DET LIGNER Kairo eller Tunis, men det er Athen for lidt over 40 år siden. Begravelsen af tidligere premierminister George Papandreou, bedstefar til Grækenlands nuværende premierminister af samme navn, trak hundredtusinder af grækere ud i Athens gader i 1968. På det tidspunkt var det over et år siden, at obersterne havde afbrudt telefonerne og indledt deres diktatur, og stilheden herskede.
På vejen ind i byen anede ingen af begravelsesdeltagerne, om de ville stå der alene. I et BBC Panorama-program optaget kort efter obersternes fald i 1974 fortæller en græsk kvinde om følelsen af en »enorm genkendelse« midt i det menneskehav, der højtideligholdt mindet om tiden før diktaturet: »Det var første gang, vi opdagede, at vi ikke var alene.«
Scene efter scene ligner BBC-udsendelsen om de græske junta-år til forveksling scener fra årets oprør i de arabiske lande. Diktaturerne er ens: Lovløsheden i sikkerhedspolitiets grå bygninger, som man aldrig ved, om man bliver lukket ud af igen. Censuren og ulovliggørelsen af kritik. Omformningen af embedsapparatet og bestemte dele af erhvervslivet til klienter og dermed barrikader, som sikrer styrets opretholdelse.
Også oprørene ligner hinanden på tværs af årtierne. Begravelser, der udvikler sig til demonstrationer. Intellektuelle, der taler sagte sammen. Humoren, der skaber sammenhold, som når de græske gadesælgere kalder regime-aviserne for Pravda og Izvestia. Og konfrontationerne: Indbyggerne, der opdager, at de kan blive uovervindelige ved at være mange. Styret, der terroriserer med snigskytter og angreb i nattemørket, indtil det bliver knækket af de ubevæbnede.
DER VAR EN GRUND TIL, at George Papandreou gerne ville have folkets mandat til EU’s græske redningspakke. Og mens vi har hørt meget til det forkastelige i den græske samfundsstruktur, arbejdsmoral og indstilling til staten, har vi ikke hørt så meget om den politiske forhistorie, som enhver græsk politiker skal forholde sig til. Men Grækenlands demokratiske og økonomiske genrejsning efter diktaturet demonstrerer en række presserende udfordringer for de arabiske lande, der lige nu er i gang med at forsøge at udskifte en autoritær styreform med en demokratisk.
Den største er, at illegitime styrer vasker deres samfund igennem med penge: Dermed skaber de en klientstat, hvor relationer til en myndighedsperson sikrer folk stillinger, mad, uddannelser. Som dokumentaristen Adam Curtis, der har fundet den gamle Panorama-udsendelse frem til BBC, påpeger, var det sådan et samfund, Andreas Papandreou (den gamle premierministers søn og den nuværendes far) arvede, da han overtog magten i Grækenland i 1981. Andreas »skulle genopbygge befolkningens tillid til demokratiet og staten. Han gjorde det delvist ved at bruge statens penge — og i den politik ligger mange af årsagerne til den aktuelle krise,« siger Curtis.
Det fremhæves ofte, at borgere, der styrter deres diktatorer, brænder for stemmeret og ytringsfrihed. Men knap så ofte, at de især brænder for at få en økonomisk fremtid. Hvis ikke nye regeringer hurtigt leverer forbedringer i den frie og demokratiske adgang til det at skabe sig et livsgrundlag, bliver de ikke stabile.
Derfor er fristelsen til at styre gennem en form for bestikkelsespolitik enorm og måske den største udfordring for det at indføre et reelt demokrati, der som bekendt gør ondt, når befolkningen skal inddrages også i svære beslutninger om, hvor der skal prioriteres i begrænsede midler.
SOM DET ALLEREDE SES i de utålmodige reaktioner på Egyptens og Tunesiens forsøg på at indlede det komplekse arbejde med at opbygge rigtige demokratier, er arbejdet efter revolutionen mindre appellerende end de smukke dage, hvor folket i gaderne siger nej til diktatoren. Den globale beundring slår hurtigt over i frustration eller manglende interesse: De egyptiske og tunesiske demonstranter, vi alle elskede, bliver så småt til besværlige islamister og mudrede problemer. Og mens BBC-dokumentaren fra 1975 svømmer hen over grækernes »lidende« og »ærefulde« ansigter, fokuserer disse dages omtale af den græske nationalkarakter mere på dovenskab, politisk umodenhed og amoral.
Men den sande politiske udfordring handler slet ikke om nationalkarakter, men om statsopbygning. Ironisk nok havde EU nok potentialet til at være den sammenslutning, der faktisk kunne have hjulpet den demokratiske statsopbygning frem i de sydeuropæiske post-diktaturer — hvis ellers EU havde taget opgaven på sig i stedet for primært at fungere som et liberaliserende projekt, der har set nationalstatslige strukturer som barrierer for den europæiske integration.
Nu er der lige et finansieringsbål, der skal slukkes. Men bålet er også en lejlighed til at lære af historien. Og muligheden for at gøre brug af erfaringerne findes lige syd for EU hos vores allervigtigste naboer. lfk
Kommentarer
Finansiering handler om at yde lån mod en garanti for efterfølgende amortifikation gennem ydelse af rente og afdrag.
I tilfældet Grækenland er der modsat garanti for aldrig at se sine penge igen, for slet ikke at tale om forrentning.
Så det er ikke et finansieringsbål, der skal slukkes.
Snarere skal de potentielle “långivere” forsøge at fylde Danaidernes kar.
Det lykkes næppe.
“Ironisk nok havde EU nok potentialet til at være den sammenslutning, der faktisk kunne have hjulpet den demokratiske statsopbygning frem i de sydeuropæiske post-diktaturer — hvis ellers EU havde taget opgaven på sig i stedet for primært at fungere som et liberaliserende projekt, der har set nationalstatslige strukturer som barrierer for den europæiske integration.” … Og nok også derfor det har været så svært at få folket med sig - et finansielt regimente, som ikke lykkes med at varetage hele folkets tarv, er et elitært projekt. Da muren faldt, blev det brugt som argument for at indføre en liberalistisk “uden grænser for vækst” økonomi : se selv, kommunismen virker ikke - et folkebedrag af de helt store. Nu står vi i lort til halsen – men som tyskerne siger : Selbsterkentniss ist das erste weg zum besserung (selverkendelse er den første vej til forbedring) - gid den selverkendelse er på vej.
Denne kommentar er anbefalet af:
Nej, kommunistisk diktatur og plan-økonomi virker ikke .. Bare se på Kina !
Og de har ikke engang en eller anden tidligere rorgængers Oldebarn som Fører !
Helt ærligt, hvor mange generationer skal den samme familie sidde på magten før man begynder at stille spørgsmål ved lødigheden af det der ‘Demokrati’ ?
Robert N Gjeertsen : “Nej, kommunistisk diktatur og plan-økonomi virker ikke .. Bare se på Kina !” Det var jo det, som var bedraget - de systemer, man henviste til, var ikke kommunistiske - de var en parodi på kommunisme. Ægte socialister forstår, at vi alle er del af en helhed og at ingen kan tillade sig at profitere på andre, på vor fælles ressourser. Hvis man siger, at den model ikke er en mulighed, har man udstillet sig selv som et asocialt væsen og er dermed diskvalificeret.