Hun har ikke selv bagt brødet, men hun har hjemmegjort en stor del af alt andet i hjemmet. Sat stormønstret tapet på væggene og på den lille kasse med skuffer til mel og sukker. Citronerne er saltet i store glas, i vinduet ligger stærkt orange hokkaidogræskar klar, og de dukker, som børnene leger med, er selvfabrikeret.
Lisbeth Hammer er mor til Alma, Storm og Marta og har valgt at gå hjemme i hvert fald indtil den yngste på halvandet når treårsalderen. Hun er 32 år og på orlov fra sit studie til Rudolf Steiner-pædagog og har de sidste otte år sammen med sin mand valgt, at børnene og familien er karrieren. Hun har rødt hår og nogle af de smilerynker, som hendes blog smilerynker.dk er opkaldt efter. Her opdaterer Lisbeth Hammer et par gange ugentligt bloggen om sit liv som mor. Her står, hvilke udfordringer hun møder med børnene, hendes tanker om børneopdragelse, hvad hun syr på, og hvilken mad hun har lavet.
I stuen i det lille gule rækkehus i Humlebæk kigger Martha på halvandet år i en bog. Der er hængt et stykke stof over fjernsynet, og reolen er foruden bøger mest fyldt med forskellige mønstrede stoffer, tråd i alle farver og dukker. Lisbeth Hammer holder af og til workshop for andre, der er interesserede i at lære at sy dukker. Hun fortæller, at dukkerne har et neutralt ansigtsudtryk, som skal give plads til, at barnet selv kan tillægge dukken følelser.
Men dukkerne er en biting i Lisbeth Hammers liv, hvor det meste af energien bruges på børnene og husholdningen, der ud over manden Jannik Boysen også består af kaniner og to katte.
En udbredt drøm
»Det at få børn har en pris, og i dag er det desværre børnene, der betaler den højeste pris, fordi vores samfund ikke gør det muligt for os at bruge nok tid sammen med dem. Det er vigtigt for mig at være der for dem i de første år af deres liv. Sådan har jeg haft det fra den første fødsel. Børnene skal indgå som en vigtig del af familielivet. De skal ikke kun have et par timers såkaldt kvalitetstid om dagen. Jeg kan mærke, hvor meget det giver mine børn, at jeg er tilstede hver dag i deres liv. Jeg underholder dem ikke, men lader dem deltage i de daglige gøremål og viser dem, at de er vigtige, for at familien fungerer,« siger hun.
Lisbeth Hammer lever et liv, som mange ønsker sig. Ovre hos naboen — i Sverige på den anden side af sundet fra Humlebæk — har en ny stor undersøgelse blandt kvinder vist, at halvdelen ønsker at blive hjemmegående. Selv om frigørelse og kvindernes indtog på arbejdsmarkedet i Sverige har fulgt samme tidslinje og udvikling som i Danmark, er der sideløbende med karrieren også et ønske om livet som husmor.
»At være hjemmegående er jo selve drømmen!« skrev en respondent til undersøgelsen, som blev udført blandt 9.000 kvinder af den svenske medieproducent Familjeliv Media.
Undersøgelsen viste, at 53 pct. af de 18-29-årige kvinder ønskede at gå hjemme, mens det kun var 40 pct. af de 30-44-årige, der ønskede at blive husmødre. Blandt de 45-59-årige var det 45 pct., der havde drømmen om en husmorkarriere.
I Danmark har andre bloggere levet drømmen ud — eller noget af den — og blogger om moderskabet under overskrifter som »Groovybaby…. and mama«, »Ævle Bævle« og »Pust til mælkebøtten«.
Kun en drøm
Ønsket om livet som mor derhjemme og den kreativitet, som udfoldes på f.eks smilerynker.dk deles af mange kvinder.
Men det bliver ved drømmen og ønsket, vurderer Karen Hvidtfeldt Madsen, der er lektor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet og har forsket i begrebet moderskab.
»Moderskabet derhjemme er en idealforestilling om det gode liv, som mange har, men som i virkeligheden ikke er realistisk for særlig mange. Det er paradoksalt, at dem, der rent faktisk tager skridtet og bliver hjemme, så iscenesætter deres hjemmeliv, så det lige så godt kunne være et arbejde,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen og understreger, at husmorlivet netop ikke er at melde sig ud, men at melde sig til en anderledes men lige så hektisk hverdag.
»Det at være hjemmegående er ikke at lave ingenting. Man kan ikke sammenligne det med et fænomen som Thylejren eller Christiania, hvor folk ville melde sig ud af samfundet. Som mor har du lynende travlt — for eksempel med at købe det rigtige tapet og få dine børn i det rigtige tøj. Nogle kvinder gør det på fuld tid, og iscenesætter et andet arbejdsliv, hvor man stadig har rasende travlt — nu blot med at gøre familie.«
Da Lisbeth Hammer og hendes mand fik deres første barn, havde de ikke bestemt, hvordan barsel og den efterfølgende pasning skulle foregå.
»Jeg havde ikke tænkt over, hvordan jeg ville være mor, men det kom meget naturligt. Min kæreste og jeg har, før vi fik børn, rejst i Mellemamerika og så der, hvordan børnene deltog i familielivet og hjalp deres forældre. De blev ikke sendt i institution og kedede sig aldrig. Det inspirerede mig meget. Vi har så travlt med at fortælle hinanden, at børn skal socialiseres og har godt af at komme i institution. Jeg tror, det er for at beskytte os selv, for i virkeligheden er det ikke børnenes behov, men forældrenes. Jeg synes ikke, at kvinderne skal tilbage til kødgryderne, men vi er kvinder, og det er os, der føder børnene. Jeg synes ikke, at vi behøver at være ligesom mænd, for det bliver vi aldrig. Det har ikke været på tale, at Jannik skulle gå hjemme. Han gør i stedet alt, hvad han kan for at være så meget hjemme som muligt. Familien er det vigtigste for os nu, og jeg tror, at det vil gavne både os, men også samfundet på lang sigt,« fortæller Lisbeth Hammer. Hun mener, at det er børnenes far og hende, som skal være forbilleder og ikke en pædagog eller au pair-pige.
»Det er os og den nærmeste familie, der skal være her. Det bliver svært at opnå det, hvis de er i institution 8-10 timer om dagen,« siger hun
Hun får på bloggen mange positive reaktioner på sit liv med børn og familielivet. Mange læser med om hendes hverdag og er positive over for hendes måde at være mor på. Bekendtskabskredsen er også positiv, selv om kun få lever deres liv på samme måde. Men de har ønsket om et moderskab derhjemme.
Kan ikke give slip
Det er noget nyt, at moderrollen ikke bare dyrkes, men kun skal udleves derhjemme, mener frisør Berit Jensen, der gennem 35 år har hørt hundredvis af kvinder fortælle om deres privatliv. 25 af årene i egen salon, Frisør Berit, i Store Kongensgade i indre København.
»Mine kunder kan ikke bare sidde og nyde det og lade armene falde ned, når de er hos mig. De prøver at være til stede og være fokuseret som mor, selv når de er her. De er online-mor hele tiden, og halvdelen af dem er på sms med barnet, mens de er her. Ikke engang her kan de lade moderskabet ligge,« siger hun og forsætter:
»Sådan var det ikke før i tiden og slet ikke i 80’erne. De første år, jeg var frisør, talte man om sig selv og sit liv, når man gik til frisøren. Børn var bare noget, man havde. Det var naturligt. Selvfølgelig fortalte kvinderne om børnenes sejre og nederlag, men det var ikke hele tiden. Moderskabet fylder meget mere nu, end det gjorde før. Især meget unge kvinder, fornemmer jeg, får en identitet af at være mor i stedet for at få identitet via job. Man bliver nogen, hvis man er nogens mor.«
Hun synes, at moderskabet kom i fokus i 00’erne. Først for en 8-10 år siden begyndte kvinderne at fokusere direkte på moderskabet og valgte at være hjemme. Blandt Berit Jensens kunder, der tæller mange arbejdende kvinder, er de nye hjemmegående primært nogen, der har haft store job eller været selvstændige, men følt det for bevsærligt at kombinere moderskavet med karrieren. Af de to er det så moderskabet, der har vundet pladsen. Ikke bare i de første par år af børnenes liv, men ofte helt op til teenagealderen.
»De kvinder, jeg har her, begynder allerede at tale om parabener, må jeg få farvet hår, og hvad nu hvis jeg ikke kan blive gravid, allerede længe inden de skal være mødre. Jeg tror, at man altid har været bange for næste generation, nu er det bare værre. Alt skal gå godt, og når barnet så kommer, så handler mødrenes liv om det. Mange af mine kunders liv er mere centreret om deres børn, deres venner og deres gøren og laden, end kvindernes eget. Alting bliver tilrettelagt om børnene. Moderen er sat på standby, og livet lagt i delete-kurven — i stedet er setup’et et, hvor barnet er i midten. Alt udgår fra barnet og flere kunder fortæller, at de er rystende nervøse for den tid, hvor barnet flytter hjemmefra,« siger Berit Jensen.
Selv om de fleste kunder fokuserer helt og holdent på moderskabet, vælger de det sjældent fuldt ud.
»De fleste, der kommer her, de har en konflikt med, at de gerne vil være Moder Jord, men de har ikke tid til det,« siger hun.
En drøm fra 1950’erne
Moder Jord eller husmoridealet og den tilhørende moderskabsdyrkelse ser Karen Hvidtfeldt Madsen som en modkultur til en generel acceleration af samfundsudviklingen. Familien er gennem det 20. århundrede kommet stadigt mere i centrum, og det er især blevet intenst i det sidste par årtier. At vælge at gå hjemme og fokusere på familien, moderskabet, trygheden og dyrkelse af hjemmet er at reagere mod globalisering og et samfund der kan forekomme uoverskueligt og usikkert. Samtidig er moderskabet en måde at vende tilbage til noget, man troede, der var engang.
»Man holder 50’erne op som et glansbillede. Dengang fandtes den rigtige kernefamilie og kvinder som Betty i Mad Men.Men man skal kun en millimeter under overfladen for at se, at den virkelighed ikke er andet end et billede. Det tror man bare, og det understøtter en kulturkonservativ tendens i tiden, der fokuserer på, at moderen og hendes forbindelse til barnet er ekstremt vigtig. Det er noget totalt vrøvl, for der har aldrig eksisteret en tid, hvor kvinden havde tid til kun at gå hjemme med barnet,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen.
Hun understreger, at i 50’erne arbejdede kvinderne også i Danmark, mens de rigeste til alle tider — både i Mad Men, i virkelighedens USA og i Danmark har fået passet deres børn. Hun vurderer, at husmorønsket for mange vil blive ved glansbilledet, og det håber hun også.
»Det er vigtigt at problematisere, hvorfor det lige præcis skal være kvindens opgave at investere alt i familien. Det ville være langt mere progressivt og bedre, hvis forældrene deltes om opgaverne. Samtidig ville det være bedre for kvinderne og for børnene, hvis manden var en lige så stordel af pasningen og også tog orlov,« siger Karen Hvidtfeldt Madsen.
Sukker med sukker på
Danske Ulla Lentz Svensson er hjemmegående i Tyskland og selvudråbt Hausfrau på bloggen Lullaby & La La med undertitlen ‘Retro børnetøj og fortællinger fra Tyskland’. Hun ved godt at hun præsenterer et glansbillede, siger hun.
»Min blog er en blog, hvor der er sukker på og sukker tilsat. Det er helt bevidst. Jeg vil gerne inspirere til, hvordan man kan leve sit liv, og hvad man kan lave med sine børn. Langt de fleste er godt klar over, at min blog ikke er den endegyldige sandhed, og jeg tager ansvar for ikke at give folk dårlig samvittighed, for det er nemt for mig at have sukker på, når jeg har alverdens tid til mine børn,« fortæller Ulla Lentz Svensson.
Det liv, hun formidler på bloggen, hvor børn og børnetøj er hovedindholdet, er et liv, hun selv har valgt.
»Jeg går ind for, at kvinder skal have de samme muligheder for mænd i erhvervslivet, og at der skal være ligeligt fordelt arbejde i hjemmet. Men jeg synes faktisk også, at ligestillingskampen kan strække sig for langt. Vi kvinder er fra naturens side mere empatiske og mere bløde. Jeg synes ikke, at man skal kritisere det, eller at der er noget galt i, at kvinderne skal være hjemme i en periode med børnene,« siger Ulla Lentz Svensson.
Kommentarer
Man skal bare vente længe nok, så kommer fornuften tilbage.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Peter Hansen
Ja. Og man bliver helt træt, når man ser og hører så meget ævl stablet ovenpå hinanden, indtil der ikke er andet end udmast vildfarelse tilbage nedenunder.
Måske skulle det kaldes de udmastes længsel efter ikke kun 1950’erne men også utopien om stammesamfundet, hvor funktion og opdragelse var forbundet i et endimensionalt og synligt en-til-en forhold, hvor mening gensidigt blevet tilskrevet, så tomhedens mørke ikke kun bliver afskærmet, men udgrænset og forbeholdt de stammeløse.
Eller også er tiden bare inde til at finde sig en hobby - et engagement, der rækker ind i verden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg er 32, kvinde og boede i Tyskland i nogle år, da jeg var i 20erne. Men jeg flygtede hjem til DK igen i forfærdelse over at kvinderne i langt højere grad end i DK bliver hjemmegående, når de får børn. Mange gør det ikke frivilligt, men der er ikke på samme måde som i Skandinavien vuggestue- og børnehavepladser. Det medfører en lang række problemer, der gør at en stor del af tyskere under fattigdomsgrænsen udgøres af enlige mødre. For hvordan skal en kvinde forsørge sig selv og sine børn, når hun ikke har et job og manden skrider med en mere opdateret udgave, ja det sker rent faktisk. Når man har været væk fra arbejdsmarkedet i årevis, er det ikke sådan lige at komme tilbage, for man har ringe erfaring og den man har er forældet. Så nu er jeg helt målløs over at skandinaviske kvinder frivilligt sætter sig i en så ringe situation. Og at sige at kvinder nu engang er mere empatiske end mænd er nærmest uhørt. Børn trænger til fædre i dette land, så giv dem lige en chance.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Peter
Dagens dictum - så enkelt, og så sandt. /O
Og fornuften sejrer altid til sidst, fordi mennesket er udstyret med et uforgængeligt og usvigeligt instinkt for det sande og naturlige - og finder ikke ro og tilfredshed, før det finder derind - ofte af kringlede omveje. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg synes nu det er for dårligt at visse kvinder, har den frækhed, at gøre som de selv vil.
Det burde være forbudt.
Faktisk burde samfundet straffe deres mænd. For det er jo deres skyld.
Anna skriver:
“at sige at kvinder nu engang er mere empatiske end mænd er nærmest uhørt.”
Ja, det er faneme en grov beskyldning! Personligt ville jeg blive dybt fornærmet. Empatisk! Hvad faen bilder de sig ind!?
Hun synes det er dejligt.
Fint.
Hun gør det.
Fred være med det. Det er hendes valg.
Rart at hun er gift med en der gør det muligt hvis det er det der er det vigtige i hendes liv.
Men fanden om jeg vil have sådan noget presset ned over hovedet som “comme il faut”.
Jeg ville gå bananas, så i tomgang, så blive sindsyg… i nævnte rækkefølge, og meget hurtigt, hvis jeg ikke havde velinformerede, veluddannede og interessante VOKSNE at forholde mig til på en nærmest daglig basis.
Denne kommentar er anbefalet af:
Marianne,
hvem presser her noget ned over hvem?
Bortset fra det, så må jeg medgive, nolens volens, at jeg syntes, det til tider kunne blive lidt kedeligt, da jeg fra sønnen var tre til seks måneder var hjemmegående husfar, og om dagen kun havde nabokonen (som da var flink nok) at snakke med.
Alligevel, så forestiller jeg mig, at de tre måneder (og måske også de tre foregående) den dag i dag har betydning for mit forhold til knægten, som nu nærmer sig de fyrre og selv er far til tre.
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Hans Jørgen
Der er frit valg på alle hylder.
Men der er ikke nogen der skal komme og fortælle mig hvilken hylde jeg så skal vælge fra.
Faktisk er det antydet (mere end) i artiklen at hvis man som kvinde IKKE går hjemme indtil alle unger er mindst tre 3 så er man ikke en RIGTIG mor.
Den slags står jeg fuldstændig af overfor.
Og ja…. men bliver blød i øverste etage af kun at tale babysprog i alt for lang tid.
For dig var det 3 måneder. For mig var det 11. Og efter de første to var jeg ved at gå ud af mit gode skind.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Anna Juul.
Jo længere sydover man kommer, var det jo også gængs foreteelse, (har o gså selv oplevet den udenlandske KULTUR - hvor netop - kvinderne gik hjemme, som i “gode gamle dage” herhjemme -¨men det er jo en politisk bevist interesse, når der er men kommer tilstrækkelig og så stor tomgang i “foretagendet” - forretningen Danmark (og i andre lande do.)som vi har og får p.t. og fremover - gælder det jo om at få “sparket” disse kvinder hjem igen, at få nogle af samfundsgruppen til at tro, at de gør det frivilligt - (tilbage til Jæger og Samlersamfundet. hvor KVINDERNE passede det de var bedst til - ILDEN-2GO - ? eller dele dele - BeggeDele ?
Hvem er det lige som vælger de her artikler om køn? Det er fandme ikke særlig godt valgte. Come on Information. Det kan I altså godt gøre bedre. Hav lidt højere tanker om jeres læsere.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det handler ikke om enten-eller, men både-og. Folk må insistere på en indretning af samfundet, så de kan vælge, om de vil være sammen med deres børn, eller de vil være sammen med deres job. :-)
Nej, spøg til side - hvorfor f.eks. ikke insistere på, at børneinstitutionerne skal ligge i umiddelbar nærhed til jobbet, så man f.eks. kan spise sammen børn og voksne?
Ingen tvivl om, at flere og flere kvinder vil vælge at vende tilbage til hjemmet i de kommende år.
Der er flere grunde til det, ikke mindst at vi går ulvetider i møde, med stor arbejdsløshed og utryghed. Den slags forhold trækker typisk i retning af hjemmet, det nære og trygge for kvinderne.
Hertil kommer, at kvinderne om nogen er blevet psykisk klemt på arbejdsmarkedet. De betaler en uforholdsmæssig høj pris i form af stress og ringe livskalitet, fordi mange af dem ikke kan slippe ansvaret for hjemmet og børnene, og derfor både er hårdt spændt op fysisk, men også konstant bebyrdet af bekymringer og dårlig samvittighed.
Det er et meget udtalt problem for moderne kvinder.
Og som Peter meget elegant formulerede det: “Man skal bare vente længe nok, så kommer fornuften tilbage”.
Vi er nået til et punkt, hvor eleastikken er ved at sprænge for mange kvinder. De er nået et umuligt dilemma i deres selvrealiserings- og emancipationsiver, som i øvrigt har været helt nødvendig og berettiget.
Mange er endt i en håbløs bestræbelse på at ‘være det hele på en gang’, med den paradoksale konsekevens, at de ikke bliver nogen af delene tilfredsstillende.
På sæt og vis er hele kvindernes emancipationsprojekt forståelig, set i en historisk sammenhæng, men det er også et moderne blålys, en illusion, skabt af egoet, forfængeligheden, og ikke mindst den evindelige konkurrence med manden om prestige og anerkendelse.
Som jeg ser det. er kvinden langt hen ad vejen er blevet et offer for sine egne illusioner og lave selvrespekt. Det er her, hele miseren udspringer.
De fleste kvinder har stadig, og om det er biologisk eller sociologisk betinget, skal jeg ikke kommentere, en ‘naturlig’ omsorg, interesse og attraktion i forhold til familien og hjemmet, som stadig overvejende er kvindens ‘livsprojekt’.
Dette er ikke en stereotypi - men en fuldstændig åbenlys kendsgerning.
Naturligvis er der også kvinder, som benægter dette faktum, og vitterligt ikke passer ind i den prototypiske kvinderolle, men det ændrer ikke ved den altovervejende norm for kønnet.
Men for disse kvinder, som er udspændt mellem deres hjerte og ego, og ikke kan få deres liv til at hænge sammen, uden urimelige psykiske omkostninger, er det ganske rigtigt fornuftigt at træffe et valg mellem ude eller hjemme, eller i det mindste dele sit liv op, så der bliver plads til begge dele til hver sin tid.
Vi ser også andre tegn i tiden på, at folk er nået til det punkt, hvor man har fået nok.
Når man har fået alle de samtalekøkkener og Weber-grills, man kan stoppe ned i halsen, så ender man sgu med at brække det hele op igen.
Folk vil tilbage til det essentielle, det naturlige, det ægte.
Det er fornuftens genkomst. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
Oliver….
Jeg ville ønske der var en høfligere måde at svare på din kommentar på.
Men…
Alle de ting du skriver i din kommentar kan koges ned til en enkel konklusion.
