Opslag til denne artikel

Emneord:Det Arabiske Forår, menneskerettigheder, oprørere, vesten
Personer:Jean Baudrillard, Robert Gates
Organisationer:Den internationale straffedomstol, Københavns Universitet, NATO
Steder:Libyen

Kan en krig foregå i nyhederne på tv, men ikke på landjorden? Umiddelbart lyder det usandsynligt. Medierne videreformidler jo bare hændelser på jorden. Alligevel er der god grund til at tro, at den netop overståede ‘civile opstand’ i Libyen aldrig fandt sted.ß

Jeg ved, påstanden synes kontroversiel, men faktisk er Gadaffis kamp med oprørene ikke den første krig, der primært er blevet udkæmpet på tv-skærmene. Under de historiske begivenheder, vi i daglig tale benævner Golfkrigen, skrev den franske filosof Jean Baudrillard et essay med titlen Golfkrigen fandt ikke sted. Baudrillards pointe var, at den FN-autoriserede mission i Den Persiske Golf ikke var en rigtig krig, selv om den blev portrætteret som en. De handlinger, man normalt forbinder med en krig, fandt aldrig sted. Konflikten blev i stedet overvåget på kort og radar, den amerikansk ledede koalition var aldrig udsat for reel fare, ligesom der ikke på noget tidspunkt var tvivl om dens endelige sejr.

Baudrillard kaldte det en »aseksuel kirurgisk krig, et spørgsmål om krigsmageri hvori fjenden kun fremtræder som et computeriseret mål.« Som han provokerende bemærkede, var det mere sikkert for amerikanske soldater at gå i krig end at blive hjemme i USA, for ifølge statistikken ville flere dø i den amerikanske trafik end i Operation Desert Storm. Meget tyder på, at man kan drage akkurat de samme konklusioner om de seneste måneders hændelser i Libyen.

Usikker information

Medierne og politikerne har gjort en stor indsats for at overbevise os om, at den libyske situation i realiteten er en borgerkrig, en folkelig opstand og en kamp mellem det gode og det onde, tyrannerne og de revolutionære, regimet og frihedskæmperne. Men holder disse påstande vand?

Libyen blev genstand for international bevågenhed, da det blev rapporteret, at Gaddafi havde rettet massive luftangreb mod sin egen befolkning. Disse handlinger blev præsenteret som fakta, som det internationale samfund var nødt til at handle på. Den verdensomspændende nyhed om Gaddafis brutale og uhæmmede brug af luftskyts mod fredelige demonstranter resulterede i en flyveforbudszone over Libyen. Således påbegyndte den vestlige intervention.

Men mens medierne ivrigt spredte nyheden om en massakre, glemte de helt at videreformidle en række kommentarer, som den amerikanske forsvarsminister Robert Gates og forsvarschef admiral Mike McMullen gav om situationen i Libyen ved en pressebriefing den 1. marts.

»Har I beviser for, at han (Gadaffi) rent faktisk har angrebet sit eget folk fra luften? Der har været rapporter, men har I fået dem bekræftet af uafhængige kilder?« blev forsvarsministeren spurgt.

»Vi had set rapporter, men vi har ikke fået dem bekræftet,« svarer Gates. Og McMullen følger op med ordene »Jeg har overhovedet ikke set nogen bekræftelse.«

Det, der senere er blevet kaldt ‘mediekrigen’ af både libyere og journalister, var begyndt. Modstridende informationer synes at have karakteriseret konflikten lige siden.

Intet forår i Libyen

Den libyske konflikt blev fra begyndelsen koblet sammen med Det Arabiske Forår. Den var en naturlig konsekvens og identisk med bevægelserne i Tunesien og Egypten, hed det sig. Det udsagn er imidlertid tvivlsomt på to punkter. For det første var hovedparten af de tunesiske og egyptiske demonstranter fredelige. De libyske oprørere iværksatte derimod deres kampagne for at vælte Gaddafi ved at angribe og brænde regeringsbygninger og gribe til våben — f.eks. stjal de tunge våben fra militærlagre. Det gør det meget svært at forsvare, at denne såkaldte folkelige opstand nogensinde var helt civil. For det andet er de folkelige bevægelser i Tunesien og Egypten blevet identificeret som båret af socioøkonomiske forhold som arbejdsløshed, stigende madpriser og fattigdom. I Libyen havde borgerne adgang til et bredt udvalg af velfærdsydelser, herunder gratis uddannelse og sygdomsbehandling. Indtægten pr. indbygger og den gennemsnitlige levealder er blandt de højeste på kontinentet. Sammenligningen med Det Arabiske Forår, som medier og regeringer har foretaget, er mildest talt vildledende.

