Historien om det nu verdensberømte mobilspil Angry Birds er historien om tre finske studiekammerater, der med deres nystartede firma satsede på en løs idé om et computerspil med nogle vingeløse fugle, der skulle beskytte deres æg mod vrede grise. Og blev millionærer. Angry Birds er med sine næsten tre år på App Store et gammelt spil i den branche, men sætter stadig standarden for spil til mobiltelefoner. Men App Store er ikke længere den legeplads for spiludviklere, som det var engang, fortæller Jan Neiiendam, der er projektdirektør i brancheorganisationen Computerspilzonen:
»De store spilproducenter er i stigende grad begyndt at gøre sig gældende. Spil som FIFA og Tetris gør det sværere for de ukendte udviklere at få succes,« siger han.
Lige nu ligger spillet Hugo fra Krea Medie på den danske App Stores første plads. Hugo er skærmtrolden fra det hedengangne fredagsunderholdningsprogram Eleva2ren på TV 2. I flere år kunne en seer ringe ind og via tasterne på sin fastnettelefon give Hugo svaret på ’Hvor ska’ vi hen, du?’ og hjælpe ham med at finde Hugoline. En gammel kendning fra før mobiltiden er altså nu rykket ind på iPhone og Android og det med stor succes.
»Hugospillet nyder godt af at være så kendt i forvejen,« siger Jan Neiiendam.
Formand for dansk spilråd og spilredaktør ved Politiken Thomas Vigild peger også på, at der er gået Astrid Lindgren i App Store.
»Når Hugo-spillet er det mest købte spil i App Store, så handler det om genkendelse. Det handler om en hel generation af forældre, der husker Hugo som et hyggeligt og ufarligt spil, som de gerne vil vise deres børn,« siger Thomas Vigild.
Succes med simple spil
Thomas Vigild har netop fortalt om danske computerspil på en konference i Frankrig, og det overraskede ham, at de fleste kendte Hugo og spurgte efter ham.
»Det er blevet vigtigt at have enten et forlag i ryggen eller have et kendt brand. Hvis man altså skal betale for spillet. Selv om spillene i App Store ofte kun koster seks kroner, så kan det åbenbart stadig skræmme folk, og de foretrækker at købe noget, de kender, hvor de ved, spilmekanikken fungerer. «
Sådan var det bestemt ikke i starten, fortæller han.
»Da App Store startede, var det fede jo netop, at det var så nemt at nå brugerne. Du kunne sidde i din kælder og udvikle et spil og blive millionær. I dag er der langt færre, der kommer igennem, fordi man nu er oppe imod for eksempel Disney« siger Thomas Vigild.
Jan Neiiendam ser stadig mange muligheder for spiludviklere i App Store.
»Mulighederne ligger i, at der er så direkte kontakt til brugerne i modsætning til tidligere, hvor man var fuldstændig afhængig af udgiverne. Men nu hvor de store producenter er kommet på banen, stiller det større krav til udviklerne i forhold til at skabe opmærksomhed omkring et spil. Og det handler jo meget om PR. Det bliver man også nødt til at bruge tid på hvis man vil have succes som spiludvikler i dag.«
Claus Rosenstand er lektor ved institut for kommunikation på Aalborg Universitet og er med til at uddanne nye spiludviklere fra universitetet. Han fortæller, at selv om det måske nu er firmaer som Disney dominerer, så er Angry Birds stadig skabelon for de fleste spil, der får succes.
»De største succeser er simple og intuitive. De skal være det, man kalder easy to learn but hard to master, og selv om touch screen- telefonen jo egentlig er udviklet til 10 fingre, så bruger vi stadig højst to. Vi er slet ikke færdige med at udforske, hvad man kan med multitouchtelefonen, men spillene ligner stadig hinanden meget,« siger Claus Rosenstand.
Han bruger meget af sin undervisning på at undervise de spiludviklere, der skal ud og konkurrere med de store spillere, i bæredygtige forretningsmodeller.
