Vi nærmer os slutningen af en uge, hvor regeringen atter har sat gratis kunstig befrugtning på dagsordenen, mens FN’s nyhed om verdensborger nummer syv milliarder og de udfordringer, den globale befolkningstilvækst medfører, blev dækket grundigt i medierne. I mandags var Information oversvømmet af sædceller i en 24-siders særavis om befolkningstilvæksten som den største trussel mod vores eksisterende livsgrundlag.
Alligevel holder jeg stædigt fast i min plan: Selvfølgelig skal jeg have børn — en dag. Men mine æggestokke er ved at tørre godt og grundigt ud her i mit 36. leveår. 12 procent er min chance for at blive gravid, siger statistikken. Om bare fem år er det tal nede på tre procent. Skræmmer det mig? Næh, faktisk ikke.
Mit ønske om børn bunder i ren og skær egoisme, for den der med at yngle for samfundets skyld, den køber jeg ikke. Og da slet ikke i disse krisetider, hvor der ikke engang er råd til tage sig ordentligt af de mennesker, der allerede er her.
Spyt i kassen til en baby
I de sidste 13 år har jeg været i fast forhold i sammenlagt 10 år. Så det er ikke, fordi chancen for at sætte børn i verden ikke har budt sig. Men har jeg arbejdet på sagen? Næh, faktisk ikke. Tværtimod har gjort alt muligt for at undgå at blive gravid. For nøøøj, hvor var det bare dejligt at leve det ubekymrede egoliv med tid og råd til det hele. »Børn, de kan vente nogle år — jeg har det fantastisk i mit liv og ønsker ikke at ændre det lige nu,« lød det, når venner med poder igen og igen spurgte til, hvornår det var min tur. Jeg har aldrig haft den der gadagung gadagung-følelse i æggestokkene. Skruk, hedder det vist.
Nu har jeg ikke kæreste længere, og jeg ved godt, at der ikke skal gå mere end et par år, før jeg skal handle. Det skulle være noget så vidunderligt, siger alle de, der allerede har. Og jeg skal jo nødigt gå glip af noget. Derfor har jeg opstillet to realistiske scenarier for min fremtid:
Gensidig forelskelse tilsmiler mig, og vi forsøger at lave børn. Men hans sædkvalitet er på niveau med en halvlunken cola, og de få æg, der stadig sidder deroppe i mig et sted, har efterhånden mistet livsgnisten. Derfor skal vi have hjælp til at formere os.
Gensidig forelskelse lader vente på sig, men det skal da ikke afholde mig fra at stifte familie.
Uanset hvilken model jeg vælger, så kan jeg sidde der og klappe i mine store, barnløse hænder over, at staten vil spytte i kassen til min baby. Regeringen har nemlig besluttet, at kunstig befrugtning skal være på statens regning.
Men helt ærligt, er det statens ansvar, at jeg bare har udskudt, udskudt og udskudt at stifte familie, fordi det i mange år var så dejligt at sove længe, fedt at drikke sig i hegnet, lækkert at spise gourmet, arbejde 60 timer om ugen og berigende at rejse rundt i alle afkroge af verden? At jeg har følt et behov for at være nummer ét i mit liv lige lovlig længe.
Ren populisme
Der skal ikke herske tvivl om, at jeg jubler over, at den nye regering har sat velfærd øverst på dagsordenen. Men med en slunken statskasse og en klode med galopperende befolkningstilvækst er det absurd — uanset hvad årsagen til fertilitetsudfordringerne end må være — at det skal være et velfærdsgode at formere sig.
VKO-regeringens indførelse af brugerbetaling på kunstig befrugtning ville give omkring 200 millioner kroner årligt i besparelser på de offentlige budgetter. De penge skulle vi hellere bruge på at hjælpe de godt 60.000 børn i Danmark, som lever under fattigdomsgrænsen og har brug for en ekstra håndsrækning — forbedre levevilkårene for mennesker, der allerede er sat i verden. Eller hvad med i stedet at yde et tilskud til alle dem, der vælger at adoptere, hvis man insisterer på at bruge penge på at hjælpe folk med at få børn. For her er der virkelig tale om et væsentligt indhug i privatøkonomien.
Et privilegium
At sætte børn i verden handler vel fundamentalt set om at berige eget liv med et barns nærvær og at opleve at elske og blive elsket betingelsesløst. Ikke at der er noget galt i forældres kærlighed til deres børn, men det er, som om familieliv i dag er ophøjet til at være den eneste sande livsform. Men er det en basal menneskeret, vi bør have? Jeg håber da for alle, der gerne vil have børn, at de får indfriet deres ønske. Bl.a. sundhedsminister Astrid Krag påstår, at brugerbetaling hindrer nogle i at stifte familie, fordi de ikke har råd til den bekostelige affære, kunstig befrugtning nu engang er. Kald mig bare kynisk, men jeg tænker: Har man råd til bleer, barnevogn, babymos, sparkedragter, amme-bh’er, klapvogn, babyseng, vuggestue, børnehave, sutteflasker, sutter og 18 års forsørgelse, hvis man i løbet af 12 måneder ikke evner at skaffe penge til fertilitetsbehandling?
Når nu de ikke skal hives op af egen lomme, skal jeg da gerne indrømme, at jeg sagtens kan finde andre måder at bruge de plus/minus 50.000 kr., det vil koste staten at give mig en baby, hvis det nu ikke lykkes på naturlig vis. Det er penge sparet, så der lige er råd til lidt ekstra luksus, som en upraktisk, men flot Silver Cross-barnevogn, en længere rejse under barslen og lidt flere cafébesøg med mødregruppen, når den tid kommer.
I økonomiske nedgangstider og befolkningsmæssige opgangstider er det ugennemtænkt at tilbagerulle egenbetalingen på kunstig befrugtning. Staten burde holde kassen lukket og lade folk selv finansiere den behandling, der kan indfri deres højeste ønske i tilværelsen. At få børn er et privilegium — ikke en menneskeret.
Kommentarer
tak for en sober blog om emnet… smiler… der er længe mellem disse.
Har du overvejet, at sundhedsstyrelsen har regnet på den økonomiske problemstilling, og er kommet frem til, at det samfundsøkonomisk bedre kan svare sig at have “kunstig befrugtning” som et “gratis” tilbud til barnløse?
Embedsmænd er slet ikke så tossede med deres udregninger.
Tina Splidsboe, du lyder som et fantastisk godt eksempel på, hvordan værdierne vendes fuldkommen på hovedet i et udbredt vanvid: hvis ikke for at få børn, hvorfor så overhovedet?
