En tidlig morgen for 30 år siden forlod antropologen Alfonso Cano sit hjem, sin kone og sin søn. Opsat på at føre væbnet kamp mod den colombianske stat vendte han ryggen til en tilværelse blandt Bogotas højere mellemklasse og sluttede sig til den hastigt voksende revolutionsbevægelse kendt som Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia, FARC.
I 2008 nåede Alfonso Cano karrierens højdepunkt, da han tog over som øverste chef for FARC. Og fredag eftermiddag lokal tid sluttede så eventyret for Alfonso Cano, hvis borgerlige navn er Guillermo León Sáenz Vargas.
Efter mere end to års intens menneskejagt blev FARC-lederen likvideret af colombianske specialstyrker i operation Odysseus, der oprindeligt blev sat i gang kort efter Canos udnævnelse til leder i 2008.
Dengang var Colombias nuværende præsident, Juan Manuel Santos, forsvarsminister i den tidligere regering under Alvaro Uribe, men det blev som præsident, at Juan Manuel Santos kunne afslutte operationen. Det gjorde han med en utvetydig opfordring til FARC’s medlemmer om at forlade organisationen for ikke at ende »i enten fængsel eller under en gravsten«.
Og mens præsident Juan Manuel Santos kalder likvideringen af Alfonso Cano »historiens største nederlag« for FARC, peger andre på, at med Alfonso Canos død er en fredelig løsning på den mere end 47 år lange væbnede konflikt mere usandsynlig end nogensinde.
»Dette slag betyder, at FARC samtidig mister en leder, der havde mere fokus på det politiske. Han var organisationens største fortaler for dialog og forhandling,« siger den colombianske senator og oppositionspolitiker Iván Cepeda.
Filosoffen Cano
For Alfonso Cano var i udgangspunktet mere politisk engageret end de fleste andre i FARC. I det colombianske dagblad El Tiempo har tidligere kollegaer beskrevet Alfonso Cano som både kvindebedårer, slagsbror og meget temperamentsfuld, og venner fra Colombias kommunistiske ungdom, JUCO, hvor Alfonso Cano var aktiv, beskriver ham som en, »der var dedikeret til væbnet kamp«.
Men også i FARC’s rækker skilte han sig ud. For i modsætning til de fleste i FARC’s absolutte top var Alfonso Cano højt uddannet, og han blev hurtigt ‘elev’ hos Jacobo Arenas, der som en af FARC’s grundlæggere også var bevægelsens første politiske chef. Da Jacobo Arenas døde af kræft i 1990, lå det derfor i kortene, at Alfonso Cano skulle være FARC’s nye chefideolog eller »terrorismens filosof«, som den nuværende præsident, Juan Manuel Santos, kaldte ham.
I en rapport fra det colombianske militærs efterretningstjeneste, D-2, vurderes Alfonso Cano da også som FARC’s ideologiske fyrtårn:
»Cano var hverken militærstrateg eller ekspert i guerillakamp. Hans mission var derimod at opretholde FARC’s doktrin blandt bevægelsens militante og konstant minde dem om faren udefra. (…) Alfonso Cano var ansvarlig for FARC’s ideologiske dagsorden og herunder rekruttering af unge soldater i en organisation, der lige nu gennemlever den største militære og politiske krise i sin historie.«
Hvorfor FARC
I et interview med det spanske dagblad Diario Publico i juli forsøgte Alfonso Cano at forsvare det ideologiske grundlag for FARC, men gjorde det samtidig klart, at en forhandlet fredsløsning var et mål i sig selv. Og i august i år publicerede FARC-lederen en video, hvor han proklamerede, at »dialog er vejen«. Alligevel blev der under Alfonso Canos lederskab aldrig gjort nogen reelle forsøg på at mødes med den colombianske regering.
I samtalen med det spanske dagblad, der er et af de sjældne interviews med oprørslederen, redegjorde Alfonso Cano samtidig for, at FARC ikke er afhængig af penge for narkotrafik, selv om organisationen ved flere lejligheder er sat i forbindelse med både dyrkning, transport og salg af kokain. FARC-lederen fortalte derimod, at FARC’s økonomi afhænger af internationale donationer og krigsskatter.
Både narkotrafik, men særligt også de mange kidnapninger af civile, brugen af antipersonelminer og terror mod lokalbefolkningen har i offentlighedens øjne belastet FARC. Men Alfonso Cano — som alle andre i FARC — insisterede på, at ofre for kidnapninger er simple krigsfanger.
Ringe udsigt til fred
Ifølge Fernando Giraldo, der er professor ved Universidad Javeriana i Bogotá, kan Alfonso Canos død få alvorlige konsekvenser for FARC. Han mener, at FARC kommer til at opleve, at flere deserterer og en generelt faldende moral.
Det samme mener Vólmar Pérez, der er offentlig forsvarer for den colombianske stat.
»Det er et meget hårdt slag for FARC, som sandsynligvis vil underminere medlemmernes moral,« vurderer Vólmar Pérez, der opfordrer FARC-medlemmerne til at lade sig integrere i det colombianske samfund.
Fernando Giraldo peger samtidig på, at med de mulige kandidater til posten som FARC’s øverste leder ser det ikke lovende ud i forhold til fremtidige forhandlinger mellem FARC og Colombias stat.
»Hvis den nye leder findes ude på FARC’s ideologiske fløj, for eksempel Luciano Marín Arango (alias Iván Márquez) eller Rodrigo Londoño-Echeverry (alias Timochenko), så er FARC muligvis villige til at forhandle. Men hvis den nye leder bliver Milton de Jesús Redondo (alias Joaquín Gómez), den nuværende chef for FARC’s sydlige blok, vil vi derimod se en stigning i antallet af angreb på civile og myndigheder,« siger Fernando Giraldo.
Guillermo Leon Saenz Vargas alias Alfonso Cano blev 63 år gammel.
Alfonso Cano trådte formelt ind i FARC’s rækker i 1982. Allerede i 1984 blev Alfonso Cano indlemmet i FARC’s syv mand store styregruppe, og i 1990 blev Alfonso Cano politisk chef for organisationen. I juni 2008 blev han FARC’s øverste leder.
Alfonso Cano deltog i fredsforhandlingerne med den colombianske stat i Venezuela og Mexico i 1990’erne og igen i de lange frugtesløse forhandlinger, der foregik fra 1999 til 2002.
I 2008 blev Alfonso Cano idømt 40 års fængsel in absentia for at have likvideret 40 medlemmer af FARC. De havde brudt med disciplinen og blandt andet stjålet mad.
FARC har i dag omring 9.000 soldater. Under bevægelsens storhedstid skønnes det, at antallet af soldater var omkring 20.000.
FARC er på både EU’s og USA’s terrorlister.
Kommentarer
Artiklen fik mig til at tænke over vestlige politikeres og journalisters afgrundsdybe falskhed: disse gruppers påtagne bekymring over at Gaddaffi (sandsynligvis) blev likvideret, viser samenlignet med historiens dokumentation for hvor mange modstandere man har likvideret, at likvidering er det normale og at enhver kritik af Gaddaffis modstandere er opfundet til lejligheden og begrubdet i ??
Denne kommentar er anbefalet af:
Man kan undre sig over hvem der financierer foretagenet.
Denne kommentar er anbefalet af:
FARC har gennem de sidste tre år forvandlet sig til en psykotisk bande af mordere for det colombianske kokainkartel, der hver dag opretholder jernhård disciplin blandt Colombias titusinder af fattige bønder, som trues og gennembankes til at dyrke cocaplanten seks gange om året på deres små jordlodder, så befolkningerne i Nordamerika og Europa kan modtage over 600 tons kokain årligt til en samlet omsætning af omkring 330 milliarder dollars for alverdens gangstere.
De internationale kommunistiske bevægelsers forherligelse af FARC som en organisation, der i 40 år har kæmpet for demokrati, lighed, retfærdighed og menneskerettigheder for det colombianske folk, er desværre en kæmpeløgn af dimensioner, og det ved de europæiske kommunistbevægelser udmærket godt. Men de har bare svært ved at indrømme denne skammelige udvikling hos FARC – og vælger i stedet at lukke øjnene for de barske realiteter.
FARC er i dag en dødsensfarlig terrororganisation, der ikke betænker sig på at udrydde de mange cocaleros – bønder – og deres familier, hvis de ikke bare makker ret og hver især producerer 750 kg cocablade om året på deres jordlod. Bønderne lever i ekstrem fattigdom uden mulighed for personlig og uddannelsesmæssig udvikling, fordi de kun tjener omkring 5000 dollars på at dyrke cocaplanten seks gange i løbet af kalenderåret, og den colombianske regering er ude af stand til at beskytte dem.
Alfonso Canos død ændrer ikke ved denne cyklus.
Denne kommentar er anbefalet af:
Noam Chomsky: The Conscience of America
http://www.youtube.com/watch?v=Uh1WLoOzS_s&feature…
Afsnittet med FARC findes inde i interviewet.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ole - det har de været meget længere end tre år. Prøv at læse “La paz en Colombia”, skrevet af Fidel Castro, for at se en benhård genemhegling af FARC og deres morderiske praksis…Fidels ord.
http://www.elpais.com/articulo/internacional/Fidel…
Denne kommentar er anbefalet af:
Igen har vi anledning til at ihukomme hårføre CIA’s talrige likvideringer af modstandere på høje poster - i den den 3. verden - uden vestlige mediers fokusering af forargelse.
Denne kommentar er anbefalet af:
En verden uden AUC og FARC vil være en bedre verden for colombianerne trods deres imperfekte eksisterende system.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det forekommer at flere ovenstående kommentarer(jeg har ikke læst dem alle) er skrevet af folk med MEGET lidt viden om de politiske og retsstats mæssige realiteter i Colombia - Kontinentets mest brutale og voldelige nation.
Myndighederne i Colombia, der i øvrigt har været under amerikansk kontrol siden før 2. verdenskrig, har ført en brutal undertrykkelses politik mod de oprindelige beboere i junglen samt bønder m.fl. for at sikre gode betingelser for amerikanske firmaer og for at hjælpe USA’s “krig mod narko”(der nok er det dummeste forsøg på at stoppe narkokriminalitet, nogensinde) alt sammen for at sikre en forsvindende lille gruppe priviligerede colombianeres fortsatte rigdom og magt.
Herimod har FARC stået alene i en legitim og absolut nødvendig modstandskamp der nu har varet over 40 år.
Det er rigtigt som nævnt ovenfor, at FARC i den periode er degenereret i nogen grad og at organisationen er blevet tvunget til at søge alternativ finansiering, blandt andet produktion og handel med Cokain samt kidnapninger(for det meste politisk motiverede kidnapninger, men jo i enkelte tilfælde tilfældige vesterlændinge).
Det er også rigtigt at mindre FARC-grupper har brudt ud (permanent eller midlertidigt) for at hellige sig de kriminelle aktiviteter,,,,
Men det er løgn og manipulation, eller bare ufatteligt uvidende at tro dette er repræsentativt for organisationen som helhed.
FARC er sande frihedskæmpere. Intet mindre.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det bør også nævnes at FARC har været genstand for systematiske mis-informationskampagner, i næsten hele sin levetid.
Der er meget få mennesker, uden for den Colombianske jungle, med tilstrækkelig viden til at vurdere hvor løgnen stopper, og hvor sandheden begynder.
Denne kommentar er anbefalet af:
Toke, du kan evt læse Ingrid Betancourts erindringer, hun var absolut ikke venligt stemt over for den colombianske regering, men et ufrivilligt ophold hos FARC i 6 år med tortur og ydmygelse, ændrede proportionerne…
Denne kommentar er anbefalet af:
Stig
Hvis jeg ikke fik nævnt det: Jeg ikke ude i et forsøg på at retfærdiggøre FARC’s metoder.
Der er utvivlsomt sket mange forkastelige ting igennem 40 års modstandskamp.
Mange uskyldige mennesker er havnet mellem FARC og den colombianske/amerikanske hær. Dette er ikke acceptabelt, men sådan er krig.
Det er i øvrigt nærmest en naturlov at den slags guerillabevægelser degenerere over tid. Det har vi set gentagne gange i Sydamerika og Mellem-Østen. Det er uheldigt og som regel dybt skadeligt både for bevægelsen og deres kamp, men det ændrer dog intet ved modstandskampen legitimitet.
Jødernes guerilla i Palæstina fik succes!
Undskyld Toke, men hvad ved du om, hvad der sker inde i den columbianske jungel?
Der er en ting, jeg ved, og det er, at FARC driver propaganda, for det gør alle, der fører krig.
Og så har jeg studeret, hvad FARC’s tilhængere siger. I 2005 kom filmen Guerilla Girl, om en ung studerende, der flygter ud i junglen for at tilslutte sig FARC efter at være eftersøgt på grund af politisk aktivisme. Den er lavet af to danskere, der var i hendes rekruteringslejr.
Når danske journalister tager til Afghanistan, er de fuldstædigt afhængige af den danske hær, spiser deres mad, flyver i deres helikoptere, går i deres uniformer, og får kun det at se, som presseofficerene vil lade dem se.
Præcis på samme måde med de to danske journalister på besøg i junglen. FARC holder dem i deres hule hånd og kan manipulerer med dem, præcis som de vil.
I løbet af filmen hører vi blandt andet de to træningsofficerer i lejren tale om, at den ene rekrut er meget syg, mens den anden er svag psykisk og den slags pædagogsnak. Det går jo lige i hjertet.
Det bliver også fortalt, at det er kvindernes ansvar at bruge p-sprøjte, for at undgå graviditeter, for den slags er der bare ikke plads til i en guerillahær, og har man først meldt sig, så er det for livstid. Det passer bare ikke sammen med, hvad der står på det venstreorienterede leksikon leksikon.org, hvor det fortælles at FARC militsfolk gerne må få børn, slå sig ned og stifte familie.
FARC giver sig ikke af med at dyrke kokablade, kan man læse hos Figthers and Lovers og Foreningen Oprør. Hvorfor ikke det? Fordi de ikke gider! Det giver vabler i hænderne at arbejde i marken, og man sveder. Så er det meget lettere at lade bønderne gøre det og så komme bagefter og opkræve skatter. Det er nemlig satans så gavmilde og gæstfri selv fattige bønder bliver, når bare man har skydevåben med.
Samtidig fortæller FARC’s danske støtter, at militsen fungerer som en slags statsmagt, i de områder, den kontrolerer, men omvendt, at det ofte er nødvendigt at henrette formodede stikkere. Det er som regel indianere, der er blevet terroriseret af hæren til at samarbejde. Men hvis FARC er statsmagt nok til at holde gidsler i lejre, skulle de vel også kunne holde stikkere fangne. Men det gør FARC ikke, for der er ingen, der er interesseret i at bytte en ussel indianer for noget som helst, og så er det bedre bare at skyde dem med det samme istedet for at have besværet med at holde dem i live.
Guerilla Girl blevet inviteret med til en dokumentarfestival, men den skulle hellere være indstillet til en pris for bedste krigspropaganda.
FARC lyver og lyver og lyver, og du er dum nok til at sluge det Toke, hvis ikke råt, så krydret med et par bortforklaringer om, at krig er brutalt og den slags kan være nødvendigt. Med ordet ‘nødvendigt’ er de allerværste grusomheder blevet retfærdiggjort, for eksempel atombomber over Japan og sådan. Så længe det er ‘nødvendigt’, har man ikke brug for nogen nazisme eller andet.
Med alt, hvad jeg har læst om Columbia, så minder landet mest af alt om Afghanistan, hvor forskellige militser kæmper og tjener penge på narkoproduktion og handel. Taleban er ved at tage magten, hvilket vil sige at regeringshæren er i hård offensiv. FARC startede som en bondemilits, men nu er de bare ligesom alle de andre.
Niels,
Jeg forstår ikke din pointe.
Alle lyver i krig,,det står vist klart.
FARC lyver uden tvivl. Den colombianske regering lyver uden tvivl. Den amerikanske hær(og CIA) lyver uden tvivl.
Jeg har dog hverken sagt at FARC var engle eller at deres metoder ikke kunne(burde) kritiseres.
Jeg reagerede på kommentarer ovenfor og nu din,,der ganske uproblematisk oplister FARCs fejl - og der er mange, men uden at bruge så meget som én linje på den colombianske regerings ufatteligt brutale metoder med statsstøttede dødspatruljer vilkårlige mord og fængsling uden retssag eller forsvar og meget meget mere.
Den colombianske regering har derudover givet CIA , den amerikanske hær samt nogle private firmaer noget nær et carte blanche til at føre krig mod narko og hvad de ellers ikke bryder sig om, på colombiansk territorium.
Det er ikke nødvendigvis en forståelse der deles universelt, men i mine øjne har befolkningen et klart prærogativ til at gøre modstand i denne situation. Og selv hvis FARC bruger metoder der ligner dem de bekæmper eller søger finansiering gennem usmagelige kilder, ændre det ikke ved modstandskampen grundlæggende legitimitet.
Verdens farligste land for fagligt aktive er Colombia, hvor 49 blev myrdet sidste år, mens 20 attentatforsøg mod fagforeningsfolk mislykkedes.
- Colombia står for over halvdelen af alle mord på fagligt aktive, og sådan har det været i adskillige år. Regimet lover at gøre noget ved problemet, men der sker intet. (Fagforbundet F3)
Ifølge Amnesty International er der flere eksempler på, at Colombias myndigheder har samarbejdet med de paramilitære grupper, der er ansvarlige for de fleste drab.
De 49 myrdede fagligt aktive er en indikator på arbejdsvilkårene for millioner af arbejdere i Colombia…
…måske de vil savne FARC.
Denne kommentar er anbefalet af:
Toke:
Palæstinenserne har trods deres usmagelige metoder en legitimitet i at de kæmper for at få et selvstændigt land.
Hvad mener du der berettiger FARCs kamp? - de har jo intet krav baseret på etnicitet og er lige nu bare en stat i staten?
Skal man følge din optik havde AUC så også en legitim kamp.
Stig
Hvad står AUC for? Har aldrig hørt det før,. Google siger Ålborg universitet e.lign. Mener du ETA?
Jeg ved ikke hvilke palæstinensiske metoder du mener er usmagelige - men jeg enig i legitimiteten i deres kamp.
Apropos usmageligt - Kan det godt virke lidt gustent at se udenforstående, med deres moralske og etiske mavefornemmelser plantet i et mageligt smørhul som vores, tillader sig at dømme(og fordømme) modstandsorganisationer som FARC, der kæmper en desperat kamp for egen overlevelse mod en brutal og hensynsløs overmagt under betingelser ingen herboende reelt kan sætte sig ind i.
FARCs kamp og mål er afgjort anderledes end palæstinensernes, men ikke mindre legitim.
Det er nu i øvrigt et centralt element at beskytte den oprindelige befolkning der er blevet udnyttet, udbyttet og ofte tvunget væk fra deres land med vold og magt, af profit hungrende amerikanske firmaer og en føjelig regering.
Listen over overgreb, drab, slavelignende forhold, dødspatruljer, angreb på faglige organisationer osv i Colombia er helt utrolig lang. Colombia er uden sammenligning den mest primitive og voldelige nation i Sydamerika - og det er vel ikke rigtigt vigtigt om du deler etnicitet eller race med de røvhuller der prøver at slå dig ihjel !?
Toke, mit vigtigste budskab, var det jeg skrev til sidst: Columbia minder om Afghanistan, det er helvede på jord, et land hvor der har været borgerkrig i årtier, og FARC er blevet som dem, de kæmper imod. Det kan godt være, de har en flot hensigtserklæring, men det har regeringen også.
Jeg synes, det er ret tydeligt, at de, som er positive overfor FARC i Danmark, er blevet udsat for propaganda fuld af selvmodsigelser, uden de selv har opdaget det.
Samtidig er man villig til at lytte til Amnesti International, når de dokumenterer regeringens og de paramilitæres krigsforbrydelser, så må man også gøre det, når de dokumenterer FARC’s.
Og FARC har jo i mange år bare siddet og kukket ude i junglen, 20.000 mand (da de var flest) i et tyndtbefolket område 6-8 gange større end Danmark. De overgreb, de har begået mod folk derude, vil jo bare tage et langt større omfang, hvis de vinder frem i mere befolkede områder.
Man siger gerne, at målet helligere midlet, men ofte så beskriver midlet også målet. I nogen konflikter skal man ikke vælge side, fordi det ikke værd at støtte nogen.
Men sidst vil jeg sige, jeg synes det er rigtig interessant at diskutere, hvordan man i Danmark skal forholde sig til konflikter langt væk.
Niels,
Jeg synes du bevæger dig på tynd is her - at fortolke på andres motivation eller kilderne til denne, er i bedste fald en tvivlsom praksis.
Den er i øvrigt lige til at vende om og det kan vi så fortsætte i det uendelige, uden at vi bliver klogere: Det er ret tydeligt at alle der er negative over for FARC er ofre for den colombianske regering og CIA’s propaganda, uden at de selv har opdaget det. Dertil handler de nok ud fra en noget nær patologisk føjelighed overfor autoriteter.
Jeg har intet tilhørsforhold til FARC og er bestemt ikke særskilt positiv over for dem.
Jeg mener vi alle har ret(måske ligefrem pligt) til at bekæmpe uretfærdighed uanset hvor eller hvordan vi møder den. Og det er først og fremmest det FARC gør. Hvis Colombias regering vil af med FARC og bringe landet tilbage til noget der ligner en civiliseret nation, skulle de måske hellere holde op med vilkårlige mord på bønder, indfødte, fagforeningsfolk osv osv osv, som beskrevet i tidligere indlæg
Når vi så er blevet enige om den indiskutable sandhed i ovenstående fremstilling, kan vi udemærket tage en diskussion om det rimelige i FARCs metoder og om de overhovedet hjælper deres sag. Evt. suppleret med hypotetiske tanker om hvad vi selv ville gøre hvis vi var colombianer.
Og ja, det kunne passende lede frem til en overvejelse om hvordan vi i fredelige og hyggelige Danmark forholder konflikter andre steder.
Mit personlige håb ville være lidt mere ydmyghed og nuance i udgangspunktet, samt bevidsthed om det faktum at vi som udenforstående er lette ofre for misinformation.
Som allerede nævnt var midt udgangs
Til Toke
Jeg mener ikke, det er at være på tynd is, at se på, hvordan parterne beskriver sig selv.
Derfor har jeg læst Ingrid Bentacours bog om hendes fangeskab, og hun blev taget til fange af FARC, fordi hæren ikke ville beskytte hende på en tur langt ud i junglen. Nogle år senere gør de sig så store anstrengelser for at befri hende, en nyhed, der går verden rundt.
Hun ser hæren som helte, og hun er verdensberømt. Jeg tror, at blandt andet det har fjernet fokus fra hærens forbrydelser. Sådan en historie tæller mere end mange rapporter om menneskerettigheder.
Samtidig skriver hun, at udenfor de større byer er det dem med våben, der har magten. Og derfor er det mærkeligt, at hun ikke lægger to og to sammen, og ser bare lidt kritisk på, hvad den columbianske hær foretager sig. Ikke at der er lov og ret i byerne, men der er det trods alt sværere at skjule undertrykkelsen for verden udenfor.
Men når man siger, at man har ret til at bekæmpe undertrykkelse, hvor den er, så siger man også, at det er det, FARC gør, selvom man kritiserer deres metoder. Det er et udbredt synspunkt på venstrefløjen, hvor jeg hører hjemme, og det er den, jeg protesterer imod.
Columbia fylder jo næsten ingenting i den danske debat, men folk anser enten FARC for at kæmpe mod undertrykkelse, eller også er de kommunistiske terrorister, der bekæmpes af en demokratisk regering. Og undskyld jeg gentager mig selv, men Columbia minder mig altså om Afghanistan.
Bare for lige at runde den af.
Det er altid fornuftigt nærlæse folks kommentarer, samt at være kritisk over deres argumenter.
Men at tage fx mit forsvar for FARC, og derfra konkludere jeg er offer for FARCs propaganda fordi jeg ser sagen anderledes end dig, er bestemt at bevæge sig på tynd is.
Hvilket jeg illustrerede ved at vende den 180 grader(se ovenfor) - det er jo den nødvendige lakmus test.
Det kræver i øvrigt et ganske liberalt syn på hvad der konstituerer et demokrati at kalde Colombia for et sådan.
Jeg tror nu ikke sammenligningen med Afghanistan holder særligt langt. Men jeg anerkender at begge lande har enorme nærmest uregerlige områder hvor militser sidder på magten, uden anden legitimitet end villigheden til at benytte vold.
Jeg mente nu ikke, at jeg forsker i, hvordan du beskriver dig selv. Mere det med at læse, hvad Ingrid Bentacours skriver i sin bog, Fighters and Lovers, modkraft og så videre. F.eks. skrev modkraft, at FARC havde foretaget fire angreb samme dag mod politistationer. Men hvad er en politistation? Et skur med en betjent eller CIAs hovedkvarter? Og netop Bentacours bog er ret interessant, fordi hun har nogle selvmodsigelser, og fordi hendes historie har haft stor betydning. Nå, men slut med denne debat.