Selvfølgelig kunne også have stået: ‘Politik, der ikke spejler katastrofen, er ikke vigtig’.
Eller: ‘Folkelig og gymnasial/universitær videnskabsformidling og strengt udøvet forskning, ikke blot den naturvidenskabelige, men også den blødere såkaldt humanistisk/filosofiske, religiøse, samfundsvidenskabelige og musiske, som ikke spejler katastrofen, er i dag … ret ligegyldig’. - Økonomiske forslag, der ikke spejler katastrofen, er så lidt vigtige, at de er direkte skadelige.
Alt sammen med reference til Lasse Wamslers lørdagsartikel (05/11/11) her i bladet: ‘Kunst, der ikke spejler katastrofen, er ikke vigtig’.
Med rammende citater af idéhistoriker og professor på Kunstakademiets Arkitektskole Carsten Thau, som mener, at den dominerende undergangsvision i dag er forbundet med frygten for, at det netop er vores progressive, frigjorte, fremskridtsvenlige, moderne livsførelse, der i dag undergraver naturgrundlaget for selvsamme livsudfoldelse: »Undergangsvisionerne hører til den europæiske forestillingskreds. Men forskellen imellem de historiske undergangsvisioner og i dag, er, at menneskeheden nu for første gang i historien er i gang med at undergrave naturgrundlaget for sig selv på en langt hen uoprettelig måde. Det har skabt en dyb fortvivlelse i kulturen.«
Hvorfor kun i kulturen og kunsten? Hvorfor ikke i f.eks. journalistikken?
Hvorfor fortvivler journalister ikke?
I hvert fald ikke ret meget — tilsyneladende. Skønt journalistik, der ikke spejler katastrofen, ikke er vigtig, vælter vi os alligevel i den — digitalt og analogt, papirløst og endnu papirbaseret, mere eller mindre underholdende, mere eller mindre såkaldt seriøst, men sjældent eller aldrig med det udtrykkelige fortegn, at menneskeheden, ifølge den overvejende del af naturvidenskaben nu for første gang i historien, er i gang med at undergrave naturgrundlaget for sig selv på en langt hen uoprettelig måde. Læs, hør og se bare journalistikken fra og de journalistiske kommentarer til de igangværende finanslovforhandlinger i Danmark …
Det er da fortvivlende, at Løkke ikke er statsminister længere. Det er da fortvivlende, at Helle får så dårlige opinionstal. Det er da fortvivlende.
Vanskelig men vigtig
Svaret er naturligvis, at sandheden nu som altid er ilde hørt. Og journalistik skal sælges.
Når så tillige, som sagt, politik, der ikke rigtig spejler katastrofen, stadig er den alt dominerende, skønt den ikke er særlig vigtig, bliver det ekstra svært at drive politisk journalistik, der er vigtig.
Når megen folkelig og gymnasial/universitær videnskabsformidling, undervisning og forskning, bortset fra den naturvidenskabelige, altså når de blødere såkaldt humanistisk/filosofiske, religiøse, samfundsvidenskabelige, litterære og musiske discipliner, heller ikke i synderlig grad spejler katastrofen så grundlæggende, som Thau skitserer, er det også på de strækninger ikke let at øve en journalistik (eller en pædagogik eller en folkeoplysning), der er vigtig.
Når økonomiske forslag om stadig øget vækst i undergravelsen af det materielle naturgrundlag i dag er blevet nærmest identisk med al anerkendt privat, offentlig og virksomheds økonomi, kan den økonomiske journalist da få vanskeligheder med at fremdrive en journalistik, der er vigtig.
Alligevel ville det være vidunderligt med en journalistik, der spejler katastrofen og derfor er vigtig.
Og Lasse Wamslers lørdagsartikel er i sig selv et eksempel på, at journalistik, der er vigtig, trods alt kan lade sig gøre.
For »vi vil ikke se en ny no future-generation i dag. Selv om udsigten til ungdomsarbejdsløshed dengang som nu ser graverende ud, byder fremtiden på langt større problemer som massevandringer oven på klimakatastrofer, befolkningstilvækst og udtømningen af naturressourcer, mener Carsten Thau. ‘Selvfølgelig er der stadig kunstnere som Lars von Trier, der beskriver dommedag i slowmotion og bruger undergangen som scenografi i sin billedverden. Men det er ikke længere blot en æstetisk kategori, de apokalyptiske visioner er i dag reelt truende. Sådan har det ikke været tidligere. Det er klart, at enkeltstående samfund før har kunnet udryddes. Men som en samlet trussel mod menneskeheden er det noget nyt’.«
Og i det er håbet, som italieneren Franco ‘Bifo’ Berardi udtrykker det: »Jeg tror på, at det finansielle og økologiske kollaps kan få lykkelige eftervirkninger. At det kan skabe en bredere erkendelse af, at vi må lede vores samfund mod andre horisonter end blot vækst. For vækst er blevet en katastrofisk dystopi. Og at den unge generation, der ser ind i arbejdsløshedskøen, vil kræve nye relationer til arbejdsmarkedet, hvor alle skal arbejde mindre.«
Occupy-bevægelsen ser han som en bevægelse, der har erkendt fejlene i de fremtidsudsigter, den er blevet lovet. Håbet om økonomisk genopretning og vækst har ikke har en fremtid. Bevægelsen retter sig ikke mod det politiske system, men mod en digital og automatiseret magt, som menneskelige protester ikke kan tale til. »Bevægelsen udtrykker en vrede mod den virkelige, immaterielle magt, der gemmer sig i algoritmer, figurer og statistikker. Den gør opmærksom på: Her er vi uden fremtid, det er vores styrke.«
Tænk, at skulle drive journalistik på det grundlag … Det er vigtigt.
Kommentarer
Tak for at gøre opmærksom på artiklen ‘Kunst, der ikke spejler katastrofen, er ikke vigtig’ af Lasse Wamsler - en artikel jeg først nu således er blevet opmærksom på og netop har fået læst i sin fulde længde. Hvis ikke du, Ejvind Larsen, havde omtalt den, så ville jeg sikkert ikke have fået den læst grundet dens titel, der i mine øjne ringe afspejler dens reelle indhold.
Fornem udnyttelse af spaltepladsen. Mange tak til Ejvind Larsen.
Det er ganske korrekt, at al journalistik der ikke fokuserer på noget væsentligt, er skadelig. Det afsporer, vildleder, fordrejer og bedrager.
Denne kommentar er anbefalet af:
Vi har brug for kunsten for at forstå katastrofen
Kunsten kan sætte billeder på det vi har svært ved at forestille os. Derfor er den vigtig.
Kunsten skal være som en seismograf der registrerer de rystelser som vi andre endnu ikke mærker men som snart vil styrte vores verden i grus
Ole Falstoft:
“Vi har brug for kunsten for at forstå katastrofen”
Egentligt burde det være journalister, videnskabsfolk, forskere og pragmatikere, der stod for at katastrofen blev forstået.
Hvis de påtog sig deres ansvar, kunne kunstnere måske fokusere på hvad der ville være væsentligt i den kontekt — at bidrage med indspark der handler om fremtid, håb, humanitet, fællesskab og andet der peger andre stedet hen, end de fysiske og mentale sorte hul?
Man kan i det mindste glæde sig over, at kunstnere agerer meningsfuldt og ansvarligt.
Hold fokus på det alvorligste problem, lyder opfordringen. Ja, men hvad nu hvis man ikke kan holde til det? Så vidt jeg kan se, er det det, der til alle tider har været det sværeste at gøre.
Gør man lidt, er det for lidt. Man gør aldrig nok. Ibsen (lad ham lige få ordet): ”Om alt du gav foruden livet, vid, da har du intet givet!”
Et endnu værre problem er det at finde ud af, hvad der er problemet. Hvad er der i vejen, og hvor er det værst?
En skam at man ikke er religiøs, for så havde det været så nemt. Djævlen, det dumme svin. Og så er der også lidt med det faldne menneske, nogle gange godt, andre gange ondt. Det er klart, at der aldrig er noget, der virkelig lykkes – undtagen de gustne overlæg.
Læser i øjeblikket Foers bog Om at spise dyr, og jo, jeg vidste det godt i forvejen. Kødkulturen er på vej til at gøre os alle syge, men hvad skal ‘jeg’ gøre ved det. Det vil jeg spørge Skt. Peter om til sin tid, men jeg ved, at han vil svare, at jeg ikke kunne gøre noget. Biologen, der står ved siden af mig, vil være rørende enig.
Hvor mange vil, når det kommer til stykket, mene, at vi skal holde fokus på katastrofen og kan ydermere fortælle, hvilken af alle de katastrofer, der tårner sig op, vi skal holde mest fokus på?
Derefter kommer diskussionen om ’medicinen’, og hvad der først og fremmest skal satses på.
Hvis jeg nu siger, at vi kun skal spise kød én gang om ugen og hverken ryge eller drikke Cola’er, så er jeg ikke sikker på, at jeg har bidraget til verdensfreden - eller familieidylen.
“Denne gang er det alvor”, står der endvidere. Hvor mange er det gået op for?
Hvis man vil se en stjerne klart, skal man ikke se direkte på den, men lidt ved siden af. Derfor vil det måske hjælpe at synge en sang, spille en melodi eller som artiklens Lars Skinnebach ’snurre rundt om sig selv’.
Man kan da ikke afvise det.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Henrich. med ‘forstå’ mener jeg mere end blot intellektuelt forståelse.
At fatte noget i hele dets dybte kræver også fantasi og følelse. Viden i sig selv forslår ikke.
Kan vi forestille os verdnen om 100 år hvis denne udvikling fortsætter? Hvordan præcis vil den se ud om hvordan vil livsbetingelsrne være?
Det her kunsten kan give os nogle ‘syner’
Ole Falstoft:
“med ‘forstå’ mener jeg mere end blot intellektuelt forståelse.”
Det har du bestemt ret i :-)
De næste 100 år lader sig ikke forudsige. Hvis det gjorde, ville “vi” næppe handle derefter. De aktuelle udfordringer med energi, forurening, overbefolkning, vækst-ideologien, har været indset af enhver med åbne øjne i 40 år, uden at det har afstedkommet ansvarlig handling. I hvor høj grad forstås de seneste 100 års begivenheder? Eller nutidens?
Jeg er efterhånden blevet af den opfattelse, at hvis man ikke intuitivt er i stand til at føle eller forstå, hvad der er fordret af os, så kan ikke nok så mange faglige argumenter, nok så megen kognitiv ‘forståelse’, redde os.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der skal er ‘jordrystelse’ til for at vække de fleste. Opfattelsen blandt mange i dag kan minde om den de fleste europæere havde i i august 1914 - lige før deres kendte og trygge verden brød sammen for altid.
Heller ikke den gang var der mange der så klart og de der råbte op blev anset for hysteriske af de fleste.
Den eneste forskel fra idag er at katastrofen der nu truer er langt mere omfattende end den i 1914
Lidt udenfor tråd så kan jeg ikke lade være med at fundere over, hvorvidt en vilkårlig dyreart, der udviklede samme fysiske behændighed og samme evne til abstrakt- og fremfor alt selvreflektorisk tankegang som vi mennesker, ikke ligeså ville ende op med at være en trussel mod dets eget livsgrundlag. For hvis det skulle være tilfældet, så er det ikke bare mennesket i sig selv, der i en eller anden forstand er ‘fejlbehæftet’, så er det den biologiske eksistensform, der grundlæggende er det.
Historien om Mayonnaisekrukken er sikkert kendt.
Den kan vel også handle om at føle sig “oplyst”, fordi man er stopfodret med en masse uvæsentlige oplysninger så stopfodret, at der ikke er plads til de væsentlige.
Fyld krukken med golfbolde, fyld derefter småsten op til kanten … jo, der er plads til småsten, og fyld så fint sand i krukken, igen helt op til kanten … og jo, der er plads til sandet.
Prøv nu at gøre det samme, men begynd med sandet, så småstene … nu er der sgu ikke plads til ret mange golfbolde.
Denne kommentar er anbefalet af:
@John: ”… ikke bare mennesket i sig selv, der i en eller anden forstand er ‘fejlbehæftet’, så er det den biologiske eksistensform, der grundlæggende er det”.
Har tit selv haft samme tanke. Det er måske bare noget rigtig dårligt håndværk, der blev startet i sin tid. Måske blev der trykket for tidligt på startknappen. Der har hvert fald altid været en lind strøm af beklagelser over de forhold, vi har måttet lide under.
Lad os bare sige, at det virkelig forholder sig sådan. Hvad gør vi så ved det, for vi vælger jo at leve? Min egen holdning er, at det er meget underholdende at tænke den slags tanker af og til, men at man bliver nødt til at lægge dem op på en hylde og leve livet. Den kurs har kunnet føres indtil nu og kan det lidt endnu, men det er også et faktum, at den ikke går længere.
Hvis vi alle kunne blive enige om, at den ikke går længer, havde vi en chance, men hvorfor skulle vi for første gang i verdenshistorien kunne blive enige om noget som helst. Dagens avis vrimler med eksempler på strid, nid og nag.
Så er vi nogle få, der råber i ørkenen, for nu at bruge en vending Ejvind kender så godt. Det er sådan, jeg føler det hver dag. Man erhverver sig en dyster indsigt, og lidt efter henter man barnebarnet fra vuggestuen og kommer men opkvikkende bemærkninger. Der er sandelig spændvidde i tingene.
Sådan har det altid været, men nu …
@Per: Et malende billede.
For mig er det væsentlige her :
“Hvorfor kun i kulturen og kunsten? Hvorfor ikke i f.eks. journalistikken?
Hvorfor fortvivler journalister ikke?”
Det er der åbenbart én, der gør. De andre fortrænger bare. Eller er de bange for ligheden med visse Vidner, der spår dommedag. Nogen påstår at emnet er religiøst, ikke videnskabeligt.
Hvad skal folket, som udøver demokratiet, så tro på.
Nyheder, der pirker til dagligdagens sikkerhed, eller lad mig sige, til livsangsten, sælger ikke.
Og hvis folket ikke har et problem, har politikerne det vel heller ikke.
Så skal der ikke krydses på den sag.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Niels-Simon: “Lad os bare sige, at det virkelig forholder sig sådan. Hvad gør vi så ved det, for vi vælger jo at leve? Min egen holdning er, at det er meget underholdende at tænke den slags tanker af og til, men at man bliver nødt til at lægge dem op på en hylde og leve livet.”
Jeg er godt klar over, at det nok ikke tjener noget formål at blive for vidtløftig i sine overvejelser. Og så er jeg måske alligevel ikke: For hvorfor kan det moderne menneske i sociale sammenhænge ikke tale om netop disse ‘meta-overvejelser’ om livet og dets indretning, i stedet for vedholdende i det store og hele at tale om bolig, mad, rejser, etc.? Kunne det ikke tænkes, at det mod, det sikkert ville kræve af hver enkelt (i varierende grad, naturligvis) at engagere sig i sådanne overvejelser, ville være netop det mod, der skulle til for, at man som moderne menneske turde stoppe op (i sit forbrug)?
@John: Det er min, nå ja, sørgelige erfaring, at har man bare to tætte venner fra begge køn, er man et rigt menneske. Gode samtalevenner er enormt svært at opdrive. Den samtalekultur, de fleste af os er opdraget i, tillader ikke for tætte forbindelser efter min mening. At tale om verdens undergang, som vi gør her, er det uendeligt få, der kan holde til dag efter dag.
Nu er der igen ved at knække et stort isbjerg af ved Antarktis. Ejvind skrev engang om en anden afknækker, som tilfældigvis hed Larsen. Hvor mange mennesker kan egentlig holde ud at høre om afknækkere her og der, samtidig med at deres eget liv måske er ved at knække midt over? Jeg synes, det er helt fantastisk, at vi her er en menighed, der kan tåle at læse de moderne versioner af Joh. Åbenbaring. Har du for resten læst den (det mest syrede skrift, der eksisterer)? Jeg kom til at tænke på den pga. ordet apokalypse over artiklen.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Niels-Simon: Jeg er gennemgående enig med dig. Men det med at knække, det er jeg ikke sikker på.
For det forekommer mig, at mange af de verdsligt vellykkede mennesker (hvoraf jeg har flere i min venne/bekendtskabskreds), der tilsyneladende ikke tør, eller ønsker, stoppe op i deres forbrug, ikke umiddelbart er mennesker, hvis liv er ved at knække midt over. Jeg forestiller mig, at det handler om angsten for at gå glip af noget.
Jeg har naturligvis forståelse for, at hvis man står midt i en dyb krise i ens liv, så er overskuddet til at høre om verdens kriser minimal. Men jeg er samtidig af den opfattelse, at hvis den personlige krise gennemleves, ikke nødvendigvis afværges, og magtes integreret i sindet, gennem måske vedvarende sorg over det medfølgende tab, så opstår der et mod til at betragte også de større kriser, og fremfor alt opstår der, vil jeg mene, viljen til- og forståelsen for vigtigheden af solidaritet.
PS: Nej, jeg har ikke læst Johannes’ Åbenbaring.
Per Jongberg
Jeg må korrigere og supplere.
Hvis krukken er fuld af sand, er der heller ikke plads til småsten.
Men bores et lille hul i bunden, løber sandet ud og der bliver plads til småsten og måske til golfbolde.
Hvem evner at bore hullet ?
Denne kommentar er anbefalet af:
@John. Jeg tager lige den op med de ”verdsligt vellykkede mennesker”.
Det er dem, der er problemet. De mest oplyste burde også være de mest engagerede i klodens overlevelse – og i deres egen, deres børnebørns. Deres politiske ledere også, og så havde vi ikke haft en Fogh: ”Ikke en frø, ikke en fugl (og så videre) har fået det dårligere i denne regerings tid”. Og samtidig blev haren et truet dyr foruden alle de dyr, der ikke bare var truede, men kørt ihjel på vejene, og det industrialiserede landbrug fortsatte sin kz-virksomhed.
Der er en fravendthed og fornægtelse af problemerne stadigvæk. På den ene side er der alle dem, der ikke kan holde ud at tænke på det. På den anden alle dem, der nægter at se, at der er noget galt.
Der ligger noget dybt i vores kultur omkring det. Psykoanalytikeren Alice Miller skrev en bog med titlen: ”Du må ikke mærke”. Man skal lade som om der ikke er noget galt.
Jeg må dele spørgsmålet med Ejvind Larsen og andre: hvorfor kun “kunsten” (kunstnere)?
For det første er kunstnere lige så forskellige som alle andre mennesker, og det at være kunstner er på ingen måde nogen garanti for fremsynethed.
For det andet er det min erfaring, at folk ikke lytter spor mere til kunstnere end til alle mulige andre. For langt de fleste mennesker er kunsten enten ligegyldig eller et spørgsmål om æstetik og om at kunne remse de “rigtige” navne og værker op - ikke om at indse - endsige efterleve - dens eventuelle budskaber.
For det tredje er det virkelig sørgeligt, hvis kun “kunstnere” skulle være i stand til at tænke visionært og fremtidsorienteret. Det er i høj grad en opgave for journalister og i endnu højere grad en opgave for politikerne.
I foråret havde jeg en lille diskussion med en humanistisk universitetsprofessor om miljø kontra vækstøkonomi. Han beskyldte mig for at “tale moral” - han hverken kunne eller ville se noget problematisk i det nuværende økonomiske system.
Alice Miller, som nævnes ovenfor, har sikkert fat i noget af det helt rigtige, når hun taler om, at man ikke må (tør) mærke smerten, vreden, frygten. Og selv om hun taler om forholdet mellem forældre og børn, kan det sagtens over- og videreføres til andre områder.
Som mennesker er vi ikke kommet et skridt længere end i oldtiden: når katastrofen rammer, er det kejserens skyld, ikke undersåtternes. Og profeterne har altid talt for døve øren.
@Kisten Svejgaard: ”… en humanistisk universitetsprofessor…”
Jeg kan ikke lade være med at bide mig fast i den.
Det er et af de største problemer i dag. Hvorfor er det nu lige, at en hum. prof. skulle stå højere i vores bevidsthed end andre dødelige? Der er et eller andet dybt inden i mig, der siger: ”Ja, selvfølgelig”, men jeg kan ikke forklare hvorfor.
For et par år siden fulgte jeg nogle filosofiforelæsninger. I pausen stod forelæseren og røg nede i gården. Jeg tænkte: ”Hold da kæft, mand. Hvordan kan man holde forelæsninger om alverdens kloge tanker, og bagefter stå og pådrage sig selv lungekræft”?
Jeg tør dårligt skrive det her, for om lidt er der sikkert nogle, der giver mig tørt på. Jeg har fortalt det til mange, og bliver altid mødt med: ”Hvorfor må han ikke det, han er et menneske som alle os andre?” Det er altså mig, der er noget i vejen med. I klimaspørgsmålet er det tit mig, der er hysterikeren osv.
Desuden ved vi alle, at mange af topnazisterne var højtuddannede. Nej, uddannelse er ingen garanti for human opførsel, ofte tværtimod.
’Hvad si’r man så? Så si’r man, nå!’, som det hedder i sangen. Ingen kan beskyldes for noget, ingenting kan man kræve af nogen.
Vi kan måske ikke lade være med ’at være en trussel mod vores eget livsgrundlag’, som John skriver højere oppe. Det er virkelig et stort spørgsmål, hvad der får os selv til at tage handsken op og påtage os et medansvar for ’katastrofen’. Nogen gør, andre ikke.
@John: Tag og læs den syrede Åbenbaring, og tænk på at det er en bog i en bog, som mange kristne, højtuddannede sætter højere end alle andre bøger. Så undrer man sig ikke så meget over, at det hele er, som det er. Det er selvfølgelig en liden trøst. Nå, måske skal du lade være.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Niels-Simon Larsen
Jeg ved såmænd heller ikke, hvorfor mennesker fra humaniora skulle være bedre end alle mulige andre, men den almindelige opfattelse er vel, at hum.- mennesker skulle være mere alsidigt orienterede og alsidigt tænkende end “rene” naturvidenskabsmennesker. Det er de måske også sammenlignet med matematik- og økonomiprofessorer (jeg kender ingen af slagsen), men ellers er det da mit indtryk, at mennesker, der har klima-, miljø- og tilgrænsende områder som fag, har en langt dybere forståelse af problemerne.
Men nu behøver man jo sådan set slet ikke at være superintelligent for at blive professor - det kan ofte være nok at være god til, hvad jeg med et udtryk fra grundskolen altid har kaldt ‘genfortælling’. Og så i øvrigt tilstrækkeligt ambitiøs og karriereminded.
Egentlig har menneskeheden - netop i sin relative intelligens og opfindsomhed - altid været en trussel mod eget livsgrundlag. Men hidtil har Jorden kunnet bære det; når et område var udpint og overbefolket, kunne man flytte til andre og mere frugtbare egne. Det går bare ikke længere med det nuværende forbrugsniveau, og det må jo være det, der er så ubærligt og traumatisk.
Folk, der ryger, er enten dumme eller virkelighedsfornægtende eller begge dele.
Hvem tager handsken op ?
- Kunstnere er egotrippere, som fører sig selv frem i tekst og billeder. Intet samfundssind fra den kant.
- De religiøse smider ansvaret over på Vor Herre, som om han var herre over noget som helst.
- Den intellektuelle elite følger magten, for den lever af den (har jeg læst et sted) . Se nazi-tiden. Eliten tav.
- Masserne fulgte med som sultnehunde efter en luns kød. Folket (her i landet) jagter den såkaldte velfærd og giver magten til højestbydende.
- Magthaverne holder sig til korrektheden og holder de andre fra magten.
- Revserne med ild i rumpen har ideerne, fantasien og idealismen. Man lytter, men ikke ret længe.
- Tilbage er ungdommen som fremtiden tilhører.
De har altid ført an i oprøret, som lige nu……..Indtil de med tiden bliver som de andre.
1968- 2011 !
Niels-Simon : “Hvad si’r man så? Så si’r man, nå!”
Var det ikke revseren PH ? Han var arkitekt.
De eneste generalister, der er tilbage. De eneste der forener fantasi, teknik, logik, kreativitet, økonomi, jura, økologi, humanisme og koordinering heraf.
De har evnerne, men ikke magten.
Hvem sagde Albert Speer.
@Niels-Simon: “De mest oplyste burde også være de mest engagerede i klodens overlevelse […] Der er en fravendthed og fornægtelse af problemerne stadigvæk […] Man skal lade som om der ikke er noget galt.”
Jeg er enig. Jeg forestiller mig ganske banalt, at fornægtelsen i stor udstrækning skyldes, at man som verdsligt vellykket menneske, med blikket rettet mod endnu mere verdslig vellykkethed, fordi man jo ikke ønsker at gå glip af noget, ganske enkelt ikke ønsker sit sind ‘inficeret’ med den delvist lammende sorg, som en reel erkendelse af klodens problemer ville medføre.
@Niels-Simon: “Tag og læs den syrede Åbenbaring […] Nå, måske skal du lade være.”
I formiddags fandt jeg kortvarigt Biblen frem fra gemmerne i forbindelse med din omtale af Johannes’ Åbenbaring. Men jeg endte kort efter med at stille den på plads i skabet igen, idet jeg kunne mærke mit indre stritte imod at skulle læse den.
Jeg må jo nok tilstå, at jeg har et noget anstrengt forhold til Biblen. Som en fyndig illustration heraf kan jeg nævne, at jeg som kommentar til 1. Mosebog 1.31, “Gud så alt, hvad han havde skabt, og han så, hvor godt det var”, med rød kuglepen har skrevet: “Sikke er fjols!”
* Sikke et fjols.
@John: Tak fordi du prøvede.
Selvom jeg kan lide den menneskelige mangfoldighed, så stejler jeg tit, når jeg møder den. Det er mærkeligt at møde de højst uddannede og må konstatere, at de på et enkelt punkt (det religiøse fx), er skudt i hovedet. På den anden side, skal man vel også have lov at være det, og man er det måske selv (uden at kunne se det). Når det så drejer sig om ’katastrofen’, slår det klik igen, for det er så afgørende et spørgsmål, at man ikke kan se bort fra uoverensstemmelsen.
Alligevel er man tvunget til at acceptere det, og så må vi alle gå planken ud. Det er den mest skræmmende tanke, jeg kender. Det er både Vølvens spådom om ragnarok, apokalypsen og andre forfaldsmyter samlet i et - og ikke mindst FN.s klimapanel (som man ikke behøver at tro på, men bare skal disponere efter).
Det er det rene Seneca under kejser Nero det her.
Var i går inviteret ind i Trinitatis kirke og høre Bachs h-mol messe. Alt udsolgt. Pragtfuld musik. Nærmest som at stå inde foran springvandet i Tivoli og lade sig overrisle med kaskader af vellyd. Teksten var trosbekendelsen stort set.
Tænkte pludselig på, hvor mange af de tilstedeværende, jeg ville møde til den kommende klimademonstration (nå, jeg ved nu ikke, om jeg selv kommer. Tiden er vist løbet forbi. Sidst var vi 300 inkl. Den sorte blok, der kun kom for at kaste snebolde efter politiet).
Nej, jeg tænker på alt det der ”Herre forbarm dig”, som lyder rigtig meget her op til jul. Herre forbarm dig over, at du har skabt os så onde, at vi nu ødelægger dit skaberværk. Ha! Nonsens, men det må da være det, man synger i dag. Hvis ikke vi rykker den religiøse plante op med rode, kommer vi ikke videre. Men vi kan ikke, har aldrig kunnet med succes.
Derfor står den stadig på lovprisning af det absurde og vandring mod katastrofen.
@Niels-Simon: Hvad det kristen-religiøse angår, der er jeg såmænd ganske på linie med dig, vil jeg mene.
Jeg synes, at der er noget ganske overordentligt farligt ved, at rigtig mange voksne mennesker løber rundt med den i mine øjne illusoriske og barnagtige forestilling om, at mennesket har en alkærlig og alnådig guds bevågenhed. Det er katastrofalt antropocentrisk selvoptaget.
Al den snak om religion får mig til at mindes, at den canadiske sanger/sangskriver Gordon Lightfoot allerede for mange år siden skrev en - i øvrigt meget smuk - sang, der hed “Too late for praying”.
Og jeg er helt enig med John Fredsted i dette spørgsmål.
* altså om religion.
John Fredsted:
“Jeg synes, at der er noget ganske overordentligt farligt ved, at rigtig mange voksne mennesker løber rundt med den i mine øjne illusoriske og barnagtige forestilling om, at mennesket har en alkærlig og alnådig guds bevågenhed. “
Siger du, at Julemanden er et falsum?
Julemanden eksisterer for den der tror på ham.
Med direkte sammenligning med Gud.
Jeg foretrækker dog, at Gud er naturen, kloden,universet.
Forbryder vi os mod naturen, forbryder den der tror på Gud sig imod Gud.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Heinrich R. Jørgensen: “Siger du, at Julemanden er et falsum?”
Ja, det er jeg sgu’ bange for - håber du kan bære det :-).
Hvis Julemanden er barnlig overtro, må denne imaginære entitets væsen være ligeså?
Bort med altruisme. Men hensynsfuldhed. Nærvær. At forære til andre. At føle større glæde ved at give, end ved at modtage. At sætte andres vel før ens eget. At undlade at gøre forskel. At belønne og inkludere også de mindre artige. At søge og ville det meningsfulde fællesskab. At turde at at smide facaden, og hengive sig til leg, sang, dans. Bort med humanisme.
Ovenstående er vel alle “religiøse” forestillinger?
Personligt kan jeg godt lide at opføre mig menneskeligt. Det synes jeg faktisk virker fornuftigt.
Ærgerligt, at det hidtil kun har været muligt, én dag om året. Med Julemanden som erkendt falsum, er konklusionen da, at alt det nævnte ligeledes var barnlig, naiv ufornuft? Tåbelighed, som kun børn og meget naive mennesker kan tro på? Barnlig ufornuft, der alene kan gennemføres som et årligt skuespil med?
Problemet er ikke “religiøse” indsigter, der er båret frem af naturlighed, af medmenneskelighed — dvs. på basis af egen bevidsthed og tankevirksomhed. Det er ideer, som alle andre ideer.
Problemet som jeg ser det, er at ideernes sfære (evt. kaldet “det religiøse”) skal forplumres med det er ikke tilhører ideernes sfære. Det konkrete.
Julemanden i rødt antræk, der opholder sig under Nordstjernen, har magiske hjælpere, bringer gaver fra oven, osv. Det (og lignende konstruktioner) er opdigtet nonsens, der næppe kan have andet sigte end at forvirre, vildlede og forhindre mennesker i at tænke klart.
Hvad fanden skal vi med guder og hellig facitlister, når (læs: hvis) vi i stedet har evnen til at tænke selv?
@Heinrich R. Jørgensen: Selvom jeg nu har læst din kommentar (som jeg går ud fra er henvendt til mig) tre gange, så er jeg bange for, at jeg ikke forstår, hvor du vil hen.
Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor du tilsyneladende anser en afvisning af Julemanden (eller for den sags skyld hele Julen) som værende synonym med en afvisning af altruisme, nærvær, etc.
John Fredsted:
“Jeg kan slet ikke forstå, hvorfor du tilsyneladende anser en afvisning af Julemanden (eller for den sags skyld hele Julen) som værende synonym med en afvisning af altruisme, nærvær, etc.”
John, der jeg forsøger at udtrykke er, at gode ideer (altruisme, …) og gode handlinger (nærvær, uselviskhed, …) synes systematisk at blive destrueret, ved at den materielle Julemand er blevet konstrueret og flittigt promoveret, som inkarnation af gode ideer og handlinger.
Dermed er ideerne og handlingerne bliver unaturlige, og overnaturlige. Det er blevet gjort til barnlige og naive fjollerier, at mene at humanisme, altruisme, nærvær m.v., burde være grundlaget for enhvers daglige adfærd.
At der i kirkebygninger er naglet en forpint ungersvend op på et torturinstrument, er jo en endnu tykkere destruktion. En mand med integritet (en pendant til Sokrates) fastholder sine idealer og principper for hvordan vedkommende mener man bør leve, og demonstrerer med sit eksempel, at man sagtens kan undlade at gå på kompromis, uanset hvilke trusler og repressalier man udsættes for. Fornuftens og viljens sejr over tyranner. En frihedskamp af episke proportioner. En soleklar opfordring til at andre ligeså gør sig til (selv)befriere (jvf. “kristne”, udfriere, befriere) ved at agere med stoisk ro og fornuft, og undlade at bøje sig for andres tvang.
Et livsbekræftende frihedsbudskab, komplet med fyldige anvisninger, gøres med et trylleslag til afmægtighed, handlingslammelse og dødsangst.
John,
selvfølgelig er Julemanden, julen, gaveræset, overspisningen, forbrugeriet osv. rablende vanvid.
Alt hvad der ikke er baseret på (sund) fornuft, bør man smide bort.
@Heinrich R. Jørgensen: Ah, nu lysner det for mig. Så havde jeg altså misforstået dig i første omgang. Vi er altså grundlæggende enige.
Og det gælder også din 14:08-kommentar.
Vi er nok enige om Julemanden m.v., John.
Anledning til omvejen var dog hvad du skrev tidligere:
“Jeg synes, at der er noget ganske overordentligt farligt ved, at rigtig mange voksne mennesker løber rundt med den i mine øjne illusoriske og barnagtige forestilling om, at mennesket har en alkærlig og alnådig guds bevågenhed. Det er katastrofalt antropocentrisk selvoptaget.”
Den der “gud” der er blevet talt om gennem tusinder af år, er en idé. Det er antagelsen om, at alle mennesker er i besiddelse af bevidsthed, og dermed evnen til at tænke, til at vurdere etisk, til at være menneskelige og medmenneskelige, til at være fornuftsvæsener. Den samme idé kan man kaldes meget andet. Naturen, kosmos, universet, i betydningen af disse som ideer.
Begynder man at rode ideer sammen med det fysisk/materielle, går al tænkning straks op i hat og briller.
En forestilling om mennesket (som idé) handler om et valg. At undlade at opføre sig dyrisk (primitivt, uden brug af fornuft). Det er jo muligt for os to-benede at gøre os selv til “guder”. Fornuftsvæsener. Vi kan være alkærlige, alvidende, alviise, almægtige og meget andet. Vi skal blot bruge vores fornuft, og stole på vores fornuft.
At satse på eksterne autoritet, fremfor ens egen fornuft, er vejen lukt til et jordisk helvede. Dvs. sådan cirka de gældende forhold på kloden.
Problemet er ikke ideerne om mennesket og dets potentiale til fornuft. Problemet er afsporingerne, vrøvlet og den megen nonsens, der forhindrer os i at tænke klart.
@Heinrich: “Vi kan være alkærlige, alvidende, alviise, almægtige og meget andet.”
Ah, den er jeg ikke med på: brugen af ‘al’ er i mine øjne at strække sig for langt.
“Problemet er afsporingerne, vrøvlet og den megen nonsens, der forhindrer os i at tænke klart.”
Jeg er enig. Hvad det religiøse angår, så har jeg skrevet noget om det i en kommentar i anden tråd (afsnittene to og tre).
John Fredsted:
“brugen af ‘al’ er i mine øjne at strække sig for langt.”
Fair nok. Det er (som det meste andet) en strid om ord; dvs. begreberne.
Begrebsmæssigt mener jeg der brug for at postulere, at mennesker ikke blot er i stand til at være vidende. Hvis man vil hævde, at alt man kan vide (dvs .: i ideernes sfære) kan opnås udelukkende via tænksomhed, har man brug for et andet begreb end “vidende”. Det kunne være “alvidende” kunne dække den betydning?
Hvilket i så fald ikke må forveksles med “altvidende”, hvis der dermed skal forstås “komplet viden om alt materielt”. Af flere grunde er det et umuligt koncept. Igen kan man undre sig over, at der opfindes ord/begreber, der dækker over et decideret ikke-fænomen. Hvorfor have ord for hvad aldrig lader sig gøre? Med mindre sigtet er, at forkludre begreberne?
John Fredsted:
“brugen af ‘al’ er i mine øjne at strække sig for langt.”
Fair nok. Det er (som det meste andet) en strid om ord; dvs. begreberne.
Begrebsmæssigt mener jeg der brug for at postulere, at mennesker ikke blot er i stand til at være vidende. Hvis man vil hævde, at alt man kan vide (dvs .: i ideernes sfære) kan opnås udelukkende via tænksomhed, har man brug for et andet begreb end “vidende”. Det kunne være “alvidende” kunne dække den betydning?
Hvilket i så fald ikke må forveksles med “altvidende”, hvis der dermed skal forstås “komplet viden om alt materielt”. Af flere grunde er det et umuligt koncept. Igen kan man undre sig over, at der opfindes ord/begreber, der dækker over et decideret ikke-fænomen. Hvorfor have ord for hvad aldrig lader sig gøre? Med mindre sigtet er, at forkludre begreberne?
@Heinrich: Jeg er bange for, at vi er ved at strejfe noget langt væk fra denne artikels egentlig emne. Men lad mig bare kort sige, at dine overvejelser om al(t)videnhed forekommer mig principielt problematiske på grund af erkendelsesteoretiske begrænsninger så som Turing’s Halting problem (kender ikke lige det danske ord; er ikke datalog) og Gödel’s ufuldstændighedsteoremer. Derfor har jeg mine betænkeligheder med dit udsagn: ‘Hvis man vil hævde, at alt man kan vide (dvs .: i ideernes sfære) kan opnås udelukkende via tænksomhed, har man brug for et andet begreb end “vidende”.’
Og dog, det slår mig pludselig ved gennemlæsning af min kommentar, at det måske egentlig ikke er det, dit udsagn siger, for hvis det læses som “Hvis man vil hævde, at alt man kan vide kan opnås udelukkende via tænksomhed” (min kursivering), så er det meget muligt, at det er helt korrekt. Min hjerne slår knuder lige nu; det er blevet fyraften.
John,
du rammer sømmet rent i anden ombæring :-)
Einsteins generelle relativitetsteori er et eksempel på, hvor langt en opvakt person kan nå alene ved at tænke dybt over en problemstilling. Tilmed om et emne, der handler om den materielle sfære. Helt uden laboratorieopstillinger.
Michaelson og Morley kunne til sammenligning intet konstruktivt påvise med deres ekstravagante udstyrsnummer. Ud af påvise med empiri, at andres tankespin kunne afvises. Ikke for at underkende sidstnævnte på nogen måde, nogle gange kommer man længst ved at sidde stille i en lænestol ;-)
Den mere teoretisk datalogi er en skønsom blanding af diskret matematik og abstrakt filologi (forstået som begrebslære og symbollære). Hvis det ikke handler om symbolmanipulation, handler det om mulige og umulige maskiner, og om optimale metoder. Med dit kendskab til matematik og skoling i teoretisk fysik, vil du næppe have udfordringer med den abstrakte og teoretiske del af datalogien :-)
Nogle maskiner lader sig ikke konstruere. Der kan påvises med logik. F.eks. at bygge en maskine der altid vinder i et brædtspil. For kan man bygge én sådan maskine, kan man bygge to. Da de ikke begge kan vinde, er tesen om en sådan maskine et falsum. Man kan i teorien bygge en maskine, der aldrig taber et sådan spil, men det er jo en ganske anden ambition. Nogle maskiner lader sig nok konstruere, men vil tage eksponentielt voksende tid til at løse større opgaver. Med andre ord: selv om man kan formulere end metode, er det ikke dermed givet at metoden i praksis kan fungere for andet end små udfordringer.
Vigtige indsigter for maskinbyggere, at have teoretiske indsigter i deres metiers begrænsninger. Præcis som alle andre discipliner, har deres begrænsninger, for hvad der kan opnås med fagets tilgange.
Alan Türing er en af mange skarpere tænkere, der har spekuleret over maskiner, metoder, uendelighed og meget andet. Også begrebet intelligens er taget grundigt under behandling; og dermed grænsen mellem hvad der adskiller mennesker fra maskiner. Alle hidtidige svar er opnået ved brug af kraftig wetware ;-)
Kurt Gödel havde jo ret. Hans indirekte bevisførelse gik vel på, at menneskelig intelligens og akademisk drillesyge altid kan finde på nye indsigter og sandheder, der ikke kan rummes og udtrykkes i det bestående “sprog”? I så fald var det på mere end én måde en hyldest til tænknings potentiale? ;-)
De skarpeste filosoffer og filologer er interessant nok, altid eminente matematikere.
@Heinrich: Jeg var ikke klar over, at du er så bredt orienteret og funderet. Hatten af for det.
Jeg skal bare med egne ord forsikre mig om, at jeg nu har forstået dit standpunkt: Du mener altså, således har jeg nu forstået dig, at alt det vi i princippet kan vide, i modsætning til det at tro, det kan vi tænke/ræsonnere os frem til, men du mener ikke, at der ingen principielle grænser er for vores viden.
Må man komme med et spørgsmål i forbindelse med den seneste diskussion?
Hvor er sansning og iagttagelse (som selvfølgelig også er sansning) henne i denne snak om tænkning og ræsonneren?
Kan vi overhovedet ræsonnere os frem til noget som helst uden på en eller anden måde at have sansningen som udgangspunkt?
Jeg havde sat mig for at komponere en indsigtsfuld/fortvivlende kommentar om nutidens forskning, videnskabsformidling og journalistik her i frokostpausen(!), men besluttede mig for at sende en lille opmuntring til Julemanden i stedet.
Kære Julemand
Du har nok for travlt i disse tider til at læse Information, men, er skaden sket, skal du ikke blive ked af det, hvis du tilfældigvis støder på kommentarer fra nogle at verdens klogeste mennesker, der bruger tid og kræfter på at påstå, at du er et falsum :)
Knus og kram fra alverdens barnlige sjæle.
P.S. Hermed lidt syret inspiration til rygepausen i disse kolde og mørke tider: http://www.youtube.com/watch?v=b0xC3N2fvA0