Samtidig kan det godt være, at du ikke køber den med at få børn for samfundets skyld; men ikke destomindre er børn en nødvendighed, hvis man ønsker, at samfundet og menneskehedens skal fortsætte. Der er mange grunde til, at et samfund kræver børn, herunder det at besidde en befolkning, der kan sikre de nødvendige funktioner, så de, der er gamle og syge, ikke skal dø af sult.
Men udfra en more positiv indstilling, så er det da klart, at man selvfølgelig, når det er teknisk muligt og ikke uforsvarligt, skal hjælpe de af landets indbyggere, der ønsker sig børn, men har svært ved at få det, den fornødne hjælp. For hvorfor skulle man ikke?
Det fremfoerte argument er vel sobert. Men burde saa ikke alle de tilskud der gives til de boern der er her fjernes? De par der oensker sig boern men ikke kan faa dem, kan vel med rette harmes over at de skal betale skal til at andres unger kan komme i boernehave?
Jeg synes der er god fornuft i en aldersgraense paa f.eks. 35 aar for mor. Det er bedst og sundest for alle at forplantningen gennemfoeres i tide, saa foraeldrene ikke skal bruge rollator naar purken skal laere at cykle.
Men vi hjaelper da hinanden med de problemer vi ikke selv er skyld i. Er der en der er foedt tunghoer, betaler vi da gerne for et hoereapperat via skatten, eller for en leukaemibehandling der redder en 8-aarig. Om pengene gaar til at skabe liv eller holde gang i det der allerede er, kan vel ikke vaere saa vigtigt.
Denne kommentar er anbefalet af:
“Men med en slunken statskasse og en klode med galopperende befolkningstilvækst er det absurd — uanset hvad årsagen til fertilitetsudfordringerne end må være — at det skal være et velfærdsgode at formere sig.”
Utrolig så ignorant man kan tillade sig at være. Kan det tænkes at der er kvinder, som ikke kan få den hjælp de har brug for, som har gavn af den behandling?. Det er de mennesker du ikke tænker over, når dit stereotype billede af de der får gavn af behandlingen, er som du maler det. Det er sådanne mennesker som dig der er årsag til at man overhovedet kunne finde på at fjerne den til at starte med. Manglende indsigt og stupiditet.
Min kæreste og jeg havde et ønske om at få børn da hun var 24. Ja, jeg ved godt at det ikke passer så godt med din generalisering. Det var samme periode hun fik konstateret endometriose. Cyster dannede sig på æggestokken og kroniske smerter blev dermed hverdag. Hun har indtil videre været igennem to operationer og er sat i kunstig overgangsalder. Hvorfor? Jo fordi det er det eneste der kan stoppe blødningerne der gør at hun danner cyster, og at de cyster vokser sig større. alt sammen med risiko for at blive blive steril af det. Hvad alle læger foreslår, er kunstig befrugtning, så “vi” kan blive gravide. Graviditet er ikke bare et mirakel i sig selv. Det er også et mirakelmiddel hvad angår endometriose.
Men de borgerliges smarte sparemetoder, gjorde det nødvendigt for os at smide endnu et lån oven i lånet. Men der findes jo ikke fattige i Danmark, som ikke har råd til at finansiere deres sygdomme selv. Eller?
Wannabe liberale som dig kan bare ikke se ud over sin egen næse når de snakker om “behandlingsgaranti”.
Og lad mig ikke komme for godt i gang med adoption.
Det er er stort set umuligt at blive godkendt som adoptivforældre i Danmark.
Denne kommentar er anbefalet af:
Tina, hvem har du tænkt skal betale din pension. Mine børn? Hvorfor skulle de det, de vil jo være i deres fulde ret til at anlægge det samme standpunkt som du før nu, hvorfor skulle din overlevelse være deres deres problem.
Denne kommentar er anbefalet af:
Selvfølgelig er det ikke alene Statens ansvar at du lyttede til den sociale kontrol og lod være med at blive teenage-mor, men tilskyndelsen fra samfundets side til at få børn medens man er ung, hvilket HELT KLART er hvad ‘Naturen’ gerne ser, er mildest talt ikke-eksisterende .
Derimod er resultatet faktisk et problem for Staten og os alle . Så mit råd er at holde op med at bruge tiden på at skrive om det og så gå ud og find dig en mand . Der er masser af mænd der gerne vil have børn med en fornuftig dansk kvinde og hvis ikke I skulle kunne føde børn og give dem en fornuftig opvækst ved jeg sgu snart ikke hvem der så skulle ..
Denne kommentar er anbefalet af:
Der er nogle biologiske realiteter , som vi ikke bør overse.
Alle pattedyr ( incl mennesker) er indrettet til formering .
At fravælge sit biologiske behov for formering og vælge total barnløshed, er ikke tiltalende og imod vores biologiske programmering, og man skal ikke gøre det for andres (statens) skyld - vi er jo ikke statens ejendom.
Alle har vel et rimeligt krav på, at vi respekterer deres ønsker om at få børn og evt behandler mod barnløshed o s v.
Samtidig er realiteten også, at der ikke i Danmark er behov for at en kvinde eller mand får en frygtelig masse børn - i gamle dage var der en stor børnedødelighed og alderdomsforsørgelse krævede, at man havde en masse børn, som man kunne snylte på , når man belv gammel og svag.
Så lad dog kvinder og mænd med lyst og mentalt overskud få fred til at få et par børn eller tre - der er mange som af forskellige grunde ikke får børn, så i sidste ende, så går det op.
( vi skal dog ikke gøre det til en “levevej” via sociale ydelser at få et barn hvert år - kvinder er ikke bare “fødemaskiner “, og kulturer, der synes at kvinder bare skal “ligge på ryggen” føde det ene barn efter det andet bør modvirkes meget energisk.)
Denne kommentar er anbefalet af:
Menneskerettigheder er knyttet til primære behov.
Dispositionsret over børn, egne eller andres, til hvad man måtte ønske af dem indenfor lovens grænser naturligvis, er ikke menneskerets-materiale.
Det er tvivlsomt om overhovedet sexiuel tilfredsstillelse er et ‘primærbehov’, der ikke blot er en afhængigheds-skabt variant af et eventuelt ikke ret italesat ‘dopamin-balance’-ret. Noget der også først i de seneste årtier er blevet sat ord på af indlysende årsager.
Men ‘børn’ - statskontrolleret kvalitet etc. og frie valg mellem flere modeller, godtnok mod betaling naturligvis ?
Tog til tiden er såmænd mere ‘menneskerettigheder’ end det….
Jeg burde kunne identificere mig med Tina Splidsboel da jeg er fyrre, single og endnu ikke har børn og tilmed overvejer at gøre det selv. At kvinder i samme situation som jeg er egoistiske, har jeg efterhånden hørt nogle gange, og jeg kan af og til også forledes til at tænke at jeg er usympatisk og selvoptaget, da jeg jo ofte tænker på mine egne behov. Men det der umiddelbart virker som en ærlig og sympatisk indrømmelse fra artiklens forfatter er i virkeligheden en unuanceret og fordomsfuld tilgang til det at være børnedrømmende kvinde i 2011.
Jeg vil simpelthen ikke være med til at opfattes som mere egoistisk end de af mine veninder der ved et tilfælde fik barn en anelse tidligere i trediverne, eller endda de ‘unge mødre’.
For hvordan er man egoist når man bruger alle døgnet timer på at tænke på og hjælpe andre mennesker som fx familie, venner, kolleger etc. Bruger al sin tid på at opfylde de krav samfundet stiller, når det gælder uddannelse og job. Jeg tilhører flinkeskolen ligesom mange andre kvinder - måske især dem der ikke bruger tiden i medierne - og vi gjorde hvad der blev sagt, da samfundet bad os tage lange uddannelser og derefter stile efter de gode job.
I 80’erne og 90’erne var man nærmest idiot hvis man drømte om mand og børn, og det gjorde jeg da så sandelig heller ikke. Jeg skulle kunne klare mig selv og det kan jeg til fulde. Så meget at jeg burde få en fortjenstmedalje af staten, som hemmeligt i 60’erne planlagde at opløse kernefamilien og gøre kvinder til fuldgyldige medlemmer af arbejdsstyrken (jvf artikel i Information 18/02/2011 af Tina Splidsboel: ‘Et kvindeligt svar på den kære familie’ hvor der refereres til etnologen Karen Rahbeks research i velfærdsstatens hemmelige planer for kernefamilien og kvinderne).
Nu her 25 år efter jeg startede i gymnasiet og den lange vej gennem uddannelse og job, går det op for mig hvor meget jeg og mange andre kvinder er produkt af denne tænkning. Vi er ikke kræsne eller egoistiske. Vi troede bare at kvinder og mænd var ens. Men det rammer os nu som en forhammer at vi i hvert fald ikke biologisk er det mindste ens. Naivt, ja måske, men jeg vil ikke finde mig i at blive kaldt egoistisk.
Udefra ligner mit liv måske et ego-liv, med arbejde, rejser etc. Men jeg tror jeg kæmper en anden kamp end Tina Splidsboel, hvis liv lyder rosenrødt. Jeg har knoklet med studier og arbejde for at opfylde de forventninger samfundet opstillede. At især det private arbejdsmarked i dagens informationssamfund byder på arbejdsuger op til 60 timer er anderledes barske omstændigheder end for den første generation af fuldtidsarbejdende kvinder, der med god samvittighed kunne forlade arbejdspladsen til tiden. Og selvfølgelig har jeg været på café og har været ødsel ift. mine forældre, men hvem i den vestlige verden har ikke det?
At staten under den nye regering vil betale for barnløses fertilitetsbehandling er for mig at se kun ret og rimeligt, når man tænker på at staten i det meste af det sidste århundrede har støttet brug af fx hormonforstyrrende stoffer - hvilket i sidste ende har bidraget til at sænke kvinder og mænds fertilitet.
Og måske kunne man endda forlange undskyldning fra staten, når vi i så mange år har knoklet for at opfylde statens behov om en fuld arbejdsstyrke og så nu beskyldes fra så mange sider for at være egoistiske og ikke føde nok børn. Kvindebevægelsen kunne man ligeledes afkræve en undskyldning for at fylde os med falske ideer om at mænd og kvinder er ens.
I øvrigt vil jeg ikke selv få glæde af en støtte til fertilitetsbehandling, da jeg falder for aldergrænsen. Heldigt at min mor havde råd til at få mig da hun var 42 i 1970 og ikke var skræmt af en moralsk debat om ‘gamle mødre’. Jeg ønsker alle yngre kvinder held og lykke med uddannelse, job og børn eller ingen børn. Håber I finder balancen og at I lærer at skelne mellem hvad der er staten, samfundet og demografiens uafvendelige præmisser og hvad der bare er moralsk og personlig damebladsfilosofi.
Det er ikke en menneskeret at få hjælp til at få børn, men det er heller ikke en menneskeret at få en knæoperation. Til gengæld er vi sammen om dette samfund, og vi må hjælpe hinanden så godt vi kan. Mere flinkeskole, tak.
Denne kommentar er anbefalet af:
Anne Pernille Juhl,
Hvem er ansvarliug for de valg DU har gjort i livet ?
Ingen vælger iøvrigt frivilligt en knæoperation. Det er vel et uheld eller ulykke.
DU har tilgengæld valgt IKKE at få børn indtil nu.
Det er vel ikke et uheld eller ulykke.
Tag ansvar for DINE valg.
Iøvrigt er et års fertilitetsbehandling jo stadig billigere end et år med et barn. Så hvad er problemet ?
Fik lige den tanke - efter at have læst “Børn er et privilegium ikke en menneskeret” - at barnløshed er på WHOs liste over sygdomme… Det betyder vel egentlig, at den forrige regering ikke respekterede WHO.
http://www.who.int/reproductivehealth/topics/infer…
@ Anne Pernille Juul
Du er ikke egoist!… og det er andre i din situation heller ikke… og det er kvinder og par, der bliver nødt til at få børn gennem insemination heller ikke.
Det du oplever, er, den mærkværdige hets den ultraliberale del af blå blok fører mod udvalgte grupper. Forhåbentligt ændre det sig med den nye regeringskonstilation
Denne kommentar er anbefalet af:
Katja Petersen
Du mener altså at det er sygdom når en kvinder på 90 ikke kan få børn ?
Eller hvis et lesbisk par ikke kan få børn ?
Det må jo betyde at lesbiske er syge…Mener du virkelig det ?
Naturen har af en eller anden grunde sat forskellige grænser.
Det gælder fertilitet, hvor længe man vokser, at man bliver skaldet, bliver gråhåret osv.
Det er da ikke sygdomme men ganske enkelt naturligt.
Problemet er jo som Pernille selv skriver, at hun er blevet narret at folk der påstår at kvinder og mænd er ens.
Nej… Selvfølgelig ikke.
Vi har en grænse for, hvor gammel kvinder må være for at blive insemineret.
Kan simpelthen ikke følge din tanke vedr. lesbiske, som værende syge.
Vil ikke skrive mere til dig… gider simpelthen ikke tage stilling til dine perfide holdninger til kvinder.
Denne kommentar er anbefalet af:
Katja Petersen,
Tak for dine saglige argumenter.
Men du skriver jo selv at barnløshed er en sygdom.
Og at barnløshed derfor skal behandles gratis som alle andre sygdomme.
Altså at sygdom skal behandles
Det kan jeg egentlig godt følge dig i.
Men lesbiske eller kvinder, der er blevet for gamle fra natrurens side, er jo netop IKKE syge. Og så burde de jo ikke behandles gratis iflg. dit argument om behandling af sygdomme.
Hvis du så alligevel går ind for behandling af lesbiske, må det jo betyde at de er syge !!!
For ellers skulle de jo ikke behandles gratis.
Jeg mener ikke lesbiske er syge. Heller ikke at “for gamle kvinder” er syge. Heller ikke at skaldede mænd er syge. Leverpletter er heller ikke en sygdom. Det er bare et resultat af naturen.
Hvis lesbiske eller enlige kvinder skal behandles gratis under dække af “sygdom” skal mænds barnløshed vel også behandles gratis som følge af sygdom.
Jens Sørensen, det skal vel ikke komme an på kønnet; men jeg synes nu personligt, at vi kommer over i pindehuggeriet dér, bl.a. fordi mænd typisk vil benytte sig af adoption. At acceptere en kønsforskel er vel ikke diskrimination?
Problemet er dog, at man endnu engang har godkendt et paradeforslag, der i realiteten koster os minimalt (og i realiteten kun koster, fordi vi har valgt at opgøre en fiktiv omkostning).
Peter Hansen
Jamen så lad da også kvinder benytte sig af adoption. Der er millioner af børn i verdenen vi kan hjælpe.
Så vidt jeg ved koster ca. 60-70 K.Kr at adoptere.
Det er jo helt vildt.
Og mit point er jo bare at lesbiske, enlige og fra naturens side for gamle kvinder IKKE er syge, bare fordi de ikke kan få børn. Mænd er heller ikke syge fordi de ikke kan på børn.
Og så mangler vi i min verden at voksne mennesker tager ansvar for deres egne valg.
For min del har jeg også taget forkerte valg, da jeg tog karriere-vejen og stort set ikke var hjemme da børnene var små. Men det var MIT valg og MIT ansvar.
Og nu er det for sent.
Men det er MIN fejl. På samme måde som når 40 årige karriere-kvinder bliver for gamle til at få børn.
Det er da ikke en overraskelse at sandsynligheden for at blive gravis falder kraftigt efter de 30.
Så tag dog bare lidt ansvar for eget liv.
At et par i 20 erne ikke kan få børn er noget helt andet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jens Sørensen
Tak for kommentarerne.
Hvis du hentyder til mit indlæg igen her til sidst, så må jeg ile med at sige at jeg står fuldt ved mine valg. Dem er jeg kun selv skyld i. Men som de fleste der har levet et langt liv ved, så er virkeligheden mere nuanceret end som så.
Jeg mente egentlig bare at mine valg har været influeret af en bestemt samfundsform, en samfundstænkning, og at vi alle er et produkt af tiden. Vi kan selvfølgelig selv vælge og bestemme, men vi kan også som mennesker finde trøst i at vi gjorde ligesom alle de andre - fordi det gjorde man bare. Især fordi vi har så travlt med at passe ind.
På samme måde er dit valg af karrierevejen jo bestemt af at det gør de fleste mænd, og har gjort det altid. Selvom du tror du har valgt det selv, så er du jo under indflydelse af forventninger til dig som brødvinder etc.
Og når jeg mener det er ok med hjælp til barnløse, så er det fordi det faktisk er en folkesygdom at fertiliteten er faldende. Og desuden er det først for kort tid siden at der er kommet fokus på hvor brat fertiliteten falder i takt med alderen. Det må lyde uhyggelig dumt, men jeg må indrømme at jeg i lang tid troede at det foregik nærmest fra den ene dag til den anden:-) Lægerne har først været ude med advarslerne her de sidste 5 år.
At være barnløs er ikke en sygdom - helt enig. Men ud af et samlet statsbudget der støtter alverdens ting - fx sygedagpenge til stressramte der har arbejdet for meget, af eget valg for manges vedkommende - så synes jeg det er småpenge.
Men det hele er jo i virkeligheden et spørgsmål om at være rød eller blå. Skal vi hjælpe hinanden lidt eller skal vi bare passe os selv og gentage i en uendelighed at vi er alene og at vi selv er skyldige i hver eneste ting vi roder os ud i. Tænker det ville betyde at vi så også skulle fjerne børnepenge, pension og tusind andre støttetilbud.
Denne kommentar er anbefalet af:
Pernille,
Du har ret i at vi alle mere eller mindre er et produkt af tiden.
Men når vi forlanger at have indflydelse, bestemme ting selv, ja så vi også stå ved vores beslutninger.
Også selv om det gør ondt 20 år efter.
Ellers kan vi jo alle leve et komplet ansvarsløst liv og så efterfølgende komme og forlange at staten redder os.
På samme måde med alle dem der har købt hus til millioner af kroner. For det lå jo også i tiden at alle skulle have stort dyrt hus, samtalekøkkener og flere udlandsrejser om året. De bør også stå til ansvar og betale deres gæld tilbage.
Jeg er ikke helt enig i at det er et spørgsmål om at være rød eller blå. Lidt måske.
Staten har ganske rigtigt et stort budget, men også et budget ubderskud på 100 milliarder.
Det er altså ikke små-penge.
Grækenland scenariet skulle helst ikke ramme Danmark. For så ryger selv den mest grundlæggende velfærd.
Derfor er staten nødt til at prioritere.
Jeg tror også et signal værdien af at sige at fertilitetsbehandling vil få mange til at få børn tidligere men garanteret gratis behandling vil få mange til at vente til det bliver for sent ad naturlig vej.
Jeg synes måske heller ikke, at det er logisk at det skal koste en formue at adoptere et allerede levende barn fra kummerlige forhold, mens det skal være gratis med kunstig befrugtning.
Vi er trods alt 7 milliarder på jorden.
Men med din erfaring burde du måske træde mere ind i debatten, f.eks, her på information, og fremlægge dine holdninger om at de fleste mænd er forskellige end de fleste kvinder.
Men så skal du være parat til at få nogen på ørene, for det er IKKE politisk korrekt.
Ud fra min erfaring virker det evident at mange kvinder har det her biologiske ur der tikker.
Og jeg kan fortælle dig at mange, selv de mest inkarnerede kvinder fuldstændig skifter fokus i livet når de bliver mor. Det ser man også i diverse statistikker, hvor mange veluddannede, karrierekvinder pludselig karriere skifter job, går ned i tid osv.
Det har jeg intet imod. Heller ikke det modsatte. Det må da være op til den enkelte.
Men det er ikke politisk korrekt.
Men tak for dit sobre indlæg og trods min holdning, er jeg oprigtig ked af det på dine vegne.
‘Det er ikke en menneskeret at få hjælp til at få børn, men det er heller ikke en menneskeret at få en knæoperation’.
lyder det så i indlægget efter mit eget,
Jo, det er det faktisk, en knæoperation. Det falder ind under det jeg kaldte ‘tog til tiden’.
Den har at gøre med førlighed, og en så høj grad af førlighed som muligt er indlejret såvel i menneskerets-tænkningens naturlige logik, som i mere knæ-operations-nære ‘lægeløfter’ der skriver sig tilbage til antikkens verden.
Skal vi nu ikke lige huske, at ideen med at betale skat er at finansiere en masse aktiviteter, som vi kan gøre brug af, fordi vi har betalt for dem, dels med vores løn, men endnu mere med vores faktiske arbejdskraft, der jo for flertallets vedkommende aldrig kompenseres fuldt ud.
Denne kommentar er anbefalet af:
Som bekendt er retten til familieliv en menneskeret, og i al juridisk forståelse af dette vil det betyde at stifte familie ved at få børn.
Peter “natteravn” Hansen
Helt enig.
Men staten kan jo ikke finansiere alle borgernes ønsker.
Og ens egne bevidste valg burde da være ens eget ansvar.
Jens Sørensen, jo mindre ansvar betyder, jo mere hæger vi om det! Der er masser af områder, hvor et personligt ansvar er vigtigt, f.eks. når man har fået barn, når man påtager sig at løse opgaver osv. Det vil aldrig ændre sig; men fordi man træffer en beslutning på et tidspunkt - eller undlader at gøre det - bør man ikke straffes, hvis der ikke er tale om noget uopretteligt. Er friheden virkelig så skræmmende?
Ovenstående PH :
‘Som bekendt er retten til familieliv en menneskeret, og i al juridisk forståelse af dette vil det betyde at stifte familie ved at få børn’.
Hersammenblandes fysisk forplantningsliv og psykisk familieliv.
Det er en rimelig ret at kunne indgå et – eh: ‘ægteskab’ ?
jae….. men ægteskaber er sociale konstruktioner med indhold bundet i definition til kultur og tradition. Ikke menneskerets-materiale.
Man skal passe meget på med at ophøje noget til menneskeret som man ikke kan honorere, og som åbenlyst ikke er af tidløs, kulturneutral, karakter.
Men naturligvis er det menneskerets-materiale ikke at underlægges forbud mod overhovedet at forplante sig - hvis man altså er så heldig at ære født med denne evne. Verdens interesse i diversitet jo tilgodeses. Det giver mening som ‘ret’. Resten er logistik.
Vigtigt emne, de menneskerettigheds-def’s. Det forsvinder ikke bare fordi Krarup går på pension, men det kan være det er muligt at fokusere lidt merepå essensen så.
Det er vel naturligt for de fleste at blive forældre i løbet af livet..
Det er vel også således, at universelle rettigheder tilsiger, at mennesker ikke må forhindres i dette gennem tvangsmæssige indgreb, hvilket dog er ret udbredt i feudale samfund. Kinas politik har været på kanten heraf med den bieffekt, at millioner af kvindefostre er blevet valgt fra, mens millioner af mænd aldrig vil få en partner, eller må deles om dem, der er.
Der er næppe længere udsigt til global overbefolkning, i Europa, Nordamerika og Østasien er der lave fødselrater, Indien og Sydamerika er på vej, mens Mellemøsten og Afrika endnu har høje fødselsrater, men dog faldende i takt med bedre levevilkår.
I erkendelse af de lave fødselstal, som fulgte kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, valgte danske politikere at fremme familien med børnepenge, børneinstitutioner og orlovsordninger. Pga. familiepolitikken har vi i hele Norden højere fødselsrater end i Syd- og Østeuropa, hvor raten er katastrofalt lav. Rusland førsøger nu at vende denne udvikling med belønninger til børnefamilier. Overalt er det en af samfundets basale opgaver at opretholde en passende fødselsrate. I det lange løb kan ingen bero sig på adoption, for snart vil der ikke være flere børn til salg på det globale marked.
Alt dette er politik, ligesom det er politik, at årtiers anvendelse af et stigende antal giftige kemikalier har forringet fertiliteten. Det er ikke blot symbolpolitik, idet allerede ca. 8 pct. af danske børn fødes via inseminering. Hvis flere og flere bliver infertile, udgør dette et enormt problem for hele samfundet. At forske i og afhjælpe dette problem er at være på forkant med udviklingen, og for at undgå social slagside er det indlysende, at området bør financeres af staten.
http://nyhederne-dyn.tv2.dk/article.php/id-6672705…
NB: Kvinder helt op til 45-50 års alderen har i øvrigt ofte stadig fertiliteten i behold, hvis blot de lever sundt og er heldige at finde en egnet partner ;)
Søren Tolsgård,
Du skriver igen, at en fornuftig familiepolitik er skyld i, at vi her i Danmark har en opadgående samlet fertilitet.
Det har du skrevet før - eller noget lignende. Har du nogen empiri at bygge denne antagelse på? Skulle den familiepolitik vi har ført i 80’erne, 90’erne og 00’erne have skabt baggrund for at fertiliten er gået op fra 1,60 til omkring 1,9? Det lyder forjættende, men jeg tror ikke det passer.
Italien og andre sydeuropæiske lande har i høj grad fokus på familiepolitik, langt mere end vi, ville jeg mene, og de ligger altså ekstemt lavt.
Måske er børn i virkeligheden et Giffin-gode. Det ville forklare en hel del :-)
Hvorvidt der også kan være andre faktorer på spil. kan jeg ikke vide, men i Danmark steg fødselstallet i hvert fald betydeligt midt i 80’erne, da forholdene for børnefamilierne for alvor blev ændret til det bedre og har fortsat svinget lidt i takt med det pres, som arbejdsmarkedet har lagt på børnefamilierne.
Der foreligger masser af litteratur om emnet, og de fleste er enige om, at man i Øst- og Sydeuropa endnu ikke har iværksat tilstrækkeligt med familiefremmende foranstaltninger siden kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, omend der er stor opmærksomhed på problemet, her er nogle links:
http://www.dst.dk/upload/tema2008.pdf
http://www.fremforsk.dk/vis_artikel.asp?AjrDcmntId=5
http://www.dst.dk/upload/tema2008.pdf
http://www.ugebreveta4.dk/2006/35/Baggrundoganalys…
Mere om situationen i Sydeuropa, specielt Italien:
http://www.information.dk/167396
http://www.b.dk/fra-editorial/krisen-truer-europas…
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/58306:Udl…
Grundlæggende er jeg enig med forfatteren.
Vi står ikke overfor nogen trussel mod vores fortsatte eksistens som art; i hvertfald ikke på den konto.
Forplantning i den vestlige verden er ren egoisme, og ikke andet. Ikke at der er noget ondt i det, men der på den anden side heller ingen grund til at ophøje forældreskabet til noget, det ikke er.
Men min tilgang til problematikken er ikke så meget økonomisk som filosofisk.
Selve tanken om at behandle mennesker for barnløshed, som var det en sygdom, er vederstyggelig. Det er endnu et velfærdsideologisk skridt i retning af det totalt fremmedgjorte menneske, som ikke længere kan tage ansvar for egne valg og skæbne, og kræver ‘krykker’ for at gennemføre de mest grundlæggende biologiske funktioner; herunder at forplante sig.
Og herefter professionel assistance og rådgivning i at amme, skifte ble, opdrage etc.
Set fra et kulturfilosofisk perspektiv, er det hverken kønt eller opmuntrende. Intet at sige til, at man bliver en smule nostalgisk engang imellem. /O
@Olivier Goeldlin
“Forplantning i den vestlige verden er ren egoisme, og ikke andet.”
Hvad med forplantning blandt andre mennesker og dyrene? Selve det, at vi overhovedet trækker vejret og indtager føde, hænger vel dybest set sammen med en form for egoisme. Og er det vestlige menneskes trang til at forplante sig mere egoistisk end alle mulige andre udtryk for livet?
Nok er vi fremmedgjorte, undertrykte og selv undertrykkere, men de dybeste instinkter lever trods alt deres eget liv. Samfundet er under forandring, og den enkelte basis er ikke længere et sted, hvor slægten fører traditionerne videre i et livsvarigt fællesskab, hvor man i øvrigt også behandlede ulykkelige kvinder for barnløshed. Nu er de unge i højere grad end førhen overladt til samfundets vejledning om vigtige beslutninger i livet.
Det behøver ikke at være negativt. Der kan stadig være vise mænd og kloge koner indenfor de samfundsskabte rammer. Det gælder nu om at undgå formynderi og skrankepaveri, som der er rigeligt af, men en negativ indstilling kan virke selvforstærkende, og svigtende mod på livet kan blive den værste trussel i et aldrende samfund.
Så der skal fødes børn for at verden fortsat kan udvikle sig :)
Tina, Hørt, hørt!
Jeg ved ikke, hvad det ligner?! Vi har gjort teknologiske fremskridt, der kan afhjælpe nogens problemer - selvføgelig skal vi gøre brug af det i det omfang, hvor det ikke skader nogen.
Ja Ja Ja, hvor er det dejligt at høre fra en kvinde. Sejt gået Tina.
@Peter
Det er jo ikke det der er spørgsmålet,,Teknologien vil blive brugt uanset hvad.
Her drejer sig udelukkende om hvorvidt staten skal financierer fertilitetsbehandling ad libitum, eller om vi siger ok du får et par skud for fælles regning. Derudover må du betale selv.
Og helt ærligt,, hvem kan være uenige i det ?
Ikke fordi jeg er uenig med Tina… Slet ikke.. Det åbner op for mange spørgsmål om det offentlige skal betale for egotrip/uansvarlighed/dovenskab eller hvad der nu kan være der er selvforskyldt.. Det er sjældent samfundets skyld..
@Toke,
Det er netop min pointe.
Jeg har som sådan intet imod, at mennesker udnytter ny teknologi til at løse deres problemer. Det er trods alt derfor, vi har teknologien - og den udvikling er irreversibel.
Det, jeg opponerer imod, er derimod velfærdsstatens stigende ansvarspåtagelse af individers skæbne. Jeg vil godt medgive, at det jo i en vist udstrækning er det, staten er til for - men det er en delikat balance mellem omsorg og ansvar.
Den balance er, efter min mening, væltet i den moderne velfærdsstat, og konsekvensen ved dette fintmaskede sikkerhedsnet er, at det fratager individet ansvar og fornemmelse for selvstændighed, konsekvens og magt i deres liv- i sidste ende handler det om frihed, og incitamentet til at kæmpe, yde og ofre. Altså helt eksistentielle størrelser, som definerer selve det, at være et åndeligt væsen.
Det er en meget subtil sideeffekt ved velfærdssamfundet, som ‘forkrøbler’ individets suverænitet gennem ‘overnursing’ og for meget komfort.
Suverænitet er at tage ansvar for egen skæbne, at kunne klare sig uden at bede om hjælp til alt muligt, blot fordi den tilbydes.
Suverænitet er det, der giver individet selvrespekt, værdighed og åndelig modenhed.
Men også i forhold til det at hjælpe sit medmenneske, som er et lige så fundamentalt eksistentiale som det at hjælpe sig selv (paradoksalt nok), invaliderer velfærdsstaten individets initiativ og ansvarsfornemmelse ved at påtage sig rollen som den store nursende moder.
Det har præcis samme effekt som når voksne mænd bliver boende hjeme hos mor og får alt ordnet, lavet mad, vasket og strøget tøj, etc. Det giver mening og har sin berettigelse så længe de er børn, men det bliver en bjørnetjeneste, hvis det fortsætter, når de er blvet voksne.
Sådan er det moderne velfærdsmenneske blevet
Derfor, og kun derfor, går jeg ind for en minimalstat, som tager sig af de hjælpeløse, som ingen andre tager sig af - men ellers overlader resten til personligt initiativ.
I det aktuelle tilfælde taler vi om mennesker, som ikke ud fra nogen rimelig betragning kan betegnes som syge, og derfor heller ikke burde behandles som sådan. Og hertil har vi, som nævnt, p.t. ingen problemer med menneskehdens overlevelse, tværtimod.
Så jeg har altså svært ved at se samfundets interesse i at finansiere denne hjælp.
Jeg tror mere det her handler om symbolpolitik; det er en følelsesbetonet problemstilling, som sikkert giver gode og billige point, måske især blandt de kvindelige vælgere. Det er ikke kun møntet på de realtivt få ufrivilligt barnløse familier, men på alle familier, fordi det er en problemstilling, der er til at forstå og identificere sig med. /O
Blot for at rydde enhver misforståelse af vejen: Jeg er ikke i tvivl om, at også fertilitetsbørn er dybt ønskede - også for eksempelvis de grupper, der blot ønsker staten som surrogatfader.
Jeg er heller ikke i tvivl om, at disse forældre er dedikerede og vil prioritere deres børn. Det er et fint og rigtigt udgangspunkt, når man sætter liv i verden, men jeg mener bare ikke, at den enkeltes behov nødvendigvis er det vigtigste spørgsmålet at forholde sig til her. Og det er heller ikke medicinalvirksomhedernes eller deres aktionæres behov, vi her taler om - selv om man kunne formode, at den komplet ukritiske tilgang til fertilitetsbehandling hos f.eks. også Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse (LFUB), der med effektiv lobbyisme fik gennemtrumfet særbehandling til lige netop de mennesker, som de repræsenterer.
Netop området for fertilitetsbehandlinger et bemærkelsesværdigt uudforsket område, hvad angår vurderinger af mulige konsekvenser ved og af behandlingen, både for kvinderne og de børn, som bliver sat i verden som en følge af den.
Lad mig indlede med et citat fra Århus Universitetshospital, d. 16. august 2011: “Gennem de senere år har flere undersøgelser vist, at disse børn [børn undfanget ved kunstig befrugtning] har en øget risiko for medfødte misdannelser og misdannelser i deres DNA, der påvirker deres liv og udvikling. Der er ingen endelig forklaring på, hvorfor dette sker, men der er både spekulationer om, at det kan skyldes selve fertilitetsbehandlingen, men også, at årsagen måske ligger i forældrenes arveanlæg. Ved flere af de sygdomme der ses ved misdannelser i DNA, ses også adfærdsmæssige problemer og egentlig psykiatrisk sygdom. ”
Et andet citat fra en læge Henrik Keller (fra debat på b.dk): “Jeg syntes derfor, at det var en god ide at bremse denne udvikling, hvorfor brugerbetaling (evt med dispensation for de få fattige) er en god idé. Dels er det en dyr ordning. Dels kender vi ikke langtidseffekten, idet dette forhold ikke er undersøgt. Hvad betyder det (på lang sigt), at uegnede æg/sædceller smeltes sammen. Hvad betyder manipulation af æg/sædceller og hormonbehandling? Fertilitetslægerne siger, at det intet betyder, men det ved de ikke. De har kun belæg for at sige, at der ikke er kendte skadevirkninger. Desuden har de økonomisk interesse i sagen. Dvs. de kan lade sig friste til straks at vælge den (for dem) økonomisk fordelagtige løsning frem for nogle af de ovenfor nævnte billigere løsninger. Dette har jeg oplevet i flere tilfælde.
Vi ved i dag at mange fænotypiske træk/sygdomme grundlægges i fostertilværelsen. Ikke som flg. af mutationer, som følge af s.k. epigenetiske modifikationer. Dvs. at histon og non-histonproteiner (proteiner knyttet til DNA) modificeres kemisk (f.eks. metylering, acetylering). Dette kan aktivere/deaktivere bestemte géner livslangt og forårsage sygdomme, der udvikler sig mange år efter.
Der er ingen garanti for, at de behandlingsregimer, der benyttes i forb m fertilitetsbehandling ikke kan udløse uheldige, epigenetiske forandringer. For mig at se bør fertilitetsbehandling derfor være allersidste udvej, men det er desværre ikke altid tilfældet idag, formentlig fordi der er økonomiske interesser i sagen.”
Det er veldokumenteret, at der er en halvanden til dobbelt så stor risiko for, at børn tilblevet ved kunstig befrugtning får misdannelser. Nogle undersøgelser peger på, at det er selve effekten af behandlingen, der er årsagen til misdannelserne - for eksempel hormonbehandlingen eller dyrkningen af de befrugtede æg i laboratoriet, der på en eller anden måde påvirker risikoen for misdannelser. Andre undersøgelser peger på, at overhyppigheden af misdannelser hænger sammen med problemerne med at få børn og forældrenes genetik - herunder forekomsten af misdannelser hos forældrene.
Netop det sidste er værd at hæfte sig ved, da det er ret evident, at eksempelvis mænds ringe sædkvalitet går i arv til drengebørn, der er blevet til ved fertilitetsbehandling.
Faktum er desuden, at børn, der kommer til verden som følge af kunstig befrugtning, har en forøget risiko for at blive ramt af spastiske lammelser, der er et resultat af hjerneskader i forbindelse med fødselen, og kvinder, der har opnået graviditet efter IVF-behandling eller mikroinsemination har en signifikant - fire gange øget -risiko for at føde et dødfødt barn sammenlignet med kvinder, der er blevet spontant gravide, samt at fødslen endvidere i gennemsnit sker fire uger tidligere.
De for tidlige fødsler og lav fødselsvægt er velkendte faktorer, som indebærer store risici for følgeproblemer for de ramte børn i resten af deres liv.
Det er således ikke til at komme uden om, at hver eneste krone, der gives i statslig støtte til fertilitetsbehandling, er en krone tabt til forskningen i, hvorfor stadig flere mennesker ikke kan sætte børn i verden på normal vis. Og så længe en stor del af medicinalindustrien af hensyn til deres aktionærer ønsker at sygeliggøre os allesammen og ikke kan forventes at ville andet end at gøre symptombehandling til en lukrativ forretning, så er det statslige forskningsinstitutioner, der skal stå for den grundlæggende årsagsforskning.
Samlet set kommer gratisordningen til at koste samfundet omkring 212 mio kroner om året - altså penge, som forskningen i årsagerne til barnløshed nu mister. Omkostningerne for samfundet vurderes skønsmæssigt at ville stige mellem 15-25% per år. For den enkelte og for samfundet er sundhedsministerens blankocheck til befrugtningsindustrien og deres nyttige interessegrupper som f.eks. Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse derfor ganske enkelt et svigt og er et udtryk for en tossegod følelsespolitik, hvor fornuft, ansvarlighed og bæredygtighed fuldstændig er skåret bort.
Det havde været klædeligt, om sundhedsministeren før sin støttebevilling havde fremlagt en analyse og en offentlig tilgængelig rapport, der grundigt beskriver de forhold, der gør sig gældende vedrørende fertilitetsbehandling og som forholdt sig til de mange uafklarede forhold, der bestemt også er. For det er ganske enkelt grotesk, at en sådan undersøgelse ikke foreligger. Hvilket skal holdes op mod sundhedsministerens kronik for nylig, hvor hun fremførte, at “Det er absurd, at det skal koste penge for barnløse at forsøge at få børn - ikke mindst når vi som samfund faktisk har brug for, at danskerne får flere børn!”
Argumenterne i sundhedsministerens kronik vedrørende tiltaget glimrede ved deres fravær - hvilket er forståeligt, da det mest af alt fremstår som følelsespolitik uden den nødvendige kobling til fornuft og ansvarlighed. Der er næppe nogen tvivl om, at LFUB har været særdeles aktive i deres lobbyisme som fortalere for den grænseløse og gratis fertilitstsbehandling - og den nye regering har ædt påstandene råt.
Sundhedsminister Astrid Krag må derfor have meget røde ører lige nu.
Endelig tak til Tina Splidsboel for opgøret med en forløjet debat. For at man som samfund specifikt tager stilling til, at der er grænser for, hvilke lidelser samfundet skal betale for, er ikke kun et spørgsmål om at erkende, at vi også lever i en økonomisk virkelighed, men at man mener det alvorligt, når man som samfund trækker grænser (som man gør det, hvis man er et ansvarligt menneske). Nogle vælger så at deponere deres etik og moral efter de teknologiske muligheder, som medicinalindustrien finder er lønsomme - og som giver et maksimalt afkast til aktionærerne. Andre vælger at anvende glidebaneargumentet til at hævde, at folk, der er modstandere at sundhedsministerens uansvarlige gratis-tiltag, også kræver brugerbetaling på alle andre områder. Men det er jo totalt ubegrundet og tjener kun til at dæmonisere meningsmodstandere og fordreje debatten. Man forbeholder sig retten til at have følelser men demonstrerer med al tydelighed, at føleri uden koblingen til fornuft mest af alt medfører ansvarsløshed og egoisme.
Heller ikke argumentet om, at dansk sundhedspolitik altid har hvilet på grundlaget om fri og lige ret til et vederlagsfrit offentligt behandlingstilbud, holder. For enhver burde vide, at grænseløshed aldrig har været en bæredygtig model for noget samfund, og det offentlige behandlingstilbud indebærer heller ikke i dag en grænseløs accept af allehånde behandlingstilbud om alle mulige typer af også mere livstilsbetingede lidelser. Som på ethvert andet plan må man forholde sig til også de etiske, moralske og økonomiske rammer - og de skal ikke dikteres af kommercielle foretagender, der gerne hælder lykkepiller og p-piller på mindreårige og har en interesse i at sygeligegøre os alle, ligesom en del af markedsføringen naturligvis er at støtte interessegrupper, patientforeninger m.v.
Johannes Aagaards betænkelighed mht. medicinalindustriens indflydelse på den førte politik synes meget relevant. Der findes givetvis motiver til at vælge den teknologisk kostbareste og ikke nødvendigvis den bedste eller sikreste metode, ligesom den relevante forskning kan risikere at blive lavt prioriteret.
Dette er forhåbentlig noget, som regeringen har med i sine overordnede overvejelser, så man ikke blot følger en kurs lagt til rette af markedskræfterne. Etisk råd kunne være en alternativ instans at konsultere i denne sammenhæng.
Manglende fertilitet må grundlæggende betragtes som en sygdom eller ihvertfald en unaturlig tilstand. I naturens kredsløb medfører den uddøen og er et tegn på degeneration. Naturligvis er den også et problem hos mennesket, især når den spreder sig i et omfang, som begynder at ligne en epidemi. Det er derfor ikke blot symbolpolitik at gøre noget ved denne tilstand, der nu angår ca. 10 pct. af de par, som ønsker at få børn.
Før i tiden angreb man nok i højere grad sådanne problemer med psykologi, personlige råd omkring samlivet, gymnastiske øvelser og urteudtræk. Der kan nok stadig hentes meget på denne konto, for et af de basale problemer er sikkert en usund livsstil, som bør lægges om, før der gribes til medicinske midler.
Samfundet bør naturligvis undersøge de forskellige metoder, også de mere alternative, som grundlag for at bedømme, hvorledes fertilitetsbehandling bør tilrettelægges, så den bliver til størst mulig gavn, ikke for medicinalindustrien, men for de berørte familier.
I et samfund hvor vi betaler for at:
Overspisere, der har ædt for meget i alt for mange år, kan blive opereret på samfundets regning,
Tilsvarende ‘underspisere’, der har tvunget sig selv ud i sygelig tyndhed, kan få klinisk og psykologisk hjælp,
Drankere, der bevidst har drukket deres helbred i knæ,
Narkomaner, der velvidende at det har konsekvenser har jokket kanyler i armen,
Med mange flere… kan få gratis hjælp til at behandle deres mere eller mindre selvpåførte sygdomme, da har jeg svært ved at se hvordan barnløsheden for nogle par falder uden for kategorien af folk der bør hjælpes. Hvis Tina mener at hun ikke har fået børn, fordi hun ikke lige gad så betale selv. Du er velkommen. Hvis andre par ikke kan få børn pga. nogle sjove ting de indtog i deres barndom, og som vi først 20 år senere indså konsekvenserne af, så har jeg svært ved at se, hvordan det er ‘deres egen skyld/ansvar’.
Denne kommentar er anbefalet af:
Gad vide, om Tina Splidsboe ikke har betalt skat i alle de år, hvor hun ikke har fået barn pga. karrieren? Ellers har hun da ikke nogen som helst grund til at stille spørgsmålstegn ved sin ret at blive hjulpet ud af barnløshed.
@ Peter Hansen,
“Nogen som helst grund” kunne jo f.eks. være, at Tina Splidsboe’s agerende hviler på en solid etisk og moralsk stillingtagen og personlig ansvarlighed, hvor man sætter grænser.