Taberbørn må forlade sig på held

Det bør være en basal rettighed, at børn — herunder udsatte børn — bliver set, holdt af og udviklet af voksne mennesker omkring dem. Og magter forældrene det ikke, har jeg en grundlæggende forventning om, at lærere, pædagoger, socialrådgivere og naboer kan tage over og levere det store smil, den varme favn og stoltheden. Det vender jeg tilbage til.

Jeg vil gerne starte med at tage dig til 1970’ernes og 1980’ernes Vestlolland — langt ude på landet, der hvor Brønderslevfamilien også boede en række år.

Her flyttede mine tre brødre og jeg til, efter at min mor havde fundet Jan gennem en kontaktannonce. Fra den ene dag til den anden skiftede vi efternavn, bolig, far og for mine brødres vedkommende skole.

Mor forsvandt hurtigt ind i alkoholens dulmende tåger og endte som en karikatur på en fraværende mor på alle måder. Ikke at det kom som en overraskelse. Alle omkring mor, herunder min biologiske far, kendte til mors flugt ind i alkoholen og til hendes dårlige begavelse. Og kommunen, der udbetalte hendes bistandshjælp, og som sommetider fik hende på antabus, gjorde det helt klart også.

Jan havde også problemer med alkoholen, så vi var i en række år overladt til en fuldstændig uforudsigelig hverdag, hvor vi ikke vidste, om vi fik mad, tæsk, eller om dagen endte med seksuelle krænkelser under dynen.

Overset i årevis

På trods af omgivelsernes viden, skulle der gå flere år, før mine brødre én efter én blev fjernet fra hjemmet. Ikke fordi de skulle have hjælp, men fordi mor, Jan og skolen ikke kunne styre dem. De var adfærdsvanskelige.

Jeg havde valgt en anden strategi. Jeg trak mig ind i mig selv. Blev gennemsigtig — ja, næsten usynlig. Derfor blev jeg overset af systemet, lige indtil den dag min meget handlekraftige gymnastiklærer, Grethe, tilfældigvis støder på mor og mig uden for et værtshus. Jeg er ni år gammel, tynd, beskidt og med brændemærker på armene. Grethe tager mig med hjem og beholder mig i et halvt år, indtil politiet og socialudvalgsformanden henter mig hjem til mor igen. Grethe og Otto, hendes mand, vil nemlig ikke udlevere mig til de forhold, de ved, hersker hos mor. Men mor er blevet skilt, og nu vil hun gerne lege mor igen.

Det går forudsigeligt nok galt, og efter to år alene med mor og hendes skiftende kærester, hvor jeg drikkes fuld og krænkes seksuelt, har jeg tilfældigvis fået en nabo, Holst, der interesserer sig for, hvad der foregår inde ved siden af.

Han sørger for mad til mig og ender efter noget tid med at give mit et telefonnummer til kommunen, som jeg kontakter samme dag. Få timer efter er jeg anbragt og kommer aldrig hjem at bo igen.

Tilfældighedernes spil

Flere gange i løbet af min anbringelsestid møder jeg lærere og pædagoger, der viser, de holder af mig, der stimulerer mig intellektuelt, og som lyser op, når jeg kommer ind i rummet. Især i tiden på Hylleholt Husgerningsskole, fra jeg er 14 til jeg er 17 år, får jeg massiv og respektfuld behandling, omsorg og udvikling.

Og jeg føler mig så heldig! Tænk, hvis jeg ikke var løbet på Grethe. Tænk, hvis jeg ikke havde haft Holst som nabo. Tænk, hvis jeg ikke havde været så umulig på det første børnehjem, og tænk, hvis mor ikke havde ønsket mig længere væk end Nakskov. Tænk, hvis ikke Hylleholt Husgerningsskole havde haft en pædagogisk tænkning, der hed, at alle børn kan holdes af. Uanset hvor kropumulige de kan forekomme, er der altid en god side ved et barn, og det er den side, der skal plejes og stimuleres.

Jeg kunne blive ved. Jeg var bare så utrolig heldig at løbe ind i mennesker, der ville mig.

Det var mine brødre ikke. Den ene begik selvmord, de to andre er i dag førtidspensionister. Vi blev født ind i de samme rammer, og bortset fra Tonny, der som voksen blev diagnosticeret med føtalt alkoholsyndrom, var vi lige kvikke.

Især Michael var og er stadig efter min mening usædvanlig kvik. Han har ikke folkeskolens afgangseksamen, men han har lært sig selv at spille guitar og læse noder. Han har lært sig selv at tatovere, og han har lært sig selv kampsport og kinesisk blomstermedicin. Og giver man ham en Kubrick-terning, løser han den hurtigere, end jeg har set nogle andre gøre det.

Michael, Tonny og Réne trak nitten i livets lotteri. De fik ikke Holst til nabo eller Grethe i gymnastik. Ligesom de ikke kom på gode børnehjem, der byggede dem op frem for at nedbryde dem. Der var en enkelt pædagog på det første børnehjem, som Tonny og Michael stadig taler om. Anders Mårtensson. Anders kunne li’ dem. Anders tog dem med på sin gård i Sverige en enkelt gang. Det taler de stadig om. Men udover Anders havde de ingen.

Er det rimeligt, at børn på bunden af samfundet skal føle sig heldige, hvis de bliver reddet? For der skal i dagens Danmark desværre stadig held til for at overleve som taberbarn.

Lav succesrate

For nylig offentliggjorde bladet Folkeskolen en undersøgelse, der viste, at hver anden lærer ikke laver en underretning, når der er bekymringer om børns mistrivsel. Det vil sige, der er 50 pct. sandsynlighed for, at kommunen orienteres om f.eks. vold mod barnet. Hvis barnet er så heldig at have en lærer, der rent faktisk laver en underretning, skal det så også være heldig at være en kommune, der rent faktisk har styr på underretninger fra de modtages, til der handles. Jeg har ikke tal på, hvor stor en del, der har succes med den øvelse, men lad mig bare sige, at jeg fornemmer en kraftig forskel på de enkelte kommuners håndtering af underretninger.

Når jeg holder oplæg om underretninger, spørger jeg som regel til, om folk har prøvet det, og om de fik succes med det. Om børnene blev hjulpet. Og som regel er der en skov af hænder, der har prøvet, men som fornemmer, at der ingenting sker. Og oplever man det tilstrækkelig mange gange, opstår der metaltræthed over for systemet. Det er en katastrofe. For det er her barnet tabes mellem de nære omsorgspersoner, civilsamfundet og systemet.

Men selv hvis man er heldig og gribes af systemet, er der overhængende fare for at blive tabt. Ankestyrelsens praksisundersøgelser viser fejl i anbringelserne imellem 32 pct. og 93 pct. alt efter, hvor i anbringelsesforløbet man kigger.

Er det heldige barn så også heldigt at bo i en kommune, der ikke laver fejl, og ender forløbet i en anbringelse, skal barnet dog også være heldig at blive anbragt et sted, hvor den pædagogiske linje er omsorg og nære relationer frem for kølig, upersonlig professionel distance.

Fordelingen mellem de forskellige pædagogiske grundsyn kender jeg ikke, men jeg møder stadig anbringelsessteder, hvor man hylder konsekvens, straf og distance, frem for en kærlig favn og trygt fællesskab.

Afgørende kærlighed

Vi ved ikke særlig meget om, hvad der virker. Jeg kan bare sige, at i mine egne anbringelser oplevede jeg det første børnehjem som hårdt og nedbrydende. Hvad, der var tilbage af tillid til voksne, blev fjernet der.

På det andet anbringelsessted blev jeg langsomt bygget op, og som 16-årig kunne jeg endelig fortælle om de mange overgreb, mine brødre og jeg havde været ude for. Jeg er ikke i tvivl om, at konsekvent kærlighed virker på alle. Mens konsekvent straf nedbryder. Men jeg kan ikke dokumentere det, for sådan noget har vi ikke forsket særlig meget i, så vidt jeg ved. Så hvor gode er vi til at systematisk at fange børn, der mistrives, inden det bliver fatalt? Hvor gode er vi til at få velfærdsstaten og civilsamfundet til at spille sammen, så de udsatte børn ikke ryger gennem begge sikkerhedsnet? Ikke særlig gode, synes jeg.

Hvis man satte tal på sandsynligheden for succes for det udsatte barn, der skal starte med en underretning fra en lærer og ende med en succesfuld anbringelse, er vi nok nede på en encifret rate. Og det er slet ikke godt nok.

Vi skal stille krav til det offentlige system om langt bedre håndtering af de udsatte børn. Bedre rammer for det faglige engagement blandt socialarbejdere og andre voksne tæt på børnene — herunder lærere, pædagoger, læger osv. Bedre ledelse, så indsatsen fokuseres og fastholdes på familierne, der gør alt, hvad de kan for at slippe ud af myndighedernes søgelys. Bedre dialog på tværs af systemerne, så sagerne ikke stopper ved kommunegrænserne eller andre steder, hvor der sker overleveringer af viden. Tænk, hvis de udsatte børn havde samme ihærdige system i ryggen som det, vi kender fra skattesystemet! Så ville det ikke nytte at flytte fra Lolland til Brønderslev med en afstikker til Langeland.

Civilsamfundet — dig, mig, vennerne, vores naboer og dem nede i idrætsklubben — vi må ikke lade os lulle i søvn af tanken om, at ’dem oppe på kommunen’ ta’r sig af problemerne. De udsatte børn er afhængige af, at vi i det nære miljø tør række ud efter dem. Tør gribe ind. Tør skrive brevet til myndighederne — også anden og tredje gang, man bliver bekymret.

Det må og skal være en basal rettighed for et udsat barn at blive hjulpet. Og når forældrene ikke magter det, skal vi kunne regne med, at det omgivende samfund træder til. Det må ikke bero på tilfældigheder.

Lisbeth Zornig Andersen er formand for Børnerådet. Hun har netop udgivet bogen ’Zornig — vrede er mit mellemnavn’ på Gyldendal