Der er, som sædvanlig, livlig trængsel i Rue de Rivoli under arkaderne langs Lou-vres langstrakte kolossalbygning. Turistbutikkerne til-byder det sædvanlige tingeltangel, og modebutikkerne det usædvanlige dyrkøb. Der er nok at se til, også hvor man skal sætte sin fod, og der- med undgår jeg at træde i et insekt, der pejler sig frem hen over en flise. Et usædvanligt syn i den parisiske trafik, der ellers byder på lidt af hvert og i langt højere hastigheder. En nærmere betragtning afgør, at det er en kakerlak, fuldvoksen, fed og glinsende. Måske er den velkendt med sin rute, siden den har overlevet i denne offentlige ekskursion. Der er ikke noget bageri i nærheden som velkendt tilholdssted for kakerlakker, men det er en livskraftig art med mange muligheder. Det franske ord for kakerlak er cafard. Det betyder også en stikker. Mødet med den vejfarende kakerlak inviterer os til at skifte fokus og anskue Paris fra en mere intim synsvinkel end den, der hedder palæer, kirker, kupler, søjler, minder om franske storheder og utallige sejrstriumfer. Dem får man på et tidspunkt nok af, så vi vælger til afveksling frøperspektivet.

På Boulevard Saint Germain passerer vi i aftenmørket netop en elegant bagerbutik, som har ryddet udstillingsvinduet for varer og dermed har givet tumleplads for det lille liv, ikke kakerlakker, men en smuk, grå mus, der systematisk afsøger metalrammen for mad-rester, åbenbart ikke helt forgæves. Livlig og glad ser den ud, da den forsvinder omkring et hjørne.

Næste morgen er vinduet fyldt op af fristende croissanter og velduftende brød til glæde for store og små, som salg eller nådsensbrød. En smiley værd.

Venner i livet

Lidt større dyr møder vi også på gadeniveau. En særlig tumlen foregår på plænerne foran Louvre og den berømte glaspyramide, der danner indgang til museet. Her øver nogle entusiaster deres hunde i at apportere. Som var det håndgranater kaster et par yngre, velklædte mænd deres fangstobjekter langt væk, så hundene styrter afsted for at komme først med at aflevere byttet.

En lille skævbenet gravhund kommer til kort over for to sorte sprintere, men opgiver ikke et eneste forsøg trods den tydelige klassekamp.

Ellers ser vi ikke så mange promenere deres hunde, men de tiggere, som frit indretter sig på fortovene med deres tæpper og dyner, forsyninger og platicbægre til milde gaver, er ikke sjældent udrustet med hengivne hunde til kammeratlig underholdning. Man har vel venner i livet.

Signaler

En sidder og kæler demonstrativt for sine to sorte hvalpe af den slags, der kalder på blide tanker om det gode sultne menneske. Deres tumlende livsappetit parrer sig med elendigheden. Også store dovne køtere holder deres hjemløse ejere med selskab på fortovsplan, nogle gange midt i gangarealet, hvor de er i færd med at indrette sig for natten.

Man må udenom på sin vej hjem til hotellet, hvor den traditionelle, gigantiske dobbeltseng står parat til at modtage en.

Sådanne møder markerer bagsiden af den franske gastronomi, hundeæden i madkulturens hungrende skyggeverden, som man risikerer at træde i under vandringen blandt pragtens boliger og restauranternes fristelser. Kakerlakker, mus, tiggere, mætte på mange måder, men med hungeren lige under overfladen.

Den er frygtelig/den lille lyd af et hårdkogt æg knækket mod en bardisk/den er frygtelig denne lyd/når den melder sig i erindringen hos en mand, der er sulten.

Disse linjer fra Jacques Préverts digt »La grasse matinée« dukker op fra gamle dages depot. Sulten har sine signaler. Ordet kakerlak lyder nu som et smæld i disken.