Aye caramba!

Aye caramba!

Der kan umuligt være nogen anden spiritus, der har et rygte, der er bare halvt så djævelsk som den mexicanske nationalbrændevin, tequilaen. De indre billeder af frygt- og hovedløse branderter på højspændte feriediskoteker, spandevis af billigt sprøjt svælget ned og maskeret med salt og citron eller bare blandet med tabasco, maser sig på. Og det er givet sådan, de fleste har mødt tequilaen, og for de fleste af de varianter af drikken, som er almindelige på disse kanter, er det ikke mindre, end sprutten er værd.

Men som med alle andre traditionsrige spirituosa ligger der jo en stolt gammel tradition bag tequilaen, og det meste af det, mexicanerne selv er stolte af, minder meget lidt om fjollet gimmickspiritus med orm i flasken og plastichat på låget. Tequila er fremstillet af agaveplanten, en forvokset og strid ørkenlilje, der mest af alt ligner en kaktus. Meget af den mainstreamtequila, man kan købe i dag, er dog af den type, hvor en del af dette er erstattet af sukkerrørsspiritus — af de lokale lidt nedladende omtalt som mixto— men der er efterhånden kommet et mindre udvalg på det danske marked af tequilas lavet på ren agavesaft, hvilket smager meget karakteristisk. Alt Over 17 har derfor påkaldt os vor indre Pancho Villa.

De fem klasser

Der findes fem inddelinger af tequila, som er bestemt af alder: Blanco og ojo er de yngste, reposado er let lagret, og anejo og extra anejo er lagret i flere år. Hvad lagringen gør, er naturligvis meget varierende, men som tommelfingerregel er den rene smag af agave mest tydelig i de yngste tequilas, mens de ældre får mere komplekse strukturer fra tønden de lagrer på.

Fra huset El Tesoro kommer en klar og blank blanco med en let fedtet dråbe, og en skæg, kompliceret aroma; bløde nuancer af kirsebær og frisk lime blander sig med sort peber og moskus. Den umiddelbare smag er stærk, næsten rivende, men som peber, ikke på grund af alkoholen. Dernæst er der meget klare træk af spearmint. Den føles meget genuint mexicansk, ‘lokal’ om man vil, hvilket også kan skyldes den særegne produktionsmetode: første destillering indeholder nogle af fibrene fra plantens blade, hvilket balancerer smagen. Dertil er den, hvilket er ganske sjældent for spiritus, destilleret til flaskestyrke, 40 procent, i stedet for at blive produceret højere og vandet ned. Det samlede resultat for eftersmagen er en karakteristisk bitterhed, der kan minde lidt om klassisk, ulagret grappa. Den vinder for hvert glas.

Ælde med ynde

Den lagrede anejo fra samme hus er faktisk ældre end de fleste extra anejo, men på grund af dens karakter, har man valgt at markedsføre den som blot ‘gammel’. Den har en flot gylden farve som en pinot blanc og en aroma, der minder om portvin og rom-rosin. Smagen er meget fyldig, men med helt delikate, organiske elementer: ingen røg, jord, gær eller træværk, til gengæld masser af søde, men også umami-stærke frugtede smagsnuancer: sveske, sojabønne, tomat og peberfrugt. En meget elegant og velkomponeret tequila, som mange dog snarere vil forbinde med f.eks. guatemalansk rom.

El Ocho reposado er lagret på Jack Daniels-fade, hvilket trods få måneders lagring står frem i både farve, aroma og smag. Den er kun let gylden, men på en fed, masjgul måde, og duften er vinøs og solmoden. Smagen af agave er her let og elegant, med træk af mælkebøtte- eller rosenblade, og den minder lidt om agern. Alt i alt er det en meget luksuriøs tequila, der gør sig bedst i stilfærdigt, nedtonet selskab. Tequilaens Ralph Lauren til Tesoroens Vivienne Westwood.