Beværtet: Ristorante Da Nino e Franco

Panum Instituttet er en kæmpestor kolos i en arkitektonisk stil, som hedder brutalisme, men lige over for ligger dens modsætning, en hyggelig lille, italiensk restaurant, Ristorante da Nino e Franco. Med sine bastflasker under loftet og kobberkasseroller på væggen kunne den sagtens agere kulisse i Lady og Vagabonden. Den rustikke stil er så langt fra kølig, moderne design, som noget kan være.

Her regerer Angelo Barbetta og Nini Barone på 25. år, men lad mig først fortælle, hvordan det gik til, at en god ven og jeg blev stamkunder. Vi kiggede på vore maver og blev enige om at gå i svømmehallen en aften hver uge. Motion skulle der til. Hurtigt fandt vi ud af, at svømning blev for træls. Altså nøjes vi med at gå i afdelingen med boblebad og saunaer og lade det — meget bedre — følge af et restaurantbesøg. Det er der ikke meget sport i, men da vi er nærige, gik der sport i at spise København tyndt for at finde de rigtige god-til-prisen-restauranter, som en kategori hedder i Guide Michelin.

En af dem, vi fandt og foretrækker, var Nino og Franco, som vi for nemheds skyld kalder den. Luft mellem bordene og en afslappet atmosfære, som skabes af værterne, som supplerer hinanden. Nini er den fagligt korrekte, Angelo den, der kommer med muntre bemærkninger uden at virke påtrængende. Han er dog gået så vidt som til engang at synge Oh, Sole Miofor en ukrainsk delegation med en minister i spidsen. Engang var han indlagt på et hospital, hvor en sygeplejerske holdt ham beroligende i hånden. »Hun var skøn som Madonna,« sagde han til sin katolske mor, der troede, han mente den hellige Madonna. Han tænkte på sangerinden.

Roalds vin

Pastaretterne koster 85-135 kroner. Svømmekammeraten og jeg lander ofte på en ret af tre forskellige slags pasta: hjemmelavet canneloni med ricotta og spinat, ravioli med græskar og salvie og endelig en med oksemørbradstykker i (i alt 119 kroner). Dertil et enkelt glas vin. En god måde at spise pasta på, hvis man har svært ved at vælge mellem herlighederne.

Men i aften skulle det være anderledes. Vi ville flotte os. Som forret ville min ven have en Vitello Tonnato, kalvekød i skiver med tundressing (85 kroner). Som han sagde: en klassisk italiensk ret. »Den er helt præcis, som den skal være,« udtalte han med mad i munden. Selv valgte jeg en ligeledes fin Cappelle di Prete al Balsamico (89 kroner). Østershatte, hvis De skulle være i tvivl.

Til alle retter bestilte vi en barolo til — hold nu fast — 529 kroner. Nini noterede sig ordren med bemærkelsesværdig ro, idet han dog gjorde os opmærksom på, at stedets amarone heller ikke er at foragte. Men vi ville have baroloen, fordi vi begge engang har læst en mindeværdig artikel i det hedengangne blad, Levende Billeder, hvor tegneren Roald Als priste baroloen i høje toner. Den kommer fra Piemonte og regnes for kongen af italiensk vin.

Således velforsynede gik vi til hovedretten.

Kruuse og PH

Som reserve-madskribent på afbud gør jeg mig ikke til af den store gastronomiske ekspertise, men ved at vælge kortets dyreste hovedret, Filetto Nino e Franco, oksemørbrad i trøffelsauce (189 kroner), gik jeg næppe galt i byen. Svømmekammeraten valgte beskedent en ret til 175 kroner, oksemørbrad med champinon og gorgonzolasauce.

Det fik mig til at mindes salig Jens Kruuse, en stor gastronom og frankofil. Han fastholdt stædigt at kalde sauce for slet og ret sovs. Svømmekammeraten mindedes salig Poul Henningsen, der skænkede sit jordiske legeme til videnskabeligt formål på netop Panum. Også han var gastronom og så intet problem i samtidig at være kulturradikal, tværtom. Huskes blandt andet for en udtalelse om, at selvom der er sult i Indien, behøver vi ikke at koge vores kartofler i Danmark dårligt.

Hos Nino og Franco er næsten alle hovedretter af rødt kød, okse eller kalv. Det er alligevel det, de fleste danskere foretrækker, når de spiser ude. Til anderledes tænkende er der ovnstegt lammeryg og dagens fisk. Portionerne med diverse garniture er rigelige, og selv måtte jeg stopmæt strække våben midt i den gyldne kartoffelmos.

Sidst jeg hjælpsomt trådte til som reserve-madanmelder tabte jeg et stykke krabbekød og traf under bordet en smuk kvinde, som havde tabte sine spisepinde. Vi havde ikke det samme held denne gang, selvom vi tabte henholdsvis en bordkniv og et batteri.

Ost som kød

De var fire partnere, som i 1981 overtog restauranten efter stifterne, Nino og Franco, som efter kun to år opgav driften. Angelo og Nini, de to tilbageværende ejere, var kun et par og tyve år, da de mødtes i København. Angelo var kommet op på interrail, Nini havde forelsket sig i en dansk pige. De har altid har været gode venner, selv om Nini er fra Sicilien og Angelo fra Norditalien. I Italien er der ellers uofficiel ‘krig’ mellem folk fra forskellige byer og områder, men det har de sat sig ud over. Ligesom jeg ikke ser ned på min kammerat, selvom han er fra Odense.

Min ven slutter aftenen med en isdessert med amarettolikør (45 kroner), jeg med fire slags ost (75 kroner), en af dem gorgonzola fra Valdepana eller beefsteaka della Valdepana, som Angelo kalder den, fordi man der spiser osten med brød eller kartoffelmos, som om det var kød.

Netop som vi belaver os på at gå, kommer der nye gæster ind, og på nulkommafem kommer der en snak i gang mellem vore tre borde, blandt andet med tre herboende færinger, som fortæller, at de er kommet her fast gennem 20 år.

Nino og Franco er i bedste italienske stil en familierstaurant med stor autenticitet. Intet under, at 80 procent af gæsterne ifølge Angelo er stamgæster. Svømmekammeraten og jeg er aldrig gået skuffede derfra. Næste gang klarer vi os med Husets Vin, et udmærket og populært mærke, hvad man kan se af, at det føres på mange resturanter.

Ristorante Da Nino e Franco

Blegdamsvej 36, København N

Bordbestilling: 35 39 01 57