Opslag til denne artikel

Emneord:statsborgerskab
Organisationer:PET, Radikale Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti

Somaliske Ibrahim Ahmed havde håbet, en ny regering ville hjælpe ham. Han havde håbet, han ville få mulighed for at klage over PET’s vurdering. Så kunne en ankeinstans have taget stilling til, om det er rimeligt, når efterretningstjenesten siger, Ibrahim Ahmed kan være til fare for rigets sikkerhed og derfor ikke bør have dansk statsborgerskab, selv om han har bestået alle de nødvendige prøver og lever op til alle formelle krav.

Men som justitsminister Morten Bødskov skriver til Information, har regeringen »ingen planer om at ændre den aktuelle fremgangsmåde«.

Og Radikale Venstre og SF oplyser ligeledes, at de fremover vil stemme for indstillingerne fra PET, når tjenesten vurderer, at ansøgere ikke skal have statsborgerskab — med mindre der er tale om statsløse, der er beskyttet af FN-konventioner, som foreskriver, at de skal være dømt for terror og ikke bare i efterretningstjenestens søgelys, hvis de skal være afskæret fra statsborgerskab.

Tidligere var den daværende opposition ellers kritisk over for den procedure, der medfører, at udlændinge ikke får nogen begrundelse og ikke har nogen ankeinstans at gå til, hvis de afskæres fra dansk statsborgerskab på baggrund af en vurdering fra PET.

Behov for kontrol

Radikale Venstre har blandt andet i 2007 stillet et beslutningsforslag i Folketinget om at ændre proceduren, så afslagene blev begrundet, og det blev muligt at klage over PET’s vurdering.

Og så sent som i maj i år udtalte SF’s daværende indfødsretsordfører Hanne Agersnap til Information, at der var behov for kontrol med vurderingerne fra PET. Hun forestillede sig, »at folkevalgte politikere på en eller anden måde får indsigt i sagerne«, så der »ikke sker fejl, som går ud over uskyldige mennesker.«

Også Socialdemokraterne åbnede for kontrol med efterretningstjenesten.

»Jeg vil gerne se på, om der kan findes en eller anden ordning, hvor man kan kigge sagerne efter,« sagde daværende integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen til Information.

Men efter valget har Socialdemokraterne altså opgivet at undersøge, om der kan findes sådan en ordning, og det undrer Ibrahim Ahmed.

»Jeg havde troet, det ville blive anderledes nu,« siger han.

Som det tidligere er fremgået af Information, blev Ibrahim Ahmed i april i år afskåret fra dansk statsborgerskab og fik besked på, at han i de næste fem år ikke kan søge om statsborgerskab, selv om han lever op til alle krav. PET havde nemlig vurderet, at han kan være til fare for rigets sikkerhed.

Ifølge Ibrahim Ahmed har han aldrig gjort noget ulovligt. Tværtimod blev han af tidligere integrationsminister Bertel Haarder udnævnt til rollemodel for andre udlændinge, fordi han har haft fast arbejde, siden han fik asyl.

Et tilfældigt møde

Selv mener Ibrahim Ahmed, at hans problemer skyldes et tilfældigt møde juleaften 2009. Den dag mødte han på sit arbejde som nattevagt på et asylcenter drevet af dansk Røde Kors en anden somalier, der dén ene gang var vikar på centret. De to somaliere talte kort om arbejdsopgaverne, og Ibrahim Ahmed tænkte ikke mere på sin landsmand.

Men en uge senere så han i tv, at vikaren var brudt ind hos karikaturtegneren Kurt Westergaard bevæbnet med en økse, og få dage efter blev han ringet op af politiet, der udspurgte ham om hans forhold til den somaliske mand.

En mand, som han hverken havde været i kontakt med før eller efter juleaften 2009.

Information har kun haft mulighed for at høre Ibrahim Ahmeds version af sagen. Det er nemlig ikke muligt at få oplysninger om, hvad der ligger til grund for PET’s vurdering.

I en redegørelse til Folketingets Indfødsretsudvalg er Justitsministeriet dog i december 2004 kommet med en oplysning, der kunne understøtte Ibrahim Ahmeds forklaring. I redegørelsen forklarer ministeriet, at PET overvåger såkaldte målpersoners »omgangskreds«, og at PET således kan have »kendskab til en person, der ansøger om indfødsret, gennem dennes forbindelse til en af tjenestens målpersoner.«

Denne artikel er anbefalet af: