Opslag til denne artikel

Emneord:fattigdom, opvækst, vold
Organisationer:Børnerådet

Ofte havde Lisbeth Zornig Andersens mor børnene på slæb. Bare for at vise søde-Bent nede på kommunen, at børnene manglede skoletasker, vinterstøvler og gik i laset tøj. Men pengene, som hun fik med hjem igen, blev aldrig brugt på en ny skoletaske.

»Min mor var ekspert i at sweat-talke myndighederne og sætte sig selv i en offersituation,« siger Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet og aktuel med bogen Zornig — vrede er mit mellemnavn. Bogen er en beretning om Zornig Andersens egen opvækst i et Danmark, hvor svigt, vold, fattigdom og misbrug er del af hverdagen, et Danmark, hvor der sjældent er mad i køleskabet, men hvor der til gengæld er rigeligt med alkohol, piller og hash. Det er her, truslen om tvangsfjernelse er latent, og her, barndomsår på værtshus bliver afløst af børnehjem og plejefamilier. Eller som Lisbeth Zornig Andersen selv skrev det i en kronik i Politiken, så er det her, »børnene aldrig ved, om dagen ender med tæsk eller med alt for håndgribelig kærlighed fra forældre, venner og naboer«.

Det er sådan, hun selv oplevede det — og det er de erfaringer, der gør, at hun ikke bliver forbavset, når der dukker en ny Brønderslevsag op.

»Der er et miljø, der er fuldstændig adskilt fra det almindelige samfund. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, her er man drevet af lyst og overlevelse spædet op af store mængder hash, alkohol og piller. Her er der ingen normer eller moral at navigere efter, her navigerer man efter, hvad der er strafbart,« siger Lisbeth Zornig Andersen, der kalder miljøerne for ‘værdiløse’.

Løgnen som fundament

»Da min stedfar fortalte, at han havde skudt efter naboen, fordi naboen havde kigget ind ad vinduet, og jeg spurgte: ‘Ramte du,’ svarede han bare: ‘Det ved jeg ikke, jeg hørte træskoene’. Det viser meget godt, hvordan normerne er i fuldstændig opløsning.«

Men den kulturkløft mellem det almindelige samfund og de miljøer, der ender med Brønderslev- og Tøndersager, er sagsbehandlere og myndigheder for dårlige til at se i dag, mener Lisbeth Zornig Andersen. Det er de, både fordi familierne gør alt for at undgå det almindelige samfund: De holder deres børn hjemme fra skolen, fra naboerne og flytter til en ny kommune, så snart myndighederne har fået øje på dem. Som en af Lisbeth Zornig Andersens bekendtes datter, der ikke har gået i skole i flere år, og som da hun reelt set skulle være startet i ottende klasse var på en sjette klasses niveau. Et andet er element er løgnen: »Løgnen er fuldstændig grundlæggende i de miljøer. Her finder man altid en forklaring, der passer til situationen. Og hvis man så er en uerfaren sagsbehandler, er der en vis fare for, at man tror alt for blindt og naivt på det, der bliver fortalt. Så tager man forklaringer om, at børnene er ovre hos naboen eller om, hvorfor der roder, for gode varer. Og så er det, at der kan gå år, før man opdager de her sager,« siger Zornig Andersen.

»Nogle gange lyver man af frygt for, hvad der sker, hvis man siger sandheden til sagsbehandleren, for eksempel, hvis man har ligget og sovet, fordi man har været fuld, mens ens barn har løbet rundt i lejligheden. Man tænker hele tiden et skridt fremad, fordi man er bange for følgerne, og derfor benægter man,« siger Zornig Andersen og nævner et eksempel. Da hun i sommer interviewede sin mor til en dokumentarfilm, spurgte hun hende om, hvorfor der ikke var nogle fotografier fra hendes barndom. Moderen fik så udførligt forklaret, at de ikke havde haft råd til kamera, imens Lisbeth Zornig Andersen under hele interviewet sad med billederne fra barndommen i tasken: »Det behøver slet ikke at handle om de store, grundlæggende ting. Det viser bare, hvor meget løgnen sidder der.«

Samtidig føler Danmarks svageste sig tvunget til at lyve for ikke at miste de rettigheder, de har, mener Lisbeth Zornig Andersen.

»Når en bekendt begynder at fortælle om de svigt, hun har udøvet over for sine børn, bliver hun truet fra myndighedernes side,« siger hun og forklarer, at der fra myndighedernes side ikke er en invitation om at få fortalt tingene, som de er. At der ikke er nogen hentydninger til, at nu starter vi forfra.

»Sådan en forælder er skrækslagen for, at der skal findes en plet, så derfor lyver man. Og det er ikke, fordi man er specielt dreven, ond eller er et dårligt menneske, men fordi man er i det her miljø. Det er min bedste overbevisning, at socialrådgiveren bliver nødt til at skabe tillid i de her familier i stedet for frygt, hvis man vil ind.«

Her hjælper det bestemt ikke at møde de dysfunktionelle familier med nedladenhed, som det sker, ifølge Lisbeth Zornig Andersen. Hun kommer med et konkret eksempel fra forleden, da hendes bekendte fik tilsendt en ferieplan for, hvornår hendes anbragte børn kunne komme hjem, hvor blev der tilføjet et p.s. »jeg har i øvrigt hørt, at der er misbrug i hjemmet. Det må vi lige tale om.«

»Hvad har vedkommende tænkt sig? At ferieplanen skal printes ud og hænges på køleskabet, så børnene kan se den?«

Blå bog

Lisbeth Zornig Andersen (f. 1968) er cand.polit. og driver Zornig Consult, der rådgiver virksomheder inden for it og ledelse.

Er formand for Børnerådet og har tidligere haft programmør og chefstillinger i virksomheder som Codan, Danske Bank og KMD.

Blev anbragt på børnehjem som 14-årig.

Aktuel med bogen ’Zornig – vrede er mit mellemnavn’

Denne artikel er anbefalet af: