Det europæiske samarbejde vakler. Sådan ser det ud. Især hvis man lever i det håb at det bryder sammen.
For en mere nøgtern betragtning har EU vist sin styrke. Det holder. Før i tiden var Grækenland gået i spåner, og andre små økonomier som den danske havde benyttet lejligheden — og devalueret. I de fleste tilfælde med effekt af inkontinens som varmekilde.
Apropos krisen gjorde tidligere overvismand, professor Chresten Sørensen i en kommentar i Politiken opmærksom på ledende økonomers ansvar for alle de dårlige råd, de konsekvent har givet. De bør fyres, mente Sørensen. Sjovt nok anvender de mundtlige medier fortsat pengeinstitutternes folk som økonomiske orakler.
Samtidig med gældskrisen efter de amerikanske finansielle sammenbrud og europæiske regeringers og bankers letsind, rapporteres om højrepartiernes fremmarch. Det europæiske højre stortrives. Tendensen skal bl.a. ses i generationsskiftet der mindre nænsomt kan forklares ved at folk med bevidsthed om Anden Verdenskrig og eftervirkningerne så småt er ved at falde ud af kredsløbet eller er kommet i en alder, hvor de ikke mere har noget at skulle have sagt. En ny vælgergeneration der end ikke har oplevet Den Kolde Krig har i mellemtiden fået stemmeret.
De historieløse
Referencerne til fortiden rækker i den store fælles erindring ikke mere til broderparten af forrige århundrede, det blodigste i verdenshistorien samt forudsætningen for bestræbelserne på at skabe europæisk enhed.
Det er ikke godt nok til de historieløse, hvis antal rækker langt ud over de unge, og hvis horisont stopper ved de nære krav. De kan åbenbart ikke forestille sig endnu et europæisk sammenbrud. Eller ønsker de det? I én bestemt sammenhæng blev man for nylig påmindet om civiliseringsbestræbelsernes skrøbelighed i den gamle verdensdel. På et hængende hår lykkedes det at undgå genetableringen af håndfaste grænseanlæg.
Den nye SSFR-regering gav entreprenørerne kontraordre, og godt en kvart milliard kr. er sparet. Hvad der er vigtigere end penge ud af vinduet for en fiks idé, er fastholdelsen af den åbne grænses princip i EU — en bekræftelse af sameksistensen i Sønderjylland og Slesvig-Holsten.
Grænsebommene er væk
Grænsen ligger fast, som statsminister Niels Neergaard sagde i 1923, og som blev knæsat i 1945 af statsminister Buhl. Chauvinisterne var dengang ude med riven. Nogle øjnede i 1919 muligheden af Danmark til Ejderen ved Versailles-freden. Det blev som bekendt til Genforeningen.
Senere, da Hitler var slået, rørte statsminister Knud Kristensen trommen, da denne stærkt nationalistiske venstremand, senere medstifter af højrepartiet De Uafhængige, rejste fornyet tvivl om grænsen.
Lykkeligvis fastholdt et flertal i Folketinget den mere forstandige politik og lod fortsat princippet om nationaltilknytning råde fremfor kriterier som territorium og historie(forfalskning). Grænsen lå og ligger, hvor den burde ligge og lå. Kun tumper med rødgrød i hovedet hævder i vore dage det danske mindretals pligt til at fastholde kravet om grænserevision. Rent bortset fra at den forstyrrede idé ikke har gang på planeten, kan et højrøstet krav af den art så tvivl og tvedragt og bidrager ikke til den gunstige udvikling i grænselandet siden 1945.
Nu færdes folk frit og efter rystelsen i foråret fortsat uden grænsebomme og faste toldere. Uden nogen spærrer med farver og med pæle , som de med modsat fortegn sang så bittert.
Om denne region i Europa, som i mange henseender er blevet et forbillede for andre grænseregioner — om grænselandet i bred forstand fra Jels til Friedrichstadt, fra Tönning til Broager har Historisk Samfund for Sønderjylland udgivet et formidabelt leksikon: Sønderjylland A-Å.
En imponerende samling af viden der både trækker store linjer og går ned i detaljen — også om den omstridte del af riget, der mestendels gik delvist tabt som følge af en tåbelig dansk udenrigspolitik.
Trøsten efter 1920, da de danske kom hjem igen, var at resten var gået tabt alligevel. Hvis man altså kan tillade sig at sige at noget er tabt, fordi et flertal af det tabtes befolkning ved fintællingen hellere ville være hos naboen.
Skolefrøknens 1864-tårer
Grænselandet kan give nervøse ticks i skoleelever før og nu: At trække kortet ved det grønne bord med besked på at redegøre for det sønderjyske og afstemningszonerne, og hvem der havde været hertuger hvor og hvornår, og hvorfor prinsen af Nør var forræder og forklar Ruslands støtte til Gottorp og fanden og hans pumpestok.
Mange fik takket være grænselandet et livslangt knæk i historiefaget og løb skrigende bort, når nogen tog fat på 1848 og ‘64.
Men grænselandet — det fortrinlige opslagsværk skal ses i sammenhæng med to forudgående bind fra forlaget om sønderjysk historie — grænselandet er ud over svedige håndflader og forsømte forårs onde drømme, en særlig stemning og egen mentalitet.
Som ved andre traumatiske lokaliteter får man Sønderjylland og Slesvig under huden, og landet river op i erindringerne: I skolen løb frøknens øjne i vand ved tanken om 1864 og hærens tilbagetog fra Dannevirke og talte ondt om de Meza. Det var jo under 100 år siden, dengang i 1950’ernes Thorvaldsensskole på Frederiksberg. Frøkenens gamle forældre kan teoretisk have kendt nogen, der var med ved Dybbøl. Krige trækker lange spor.
En forfatter, der i vore dage på det nærmeste er glemt, men som beskrev grænselandsstemningen i en indtrængende personlig melankolsk tone, var Willy-August Linnemann (1914-85). Europafortællinger 1-5 (1958-1966) opfattedes med megen ret som et hovedværk i nyere dansk litteratur. De borgerlige er tit bedrøvede over ikke at have mange forfattere, de kan kalde deres.
Med en uheldig betegnelse kan Linnemann opfattes som kulturkonservativ, hvilket de borgerlige gerne fremhæver som modstykke til kulturradikalismen. Den konstatering bliver Linnemann ikke ringere af. Ham skulle de tage at dyrke, hvis de læser bøger. Men det er måske alligevel ikke noget, for Linnemann er pessimist, og det er vist ikke hipt i de kredse.
Fede jorde og salt marsk
Når det dansk-tyske grænseland er så fascinerende, hænger det selvfølgelig også sammen med naturen, der veksler fra de fede jorde med bløde morænebakker i fjordlandet østpå og ikke mindst syd for grænsen de skønneste partier ved Slien og Eckernförde-bugten. Og ind over slettelandet midt på og videre mod vest og det særprægede marskland, hvor friserne i gamle dage huserede, lærken står højt på himlen, og der luger af salt.
Også her træder landet først rigtigt i karakter syd for grænsen ved Nolde-museet. Kører man længere sydpå til Friedrichstadt, er den hollandske påvirkning klar, og i Husum ånder friserne én i nakken, selv om kirken er bygget af C.F. Hansen.
Dette er ikke en anmeldelse, men drager man ned for at tage grænselandet til sig, er Sønderjylland A-Å håndbogen der bør med.
Udsættes man undervejs for det berømte og berygtede sønderjyske kaffebord kan man læse sig til antallet af frembåret brød: Syv slags bløde kager delvis hjemmelavede) stopkager, som man siger, dertil tre hjemmelavede lagkager — mindst, og til sidst syv slags småkager, hjemmelavede). Det er velset at overkomme hele repertoiret og vente med at gå i brædderne til man er kommet fri af landsdelen.
Så meget har EU heller ikke harmoniseret.
’Sønderjylland A-Å’ v. Inge Adriansen, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen. 439 s. Ill. Historisk Samfund for Sønderjylland.
Kommentarer
Ja, den er underfundig - og farlig - den nationalisme. Næsten som selve livet: fyldt med følelser og krænkelser, stolthed og trusler, romantik og krig. Men kunne man ikke have tæmmet alt dette, og så alligevel have beholdt vores slagteriarbejdspladser, som i EU-liberalismens navn er flyttet til Tyskland, men som for en stor dels vedkommende lå i det der idag er dansk udkantsområde og som gav arbejde til stærke danske hænder. Er det ikke også det nationalisme går ud på? Sikring af arbejdspladser til alle?
Denne kommentar er anbefalet af:
EU holder foreløbig, fordi Unionen har opgivet den demokratiske fernis af folkeafstemninger og kører nu på ren topstyring. Derfor kan den holde lidt længere, men sammenbruddet bliver så meget desto hårdere, og vi risikerer, at højreekstremismen styrkes, fordi den ses som alternativet og tales op af debattører som Georg Metz, der desperat prøver at holde EU i live.
Lad os demontere systemet EU/nyliberalisme, og sætte lokalt demokrati (også økonomisk) og global omtanke i stedet.
sært hvis det passer: at den slags kriser øger tilslutninger til højreorienterede; for de højreorienterede går jo næppe ind for: de manges ligelige fælleseje til banker, fabrikker, jord..; noget som jo eller nok er løsningerne på kriserne.
eller nok -> ellers nok
EU er et barn man hverken kan drukne, eller lære at holde af.
Georg Metz er gået lidt flad i det. Jeg tror det skyldes, han har mistet sin boksebold, den gamle regering, og nu står han i træningslokalet og kan ikke finde nogen at bokse med, og så bliver det bare til et par løse slag i luften.
Nej, Grækenland var ikke gået i spåner. Grækenland havde rejst sig af euro-hængekøjen og havde strammet sig an og fået styr på egen økonomi og måske devalueret, ligesom Sverige gjorde med stor succes uden for euroen, og de lider ikke af inkontinens hinsidan.
Men når talen falder på grænselandet, havde det været på sin plads at være mere respektfuld overfor de dansksindede, der i årtier holdt fast i deres tilknytning til Danmark, selvom tyskerne brugte mange kræfter på at gøre den tyske, og som efter 1. Verdenskrig fik muligheden for at stemme sig hjem til Danmark igen.
Den historie er også interessant derved, at den er et udslag af den amerikanske præsidens Wilson tanker om forkenes selvbestemmelsesret. Grænserne skulle trækkes efter, hvor folk følte, at de hørte hjemme. Den slags følelser nedgøres idag af mange såkaldt progressive EU-tilhængere, der affejer det som “føleri”, men det er deres egen mangel på menneske- og historieforståelse, de udstiller.
Grænsen fra 1920 er et smukt resultat af folkenes selvbestemmelse. Den metode kunne med fordel bruges mange andre steder.
Om naturen i vest dernede vil jeg bare sige, at hvis den er kedeliger end længere nede syd for grænsen, skyldes det nok, at Danmark i alt for høj grad udnytter marsklandet til intensiv landbrug. Den samme synd, vi gør os skyldige i, i resten af Danmark.
Denne kommentar er anbefalet af:
I disse postdemokratiske tider må vi ikke glemme, at underskud er flere ting, EU har jo sit helt egen form for underskud, ikke et pekuniært af slagsen, men et demokratisk, og det er den internationale finanskapital vel ikke ansvarlig for.
For øvrigt er der ikke mere noget, der må kalde sig Sønderjylland - nu skal det lyde navnet Region Syd. Så, Georg Metz, ta’ lige og ret ind til højre …
Frederiksstad er en dejlig by. Jeg var som barn ofte på tur til hollænderbyen.
Hilsen fra det sydslesvigske / sønderjyske !
tænkeligt er vi næppe så heldige med de gothere eller angelsaksere;
fordi også de burde oftere indrømme:
materialisme(n), communisme(n), panteisme(n), og: at jordkloden drejer om solen;
en bemærkning sakset fra engels: naturens dialektik:
ved copernicus frigør også naturforskningen
sig fra lære om gud(er), teologien.
Di hæ’er kjøvenhavnsk blaj-smøøre’ de hæ alle’ hawt en ski’ fostaan å synnejyllan’.
Hva var’et nå mæ den jæ he’e ‘folkestemning’ i æ hoe’jstaj, som va skyld i, te oll di ung’ synnejysk’ minnesk sku’ ah mæ æ lyw i 1864?
Hål æ nalle’ væk!
Æ hæ lic’h køjt æ bo’ch A til Å å blajet den rask ægennem – å æ må sa’j te ham kjøwenhavneren mæ F, GM, mæ sin it’-anmeld’els æ en blaj’smøre værdi’ch – behol’ helle æ pææ’ng i æ fik …