Million rupee baby

Inden for det sidste år har enlige og par fra Europa for alvor fået øjnene op for en alternativ familiestrategi: at betale indiske kvinder for at føde deres børn.

Det fortæller Sudhir Ajja, grundlægger af Surrogacy India i den svenske dokumentarserie ’Barn til enhver pris?’.

I Danmark er det ulovligt at betale for en rugemor, men allerede i 2008 kunne Center for Human Reproduction i Mumbai oplyse til DR dokumentar, at de havde formidlet en rugemor til et par fra Danmark og havde flere på ventelisten. Også i bl.a. Rusland og enkelte stater i USA kan man ’leje en livmoder’, men Indien dominerer fertilitetsindustrien af to årsager: En indisk rugemor koster en fjerdedel af en amerikansk, og de indiske læger har de bedste kompetencer på feltet.

Den danske sceneinstruktør Ditte Maria Bjerg er lige nu i delstaten Gujarat for at researche til doku-teatret Notes from a Babyfarm, som bliver til i samarbejde med kunstnere og forskere fra Indien, Danmark, Sverige og Storbritannien. På en Skype-forbindelse fra byen Ahmedabad fortæller hun om det første møde med den internationale rådgiver på fertilitetsklinikken Pulse:

»I starten forvirrede det mig meget, når han talte om ’patienten’, for det måtte jo være rugemoren. Men det er kunden. Ufrugtbarhed bliver fremstillet som en sygdom, der kan helbredes af ’den assisterede reproduktion’, som bliver kaldt et teknisk og medicinsk mirakel.«

Miraklerne på Pulse er målrettet kunder uden for Indien: Den gravide mave i reklamematerialet er hvid, ligesom kunderne tilbydes f.eks. videokonferencer, så der kan udvælges rugemor pr. langdistance.

Neutrale omgivelser

I går rejste produktionsholdet videre til Anand, hvor Indiens ældste fertilitetsklinik ligger. Den er drevet af lægen Nayna Patel, der blev verdenskendt i 2008, da hun deltog i Oprah Winfreys show ’Surrogacy — Exploiting the Poor?’

Til det svarede Patel nej — det er en win-win: Ufrugtbare vesterlændinge får deres ønskebarn, mens indiske kvinder får mulighed for at købe et hus eller sende deres børn i skole.

Ifølge Karen Hvidtfeldt Madsen og Charlotte Kroløkke, to af de få forskere i Danmark, der beskæftiger sig med temaet, bliver der i Patels logik forsøgt etableret et symbolsk bånd mellem den vestlige kunde og den indiske rugemor: De vil begge skabe familie, og til det har de brug for hinanden.

Klinikkerne i storbyen Ahmedabad har imidlertid svært ved at hamle op med Patels klinik i landsbyen Anand.

»De forsøger at efterligne hendes succes,« fortæller Ditte Maria Bjerg og tilføjer: »F.eks. vil de gerne have rugemødrene installeret på et særligt hostel under graviditeten, men det er sværere at få storbykvinderne fra Ahmedabad til.«

Og hvorfor skulle de egentlig også det, har Ditte Maria Bjerg spurgt — og svaret er: for at tilfredsstille ’patienterne’.

»Ifølge Pulse er det svært for en ’patient’ fra f.eks. USA at forholde sig til ideen om, at rugemoren går hjemme hos sin mand og sine børn. Så er det rarere at have hende placeret i mere neutrale omgivelser,«

Økonomisk strategi

Ifølge klinikkerne og de lokale journalister, som Ditte Maria Bjerg har talt med, er der også forskel på, hvem der bliver rekrutteret i Ahmedabad og Anand. I Anand er det typisk fattige, hjemmegående kvinder fra landet, som kan tjene, hvad der svarer til fem gange mandens årsløn på at være rugemor.

I Ahmedabad er det også middelklassekvinder med lønarbejde, som vil tjene penge til en bil, en rejse eller en bedre lejlighed.

»Det er gifte, arbejdende kvinder, men hvor parret måske ikke tjener nok til den livsstil, de ønsker — og så kan rugemorjobbet være en løsning,« fortæller Ditte Maria Bjerg.

Men det er ikke noget, man taler højt om. Kvinderne i storbyen bor ofte alene med deres mand og børn og kan lyve om graviditeten over for deres omgangskreds, mens landsbykvinderne ofte bor sammen med svigerfamilien og derfor må tage væk fra hjemmet. De fortæller f.eks., at de skal lave husarbejde i storbyerne eller i Dubai — en udbredt migrationshistorie — og kommer tilbage, når barnet er født.

Oh My God

Madeinindia, chaibaby, tajmababy, millionrupeebaby — sådan hedder de blogs, der udgør den offentlige overflade af rugemor-industrien. I denne del af cyberspace flyver kendt internetslang som OMG (Oh My God) og LOL (Laughing Out Loud) rundt side om side med FET (Frozen Embryo Transfer) og IP (Intented Parent).

Ifølge Karen Hvidteldt Madsen, der sidste år fulgte 20 af disse blogs, deler de vordende forældre alle detaljer om processen: fra valg af æg og sæd og overvejelser om rugemoren til turistoplevelser i Indien og kamp om statsborgerskab til familiens nyanskaffelse, når babyen skal med hjem til f.eks. Danmark eller Tyskland.

Men bortset fra blogs — hvis forfattere oftest skriver under pseudonym — bliver der holdt lav profil inden for fertilitetsøkonomien. Køberne bevæger sig ofte på kanten af national lovgivning og sælgerne på kanten af moralsk fordømmelse.

For selv om det at leje sin livmoder ud efterhånden er lige så udbredt som Bollywoodfilm, er det en ifølge den indiske forsker Amrita Pande en stigmatiserende affære for kvinderne. Det er hendes feltarbejde på Patels klinik, Notes from a Babyfarm bygger på. Pande kalder surrugat en »overlevelsesstrategi og en midlertidig beskæftigelse« og analyserer de fortællinger, kvinderne selv hæfter på valget om at blive rugemor. Hendes pointe er, at selvfremstillingen og beskrivelserne af arbejdets karakter minder meget om de fortællinger, der er i spil inden for andre typer af dirty work udført af kvinder.

Illusioner

Surrogatets karakter af arbejde eller transaktion mellem økonomisk ulige parter er imidlertid ikke i fokus, når de vestlige forældre skaber deres fortællinger om ’assisteret reproduktion’.

Det er ikke slummen, men billeder af Taj Mahal og farverige sarier, der uploades i de virtuelle fertilitetskunde-fællesskaber. Og de mest flittigt brugte metaforer er ifølge Karen Hvidtfeldt Madsen ’magi’ og ’rejse’ — rejse mellem kontinenter såvel som sjælerejse og en rejse mod etableringen af drømmefamilien.

I Norge kaldte ugeavisen Morgenbladet surrogat for »menneskehandel«, da det i sommer kom frem, at den nyudnævnte politidirektør Øystein Måland var i færd med at få barn nummer to via en rugemor i USA.

»Selv om den nøgne nød ikke er lige så tydelig for dem, som vælger at leje sin krop ud på denne måde i USA som i Indien, er der ringe tvivl om, at motivationen er den samme: behovet for penge,« skrev Morgenbladet.

Rugemoren får mellem en femtedel og en tredjedel af de 100.000-400.000 kroner, et surrogatbarn i Indien koster. Hvordan resten af pengene bliver fordelt er svært at gennemskue, da klinikkerne outsourcer stort set alt andet end det rent medicinske.

Tilmed er der kun meget svag regulering af denne blomstrende forretning. Det indiske parlament har i årevis haft et udkast til en lov på området, men indtil nu er der kun uforpligtende retningslinjer. Efter den stigende interesse fra europæiske kunder er de indiske klinikker imidlertid blevet opmærksomme på, at andre landes lovgivning kan give problemer, når børnene er født. Der har allerede været mediesager om forældre, der ikke kunne få børn født af rugemødre anerkendt som ’deres egne’ og dermed berettigede til statsborgerskab.

Alligevel er de indiske fertilitetsklinikker optimistiske, fortæller Ditte Maria Bjerg: »De regner med, at om ti år kan rugemorindustrien være en af de største indtægtskilder i Gujarat.«