SF har brug for et nyt program

SF har meget længe haft brug for et nyt program i virkeligheden var det gamle håblæst længe før det blev vedtaget.

Men forskellen mellem socialdemokrater og folkesocialister er og var altid - Karl Marx. Fjerner man fra sit program Marx og hele den tradition for kritisk analytiske tilgang til økonomi, samfund og politik som Marx stod for, er der ikke længere nogen forskel mellem de to partier og tiden er kommet hvor man seriøst bør overveje at nedlægge SF og melde sig kollektivt ind i Socialdemokratiet.

Det var man i øvrigt forbandet tæt på at gøre med den seneste valgkamp-strategi til stor skade for SF. Hele SFs eksistensberettigelse står og falder med Marx. Ikke forstået som ukritisk forgudelse eller skriftklogskab og bibelkyndighed, men som en kritisk videreførelse af Marx fundamentale tilgang til politik og samfundsudvikling. I stedet for at kasserer Marx burde man findeveje til en kritisk videreudvikling og veje der en gang for alle gør op med Lenin og leninismen tåbelige romantiske arbejderisme, dødsensfarlige spydspidsnonsens og vanvittige klasseanalyser og søge tilbage til de libertære og demokratiske rødder, de Lenin- og Trotsky kritiske rødder om bl.a. Rosa Luxemburg og Anton Pannekoek var de klassiske fortalere for. Det er ganske enkelt grotesk at fjerne Marx-tænkning fra sit program på et tidspunkt hvor denne tradition i en vis forstand bliver bekræftet hver eneste dag og ikke mindst også Marxs stædige påpegning af naturgrundlaget som grundlaget for al værdi. Man burde i stedet videreudvikle sin arv og gøre endelig op med bolsjevismens ufattelige mængde af forvanskninger.

Men beklageligvis har mange i SF’s ledelse igennem årende, bl.a. selveste rorgængeren Gert Petersen, men også folk af mere ideologisk observans som Holger K. Aage Frandsen , Jørgen Garb og Lars Meyer (nogen af dem der var med til at formulere det tidligere beklageligt strukturmaxistisk inspirerede program), ukritisk accepteret Lenin og leninisme som værende i mere eller mindre overensstemmelse med Marx, og vrøvl og nonsens om Stalin som værende forædderen og roden til alt ond i verden, hvor roden i virkeligheden altid var Lenins fanatisme og antidemokratiske hang til mindretals diktatur (den marxke definition for borgeligt diktatur i øvrigt) og de strukturer og samfundsudviklinger dette naturligt medførte i Rusland.

En konsekvens af dette var at man ikke forholdt sig tilstrækkelig kritisk og ikke gjorde op med leninismen men opretholdt en tåbelig romantisk tradition som man siden 1989 har måttet betale en meget høj politisk pris for, ikke mindst i form af nye generationer af medlemmer som helt afviser enhver tanke om en marx-inspireret samfundsanalyse.

SF står i dag over for valget mellem at overflødiggøre sig selv eller gribe om sine rødder og begynde at lytte, bl.a. til folk som Slavoj Zizek. Det er muligt at mit gamle parti skal dø så der kan blive plads til en ny venstrefløj – men gør det så med ære, værdighed og forstand hva.

Det er lidt ligesom med sodavand: nogle er til Coca Cola og nogle er til Coca Cola Light.

SF “støtter en ‘socialistisk markedsøkonomi’” skriver programskriveren. “Socialistisk markedsøkono” er en indholdsløs udefineret frase, som ikke siger andet, end at SF er endt i principløs pragmatisme.

Snarere har Danmark (og andre lande) brug for et nyt parti, der uden en masse ideologiske forestilliner opbygger strategier for, hvad vi ønsker med verden fremover.

Enhedslisten er kendetegnet ved en masse urealistiske drømme om total forandring af samfundet.

Få luget ud i partiprogrammet og kom ind i den virkelige verden hvor Danmark kun indtager en ganske lille rolle.
En rolle der skal ageres i forhold til markedsøkonomi, EU, globalisering osv.

PS til Brian. Hvorfor mener du at SF ikke er et socialistisk parti p.t.?.

Carsten Hansen

Nu er der bare mennesker som ikke synes det her samfund er som det burde være, det er blevet mere og mere højredrejet, og det vil jeg til enhver tid kæmpe imod.

Jeg synes at SF er et socialistisk parti, jeg håber de ikke forsvinder, det var det jeg mente, jeg kunne som Peter godt tænke mig et nyt parti, jeg kunne godt tænke mig et eller to mere på venstrefløjen.

Problemet med ideologierne er, at de forsøger at løse nutidens problemer med fortidens tankegang.
Vi har muligheden for at gøre os ret klare forestillinger om, hvad verden har brug for fremover, hvis vi fortsat skal kunne leve i den - og vi har ansatser til teknologiske løsninger, der vil kunne bringe os en del af vejen, og kommunikationsmidler til at sikre information om det ønskværdige og det nødvendige imellem hinanden. Vi er med andre ord godt rustet til at udvikle nogle fremtidsforestillinger til afløsning af de gamle af slagsen.

Mikael Hertig, det, man efter min mening først og fremmest må gøre, er ikke at tage udgangspunkt i det tænkte, men i det, der findes i verden for nærværende. Ideologisk tankegang hæmmer os - ikke mindst den økonomiske tænkning, der er gået fra at være et abstrakt system til at anskueliggøre nogle forhold i virkeligheden, til at være virkelighedens målsætter.
Hvad ting i virkelgheden koster er indsats, ikke penge. Og mens de banebrydende tænkere åbenlyst var klar over det, har økonomien nu antaget ontologiske proportioner: intet kan tænkes gjort uden penge på bordet. I virkeligheden er det som altid et andet sted end i de symbolske repræsentationer for værdi, vi imidlertid skal finde det, der fremmer eller hæmmer: i ejendomsretten. At bruge Marx kan således synes fristende, men lige pæcis han har så dårlig presse, at vi må finde på noget andet - det vigtigste er, at vi tænker væk fra hierarkier og belønningssystemer.

Der er ikke plads til et parti der ideologisk er placeret mellem Socialdemokratiets venstrefløj og Enhedslistens pragmatiske højrefløj som har sat sig på magten.

Vælgerne har indset dette. Nu venter vi blot på at SF’s ledelse anerkender at partiet hverken har politik eller eksistensberettigelse og slutter sig sammen med Socialdemokratiet eller Enhedslisten.

Næsten det samme kan siges om Det Konservative Folkeparti, der dog stadig har den mulighed, at vende tilbage til rødderne og føre traditionel konservativ politik i opposition til Venstres liberalisme og i konkurrence med Dansk Folkepartis nationalsocialisme.

Uanset hvor stort vælgertabet må synes at være, hvis man stirrer sig blind på meningsmålingerne, er SF dog stadigvæk større end det konservative folkeparti.
Akademiske kommentarer om, hvad der er brug for i dansk politik, kan være sjove at læse. Men Hägglunds kommentar her glemmes nu sikkert først.

Jeg er enig med anonym i, at der ikke er brug for 2 socialdemokratier. Så det er hldigt, at vi kun har et.

SF er igang med en forbilledlig proces omkring sit nye principprogram. Vi er igang med at ændre Danmark til et grønt og socialt bedre sted og vi er ved at udvikle helt ny politik på en række områder.

Varedeklarationen på en ny elbill forholder sig da ikke til, hvilke magter der sloges om de sjældne jordarter. Den fortæller heller ikke, om den er lavet på gule eller varme hænder. Den fortæller blot, at designet er pisseflot og at den kører langt på møllevinger.

Det vil vi nu forsøge og vi vil prøve at få mange forslag frem allerede inden jul, mens projektet er helt åbent.

Det kunne næsten ikke være bedre. Efter det 3. bedste valg i partiets historie er vi med til at trække Danmarks regering fremad.

Idet øjeblik man deler sit program, så man på den ene sider har et program for principper og visoner (det program man gemme og glemmer i skuffen) - og så et dagsaktuelt handlingsprogram som stres væsentligst af vælgerluner - ja så har man sat noget afgørende over styr - så har man glemt og kastet smuds på noget væsentligt i sin politiske kulturarv. Der skal og bør nødvendigvis være en snæver sammenhæng mellem visioner og dagsaktuelle handlinger. Jeg fornemmer at visionerne er ved at glide os af syne.

Jeg har ikke læst det program. Jeg har kun læst hvad der skrives i artiklen her og de signaler der er udsendt i pressen, og det er i mine øjne bekymrende forkerte signaler.

Det er i mine øjne temmelig indlysende at der er og vil være behov for endog meget gennemgribende lokale og globale samfundsændringer i dette århundrede. Disse vil naturligt være revolutionære, men de bør være demokratiske, dvs. båret af folkelige flertal. De vil givet medføre indgreb over for markedet men næppe noget der ligner en total afskaffelse af samme eller noget der ligner en omfattende statsliggørelses process.

Men det er ikke muligt for nogen af os at forudsige hvad de udfordringer vi står overfor helt præcist vil medføre og det er fuldkommen tåbeligt at skrive Marx ud af sit program i en situation hvor store dele af det han skrev om i tiltagende grad bekræftes af virkeligheden, globaliseringsprocessen, de iboende selvdestruktive elementer i kapitalistiske produktionsmåde, ødelæggelsen af naturgrundlaget, spændingerne mellem dem som har og dem som ikke har for bare at nævne enkelte elementer. Ligeledes bør men ikke igen dele sit program op i et princip og et handlingsprogram, programmer bør indeholde en entydig og snæver sammenhæng mellem handlinger (dagspolitik) og principper (visioner og metode).

Det her sender en absolut forkert meddelelse. Der er al mulig grund til at fastholde og udbygge, bygge videre på den samfundskritiske tradition som ikke mindst Marx bidrog til at skabe. Man burde i stedet endelig fuldføre frigørelsen af dette fra farlig leninistisk dogmatik og ulandsocialistisk romantik, forvrøvlet determinisme og anden uvidenskabelig tænkning. Men der er intet i virkeligheden som indeholder et krav om at man skulle opgive eller kaste vrag på sin traditionelle støtte til en samfundsvidenskabeligt baseret metode.

Jeg var tilstede i hallen da man vedtog det gamle program Jeppe, men jeg har ikke været i dannevang i en del år nu og har derfor ikke længere den nødvendige insider viden.

Men det gamle program var et håbløst forsøg på at sidde på toppen af en kæmpe kransekage af leninistisk floskologi om folkelige bevægelser som nogen mente kunne og skulle ledes trinvis i retning af omfattende samfundsændringer. Det var stift funk-tionalistisk sludder og vrøvl allerede da det blev vedtaget og det manglede ethvert videnskabeligt fundament. Sprog og tankegang var præget af den form for leninisme som man dyrkede i den franske såkaldte strukturmarxistiske skole. Der var også en-kelte, formanden inklusive, som dengang skelede alt for meget til leninister som Bu-charin og til eurokommunismen. Det var ikke kun sprog - det var en bestemt form for tankegang som i mine øjne var fundamentalt forkert på alle afgørende punkter.

Men det ændrer ikke ved at Marx og hans metode er fundamentalt set stadig den bedste inspirationskilde for virkelig forandring og den eneste der er værd at læse og debattere for et parti der opfatter sig selv som demokratisk socialistisk og har hånden fast lukket om den fundamentale præmis som Marx formulerede da han pointerede at ’naturgrundlaget er grundlaget for al værdi’. Marx er på ingen måde mere forældet i dag end han var i 80erne. Ikke mindst globalt set (og alt ER globalt det nationale en død sild) er klasseforskelle og kampen mellem dem der har og dem der ikke har stadig en meget vigtig faktor, og hvis ikke vi får styr på miljøet vil klassekamp i helt traditionel forstand lynhurtigt blive en endog meget meget afgørende og yderst ube-hagelig faktor. Men det er også rigtigt at det man førhen betegnede som ’arbejder-klassen’ i dag er hensynene i de store industrilande. Den udgør ikke længere en faktor for store forandringer. I dagens virkelighed udspringer kravet - ja diktatet om - foran-dring først fremmest af vores mangeårige ukontrollerede misbrug af naturgrundlaget.

Men det er vigtigt at holde fast i at ’arbejderklassen’ aldrig for Marx var et mål i sig selv (det var bare en forvanskning skabt af flokke af tåbelige leninister fortabt i arbej-deromantisk sludder og hang til despoti, mennesker som aldrig evnede at læse skriften på væggen) – arbejderklassen var bare et redskab for visionær forandring. Det var nemlig historisk korrekt set, dengang i midten af det nittende århundrede, at arbejder-klassens naturlige krav om indflydelse og et rimeligt liv, ville blive den væsentligste samfundsmæssige styrke for økonomisk og demokratisk forandring i det tyvende år-hundrede. Det var det fremsyn der styrede hele arbejderbevægelsen fra kommunister over folkelige venstre socialister til Socialdemokraterne og det er netop nedslidningen af denne styrke der stille krav til os om at forandre og forny vores programmer. Men vi taber alt på gulvet og vi har ikke råd til at erstatte visioner med postmodernistisk nihilisme neoliberalistisk realpolitik og nationalt navlebeskueri.

Vi er nu i det 21 århundrede og kampen om naturgrundlaget udgør i dag den største udfordring og den vigtigste styrke for samfundsmæssig forandring. Drømmen om det klasseløse samfund er stadig frugtbar og vigtig, men det ændrer ikke ved at dele af arbejderklassen forventeligt i visse situationer endog kan vise sig at være en styrke for reaktion snarere end nødvendig fornyelse når vi taler om at beskytte naturgrundlaget.

Men der er al mulig grund til at SF holder fast i sin vision om demokratisk socialisme og den arv man har fra Marx og fra den tidlige socialdemokratiske arbejderbevægelse og dens mest fremsynede ledere, men også at man konsekvent afviser romantik og insistere på at genindføre samfundsvidenskabelig metode, og fortsat afviser enhver form for dogmatik ikke mindst den der tage udgangspunkt i traditionel uforsonlig og ubrugelige leninistiske brokker. Så vil jeg derfor tilføje at det i mine øjne er dybt be-klageligt at der er så få der i dag interesserer sig for læsning af Marx og den klassiske arv, arbejderbevægelsens historie og de visioner om et retfærdigt og demokratisk samfund i balance med naturgrundlaget som har været en levende kerne i den bevæ-gelse siden det nittende århundrede, det er også i det 21 århundrede meget at hente i den arv.

Marx tænkning er det eneste der idag skiller S og SF, det er fundamentalt også det eneste der kan begrunde og grunde partiet som et venstreorienteret og socialistisk parti. Der er ingen grund til at dyrke ismer, men der er gode grunde til at holde fast i et fundamentalt venstreorienteret ståsted, men bør forholde sig kruitisk over fpor sin arv, men at fjerne den afgørende del svarer til at man kaster barnet ud med badevandet. Der kan være grunde til det, men jeg har ikke hverken set eller hørt de grunde, eller nogen argumentere sagligt for dem, så gør man det på det grundlag (altså intet grundlag) er man for alvor kommet ud på den glidebane der tales så meget om.

Når Kasper Bjering Søby Jensen skriver at SF trænger til et nyt program er han sandelig ikke ked af det.

Det er jo ikke mere end nogle få år siden at partiet overtog socialdemokraternes partiprogram og Dansk Folkepartis udlændingepolitik.

Man må spørge Kasper Bjering Søby Jensen hvor ofte han egentlig mener at SF skal skifte program?

På den anden side må man også sige, at med den iver Thor Møger i øjeblikket tæsker løs på underklassen kan det nok ikke vare længe før man overtager Venstres partiprogram.

Der er i hvert fald inge der skal komme og sige, at man ikke er omstillingsparate i SF, og at SF ikke er et moderne og dynamisk parti!