GLAT AFGLIDNING: »Der er ikke noget at komme efter.« Det er magtens Fogh-sprog. Uanset, at sandheden ofte er, at der ernoget at komme efter. Magt bruges og misbruges. Magt fordærver. Jo mere magt, des mere fordærv. Hvis et demokrati vil blive ved med at være et demokrati, må det have styr på magten.
Men just heri ligger en modsigelse. For demokrati er et flertalsstyre, hvor de 51 procent kan bestemme. Og hvad nu, hvis de 51 procent stemmer for, at der ikke er noget at komme efter?
USA søger at løse det problem ved sine ‘tjek & balancer’ i forfatningen. Hvis bare ét af Kongressens kamre er styret af et andet parti end præsidentens, kan præsidenten vente sig et væld af høringer om ømtålelige regeringsanliggender. Ministre og embedsmænd svarer under vidneansvar — indbefattet straf for løgn.
HERHJEMME HAR De Radikale i næsten hele det 20. århundrede været udslaggivende parti. Når sager lugtede tilstrækkeligt ilde, kunne man stort set regne med, at De Radikale ville forlange dem undersøgt — og at regeringer uanset partifarve blev nødt til at bøje sig.
Det ændrede sig, da VKO kom til i 2001. Det kom ikke til at skorte på grimme sager, men VKO brugte sit flertal til at forhindre en undersøgelse af, hvad der egentlig var foregået.
Det fik i marts 2006 alle andre partier end VKO — nemlig S, R, SF og Enhedslisten — til at stå bag et lovforslag fra Helle Thorning-Schmidt (S) om, at mindst to femtedele af Folketingets medlemmer kan forlange en undersøgelseskommission nedsat til at undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.
Det forslag stemte VKO ned. De konservatives ordfører, Pia Christmas-Møller gav denne begrundelse: »Risikoen ved Helle Thorning-Schmidts forslag er, at en helt nødvendig og legitim politisk debat bliver afbrudt på ubestemt tid og afløst af juristeri. Dermed vil man misbruge undersøgelseskommissioner i den politiske kamp.«
HURRA, NU har forslagsstillerne jo fået flertal i Folketinget. Forslaget om mindretallets ret til at kræve undersøgelse var en del af det, som flertallet gik til valg på.
Men ups, hvor er forslaget blevet af? Det er ikke kommet med i regeringsgrundlaget for S-R-SF. Som begrundelse har regeringen anført, at hvis ikke man får Venstre og konservative med i et forlig om en sådan mindretalsbeskyttelse, så kan de jo bare lave den om efter et valg, som de vinder.
Underforstået: Først får VKO lov til at boltre sig med at forlange kommissioner nedsat til at forpeste den nuværende regering tilværelsen — og så kan de sidenhen forskåne sig selv for tilsvarende.
BESNÆRENDE argument — men ikke holdbart. Der er nemlig sket det drilske, at Dansk Folkeparti allerede den 12. oktober i år har fremsat et forslag om mindretallets ret til at kræve undersøgelser. Eller rettere: genfremsat. Drillepindene i Dansk Folkeparti har nemlig ordret fremsat det forslag, som Helle Thorning-Schmidt kom med i 2006. Dermed har DF — hvis forslaget vedtages — afskåret sig fra at stemme for det modsatte. DF bliver indspundet i den christiansborgske logik om forlig, der kræver, at DF i givet fald skal opsige forliget forud for at et valg. Og en sådan opsigelse ville ikke pynte på DF’s valgkamp.
Hertil kommer, at Enhedslisten har fremsat et beslutningsforslag med samme indhold, men krydret med en genfortælling af den borgerlige regerings værste skandalelugtende sager — som ikke blev undersøgt, fordi et flertal kunne forhindre det.
SNUPTAG! DER er solidt flertal for forslaget, som Liberal Alliance formentlig også vil kunne støtte. Men flertallet er der selvsagt kun, hvis regeringspartierne mander sig op. Med alt, hvad der mismodigt har fået lov til at hænge siden valget, kunne det være en gavnlig øvelse.
Til Pia Christmas-Møllers oprindelige modargument om udsigten til »misbrug« af undersøgelseskommissioner er at sige tre ting, mindst.
For det første er betingelsen om 72 mandater bag krav om undersøgelse så højt sat, at praktisk talt den samlede opposition skal være med. Det betyder, at sagen må være væsentlig.
Hertil kommer at selve det, at retten faktisk eksisterer, kan have en disciplinerende virkning på, hvor ofte krav om undersøgelse fremsættes. Den nuværende regering er et eftertrykkeligt lysende eksempel på, at man mener noget forskelligt alt efter, om man har magt til at gennemføre det eller ej.
Yderligere gælder, at det ikke er regeringens afgang, som mindretallet kan gennemtrumfe. Ej heller en domslignende fordømmelse. Derimod kun, at en uvildig indstans bliver sat til »at undersøge og at redegøre for et faktisk begivenhedsforløb«.
For det fjerde kunne det anføres, at mindretallets ret til at forlange undersøgelse højst tænkeligt vil få en regering til at holde sig fra fadæser så fæle som i Fogh & Løkke-tiden. Altså det, der kaldes den kriminalpræventive virkning.
Kære S, R og SF: I vil så nødigt begå løftebrud, ikke sandt? Stå ved jeres eget forslag.
Kommentarer
En rigtig artikel, der tager fat i et væsentligt problem for at holde transparensen, der er uomgængelig nødvendighed for at bibeholde illusionen om demokrati.
Det er netop et af de store problemer, at et flertal har muligheden for at tilsidesætte mindretallets holdninger. Hal Koch nævner netop dette som en eklatant fejl, hvis flertallet aftaler det hele på forhånd.
Et andet stort problem er, hvis politikerne giver så megen magt til en institution i samfundet, så institutionen kommer til at fremtræde som en selvstændig entitet ude af folkevalgt kontrol.
Her er svage ministre et stort problem! Vi kan nævne PET, der ser ud til at have fået selvstændig entitetsstatus på samme måde som SKAT.
Det er to væsentlige områder, som jeg meget vil opfordre politikerne til at tage fat på. Jeg kan opremse mange ulykkelige forhold i den sammenhæng.
I Tyskland har man en grundlovskommision, der ikke har indflydelse på lovgivningen på anden måde, end at det er problematisk. Almindelige borgere kan også indstille til kommisionen at tage en problemstilling op.
I 1997 blev den såkaldte “Magtudredning” påbegyndt. Den skulle undersøge de foregående 25 års demokratiske deroute, der bl.a. bestod i at forholdet mellem politikere og befolkning blev stadigt forværret.
Der er i ekstrem grad behov for at tage tråden op. De seneste ti år har været meget “lærerige”.
Denne kommentar er anbefalet af:
Når man vover sig ind på folketingskanalen og hører debatterne i salen og ved div. møder, så undrer man sig ikke over at der er krige i verden.
Lige nu er dette spørgsmål på programmet i Folketinget, og det er jammerligt at høre på.
Det er lidt mærkeligt at tænke på, at hvis VKO tog imod tilbuddet om ”bredt samarbejde”, så ville EL blive sat helt udenfor nummer.
Det ville jeg jo, i egoismens navn, ikke være særligt glad for, for det ville betyde at nogle af de emner der betyder mest for mig – ikke personligt – men noget i retning af ”anstændigvis”, ville nok ikke blive gennemført, for så ville DRV have et ’flertal’, som Socialdemokraterne ’anstændigvis’ og i demokratiets navn måtte tilslutte sig.
Det danske flertal er nemlig ikke hverken solidarisk eller anstændigt!
Nå, men det er der ingen fare for at VKO kunne finde på. De skal nok vare sig for at indgå i noget som helst, der kan få folk til at tænke, at Thorning kan få ”det samarbejdende folkestyre” op at stå. Det ville jo udelukke VKO fra magten ved de næste mange folketingsvalg.
Men jeg synes altså at det er lidt trist, for som det er nu, er det en ren farce - et ord der bruges lige her og nu mange gange i debatten. Kristian Thulesen Dahl er som en fisk i vandet og elsker at hidse sig op i hellig forargelse, og Lars Barfoed følger sandelig trop.
Jeg har, lige nu og her, fået nok for i dag af at følge med i landets sande tilstand, for nu kommer Simon-Emil på talerstolen, og dét klarer jeg ikke.