Mange mænd (som disse kvinder er udsat for) er simplethen ikke voksne nok til at tage deres del af ansvaret en familie medfører.
Mange kvinder ved det, og tager derfor også mandens ansvar på sig. I nok de fleste tilfælde med det gamle engelske ordsprog i mente.
“grin and bear it”.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis man har valget mellem at være kassedame i Netto, hjemmehjælper eller lign. eller være hjemmegående og sidde og blogge, så tror da pokker at halvdelen ønsker at blive hjemmegående, og gør en dyd ud af det.
Tendensen er her igen, ligesom i andre årtier med dårlige konjunkturer, at de ”kvindelige værdier” bliver trukket af stalden som det mest ”naturlige” og ”ægte”. Bwadr.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Marianne,
Gid det var så vel.
Men den sørgelige sandhed er, at selv i de familier, hvor manden tager sin del af det huslige (hvad det så end betyder), påtager kvinden sig i mange tilfælde, stadig en ansvarsmæssig byrde - og det er det, der giver al stressen.
Det er faktisk ikke så meget et administrativt problem, som et mentalt/åndeligt. Kvinder skal lære at begrænse sig, slippe kontrollen, vise tillid og være fokuseret og dedikeret på det, de nu har valgt at bruge deres liv på.
Når de er på arbejde, skal de lade være med at tænke på hjem og børn - og når de er derhjemme, skal de ikke føle sig som anderangsmennesker og tro, at karrieren er nøglen til deres lykke. Det er det tydeligvis ikke for mange.
Jeg har ondlt af alle disse kvinder, som er fanget mellem to verdener og syv sind. Men nøglen er ikke flere selvrealiseringsprojekter; det er færre - med mere dedikation og kvalitet. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Oliver
Tilbage til de gode gamle 1890ere?
@Marianne,
Det er jo den enkeltes valg - men spørger du mig, så er jeg ikke spor i tvivl om, at kvinderne, og hele samfundet i øvrigt, har betalt en meget høj pris for hele dette velfærdsprojekt med udearbejdende kvinder, og noget tyder altså på, at flere og flere af jer, omsider er ved at indse det selv.
Jeg tror, at vores syn på fortidens traditionelle familiemønstre er meget ‘skævt’ og farvet af de sidste 50 års bevidsthedsskred i forhold til kønsroller.
Det kommer også til udtryk i vores syn på traditionelle og religiøse værdier hos de fremmede, der kommer her til landet, her især muslimer.
Det er begge sider af samme sag, og begge dele er en rød klud i ansigtet på det moderne menneske, som har mistet den nuancerede forståelse for den traditionelle kulturs værdier. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
Den traditionelle kulturs værdier???
Må jeg foreslå at du læser en smule historie.
De værdier eksisterede kun for den absolut rigeste del af befolkningen. Og så adlen.
Det er jo ikke kun sådan, at nogle kvinder ønsker et liv på arbejdsmarkedet og kan lægge det sociale pres på hjemmefronten på hylden, der er også mænd, der har det modsat.
Intet sted bliver kapitalismens mest udtalte idioti dog så tydelig som på dette felt - hvor det helt nødvendige arbejde i hjemmet er trælsomt og nedbrydende, når man gør det for sig selv, men et helt igennem respektabelt job, som ingen skal være for fin til at påtage sig, når det sker for penge i fremmede hjem.
Til mindsteløn eller lavere.
Inger, er det relevant i diskussionen? Min forudsætning er faktisk lidt mere end mindstelønnen, fordi jeg tænker på folk, der som min farmor på egen hånd gjorde rent hos en kreds af private kunder.
PS.: Og typisk gjorde min farfar det så derhjemme.
Uanset hvor længe man venter, kommer ”de gode gamle dage” ikke tilbage.
”Et helt igennem respektabelt job”, som ingen dog har tænkt sig at honorere efter fortjeneste – det er ligeså relevant i diskussionen, som hvordan dine bedsteforældre indrettede sig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Er simpelthen så træt af 50’er romantik.
Min mormor hev min mor til side, da hun var teenager, og havde et alvorsord med hende om, at hun skulle have sig en uddannelse og at hun derefter skulle have sig et arbejde, så hun aldrig nogen sinde skulle tigge sin mand om penge til rugbrød… det gjorde hun sidst i 50’erne.
De var i øvrigt øvre middelklasse, og mormor havde naturligvis rengørings og hushjælp.
Hun var hjemmegående, og hun har fortalt mig, da jeg blev teenager, at hun kedede sig, og at hun ikke kunne holde det ud.
Hvis det virkelig er så yndigt at være hjemmegående husmor, så havde der nok været en del flere af dem… både mænd og kvinder.
Nå nej… det er jo en del af kvinders biologi at være hjemmegående… hvor herre bevares!
Denne kommentar er anbefalet af:
Lad dog for helvede begge køn gøre hvad de vil uden pegefingre og moralisering, kvinder er ikke ens,og mænd ikke heller!
Denne kommentar er anbefalet af:
Katja skriver:
“så hun aldrig nogen sinde skulle tigge sin mand om penge til rugbrød”
Jeg bagte et glimrende rugbrød i går. Uden at blive tigget om det.
Denne kommentar er anbefalet af:
“Familien er gennem det 20. århundrede kommet stadigt mere i centrum”
DEN påstand forlanger jeg dokumenteret !
Siden de unge mænd i starten af nævnte aarhundrede blev sendt ud og dø i rotte-befængte mudder-huller, kaldet ‘skyttegrave’, og efterlod purunge enker der arbejdede i rustnings-industrien, er der da en ting der er fjernet mere og mere fra Centrum af den Menneskelige Tilværelse og det er Familien .
Hatten af for dem der synes der er vigtigere ting i livet end at være løn-slave !!
Og hvor er jeres børn bare heldige at have forældre der har styr på prioriteringerne :)
Denne kommentar er anbefalet af:
Peter
ja, alt går i ring, derfor vi udvikler os så langsomt, vi genopfinder konstant..gg
Denne kommentar er anbefalet af:
Jamen Hans Jørgen dog… ødelagde virkelighed fantasi?
John Houbo Pedersen vil give dig ret… blev bare igen igen generet af holdningen kvinder tilbage til kødgryderne.
Mine skriblerier her har intet med kvinden i artiklen at gøre… som du siger, hun kan gøre som hun vil.
Billedet synes da i hvertfald at være en god reklame for det hjemmegående husmoderliv.
Både mor og barn ser oprigtigt glade ud. /O
Anna Juul
Jeg har en kollega der fortæller om de samme ting med pasning og skole som hendes datter døjer med i Tyskland. Hun har ikke mulighed for at flytte børnene til en nærmere vuggestue. Så hun lever på farten det meste af tiden, med at hente børn. Puha.
olivier goulin
Kære lille du, jeg garantere dig en ting. Jeg lever ikke i en illiusion om et parfekt hjem med 2, 7 barn og en mand der glad kommer hjem.
Og jeg kan garantere dig at det kommer jeg heller aldrig til. Jeg er ganske enkelt for dovnt anlagt til at gide det fis.
Og når jeg høre den gang latin. Ja så siger jeg bare, lad dog lortet ligge og se hvor langt tid der går før familien mangler toiletpapir.
Der er ingen der takker et menneske for at gå ned med stress, for at der aldrig måtte ligge en nullermand og børnene skulle have speltbrød med økologisk smørelse.
“det naturlige, det ægte. ” hvis det er prisen, så er jeg sørme stået af for længe siden.
Men nu har jeg så heller ikke en høj løn, men er et af de gemene mennesker der må arbejde for føden. Da der ikke er råde til at fise rundt derhjemme hele dagen.
“det naturlige, det ægte.”., LOL hvor mange familier gennem tiden har lige haft råd? Hvis de har været på gården, har de taget del i driften. Der var skam ikke råd til Fine fornemmelser som kun at være i stuehuset.
Og både mor og barn ser glade ud. Ja det gør Michael også på diverse pladecover. Men han havde det da vist ikke så nemt. Han døde en grim død. Men at du tror på et billed fortæller mere om dig og din tyrketro på at kvinden skal gå derhjemme og hun er gud døde dig glad for det. LOL
Jeg er glad for jeg lever i dag, hvor jeg har kunne tage en uddannelse og være selvforsørgende og slippe for at grue for at blive gravid.
Jeg er taknemlig for at jeg ikke skal være afhængig af en mands luner. At jeg har mulighed for at leve alene.
“dette velfærdsprojekt med udearbejdende kvinder” Kvinder har til alle tider arbejdet. Og hvem tror du så passer ungerne? De støre søskende eller en gamel nabo/bedste.
Det er så en tid jeg ikke vil tilbage til. Men kom du bare afsted. Der findes steder hvor der sker endnu. ;)
Denne kommentar er anbefalet af:
@Majbritt
Og det er så dit valg, som naturligvis er helt legitimt, og sikkert deles af mange kvinder.
Jeg forholder mig bare til artiklen, som jo viser, at der er åbenbart nu er en gryende modbølge på vej i forhold til de seneste 40 års kønsrollemønster, hvor kvinden forlod hjemmet og drog ud og realiserede sig selv på arbejdsmarkedet
Det synes jeg er interessant, netop fordi det kommer fra kvinderne selv. Jeg står, som mand, sådan set bare som en passiv og kommenterende observatør. Jeg har ingen kone, hverken hjemme- eller udegående, og har således ingen aktier i dette spørgsmål.
Men den nye trend er for mig at se, en naturlig og forståelig reaktion på et arbejdsliv, som psykisk har sprængt mange kvinder til vrag, og de generationer, der nu står overfor ægteskab og familieliv, evt. med en barndom med stressede mødre, hjemlige konflikter og forliste ægteskaber, vælger karrieren fra, i det mindste for en tid, så de kan give deres børn det, de måske aldrig selv fik - ikke mindst nærvær.
Jeg kan ikke lade være med at bringe en af mine kæpheste på banen her, for jeg mener i virjekligheden ikke at spørgsmålet om kvinders valg mellem arbejde eller karriere er det største issue i denne sammenhæng.
Det er til gengæld, at familierne er blevet atomiseret her i den vestlige verden i løbet af de seneste 20 år.
Og går vi endnu længere tilbage, så røg storfamilierne ud i forbindelse med velfærdsstatens fødsel.
Den enorme resourcemæssige gevinst, der ligger i at have alle generation under et tag, og som enkelt og effektivt kunne løse en lang række af de problemer børnefamilierne har med at få det hele til at hænge sammen, er gået tabt når de unge flytter fra reden, næste inden de er voksne, og de gamle bor for sig selv, inden de sendes på plejehjem.
