I disse novemberdage er der stor risiko for, at Grækenlands regering mister sit politiske mandat. Det sker under omstændigheder, der tækker spor tilbage til Georgios Papandreous allerførste dage i premierministerembedet for to år siden. Konfronteret med modsætningen mellem uundgåelige nedskæringer og de løfter, han havde givet vælgerne før valget, beskyldte Papandreou sin forgænger for at have skjult landets katastrofale økonomiske situation. Med selve denne erklæring udløste han eurozonens krise.

Her hvor hans administration står over for et mistillidsvotum, valgte han i første omgang at bebude en folkeafstemning om redningen af sit land. Siden tilbagekaldte han den. Konsekvensen er, at indtrykket af totalt politisk kaos har skabt yderligere finansiel destabilisering.

For Grækenland markerer den aktuelle krise afslutningen på flere politiske forløb: Ét af disse begyndte i 2009 med Papandreous tiltrædelse som premierminister, men et mere afgørende går tilbage til 1981, hvor Grækenland indtrådte i EF, hvilket blev efterfulgt af den første valgsejr til PASOK (det græske socialdemokratiske parti, som Papandreou i dag er leder af, red.).

Begge disse forløb er i dag endt i en økonomisk og social situation, som er milevidt fra græske europaentusiasters drømme. Med recession, gæld, en elendig statsforvaltning og en demoraliseret befolkning er det, som om Grækenland aldrig havde hørt til NATO og EU, men kun — som de øvrige Balkan-lande — lige er kommet ud af den kommunistiske nat. Er dette geografiens hævn? Eller er det simpelt hen et resultat af så længe at have været underlagt den familieledelse — Papandreou-klanens — som så mange i Grækenland holder ansvarlig for nationens dårligdomme?

Græsk had

Alt dette er nu historie. Det, som optager Grækenland og Europa, er fremtiden. Og den tegner ikke lys. En opportunistisk regerings dårlige håndtering af den økonomiske krise og et Europa, som er alt for opslugt af sine egne anliggender, har skabt en serie af kriser, som bryder frem en efter en: Økonomisk i går, politisk i dag — og i morgen: muligvis også geopolitisk.

I de seneste måneder har der åbnet sig en veritabel kløft mellem grækerne og Europa. I pressen mangedobler græske karikaturtegnere referencer til det Nazi-Tyskland, som de ser reinkarneret i Den Europæiske Union. Antieuropæiske og anti-vestlige holdninger er i rivende udvikling.

De fjendtlige følelser næres af nostalgien over for en nylig fortid med relativ velstand og værdighed (drakmens æra), ydmygelsen ved de undertiden ret så ondsindede bemærkninger, som fremsættes af EU-embedsmænd og i europæisk presse, samt en regeringspropaganda, der vil tørre ansvaret for de stramme spareprogrammer af på diktater fra Europa.

Tilsammen kan det genoplive historiske forestillinger, som er forankrede i Det Store Skisma i 1054 (hvor Konstantinopels patriark brød med Paven i Rom, red.), Det Fjerde Korstog (hvor korsfarere ødelagde det græsk-ortodokse Konstantinopel, red.), den nazistiske besættelse, eller USA’s støtte til obersternes diktatur.

Man behøver blot at visualisere Grækenlands geopolitiske situation for sit indre blik for at blive opmærksom på nye farer, der toner frem. Det eksjugoslaviske Balkan er langt fra at være stabiliseret, Tyrkiet fjerner sig fra Vesten, den økonomiske krise berøver USA en stor del af dets indflydelse. Samtidig forsøger Rusland at knytte an til sin tidligere indflydelsessfære og Kina at skabe sig nye økonomiske og politiske netværk.

EU’s selvbillede trues

Grækenland er fortsat det vigtigste anker i denne geopolitiske region. Sandsynligvis er det også grunden til, at EU har så længe har tilladt Grækenland at skeje ud og afvige fra unionens økonomiske normer.

En eventuel udstødelse af EU eller bare fra Eurozonen vil igen forvandle landet til en arena for strid mellem britiske, tyske, franske, amerikanske, russiske og kinesiske interesser. Og rent bortset fra de potentielt fatale konsekvenser af sådanne ændringer i den regionale stabilitet vil ydmygelsen og prestigetabet for Europa være enormt! Europa, som så sig selv som forbillede og fredsskaber for sine periferier, vil blive nødsaget til at tilstå sin manglende evne til ‘europæisere’ en stat, som har været medlem igennem 30 år. Tilmed den stat, der anses for at være ‘demokratiets vugge’.

Totalfiasko kan undgås

Den dårlige håndtering af den økonomiske krise førte til den politiske krise. Vi må drage den nødvendige lære af den fiasko så hurtigt som muligt. Kun sådan undgår vi, at den politiske krise muterer til en geopolitisk krise.

Det behøver imidlertid ikke at være overmåde vanskeligt, hvis blot de ansvarlige europæiske politikere er mere opmærksomme.

De bør være mere kritiske over for deres informationskilder og tage fat på en fundamental dialog mod Grækenlands politiske og økonomiske nøgleaktører — kort sagt mod nationens kræfter.

Den græske virkelighed er på ingen måde ubegribelig. Missionen kræver dog, at Europas ledere formår at sætte sig ud over den konventionelle visdom og bryde fri af de etablerede indflydelsesnetværk i de europæiske hovedstæder, som ofte har store kapitalinteresser og derfor betydelige ressourcer i ryggen.

Vi er kort sagt nødt til at vinde nyt terræn. Udrustet med en sådan forståelse vil de europæiske ledere kunne bidrage til den nye politiske og økonomiske start, som Grækenlands behøver — og som er stadig er mulig.

 

Georges Prévélakis er græsk sociolog. Han underviser i politisk geografi på universitet Paris 1-Panthéon-Sorbonne

© Le Figaro og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Denne artikel er anbefalet af: