WASHINGTON DC — » It’s the cover up that does it.«Klassisk amerikansk læresætning fra Watergate-skandalen, som stort set gælder globalt og hele vejen rundt på den politiske scene. Sagt på dansk: hvis du bliver beskyldt for noget grimt, er det næsten altid de mere eller mindre desperate forsøg på at skjule det, der fælder dig i sidste ende.

Den klogeste taktik er altid at indrømme og forklare sig. På den måde får man som et minimum sin egen version af sagen fremlagt og har meget bedre mulighed for selv styre en eventuel skandales udvikling.

Men ak — klar tale og tagen ansvar er ikke en disciplin, som falder mange politikere nemt. Således heller ikke Herman Cain, øjeblikkets republikanske favorit i det igangværende kapløb om at få lov til at repræsentere partiet ved præsidentvalget til næste år.

Så da anklagerne om, at Cain i 1990’erne, da han var chef for den amerikanske restauratørforening (The National Restaurant Association), skulle have chikaneret og generet flere kvindelige medarbejdere seksuelt, dukkede op i sidste uge, stod den ellers aldrig mundlamme og altid smilende politiker ikke frem med egentlige svar.

Nej aldrig — bortset fra …

I stedet forsøgte han sig med at afvise ethvert kendskab til sagen. Samme aften angrede han dog sin afvisning og fortalte Fox News, at han havde »en vag erindring« om, at der »vist nok havde været nogle kvinder, som havde fået noget kompensation i forbindelse med deres aftrædelser«. Men at det ikke var en sag, han selv havde været involveret i, og han kunne ikke huske detaljerne — ud over at anklagerne var »grundløse«.

I starten af denne uge eskalerede sagen — forudsigeligt — og højdepunktet af dumhed fra Cains side blev udstillet, da han i endnu et interview med Fox News, hvor han blev spurgt, om han »nogen sinde har begået sexchikane, eller om nogen kvinde nogensinde har fået udbetalt en erstatning i forbindelse med anklager mod ham herom« svarede, at han »aldrig har været involveret i sådanne sager uden for den amerikanske restauratørforening«.

Samtlige amerikanske satiriske tv-programmer bragte den ufrivilligt morsomme ikke-benægtelse, og i dagene efter meldte flere kvinder sig så på banen med gamle historier om tilnærmelser fra den i over 30 år godt gifte kandidat.

Angriber konkurrent

En kvinde, som i slutningen af 1990’erne arbejdede sammen med Cain, fortalte til Associated Press, at hun var blevet inviteret hjem i Cains private lejlighed, samtidig med at direktøren højlydt havde ytret sig om, hvor delikat og tiltrækkende han fandt hende. »Det gjorde mig meget utilpas,« siger hun til nyhedsbureauet, men fortæller også, at hun ikke gjorde noget ved sagen, fordi hun kort tid efter fik et nyt arbejde i foreningen, hvor hun ikke længere behøvede at arbejde sammen med den storflirtende direktør.

Ugen sluttede med, at Cain gik til modangreb. Ikke kun mod anklagerne, men mod sin nærmeste rival på højrefløjen, Texas’ guvernør. Rick Perry, hvis stab Cain beskyldte for at »forsøge at destruere mig personligt og min kampagne«. Perry afviste anklagen, og hans talsmand udtalte torsdag, at de »udelukkende kender til denne sag fra medieomtalen af den«.

Eneste trøst for Cain er, at han — trods sine dumheder — fortsat fører i målingerne over de mulige kandidater. Mange analytikere mener dog, at det kun er et spørgsmål om tid. Kort tid.

 

 

 

Denne artikel er anbefalet af: