Det kinesiske lederskab ved det godt selv. På trods af Kinas voksende styrke, så mangler landet den magnetiske tiltrækningskraft, som især USA besidder. Kina er måske nok i stand til at kunne udfordre amerikanerne økonomisk. Samtidig bliver landet stadigt stærkere militært. Men det har endnu yderst svært ved at opbygge den kulturelle, politiske og sociale appel, som er nødvendig, hvis det skal lykkes det kommunistiske styre at forme en venligsindet indstilling til Kina internationalt. Og det har en betydelig negativ indvirkning på Kinas færd mod stormagtsstatus og evne til at rivalisere med USA.

Det er i høj grad derfor, at kommunistpartiet sidste måned beskrev et presserende behov for at opbygge landets soft power, den bløde magt, som Joseph Nye, professor fra Harvard University, første gang for to årtier siden beskrev som et vigtigt komponent i en nations styrke. Gennem blød magt — magten, der udspringer af en nations værdier, kultur, politik, opførsel og moral — formår lande at sætte dagsordenen på verdensscenent få sin vilje uden brug af militær eller økonomisk kraft. Og her er Kina fortsat langt efter vestlige lande. Kinas internationale prestige forbliver indskrænket af Vestens kulturelle og værdimæssige dominans globalt. Synet på Kina farves negativt af en diskussion, der føres på Vestens præmisser — og som dermed hyppigt fokuserer på Kinas ringe menneskerettighedssituation og manglende demokrati.

Det ønsker Beijing at gøre op med ved at styrke landets bløde magt og internationale appel.

Problemet for styret er, hvordan det kan sælge en vare, som ikke er attraktiv til at starte med. Prøv at stille disse spørgsmål: Hvor vil du helst bo? Hvilket politisk system foretrækker du? Hvor vil du have, at dine børn går i skole? Hvilket lands værdier tiltaler dig mest? Hvor kommer dine kulturelle input fra?

Det er de færreste, der vil svare ‘Kina’. Selv ikke kineserne selv, viser undersøgelser. De rigeste har i stor stil travlt med at emigrere, og de mindre bemidlede udtrykker, at de ønsker, de kunne følge trop.

Destinationen, de i overvejende grad vælger, er USA. Det helt unikke ved USA’s magt er, at landet har formået at supplere sin økonomiske og militære styrke med en kulturel styrke, som fortsat tiltrækker folk. Ulig Kina eksporterer USA uddannelse, værdier, innovation og ideer. Og på trods af at USA’s image i det sidste årti har lidt skade af landets krigsførelse, så forbliver de amerikanske idealer, demokratiske institutioner og mulighederne, landet tilbyder, en magtfuld tiltrækningskraft, som styrkes gennem landets massive kultureksport.

Til sammenligning har Kina mindre at tilbyde. Landets største aktiv er naturligvis den økonomiske vækst, som har løftet millioner ud af fattigdom, men det er uklart, om den succes, som er baseret på især en enorm og billig arbejdsstyrke og autoritær styring, kan eksporteres.

På den udenrigspolitiske scene har Kina haft ikkeintervention som et ledende princip, men Kinas uvilje mod at blande sig i andre landes interne anliggender — i modsætning til USA — har ikke øget landets bløde magt — det har blot skabt stærkere bånd til lande som Nordkorea og Myanmar.

Kina har altid haft en attraktiv traditionel kultur. Og i 2004 begyndte landet at åbne hundreder af Konfucius-institutter rundt om i verden med det formål at udbrede kinesisk sprog og kultur, og — siger regeringen — for at give verden den ‘korrekte’ forståelse af Kina. Med samme mål for øje investeres der milliarder i at gøre kinesiske statsstyrede medier i stand til at nå et udenlandsk publikum. OL i Beijing 2008 og Verdensudstillingen i Shanghai 2010 blev også brugt til at give et positivt indtryk af Kina.

Men disse mulige positive indvirkninger på Kinas bløde magt bliver konstant annulleret af landets grimme sider: undertrykkelse, censur, forurening, korruption, fødevareskandaler og et lukket autoritært system. Beijing vil fremstille Kina som et åbent, fredfyldt og harmonisk samfund, men det er ikke let at sælge en vare til udlandet, der ikke stemmer overens med de hjemlige realiteter. Kommunistpartiet kan ikke per dekret oparbejde blød magt udadtil, før det reelt løser landets politiske, sociale og kulturelle problemer indadtil.

Manglen på blød magt hæmmer Beijings forsøg på at opnå verdens tillid. Hvis eksempelvis Kinas asiatiske nabolande ville føle sig draget eller imponeret af det, som Kina står for, så ville de føle mindre angst over landets stigende økonomiske og militære magt.

Nu søger de i stedet i stadig højere grad tættere alliancer med USA for at opnå beskyttelse og en modvægt til Kinas voksende magt. Det indskrænker Beijings bevægelsesrum. Og så længe Kina lider af mangel på den bløde magt, vil landet fortsætte med at blive mistænkeliggjort og være ude af stand til at udøve den internationale indflydelse, Beijing ønsker sig. 

Denne artikel er anbefalet af: