Dansk forår

Der sker noget godt i Danmark. Asylansøgere kommer ikke længere til at forgå til i lukkede lejre, hvor de som menneskeligt stykgods opbevares på ubestemt tid. Den diskriminerende starthjælp, der har tvunget tusinder af indvandrere over på den forkerte side af en ydmygende fattigdomsgrænse, bliver afskaffet. Tidligere torturofre kan få dispensation fra de sværeste optagelsesprøver, når de ansøger om dansk statsborgerskab.

De trængte og magtesløse, der allerede ligger ned, skal ikke alle sammen sparkes til hele tiden.

Der er et lille gennembrud her.

Et eller andet sted inde i den nye regering, der allerede er belejret, trængt, ja, i medierne behandles, som var dens ministre ikke var andet end afviste asylansøgere, der ikke skal regne med nogen opholdstilladelse på Christiansborg, har der været et glimt af noget i nyere dansk politik helt usædvanligt: indlevelse.

Der er ikke nogen stemmer at hente i at hjælpe de allermest trængte. De kan ikke selv stemme, for de tilhører den formløse del af menneskeheden, der ikke er danskere. Det kan endog koste stemmer at hjælpe dem, og alligevel har en regering, der i meningsmåling efter meningsmåling bliver dømt ude, besluttet sig til at række hånden frem.

Et forsigtigt forår

Det kan kun skyldes, at nogen har gjort sig den anstrengelse at forestille sig, hvordan det er at sidde bag asylcentrets hegn i de 1.195 dage, en sagsbehandling gennemsnitligt varer, og ikke kende sin fremtid, et privilegium, selv de værste forbrydere blandt de indsatte i vores fængsler ellers har. Det kan kun skyldes, at nogen har prøvet at forestille sig torturofrets behov for den sikkerhed, et pas kan give, fordi et pas betyder, at der er en stat, der beskytter ham.

I 10 år har vi levet med en stat, der selv begik overgreb, tavst samtykkede eller løj sig fra kendsgerningerne, når en af parterne i vores mange krige åbenlyst udøvede tortur. I 10 år har vi hørt ordet menneskerettigheder blive udtalt med hån, når det en sjældent gang fandt vej ind i munden på en minister, skønt ordet ikke dækker andet end den enkeltes ret til at leve uden overgreb fra magthavere, der har erstattet lov med vilkårlighed.

Nu er et forsigtigt dansk forår måske på vej. Indlevelsesevnen blomstrer igen.

Det er kun tre og en halv måned siden, Anders Behring Breivik myrdede 76 mennesker, og mange har siden spurgt sig selv, hvorfor han i stedet for unge, etniske nordmænd, ikke nedskød muslimer, når det nu var muslimerne, han hadede. Nej, Breivik havde vigtigere fjender at gøre op med. Han skød på alle dem blandt sine egne landsmænd, der mener, at der bag de kulturelle, religiøse og etniske facader, som gør os så tilsyneladende forskellige, gemmer sig et fællesskab, som vi må og skal finde frem til. Det var troen på et fællesskab mellem alle mennesker, der i Breiviks øjne nedkaldte dødsstraffen. Ifølge ham er det forbudt at se andre steder hen end i spejlet. Anders Behring Breivik skød på indlevelsesevnen.

Hvor meget had kan vi holde til?

Breivik er blevet afvist som en ensom galning. Men det er kun 16 år siden, at 8.000 drenge og mænd i Srebrenica blev myrdet af unge mænd som ham. Millioner blev fordrevet, hundredtusinder nedslagtet. Der var et hundrede Utøya’er på Balkan, der var et tusinde Utøya’er, og folkemordets håndlangere var ikke psykiske afvigere. De handlede helt i overensstemmelse med et samfund, der havde udskiftet et sæt normer med et andet, samhørighedsfølelsen med frygtens og hadets licens til at dræbe.

Der er et spørgsmål, som både Breivik og Balkan rejser. Hvor længe kan et samfund dyrke hadets og frygtens grammatik, før det ender med at bryde sammen i kaos og vold?

Modgiften er ikke censur

»Professionel og rutineret, fri og ofte provokerende,« skrev Berlingske Tidendes chefredaktion i et forsvar for præst i den danske folkekirke, Sørine Gotfredsen, kælent kaldet Sørine, da hun i en kronik i avisen hyldede massemorderen Breiviks »lysende rationalitet«.

Er ord virkelig så harmløse? Er meninger ikke andet end en uansvarlig tankeleg, og kan og skal alt siges?

»Ord fører til noget,« står der manende på døren til hver eneste døgnkiosk i København. Det er en reklame for Berlingske Tidende. Jo, de kender godt ordenes virkninger i medierne, men somme tider finder de mere bekvemt at lade, som om de ikke gør det.

Og hvis de så virkelig skulle være så uvidende, at de ikke kender deres egen metier, kan de altid læse den tyske jøde og sprogforsker Victor Klemperers analyse af den iboende vold i nazismens sprogbrug i bogen LTI. »Ord kan virke som bittesmå doser arsenik,« skriver Klemperer. »De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.«

Ghettoer bygges først i sproget. Pogromer begynder i grammatikken.

Modgiften er ikke censur. Modgiften er at overdøve frygtens og hadets fortalere.

Der er et tøvende forår på vej i Danmark. En enkelt krokus, et par vintergækker er spiret frem. Men de kan hurtigt gå til, hvis frosten vender tilbage. Og det gør den i disse betrængte, belejrede tider, hvis vi ikke vover at forsvare de ydmygede og trængte, uanset hvor de kommer fra, og i stedet kun søger spejlets nemme selvbekræftelse.

Et håb om sommer

Vi har et skæbnefællesskab også med dem, der ikke ligner os selv, og hvis vi duknakkede undlader generøsitetens altid storladne, altid krævende gestus, reducerer vi i sidste ende os selv til ensomme overlevelsesrobotter, til alle sider omgivet af virkelige og indbildte fjender.

Og så er det Danmark og demokratiet, der har tabt.

Lad foråret fortsætte. Lad det blive politisk sommer i Danmark.