Den tvivlsomme portrættering af begivenhederne stopper ikke der. Lad mig blot nævne et par andre vildledende mediehistorier. F.eks. påstod pålidelige vestlige efterretningsrapporter, at Gaddafi var flygtet til Venezuela. Han blev også beskyldt for at bombe Mizdas havn. Det viser sig nu, at intet indikerede, at Gaddafi havde forladt eller havde planer om at forlade Libyen, og Mizda har ikke en havn.

Efter Rwanda og Liberia, for blot at nævne et par regionale hændelser, skulle man tro, at der ikke ville være tvivl om, hvorvidt en borgerkrig i virkeligheden finder sted. Men informationer fra Libyen var netop kendetegnet ved at være, mildest talt, modstridende. Således dukkede Gaddafis søn, Saif-al Islam, pludselig op i en skare af støtter, hvis antal klart kunne matche dem, som oprørerne kunne mønstre, selv om han skulle have været fanget, besejret og under oprørernes varetægt. Den Internationale Straffedomstol havde endda udstedt en officiel erklæring om, at den var ved at arrangere hans overførsel til domstolen. Men der sad han altså i en pansret, hvid limousine og hævdede, at alle beskyldningerne var en del af en mediekrig.

Nato mod Gadaffi

På samme måde blev den afsluttende oprørskampagne for at overtage Sirte omtalt som et afgørende og klassisk krigsopgør — høj pistolføring og urban krigsførelse. Men ud over de såkaldte lommer af modstand var der dog dårligt nogen kamp — måske fordi NATO allerede havde banet vejen.

Selv om situationen altså var til at overskue, blev der den 20. oktober inden for blot ni timer rapporteret om, at Gaddafi var ved at samle 12.000 stammekrigere til at generobre landet, og at han lå i et cementrør, såret og forsvarsløs i sine sidste timer.

Mens medierne og regeringer fokuserede på oprørene og den civile opstand og reducerede konflikten til et tv-show og et kort med pile pegende fra Benghazi til Tripoli i bedste helte/skurkefacon, overså man, at krigen i virkeligheden stod mellem Gaddafi og NATO-koalitionen.

NATO havde imidlertid et stort problem: Folk på landjorden er ikke sådan at snyde. Derfor smed NATO tusindvis af flyvesedler ned, med budskabet om, at Gaddafi-tilhængere ligeså vel kunne give op. De ville aldrig kunne matche NATO’s overlegne luftstyrke. Krig, som vi kender krig, fandt aldrig sted. Det var bare et spørgsmål om tid, før Gaddafi faldt. Som under Golfkrigen var de vestlige soldater aldrig i reel fare. Men hvad er formålet med denne fremstilling af konflikten som en krig mellem det gode og det onde? Svaret skal findes i Vestens stadig mindre indflydelse i verden.

Efter invasionerne i Irak og Afghanistan, menneskerettighedsovertrædelserne i krigen mod terror og den såkaldt frie verdens aftagende finansielle magt, har de europæiske regeringer og USA haft et ønske om at minde deres befolkninger om, at de stadig er verdens retmæssige myndighed. Hvis ikke det er vestens rolle og identitet, hvad er så?

Libyenkrigen var et nemt og hurtigt bevis på Vestens styrke, og de vestlige befolkninger fik et eventyr om diktatorer, menneskerettigheder, voldtægt, borgerkrig, revolution og bekymrede vestlige ledere. Gaddafi var det oplagte mål — en leder uden venner og uden mulighed for at udløse en storkonflikt.

Tilbage står, at grænserne for Sikkerhedsrådet og NATO’s beføjelser er blevet udvidet, og Vestens genopfundne selvforståelse kan betyde, at det årti, vi troede, ville blive karakteriseret ved Afrikas stigende indflydelse i verden, i stedet bliver erstattet med fornyet vestlig tilstedeværelse i Afrika.

 

Jonas Thomsen Sekyere studerer jura og international politik på Københavns Universitet. Han er derudover skribent på det London-baserede magasin Think Africa Press.

Kronikken er en bearbejdet version af en artikel bragt af Think Africa Press

Denne artikel er anbefalet af: