han en mand, der indtil videre er umulig at afskrive for verdens hurtige meningsdannere og iagttagere, hvad enten de tilhører den lejr, der ser Libyen som en ulmende fundamentalistisk islamisk rede, eller de tilhører den lejr, der mener, at Libyen allerede er overtaget og styret af vestlige økonomiske interesser.

Al-Keeb ligner det, han efter planen skulle være; en teknokratisk og temmelig anonym overgangsfigur i Libyens proces frem mod at definere morgendagens samfund, intet mere og intet mindre.

Valg inden otte måneder

Al-Keebs opgave bliver at sikre rammerne for en proces, som i løbet af de næste år vil vise, om Libyen lander i en af de modeller, de to grupper af skeptikere frygter, eller — med større sandsynlighed — i noget helt tredje. I går lovede al-Keeb at tage de første skridt ved at besætte de forskellige ministerposter med kompetente folk inden for de næste 14 dage.

Det Libyske Overgangsråd har lovet valg til en grundlovsgivende forsamling inden for otte måneder efter befrielsen, og al-Keebs største opgave bliver først og fremmest at sørge for, at processen frem mod den afstemning forløber uden for store forhindringer og samtidig sørge for en praktisk administration, der tilgodeser Libyens forskellige politiske, regionale og etniske grupper, samtidig med at den effektivt varetager det enorme genopbygningsarbejde, der forestår efter knap et års borgerkrig og 42 års ruinerende diktatur.

Den vej er brolagt med store risici for konflikt, korruption, magtkamp og opsplitning, og al-Keeb kan kigge mod Irak (og gør det utvivlsomt også) for at se skrækeksempler på teknokratiske administrationer uden legitimitet, som er kommet forkert ud af starthullerne og aldrig har fundet tilbage på sporet.

Demokrati i praksis

Det mest bemærkelsesværdige ved Libyen er imidlertid den relative mangel på slinger i valsen. Mens rygter om splid i overgangsrådet og mordet på oprørernes militære leder, Abdel Fattah Younes, i juli har skabt nervøsitet, har rådet i store træk levet op til sine egne tidsplaner og løfter — blandt andet med Mahmoud Jibrils tilbagetrækning som statsminister efter Gaddafis død og al-Keebs udnævnelse. At overgangsrådet og den fremtidige politiske ledelse overholder egne løfter om magtdeling og tidsfrister er essentielt for at undgå, at den politiske ledelse mister den folkelige opbakning, den stort set har haft igennem hele processen, og at Libyen fragmenternes, som mange frygter.

Samtidig synes der også internt i Libyen at være en anderledes erkendelse af, at landet i allerhøjeste grad er et work in progress, end der er internationalt. Libyen er et land, der ikke har en forfatning og aldrig har haft det, og det valg, al-Keeb skal forestå, er netop til en forsamling, der skal skabe en ny forfatning. En proces, der er afsat et år til efter valget.

I Libyen har denne forfatning været det erklærede politiske mål for oprørerne; overordnet for oprørsledelsen, men også længere nede i oprørets folkelige rækker.

Processen omkring hvad denne forfatning skal indeholde, er en debat, der reelt først skal til at starte nu, på trods af vestlige politikere og kommentatorers alarmistiske sharia-afskrivninger og naive forventninger om en grydeklar sekulær demokratimodel i Libyen, i samme øjeblik Gaddafi var faldet.

Hvad den forfatning kommer til at indeholde, ved ingen, men det er en proces, der er bemærkelsesværdig, hvis den lykkes efter hensigten.

»Demokrati i praksis«, var den måde al-Keeb selv beskrev det, og det er nok meget præcist formuleret.