For alle generationer er det et tab, både i form af tabt synergi og i form af social isolation og fremmedgørelse. Og for hele samfundet er der en kollosal mængde friviliige arbejdsresourcer, der går tabt på denne måde.
Uanset hvor glad man er for sin moderne selvrealiseringsfrihed og økonomiske uafhængighed, så er faktum, at storfamilien med den ‘naturlige’ arbejdsfordeling mellem generationerne (og kønnene) er, og har været normen gennem hele vores kulturhistorie - og det er der jo nok en god grund til.
Så for mig er denne nye trend tilbage til traditionelle dyder ikke mindst interessant ud fra en kultursociologisk betragtning.
Fordi igen, fornuften sejrer altid til sidst. Vi bygger på generationers erfaring. Men undertiden sker der det, at nye generationer kuldkaster alt, hvad deres forgængere har opbygget af systemer og erfaring, og prøver noget helt andet, ofte det modsatte (Modernitetens dialektik) - for blot at sande til sidst, at der var en god grund til at de gamle gjorde, som de gjorde.
Det er et klassisk mønster, som i virkeligheden handler om individets oprør mod traditionen og trang til at finde og skabe sin egen mening med tilværelsen. Det er den dynamik/dialektik, der driver historien fremad - men tilsyneladende i ring. /O
“Uanset hvor glad man er for sin moderne selvrealiseringsfrihed og økonomiske uafhængighed, så er faktum, at storfamilien med den ‘naturlige’ arbejdsfordeling mellem generationerne (og kønnene) er, og har været normen gennem hele vores kulturhistorie - og det er der jo nok en god grund til.”
Oliver….
Engang i mellem klæder det folk når de indhenter viden.
“Grunden” er religion. En mandsdomineret religion vel og mærke.
En religion som er defineret af kvindeforskrækkede små mænd.
FØR de nu fremherskende Abrahamiske religioner trådte frem på scenen var der andre, lige så kvindefjendske religioner.
Men jo længere tilbage i tiden man går, jo større var ligestillingen mellem kønnene.
Der var ikke den store forskel mellem kønnen før mennesket blev landbrugere.
At have halvdelen af befolknings siddende omkring bålet for at opretholde en “biologisk determinisme” ville have betydet sultedød. Ganske simpelt.
Det var først da MÆND var i stand til at affodre deres familie ved hjælp af landbrug at NOGLE kvinder fik lov til at dandere den.
Læg mærke til NOGLE KVINDER.
De fleste kvinder arbejdede lige så hårdt i marken som deres mænd gjorde.
At tro at mænd er biologisk bestemt til at være “forsørgeren” er lige så dumt som at tro at mennesket kan flyve uden hjælp.
Rart at tænke på (hvis man er en mand) men stadig dagdrømmerier.
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg er 31 år og mor til 2 små børn på 2 og 4 år - når jeg taler med andre kvinder om det, er vi som regel enige om at udfra et børneperspektiv er der ingen tvivl om at det ikke er godt for børn at være så meget i instiutin som mange børn, incl. mine egne er - men at vi også ved med os selv at vi ville blive splitter hamrende tossede af at gå hjemme - for ikke tale om at der ikke er råd til det,
Jeg kan ofte blive ramt af dårligt samvittighed over den kendsgerning - ligesom så mange andre jeg kender . omvendt ved jeg også godt at børn aldrig har været ret meget sammen med deres forældre, det kan godt være kvinderne var hjemmearbejdende men de havde ikke tid til at passe børn. _ de passede sig selv.
Det idelle ville nok være hvis både fædre og mødre kunne have deltidsarbejde mens børnene er under skolealderen.
Denne kommentar er anbefalet af:
Måske skal man bare se på denne mor som en person og ikke en kvinde. Så har personen bare taget det valg og så må vi bare acceptere at personen har taget det valg.
Hendes valg er jo ikke ensbetydende med at alle andre skal gøre det sammen. Vi er alle frie og lige og dermed kan vi også selv vælge hvordan vi ønsker at skabe en familie.
Hvorfor skal personens valg gøres til et stort problem?
Hvis personen nu var en mand?
Havde denne debat så blusset op?
Der er alt for megen opdeling i køn og kønskamp i disse dage. Det er dybt trist læsning at gennemlæse denne debat og se hvordan folk “skændes”. Det virker som om at nogle kvinder mener at morens valg udgør en trussel mod deres sociale status her i samfundet, men der er jo ingen trussel her. Det er bare en persons/mors/kvindes valg. Der kunne lige så godt havde stået persons/fars/mands valg her.
Hvor er jeres tolerance for forskellighed blevet af?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg ville ønske man kunne gøre noget ved den opfattelse der er af at børnepasning og husarbejde er kvindens projekt. Hvis det havde en anden status at tag sig af omsorgsarbejde generelt, ville flere mænd vælge det. Og det ville bestemt ikke være en dårlig ting.
Jeg vil da helt klart vælge at gå hjemme hos mine børn i minimum et halvt år, når den tid kommer. Hvorfor er det at mine kolleger synes det er det pinligste i verden? Det er ikke nogen dårlig idé at vælge at gå hjemme i en periode, men det er fan’me en dårlig idé at det pinedød altid er kvinden der ender med at gøre det. Og jeg giver ikke noget for den der “kvindens omsorgsfulde natur”, jeg tror det handler om hvilke forventninger vi har ti køn og hvad der giver prestige for henholdsvis kvinder og mænd.
Denne kommentar er anbefalet af:
Derfor vil mange moderne mænd gerne have at der bliver lovgivet på området for barselsorlov. Så kan de helt legalt sige på arbejdspladsen, at de gerne vil have hele den udmålte tid sammen med deres barn.
Denne kommentar er anbefalet af:
Man bliver nødt til at se emnet i en global kontekst
Kvindekamp ER Klassekamp ! Når vi får en retfærdig og hensigtsmæssig fordeling af vore fælles ressourser, vil der ikke være noget ligestillingsproblem, basta !
Mht ressoursefordelingsspørgsmålet ser jeg ingen anden mulighed end at foretage en beregning af klodens bioregionale afkast i en permakulturel (ref Bill Mollison) kontekst. (Bæredygtighedsbegrebet er desværre blevet miskrediteret af Bæredygtigt Landbrugs misvisende anvendelse - se anden tråd her på sitet “Økologi mætter ikke mange munde”) Det er korrumperende og degenererende at tillade kapitalisering på og indbyrdes konkurrence om overlevelsesressourser og de af biotopens ressourser, der tilhører alle. Som Høvding Seattle sagde, da en amerikansk præsident tilbød at købe indiansk land : “Man kan ikke sælge, hvad der tilhører alle”. Det er radikal nytænkning vi har brug for – det nuværende finansielle (ressoursemæssige) misregimente er et ulykkesgenererende fallitbo, og er hvad f.eks. OWS kræver en forandring af .… og mht kønskvotering og kønnenes arbejdsfordeling i hjem og på arbejdsmarked, så er den problematik afledt af det tilgrundliggende problem, som ovenfor skitseret, og vi har derfor et barselsorlovsproblem. Barselsorlov er en økonomisk belastning for virksomhederne, og må derfor være ligeligt kønsfordelt, ellers vil kvinder i den fødedygtige alder blive forfordelt i ansættelsessammenhæng. Også spørgsmålet om ligeløn er relevant - den bedst lønnede vil almindeligvis vælge at blive på arbejdsmarkedet. Nogen siger, at det er kvindens valg, om hun vil have børn eller karriere - hvilket bestialsk synspunkt. Og det var børnene som – i første omgang og siden naturligvis os alle – betalte den meget høje pris, for at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Dermed mener jeg ikke, at kvinder ikke skal have lov at deltage især i den offentlige forvaltning på lige fod med mænd, jeg mener, at institutionerne er og har været for ringe en erstatning for kvindens arbejde i hjemmet. Vi må helt præcist identificere ondets rod – før kan vi ikke finde kuren.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvorfor er der ikke flere der flytter i bofællesskaber? Hvor nogen arbejder ude og andre er hjemme? Man kunne ha lidt hjemmeproduktion til fællesskabet mens andre henter penge hjem…..være fri og have frænder i dagliglivet. …Kan vi ikke holde hinanden ud?
Denne kommentar er anbefalet af:
@Tine
“Kan vi ikke holde hinanden ud?”
Der satte du vist fingeren på det ømme punkt. /O
Mht. Sydeuropa, især måske Italien, Spanien og Grækenland, så er fødselsraten her stærkt faldende, den er vist på cirka 1,1 eller endog under dette tal pr. 1000 kvinder. Og hvorfor? Fordi der ikke som i Nordeuropa, især i Skandinavien er gode muligheder for pasning af børn og for børns udvikling i fælles-skab med andre børn i f.eks. vuggestuer eller børnehaver.
Engang underviste jeg nogle tyske sosu-assistenter. Cirka halvdelen af dem havde boet i DDR indtil det belv til det der var i 1990, men de sagde samstemmende, at dengang i Berlin, i Øst-Berlin, var der gode, gratis børnehaver og vugge-stuer og styret opmuntrede kvinderne til at arbejde. Da genforeningen kom i 1990-1991-1992 var det slut med det.
Og i Sydtyskland, dvs, i Bayern, Baden-Würtemberg og Hessen også måske er der ingen offentlige børnehaver af betydning. Og de unge kvinder reagerer på dette ved ganske enkelt at nægte at føde børn. Især i Bayern.
olivier goulin
“Men den nye trend”
Det er så en trend jeg nok ikke lige ser så meget af. For som sagt lever jeg et sted hvor det er mest middelklasse. Og her hvor jeg bor. Der er der brug for to indtægter.
Der er ikke råd til at den ene er hjemmegående. Ikke ud over barsel.
Så i der hvor de har råd. Sker det såmænd nok også uden det er en trend.
Hvilket i øvrigt forudsætter det er noget nyt eller noget der er taget op fra gamel tid. Men alle tider har folk med lavere indkomst sørme ikke haft råd til den luksus.
Personligt sidder jeg lige og tænker efter. Og den eneste jeg husker, som var hjemme da vi var børn. Det var min mor. Og det var fordi mine forældre ejede et grøntsagspakkeri med jord til. Der kunne hun komme ind og give os mad når vi kom hjem. Så gå ud og arbejde igen, vi passede så os selv.
Da hun fik fuldtidsarbejde og de solgte det pakkeri. Var det slut. Så var det arbejdstiderne der bestemte om hun var hjemme.
Sådan er det i hoveddelen af de danske hjem, med almindelig indkomst eller lavere.
Trend? LOL
så altså igen : Kvindekamp er Klassekamp