For tiden kunne man få det indtryk, at moderne feminismedebat er lig med »mudderkastning« i »hønsegården.« Medier, aviser, Facebook og blogs svømmer over i en krigerisk debat, hvis mest åbenbare pointe bliver gjort til, at dens deltagere kan opdeles i et rødt og et blå ringhjørne, hvor henholdsvis de ‘traditionelle feminister’ omkring Kvinfo.dk og borgerlige debattører omkring Berlingske og Damefrokosten.com for øjeblikket slikker sårene.

Men hvad handler debatten egentlig om? Er det feminisme anno 2011, eller er det snarere livsstilspolitiet, der patruljerer, fordi feminismen er degenereret i sit eget udgangspunkt: at gøre det private politisk?

Angrebet på andre kvinders livsstil blev sat på spidsen af den anonyme blogger Bitterfissen Bethany. Bethany udgyder sin bitterhed over de kvindelige bloggere, der dyrker det perfekte moderskab i intimsfæren på nettet med billeder af afkom, bagværk og håndarbejdsmæssige færdigheder.

Kvinder, som den hjemmegående Lisbeth Hammer, der i weekendens Information fortalte om den karriere, hun har lagt på hylden for i stedet at hellige sig moderskabet ud fra den betragtning, at børn »betaler den højeste pris«, fordi samfundet ikke giver deres forældre tid til at være sammen med dem.

Mens Bethany var træt af spelt og zumba, faldt det den borgerlige feministblogger Anne Sophia Hermansen for brystet, at Kvinfo-direktør Elisabeth Møller Jensen heppede på Bethany. Hvorefter Anne Sophia Hermansen selv måtte indkassere tæsk, da hun i et indlæg med titlen »Under(bukse)mennesker« ømmede sig over nedladende (person)angreb, som hendes kritikere mener, Hermansen i særdeleshed selv gør sig skyldig i.

Nu har eftertanken meldt sig, og Anne Sophia Hermansen spørger selvkritisk, hvor substansen blev af: »Den drukner i fjendebilleder, nedgørelse, personforfølgelse, motivgranskning, injurier og bevidste fejlfortolkninger. Blå versus rød feminisme. Feminisme kontra antifeminisme. Kvinde mod kvinde. Og ja, jeg har også været en af dem, der skrev om ‘gammelfeminister’, så jeg er ikke selv et hak bedre.«

Det personlige afsæt i ligestillingsdebatten fik en opblomstring i Danmark i slutningen af 90’erne, da unge danske kvinder tog det svenske bogprojekt Fittstimtil sig og lavede en dansk pendant med titlen Fisseflokken. Siden tog svenskerne fat igen med Maria Svelands kritik af kønsrelationerne i 2008 i bogen Bitterfissen.

Samtidig har Facebook accelereret intimsfærens centrale placering i debatten. Kombineret med den aggressive sprogbrug og iscenesættelse, der skal til for at skaffe læsere til en blog, er resultatet blevet, at man går efter personer og livsstil, mens ens egen livsform og livsværdier promoveres.

Personliggørelsen af debatten betyder, at nogle debattører får svar på tiltale. Men det er ikke noget, der kun er forbeholdt kvinder, sådan som den norske forfatter Torgrim Eggen pointerer i den norske avis V.G. Og som Anne Sophia Hermansen hævder i sin seneste blog: At kvinder holder sig ude af offentlige debatter på grund af frygt for personangreb og chikane.

Tænk blot på Venstre-politikeren Søren Pinds brug af sin Facebookprofil i politisk-personlige angreb. Er man personlig i en debat, må man regne med, at modangrebene også bliver personlige. Det, mænd til gengæld ikke bruger krudt på at debattere, er, hvordan andre skal leve deres liv, med eller uden børn, karriere, spelt og designermøbler.

Sandheden er jo, at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem karriere og omsorgsfuldt forældreskab. Og feminismedebatten er en væsentlig politisk diskussion, hvis den er i stand til at løfte sig over selvpromovering på blogs og angreb på andres livsvalg.

De venstreorienterede har ikke monopol på ligestillingsdebatten, og definitionen af, hvad der er nutidens ligestillingsproblemer, skal vindes på argumenter og ikke nedladende personangreb. Der er masser af ligestillings- og kønsspørgsmål, der kan gøres til genstand for politik.

Feminismens afpolitisering kræver imidlertid et opgør med selve feminismebegrebets udvikling. Det er også den britiske debattør Nina Powers pointe i den nye bog Den én-dimensionale kvinde. For debattøren Power er det til gengæld ikke kun forbrugerfeminisme og livsstilspoliti, der har taget feminismen som gidsel. Men også kapitalisme og en krigsgal international højrefløj, og hun vil ruske op i »en venstreorienteret kapitalismekritisk kamp for feminismen«, som det hedder i forordet.

Det vil mange danske kvinder naturligvis være uenige med hende i. Men det overraskende klarsyn, bitterfisse-debatten giver, er, at den aggressive og personpromoverende livsstilsfeminisme står i vejen for strukturelle analyser af uligeløn, politisk repræsentation, sygdomsmønstre, medicinforbrug … fortsæt listen selv.