Civilisationerne støder sammen på lærredet

Der er handelskrig på kniven mellem USA og Kina. For få uger siden klandrede præsident Obama i muskuløse vendinger Kina for at tippe handelsbalancen til egen fordel ved at spekulere i at holde deres valuta lav i forhold til dollaren.

Det minder om noget, man har set før. Såvel i virkelighedens verden som på det store lærred.

Men lad os alligevel begynde i den litterære afdeling. I januar 1992 udgav bestsellerforfatteren Michael Crichton romanen Solen stiger, hvori en amerikansk luksusluder ender sine dage på et japansk kæmpefirmas enorme konferencebord.

Romanen handler om opklaringsarbejdet og mordets dramatiske baggrund, men det var ikke mindst bogens efterskrift, der vakte opsigt. Her hævder Crichton, at »japanerne har opfundet en ny form for handel — fjendtlig handel, handel som krig, handel med det erklærede mål at udslette konkurrenter — hvilket Amerika stadig ikke har fattet efter flere årtier.«

Karaoke-invasion

Men ængstelige var amerikanerne skam i denne periode. Over Japans på det tidspunkt hårdt oppumpede økonomi, der gjorde dem i stand til at opkøbe eller investere i amerikanske virksomheder.

Allerede i 1993 var Solen stiger— hvis titel refererer til betydningen af ordet ‘Japan’, som i dansk oversættelse er ‘Solens rige’ — blevet filmatiseret. Dens første minutter udtrykker på vittig vis amerikanernes angst for at miste arvegodset: En flot og selvsikker japansk mand synger karaoke på en bar i Los Angeles. Nummeret er »Don’t Fence Me In«, oprindeligt en ærkeamerikansk hyldest til det frie liv på prærien, men i denne nye sammenhæng snarere en kommentar til Japans ambitioner om multinational ekspansion!

I filmversionen er gode og onde træk imidlertid delt relativt ligeligt mellem de japanske og de amerikanske figurer, og der er en vis ærefrygt over skildringen af førstnævnte som et effektivt, disciplineret og fokuseret folk.

»Vi lever måske nok i en fragmenteret rap-video-kultur, men det gør de ikke,« siger en distingveret ældre britisk herre (spillet af Sean Connery), der har et ben i begge kulturer.

Den japanske ledelsesfilosofi er ifølge ham mere målrettet end den amerikanske, og to gange bliver det bemærket, at japanerne har for vane at betragte amerikanerne som sjuskede, korrupte og/eller stupide. »De tager sjældent fejl«, mener briten, der også synes fuld af beundring for det japanske politi og retssystems kompetencer.

Vigtigheden af, at hele USA står sammen, understreges, da en sort strisser bruger sin indflydelse i ghettoen til at få farvede gadehjørne-gangstas til at stikke en kæp i japanernes hjul.

Til slut forlader filmen dog den diplomatiske kurs ved at åbne for den mulighed, at udåden ikke skyldes nogle få rådne, habitklædte japanske æbler. Accepten af en krigerisk forretningsstrategi, hvor intet trick er for beskidt, går muligvis helt til rangstigens top.

Professionel utroskab

Actionfilmen Die Hard (1988) er et andet værk fra perioden, der behandler det anstrengte forhold mellem de to stormagter, om end mere subtilt.

Her fremstilles en svimlende velklædt japansk firmachef ganske vist som sympatisk, men ikke desto mindre udsætter han vor proletaragtige hovedperson John McClane for en symbolsk kastaktion.

Den fiktive Nakatomi-koncern, der har hjemme i et intimiderende strømlinet og postmodernistisk højhus i Los Angeles, ‘stjæler’ nemlig McClanes kone ved at tilbyde hende et topjob, der indebærer, at hun må flytte tværs over USA.

Da McClane besøger hende, står det klart, at han er en analog strisser i en high tech-verden: »Kært stykke legetøj«, bemærker han spydigt, da han bliver bedt om at taste hustruens navn ind på en touch-screen i Nakatomis lobby — og opdager, at hun ikke længere bruger hans efternavn. Men rollerne byttes om, da situationen kort efter desperat kalder på en (red-nings) mand, der som Mc-Clane kan håndtere skydevåben og plastisk sprængstof frem for fyldepenne og repræsentationskonti. Der er skam stadig brug for den testosterondrevne amerikanske dinosaur, fortæller Die Hardos.

Men før det budskab falder, sættes japanernes ambitionsniveau på en dramatisk spids. Da filmens sofistikerede hovedskurk betragter en model over et Nakatomi-byggeprojekt i Indonesien, føler han sig kaldet til at drage denne historiske parallel: »Da Alexander den Store så sit domænes omfang, brast han i gråd, thi der var ikke flere verdener tilbage at erobre.«

Modsætninger mødes

Faktisk spøgte ‘Japanerne kommer!’-temaet allerede i 1982, nemlig i Ridley Scotts berømte dystopiske science fiction-film Blade Runner, der også foregår i L.A.

I fremtidens storbyrum ser vi et stærkt visuelt vidnesbyrd om japanernes indflydelse på amerikansk (købe) kultur i form af en gigantisk reklame forestillende en geisha (en professionel værtinde, red.).

I samme instruktørs Black Rainfra 1989 bliver magtkampen dog adresseret langt mere direkte. Michael Douglas spiller Nick, en hidsig, selvberoende New York-strisser med foragt for regelrytteri. Sammen med en kollega sendes Nick til storbyen Osaka for at aflevere en arrestant, men bogstavelig talt inden amerikanerne har forladt lufthavnen, bliver de snøret af den berygtede japanske mafia.

Efterfølgende er der kold luft og tommetyk mistro mellem Nick og hans japanske kolleger, der i modsætning til ham er yderst autoritetstro. Et er, at japanerne ikke forstår den strøm af sjofelheder og sarkasme, med hvilken Nick i lighed med alle andre amerikanske filmstrissere kommunikerer med omverden. Men som filmen skrider frem, får man desuden det indtryk, at en stor del af forklaringen på de to folks fjendskab er, at japanere er ligeså orienteret mod gruppens ve og vel, som amerikanere er fikseret på individuel udfoldelse.

Dollaren brænder

Den modvillige udveksling af informationer mellem panserpartnerne kan sagtens ses som en miniatureudgave af de to landes problematiske relationer i finans- og forretningsøjemed. Ikke, at det er nødvendigt at læse mellem linjerne.

»Film og musik er det eneste, USA kan finde ud af at producere i dag. De er os, der bygger maskinerne. Os, der bygger fremtiden,« slår en japansk politimand fast.

Næppe tilfældigt drejer filmens krimi-intrige sig om en anden slags japansk indgriben i amerikansk økonomi, nemlig falskmøntneri, hvilket giver Scott lejlighed til at diske op med det symbolmættede billede af en brændende 100-dollarseddel. En uægte af slagsen, men alligevel.

Som i Die Hard er der samtidig en vis primal undertekst på færde: Selve den amerikanske potens er truet. I en scene er alfahannen Nick således omringet af en flok fnisende unge kvinder, og en i Japan bosat — kvindelig — amerikaner forklarer, at »uperfekte amerikanere er meget morsomme i deres øjne«. Med henvisning til Nicks vanærende episode i lufthavnen.

Titlens sorte regn peger tilbage på den mareridtsagtige type nedbør, der faldt som følge af de to atombomber, Uncle Sam smed over Japan i 1945. Som Vesttyskland rejste Japan sig med forbløffende hast fra krigsruinerne, hvilket næppe har gjort deres økonomiske status cirka 40 år senere mindre ydmygende for USA.

Pludselig solnedgang

Som bekendt gik det slet ikke så slemt, som Michael Crichton og mange af hans landsmænd havde frygtet: Da Solen stigerramte boghylderne og biograflærrederne, var den japanske boble faktisk i færd med at briste og priserne på jord, ejendom og aktier for nedadgående. Det var begyndelsen på det, japanerne senere skulle døbe ‘det tabte årti’.

Men historien gentog sig altså på sin vis, for nu er det Kina, der truer med at levere et knockout til den skrantende finansgigant USA. Tiden må vise, om filmhistorien også gentager sig, og vi får en stribe Hollywood-værker, der kredser om frygten for den nye finansfjende.