Opslag til denne artikel

Emneord:arbejdsmarked, au pair, dokumentarfilm, kvindeliv
Personer:Mette Frederiksen
Steder:Danmark, Filippinerne

Au pairerne Roselie, Matet og Theresa har det til fælles, at deres familier hjemme i Filippinerne er afhængige af de penge, de sender hjem fra Danmark. Af de 3.050 kroner, man får i ‘lommepenge’ som au pair i Danmark, er det for de flestes vedkommende hele beløbet, der ryger via f.eks. Western Union tilbage til Filippinerne.

De lever af den mad, værtsfamilierne er forpligtet til at give dem, og bruger ingen penge på sig selv. Nogle samler flasker eller arbejder sort for at skaffe ekstra penge.

Det er ikke kulturudveksling, men arbejde, som instruktørerne Heidi Kim Andersen og Nicole N. Horanyi skildrer i deres nye dokumentarfilm Au pair, der følger de tre kvinder, som har taget rejsen fra Filippinerne til Glostrup, Charlottenlund og Hellerup.

Og de tre kvinder er selvbevidste og har store ambitioner på både egne og deres børns vegne, understreger de to instruktører.

»At kalde det au pair er en sovepude,« siger Heidi Kim Andersen. »Uanset hvordan man vender og drejer det, så er det arbejde. Det er arbejde for den filippinske kvinde, der kæmper en så desperat kamp, at man ikke fatter det, for at kunne sende penge hjem til sin familie. Og det er arbejde for værtsfamilierne, der nævner ting som at få strøget skjorter og handlet ind, når de skal sige, hvad de kommer til at savne mest, når au pairen rejser hjem.«

Samme dag filmen havde forpremiere på Diamanten i København meddelte beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i Ugebrevet A4, at au pair-ordningen nu skal gås efter i sømmene.

Overlevelse og afsavn

Kvinderne er i » survival mode«, når de er her, siger Heidi Kim Andersen.

Som Matet, hvis mor bliver kræftsyg, mens hun er væk — og har brug for, hvad der svarer til knap 18.000 kr. til kemoterapien. Undervejs i filmen følger man Matets skype-samtaler med moren, der hver gang ender med tårer. Moren fortæller grædende om sygdommen, mens hun beder Matet om ikke at bekymre sig, og Matet beder grædende sin mor om at holde op med at græde og siger: »Jeg kommer til at være helt alene her, hvis der sker dig noget.«

»At tjene penge og bede — det er alt, vi kan gøre herfra,« bemærker en af Matets filippinske veninder lakonisk i filmen.

»De her kvinder er under et kæmpe pres,« siger Nicole N. Horanyi. »De er afhængige af pengene, og selv om de kender deres rettigheder og ved, at de bliver udnyttet, kræver de ikke deres ret over for værtsfamilien, og de gør alt for at please

Faktisk er der mange værtsfamilier, som i begyndelsen har intentioner om at overholde au pair-kontrakten — men så skrider det ligesom for dem undervejs, fortæller instruktørerne.

»En klassisk historie,« siger Heidi Kim Andersen, »er, at au pairen ikke skal rede værtsparrets seng, men så gør hun det alligevel — sådan for at vise lidt ekstra … Og så er det jo meget dejligt, at sengen er redt, og pludselig forventes det, at hun gør det. Og så kører det ligesom derfra — fra begge sider. Au pairen er opsat på at pleaseog beholde sit job, som opholdstilladelsen hænger på, og værtsfamilien vænner sig mere og mere til, at husarbejdet bliver gjort for dem.«

Store behov

I filmen er Roselies ophold i Danmark ved at være slut, og hun forsøger med alle midler at skaffe sig en ny værtsfamilie i Norge.

»Det her er noget, jeg bogstavelig talt ville slå ihjel for,« siger Roselie til sin danske kæreste.

I et telefoninterview gør den kvindelige arbejdsgiver det klart for Roselie, at hun »er advokat og kender au pair-reglerne ud og ind, men vi er en familie med større behov end det«.

Roselie forsikrer, at det ikke er noget problem — at hendes motto er »hellere gøre mere end mindre«, og hun har intet imod at arbejde mere, end der står i kontrakten.

Det er vigtigt for Nicole N. Horanyi og Heidi Kim Andersen at vise det, de kalder »den menneskelige historie«.

»Au pair er efterhånden blevet lig med ‘filippiner’, og vi ser dem gå rundt i gaderne, men måske uden at tænke over, at det er individer med hver deres historie,« siger Heidi Kim Andersen.

Instruktørerne vil vise, at de kvinder, der vælger au pair-ordningen som strategi, er stærke og selvstændige kvinder, som »har lige så høje ambitioner på deres egne og deres familiers vegne som vestlige kvinder«.

Og det, at de er villige til at lade sig underbetale i forsøget på at få opfyldt deres ambitioner, fritager ikke det danske samfund for ansvar for ordentlige vilkår.

I dokumentaren indgår optagelser fra et informationsmøde for au pairer organiseret af den danske fagbevægelse, og her siger en filippinsk kvinde under stort bifald:

»Jeg ville ønske, I kunne lave disse møder for værtsfamilierne også. Vi kender godt vores rettigheder, men det er, som om værterne ikke gør.«

Drop undskyldningerne

De to instruktører, der også har besøgt au pairernes familier i Filippinerne, blev overraskede over, hvor langt ‘lommepengene’ rækker i Filippinerne. Alligevel er de enige med migrationsforsker Helle Stenum, der efter forpremieren på filmen sagde:

»Det kan ikke nytte noget med alle de her undskyldninger om, at hvis de skal betales som husarbejdere, så har mange danske familier ikke råd til det, og 3.000 kr. er jo stadig mere, end de ville kunne tjene i Filippinerne. Det er ikke en ret at få billig arbejdskraft i sit hjem. Og det er ikke det filippinske arbejdsmarked, som skal være målestokken for løn- og arbejdsvilkår, for det er ikke der, kvinderne opererer. Det er her, på det danske arbejdsmarked.«

Fagforeningen FOA, der organiserer au pairer, har længe talt for en anerkendelse af au pairer som reelle husarbejdere. Det samme har Enhedslisten og enkelte politikere fra SF og Socialdemokraterne, bl.a. Britta Thomsen, medlem af Europaparlamentet for S.

Indtil videre har beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ikke lagt sig fast på, hvad der skal ske med ordningen, men hun har lagt op til en grundig revurdering af hele au pair-området.

Fakta: Dokumentar

Dokumentaren ’Au Pair’ bliver vist to gange i Dagmar, København, under CPH:DOX

Den 9. november, hvor der efterfølgende er debat med Matet, en af filmens hovedpersoner, Jakob Oluf Bang, forbundssekretær i FOA og integrationsordfører for Socialdemokraterne, Jacob Bjerregaard.

Den 13. november, hvor der er Q&A med de to instruktører Nicole N. Horanyi og Heidi Kim Andersen.