En redefinition af aktivisme-begrebet

Nogen siger, at hvis man vil ændre verden, må man begynde med at kigge indad. Filminstruktør og anmelder ved Information Ralf Christensen gjorde det modsatte. På en måde. Ikke at han havde ambitioner om at ændre verden, men han rejste ud i den for at se, hvad befolkningerne i nogle af dens afkroge gjorde for at ændre den. Og han kom hjem med et overraskende svar: Hans nye dokumentarfilm, Pockets of Resistance,afbilder fem vidt forskellige aktivistgrupper og en rapper fra fire vidt forskellige dele af verden, der hver giver deres bud på alternativ aktivisme.

Større billede

Større billede

Men buddene er ikke så forskellige som deres ophav. Ralf Christensen har været i København og følge Bike Bloc-demonstranterne i forbindelse med COP15 forrige år, i Nepal med en politisk teatertrup, i Bolivia med filmskaber Malene Nielsen og følge en feministisk kunstnergruppe og i Kairo i Egypten med en gruppe unge musikere. Og selv om de fire lande er meget forskellige, både politisk, religiøst og demografisk, mener instruktøren, at grupperne arbejder mod det samme mål.

»Deres fællestræk er, at de i en kreativ strategi forsøger at skabe en politisk diskussion, som inkluderer folk. Et forsøg på at redefinere hele aktivisme-begrebet. Der er noget mere lukket over at kaste med brosten eller gå med bannere på Rådhuspladsen, men disse kreative demonstranter forsøger gennem overraskende strategier et sted mellem kunst og aktivisme at kaste nyt lys på magten,« siger han og fortæller, hvordan Maria Galindo fra den feministiske gruppe i Bolivia udstiller magtens angst for den simple borgers ytringer, da hun omringes af politiet, fordi hun udtaler sig kontroversielt om seksuelle minoriteters rettigheder foran landets parlamentsbygning.

Bredt immunforsvar

»Filmens tema er i virkeligheden galvanisering af modstandskraft. Den handler om at opbygge et folkeligt bredt immunforsvar mod magtmisbrug, politisk overmod, arrogance, uretfærdighed og forfordeling. Helt konkret viser den nogle mennesker, der har fundet en kreativ måde at adressere magt på. De skaber et rum imellem politik og kunst, som giver nogle helt nye muligheder.«

— Rykker det noget?

»Det er jo ikke en eksakt videnskab, vi arbejder med, men jeg tror bestemt, at den her form for aktivisme skaber en bevidsthed om, hvordan systemet virker. For eksempel fungerer de nepalesiske teaterstykker, fordi de skildrer de bureaukratiske led i det nepalesiske system helt minutiøst. Teatergruppen inddrager publikum, og på den måde er de nødt til at reagere på virkeligheden. Og dermed gennemspiller de en form for utopi, en succesoplevelse i forhold til et korrupt nepalesisk bureaukrati,« siger han og fortsætter:

»Den feministiske gruppe i Bolivia betjener sig af en let genkendelig typografi, når de laver graffiti. Deres tags har skabt stor debat, og blandt andet i La Paz har folk forsøgt at modarbejde dem ved at efterligne deres let genkendelige typografi og skrive modsatrettede budskaber.«

En subjektiv fortælling

For at fortælle sin historie har Ralf Christensen været nødt til at foretage stilistiske til- såvel som fravalg. Han er blandt andet musikkritiker og radiovært, og musikken spiller en central rolle i filmen. Man ser kunstnere, der bruger musik som element i deres aktivisme i både Egypten og Bolivia, og Ralf Christensen forklarer, at den oprindelige tanke var at bruge lokal musik fra de forskellige locations i filmen.

»Men efterhånden blev min klipper, Frederik Gren Havmøller, og jeg enige om, at det gav mere mening at bruge vestlig musik på soundtrack-siden. Faktisk dansk musik — med en enkelt boliviansk undtagelse. Det understreger, at filmen viser en dansker, der rejser ud i verden og fortæller, hvad han ser. Det pointerer også, at det er en subjektiv fortælling.«

— Men skal dokumentaren ikke tilstræbe objektivitet?

»Jeg tror simpelthen ikke, at den objektive dokumentar findes. Men vi var meget bevidste om ikke at bruge særlig meget underlægningsmusik. For det første ønskede vi ikke at lukke scenerne for diskussion, og samtidig havde vi ikke lyst til at trække følelser ned over hovedet på folk,« siger han og peger på en konkret scene fra filmen, som er blottet for ‘følelsesforstærkning’. I scenen sidder en nepalesisk pige og græder, og Ralf Christensen forklarer, at han selv var dybt berørt, mens han filmede scenen. For at fastholde en respektfuld distance til hendes følelser og for at udvise respekt for den histoire, som hun var i gang med at fortælle, zoomede han ikke ind på hende. For en indzooming ville have flyttet fokus fra historien om hendes slavetilværelse til hendes aktuelle følelsesudbrud, påpeger han.

»Man kunne også have brugt musikken til at skrue ekstra meget op for sørgelige scener eller andre steder bruge det til at indikere spændingsopbygning, men det var vigtigt for os, at vi ikke skulle pådutte tilskueren noget. Scenerne skulle holdes åbne. Men der er meget stor forskel på åben og objektiv,« mener han.

— Frygter du så ikke, at publikum vil modtage den som Ralf Christensens personlige, politiske manifest?

»Jeg synes, det ville være meget værre, hvis de modtog den som et virkelig godt, objektivt bud på, hvordan kreativ aktivisme ser ud i verden. For det kan ikke lade sig gøre. Enhver formidling foregår gennem et temperament og en personlighed, som vil fortælle noget. Og det vil jeg,« siger han og understreger, at han håber, at filmen har en aktiverende, men også nuancerede effekt på publikum.