Sanktioner syltet for at beskytte EU's olieinteresser

73 døgn skulle der gå, fra EU vedtog at forbyde al handel med syrisk olie og til forbuddet trådte i kraft. Det sker først tirsdag d. 15. november. To en halv måned har det syriske styre dermed haft til at forberede sig på konsekvenserne af et europæisk importforbud, og det samme har de europæiske olieselskaber og transportfirmaer, som har handlet med Syriens vigtigste handelsvare.

Kilder i det danske udenrigsministerium bekræfter over for Information, at det var hensynet til europæiske oliekontrakter, som fik EU-landene til at forsinke oliesanktionerne, der vurderes at være det hidtil skarpeste våben, som EU har taget i brug over for det syriske regime.

Siden 2. september, hvor oliesanktionerne blev vedtaget, er mindst 1.179 personer blevet dræbt af de syriske sikkerhedsstyrker, oplyser de Lokale Koordination Komiteer, LCC, der organiserer de tilbagevendende folkelige demonstrationer mod præsident Bashar al-Assads styre. Tallet lader sig ikke verificere, da ingen uafhængige medier eller menneskerettighedsorganisationer kan komme ind i Syrien, men Amnesty International anslår det samlede antal dræbte siden marts til mindst 3.500.

Det europæiske importforbud kommer hele tre måneder efter et lignende amerikansk importforbud, som trådte i kraft den 18. august. Og denne langsommelighed undrer flere Mellemøst-eksperter, som Information har talt med.

»Danmark og EU er faret al for langsomt frem. Det er utroligt, at Syrien har haft to en halv måned til at forberede sig på olieembargoen. Hvis man sammenligner den hast, EU havde med at indføre sanktioner over for Libyen, er der tale om en ekstremforskelsbehandling« siger Hanna Ziadeh, Syrien-specialist og PhD.-stipendiat på Roskilde Universitets Center. »Det er uforståeligt, at det skal tage så lang tid at gennemføre selv de mest simple former for sanktioner. Det er jo ikke første gang, EU gennemfører en olieembargo.«

Det samme mener Jørgen Bæk Simonsen, professor i mellemøsthistorie på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.

»EU har tilsyneladende ment, at det var vigtigere at tage hensyn til europæiske økonomiske interesser end til sanktionerne. Måske fordi man mener, de mest har symbolsk værdi,« siger han.

Også mellemøstforsker Søren Schmidt betegner EU’s diplomatiske våben som alt andet end skarpe.

»Nu er sendrægtighed jo ikke noget ukendt begreb i EU, men EU har været væsentlig langsommere med at reagere over for Syrien, end de var over for Libyen.«

Dansk lurepasseri

I det danske udenrigsministerium mener man ikke, Danmark eller EU kan gøre meget mere, end man allerede har gjort. I EU-regi er der gennemført en række sanktioner.

Det drejer sig ud over olieembargoen bl.a. også om et forbud mod salg af våben og anden teknologi, der kan bruges til at undertrykke befolkningen og senest også et låneforbud, som forhindrer Syrien i at hente penge i den Europæiske Investerings Bank. Udenrigsministeriet mener, den danske ambassade i Damaskus skal forblive åben.

»Den er vores øjne og ører i Syrien,« som en kilde udtrykker det.

Blandt mellemøsteksperterne er der imidlertid enighed om, at Danmark lurepasser. Både med hensyn til sanktioner og med hensyn til diplomatiske protester kunne Danmark gøre langt mere for at støtte den syriske opposition, mener de.

»Danmark kunne f.eks. have kommunikeret med befolkningen i stedet for regeringen,« siger han.

Lavmælte Danmark

Jørgen Bæk Simonsen bekræfter, at Danmark har haft en meget bemærkelsesværdig lav diplomatisk profil i Syrien.

»De diplomatiske initiativer over for situationen i Syrien har været meget begrænsede,« siger han.

Hanna Ziadeh mener, at den danske ambassadør i Syrien, Christina Lassen, bør være langt mere åbenlys i sin kritik af det syriske regimes overgreb.

»Den danske ambassade i Damaskus burde føre en langt mere offensiv kurs. Hvorfor samarbejder Danmark f.eks. ikke med de andre skandinaviske og europæiske ambassader om mere åbenlyst at støtte den syriske opposition?« spørger han.

»Hvis ikke vi vil bruge vores ambassade til at fremme demokrati og menneskerettigheder, så burde vi lukke den, og det samme gælder for det Danske Kultur- og Forskningsinstitut i Damaskus. Alle aktiviteter, som indebærer samarbejde med Assad-styret, bør standses«.

Hanna Ziadeh understreger, at der er masser af diplomatiske våben, som Danmark kunne tage i brug, hvis regeringen ønsker det. »Der er mange skridt, Danmark kunne tage for at vise sin holdning til undertrykkelsen: hjemkalde sin ambassadør til konsultationer, nedtrappe de diplomatiske repræsentationer, tage rundt til de byer, hvor demonstrationerne finder sted, udsende støtteerklæringer, blogge om, hvad der foregår i landet, vise åbenlys støtte til ledende oppositionsfolk osv.« siger Ziadeh. »Og hvis man ikke tør det, kunne den nye udenrigsminister Villy Søvndal jo invitere oppositionen på besøg i Danmark«.

Søren Schmidt mener, at Danmark har gode muligheder for at skærpe de diplomatiske våben i forbindelse med, at vi om et øjeblik overtager formandskabet i EU.

»Som formandsland kan vi ikke revolutionere EU, men der er mulighed for at markere nogle nye spor. Danmark har trods alt ret til at tage nogle initiativer,« siger han og foreslår, at Danmark f.eks. kunne være med til at styrke Syriens Nationale Råd, SNC, som et alternativ til Assad-regimet.

SNC er i øjeblikket det eneste samlede oppositionsorgan. Det ledes af den syriske sociologiprofessor Burhan Ghalioun, der lever i eksil i Frankrig og er erklæret demokrat.