Århundredets kulturforbrydelse

For tre uger siden blev to journalister fra Los Angeles Times ringet op af en 92-årig legende ved navn Bob Hecht. Han ringede for at klage over en oplysning i deres nye bog Chasing Aphrodite, hvor han selv spiller en hovedrolle.

Bogen handler om det stenrige amerikanske museum The Getty’s involvering i det, som Det Kgl. Biblioteks direktør Erland Kolding Nielsen har kaldt »en af de største kulturforbrydelser i Europas historie«: Det gigantiske smuglernetværk, der over et halvt århundrede har udplyndret Sydeuropa for arkæologiske skatte og solgt dem til rige, respektable samlere og museer som The Getty, The Metropolitan og danske Glyptoteket.

Indsatsen mod netværket er foreløbig kulmineret i mindst tre opgør, som Chasing Aphrodite præsenterer:

• En række tilbageleveringer af plyndrede antikviteter til Italien og Grækenland fra museer som Metropolitan, Getty, Universitetsmuseet i Bern og andre — mens Glyptoteket mere og mere isoleret fortsat sidder på op mod 100 antikviteter fra Hechts netværk.

• Et paradigmeskift i en museumskultur, der fra 1960’erne og frem har lagt sig ud med videnskaben ved at insistere på at finansiere en ulovlig handel med plyndrede antikviteter, der har forårsaget omfattende ødelæggelser af verdens kulturarv, altimens museerne har hævdet at købe op i bevaringens navn.

• En italiensk retssag med domsfældelse mod Bob Hechts førsteleverandør Giacomo Medici; fem års retsmøder mod The Getty’s kurator Marion True (afbrudt af forældelsesfrister); og fortsatte retsmøder og sigtelser mod storhandleren Bob Hecht.

Ikke stikker

Journalisterne bag Chasing Aphroditevar spændte, da de fik Bob Hechts opringning. Deres bog portrætterer ham som den flamboyante mastermind for det sorte marked for plyndrede antikviteter, for indblandring i skattesvindel, for gambling og alkoholisme og medansvar for ødelæggelsen af tusindvis af gravkamre. Men Hecht havde én ting på hjerte:

»Det er en velskrevet bog,« sagde han i telefonen, »men den indeholder en løgn.« Hecht var utilfreds med, at italienske politikilder mistænker ham for at have angivet rivaliserende kunsthandlere til politiet. »At være stikker er ikke i mit blod,« understregede den 92-årige og tilføjede, at den slags beskyldninger er dårlige for forretningen, som på det senest er gået langsomt.

Bob Hechts dobbelttydige personlighed er karakteristisk for det fantastiske dilemma, bogen gennemspiller på The Getty’s velstående, griske, men også kulturbeundrende scene. Som verdens rigeste museum igangsatte Getty f.eks. med californisk skamløshed en en-til-en genopførsel af Villa dei Papiri, Julius Cæsars svigerfars Napoli-villa som hovedsæde for antikviteterne. Byggeprojektet driver bogen frem som en tragisk skrue mod det museale kollaps, retssagen og tilbageleveringerne af favoritindkøbene, der i 2006 falder ironisk sammen med villaens åbning.

Historisk mørke

Gettys dramaer er ekstreme, og bogen læses som en thriller. Men den konflikt, der flår det i stykker, er universel, og udspiller sig på samme tid fra København til Malibu. Forfatterne opsummerer den selv:

»De sidste 40 år har museumsansatte rutinemæssigt overtrådt ånden, hvis ikke bogstavet, i UNESCO-traktaten og udenlandsk og indenlandsk lovgivning ved at købe antik kunst, som de vidste var blevet ulovligt udgravet og lusket ud af kildelandene. Disse handlinger har udgjort et kæmpe forræderi mod museernes offentlige mission. For at uddanne offentligheden og bevare fortiden lavede hvidhandskede kuratorer forretninger med de mest korrupte hjørner af kunstverdnen og indgik handler i schweiziske bankkrypter og smuglervarehuse med denne kriminelle underklasse. De købte genstande, som blev hvidvasket med hjælp fra auktionshuse og private samlinger og accepterede — og opfandt til tider — konstruerede ejerskabshistorier, som camuflerede kriminelle oprindelser i falskheder, der den dag i dag spreder mørke i historieskrivningen. Derved har museer givet brændstof til ødelæggelsen af langt mere viden, end de har bevaret, altimens de foregav forfærdelse over den ødelæggelse, som plyndringerne spreder på de arkæologiske områder, som er vores primære kilde til viden om vores oprindelse.«

I 2013 har Glyptoteket annonceret, at det vil følge i Gettys fodspor og returnere en række plyndrede pragtstykker til Italien. Dog kun, hvis italienerne vil skrive under på ikke bagefter at komme med nye returneringskrav. Det har italienerne såvidt vides foreløbig ikke ønsket at garantere. Dramaet fortsætter i København.