Jeg synes Bitterfissen Bethany, som er pseudonymet for en pt. meget omtalt blog og facebookprofil, er sjov og underholdende! På den skæve måde. Det er groft, ja, ind imellem for groft, men hun giver Berlingskes selvgode og selvhøjtidelige blogger Anna Sophie Hermansen tørt på, og netop den debattør har i den grad selv bedt om det.

Hvis man anfægtes over den slags, må man holde sin egen sti ren, dvs. tøjle sin retorik — og først og fremmest undlade at gå i debat med den, der udfordrer en. Det er spillets regler.

Hvis man bare én gang har sagt, at Bitterfissen Bethany er sjov, kan man ikke bagefter sige, at, øh, det er hun ikke alligevel, for så rammer satiren en selv. Gør man det alligevel, er det hykleri. Så Anne Sophie Hermansen falder klart for den del af hyklerparagraffen, som Jette Hansen også pegede på i Politiken sidste lørdag.

Men latteren er vel stærkere end fornuften, så jeg forstår da godt Hermansens ubehag over at blive tituleret ’meningsfisse’ og ’herpesudbrud’. Til gengæld forstår jeg ikke, at hun påtager sig offerrollen og mobiliserer sine facebookvenner her og der og alle vegne. For nej, det er ikke et og det samme at tilsvine anonymt, og så at benytte sig af et etableret pseudonym, sådan som Bitterfissen gør.

Historieløshed

Det kan også undre, at hverken Anna Sophia Hermansen selv eller hendes ligeledes veluddannede facebookstøtter ikke ved, at der eksisterer en stærk europæisk tradition for politisk satire fremført under pseudonym. Et pseudonym, som over tid bygger identitet op og skaber et sprog, et særligt filter og et troldspejl, hvor alt kan ses igennem, men hvor den opmærksomme læser netop har chancen for at aflæse, hvad det handler om, og hvorfra der tales.

Så fine folk som Erasmus af Rotterdam, Holberg og Goldschmidt har benyttet pseudonym, når de ville ramme bestemte personer eller kritisere bestemte holdninger.

Satiriske smædeskrifter — pasqviller — har eksisteret siden 1500-tallet. Og i 1980’erne havde tidsskriftet Fredag et pseudonym, Robinson, der ikke mindst huskes for at kalde Henrik Stangerup for ’vandhovedet fra Møn’.

Det helt afgørende spørgsmål for den pseudonyme tekst er, om den er velskrevet. Ellers vil ingen læse med. Og det må også gerne være underholdende.

Og ja, jeg synes stadig pseudonymet Bethany er både velskrivende og underholdende!

Speltkusse-debat

Det, der rykker mest og er allermest afslørende, er effekten af hendes blog. Det er grumt at se, hvordan den manglende historiske bevidsthed hos en del ophidsede (yngre?) debattører øjensynlig medfører, at der etableres kønspolitisk blokpolitik, selv om man må gå ud fra, at de fleste er kvinder, der vil det samme: have lige vilkår mellem kønnene og lighed for loven.

Godt, at forfatteren Susanne Staun på sin egen, ramsaltede facon fik fastslået det i Berlingske forleden. Og godt, at det blev påpeget af Mette-Line Thorup her i avisen (9. november), at den aggressive og personpromoverende livsstilsfeminisme står i vejen for strukturelle analyser af uligeløn, politisk repræsentation m.m.

Men Bethany får os også på andre måder op af stolene. Hvornår har pæne mennesker senest siddet i Deadline og — gravalvorligt! — brugt udtryk som speltkusse og bitterfisse?

Der var nu ikke nogen i studiet, der grinede den aften. Hverken de yderst seriøse og dårligt udvalgte deltagere, eller studieværten med de vilde øjne og den mangelfulde research (og det mangelfulde kendskab til forskellen på ’hans’ og ’sin’).

Mens diskussionen, eller hvad det nu var, højst bidrog til grøftegravning og etablering af nye, mærkelige kategorier som blå feminister og røde feminister — så illustrerede den endnu engang uvidenhed om en litterær genre med en lang, lang tradition for hudflettende latterliggørelse og udhængning.

Der må sparkes

Den tradition, har vi ellers har haft inde på livet for nylig.

Da Muhammedkrisen var på sit højeste, gentog Jyllandspostens talsmand Flemming Rose flere gange, at alle — og her mente han jo alle muslimske indvandrere — som nye borgere i et sandt demokratisk land skulle lære at leve med den danske ironi. Og ikke nok med det: De skulle også leve med den grovere del: hån, spot og latterliggørelse. Han refererede øjensynlig til den store europæiske tradition for pseudonym satire.

Jeg var — og er! — dybt uenig med Rose i, at enhver i dette land skal leve med at blive udsat for denne tradition. Folk, der af den ene eller anden grund allerede ligger ned eller er i mindretal, skal der ikke sparkes til.

Men Anna Sophie Hermansen ligger ikke just ned, og hun har i høj grad selv benyttet nedgørende og personrelateret retorik i sine blogindlæg på Berlingske. Når man er så aggressiv og opmærksomhedsfokuseret som hun er, må man kunne tage de angreb, der kommer.

Noget tyder på, at det især er pseudonymiteten — der i debatten fejlagtigt kaldes anonymitet — som har ophidset gemytterne. Helt derud, hvor de mest ophidsede nu bruger formuleringer i de sociale medier, der forsøger at overgå Bethanys i grovhed. Og hvor Søren Pind, det søde væsen, taler om politianmeldelse …

Selvfølgelig er der en etisk dimension, også når man bruger pseudonym. Men før man begynder at diskutere etik, må man kende og anerkende forskellen på en etableret litterær genre og anonyme tilsvininger.

 

Lotte Thrane er forfatter og dr.phil.