»Brugerne ønsker casual games, hvor man lige kan snuppe et hurtigt spil i en pause. Det vil sige, at det ikke må blive for avanceret eller længerevarende. Det er jo netop det, man tjener penge på i forhold til andre computerspil, så det er en stor udfordring for en ukendt spiludvikler at udtænke en forretningsmodel, der kan tjene penge og samtidig skabe et simpelt spil, hvor folk bliver loyale og køber flere baner, som det skete med Angry Birds,« siger Claus Rosenstand.
Både Claus Rosenstand og Thomas Vigild mener dog, at en ny tendens på mobilspilfronten bliver at blande virkeligheden med det virtuelle.
»Jeg har netop prøvet et spil fra Disney, hvor man bruger en fysisk legetøjsbil og kører med den på en bane, som din iPad genererer. Og så er der Legos spil Life of George, der kombinerer de fysiske legoklodser med et spil. Spillet giver dig en udfordring: Byg en guitar på tid, tag et billede, og så godkender spillet det. Men igen: Disney og Lego. Det bliver svært at konkurrere med,« siger Thomas Vigild.
1. Hugo Retro Mania
2. Blueprint 3D
3. Tetris
4. Vidste du? Quiz i Paratviden 2011
5. Fruit Ninja
6. Angry Birds
7. Where is Wakky? The Fantastic Journey
8. Cut the Rope
9. Angry Birds Seasons
10. Flick Home Run








Kommentarer
Igen skal vi høre om Apples “velsignelser” til trods for at Googles Android er idag på tilsvarende enheder er af langt bedre kvalitet, i særdelsehed på brugerfladen men også i teknisk ydelse.
HTC, Samsung og ASUS laver hver for sig smartphones som vil tilfredsstille den mest kræsne, især med hensyn til funktionalitet og brugerbetjening som langt overgår apples iphones.
Googles Android platform har idag en langt større i udbredelse end Apples iOS og den udvikling forsætter ufortrødent med god grund. Ca 500.000 Android enheder aktiveres - hver eneste dag!
Android er som udgangspunkt et åbent system hvor man som udvikler i ikke afhængigt af en enkelt salgskanal for at få succes, men kan udover det officielle Google market, også udbrede deres apps på en lang række åbne apps markeder,
Så lad også slippe for at høre om udviklere, der (også) føler sig klemt i Apples 1984 vision - de har med åbne øjne selvt valgt at være en af deres fodsoldater, som ovenikøbet skal lægge 30 % af omsætningen i Apples i forvejen svulmende pengekasse.
Denne kommentar er anbefalet af:
Ingen tudekiks hos Android
Historien om hvordan et par unge danske udviklere uden problemer har fået succes på Android platformen med en simple applikation, hvor man kan skrive SMS beskeder på sin PC og sende dem via sin Android smartphone.
Iværksætterduoen, der allerede har gang i andre projekter, tog tyren ved hornene i den sidste uge af sommerferien, da de brugte 80 programmeringstimer suppleret med let søvn og litervis af cola for at gøre projektet levedygtigt. I første gang var det alene tiltænkt dem selv, men uden videre fandt brugerne vej til at benytte systemet.
»Så flikkede vi en hjemmeside sammen til Android Market, og her 10 uger efter er der folk i flere end 100 lande, især USA, der bruger systemet. 6.000 bruger det simultant hele tiden, og vi har 3 mio. sidevisninger om måneden,« fortæller Martin Tychsen
Læs mere her
http://epn.dk/samfund/article2607599.ece
Pointen i artiklen er jo hvad man har set i mange andre markeder. Markedet er blevet modent, så nu er guldgraver-tilstanden borte. Det er blevet etableret. Nu er det AppStore der nævnes, men problemet vil blvie det samme på Android - og endda hurtigere end det skete på iPhone - for de store ved godt at der er penge at tjene.
Android markedet har sine egne problemer, blandt andet med skamløs kopiering af brands fordi der ikke er nogen regulering. Desuden er fragmenteringen af markederne på Android heller ikke et plus for udviklerne der pludselig skal gøre sig gældende på flere markeder for at blive set.