Klimaminister: Danmark er ikke låst fast af Nordsøaftalen

Danmark har ikke forpligtet sig til at give Mærsk kompensation fremover, hvis regeringen ønsker at ændre Nordsøaftalen. Det siger klima- og energiminister Martin Lidegaard til Information, og han er dermed uenig i eksperters udlægning af aftalen.

Eksperter har ellers sammenlignet Danmark med lande som Sovjet og Angola, når talen er faldet på Nordsøaftalens paragraf om, at den danske stat skal udbetale kompensation til A.P. Møller-Mærsk, hvis vi inden 2042 ønsker at øge beskatningen af nordsøolien.

»Skønheden ved Nordsøaftalen,« siger Martin Lidegaard, »er, at hvis det her serviceeftersyn viser, at det var en kanonforretning for staten at indgå den her aftale — hvad jeg sådan set forventer — så bliver det selvfølgelig relativt dyrt for os at kompensere Mærsk, hvis vi beslutter os for at vi vil hæve nordsøbeskatningen. Men hvis det viser sig, at vi slet ikke har fået det ind, vi troede, så er det ret let og billigt at kompensere for, at vi vil lave det om.«

— Så når eksperterne mener, at vi har bundet os indtil 2042 på en måde, som man ellers kun ville gøre i et tredjeverdensland, er det en fejlagtig analyse?

»Jeg synes, det er en overdrivelse. Der er ingen tvivl om, at kompensationsafsnittet er en speciel klausul — men det var også specielt, at man i sin tid frivilligt fik halet et stort milliardbeløb ud af en aftalepart,« siger Lidegaard med henvisning til, at Mærsk i 2003 gik med til frivilligt at genforhandle en Nordsøkontrakt, som egentlig løb indtil 2012.

Bananafsnit

Diskussionen om kompensationsafsnittet i Nordsøaftalen er teknisk, men afgørende. Afsnittet er nemlig blevet set som den afgørende juridiske knast, der har gjort det umuligt for Danmark som retsstat at ændre i beskatningen af nordsøolien på trods af, at oliepriserne er eksploderet, siden aftalen blev indgået.

Afsnittet var dybt kontroversielt, da aftalen blev indgået i 2003, og Socialdemokraternes energiordfører Svend Auken var dengang rasende, fordi han ikke var blevet orienteret om, at det indgik i forhandlingerne.

Årsagen var, at aftalen gjaldt helt frem til 2042, og kompensationsafsnittet tilsyneladende derfor sikrede Mærsk mod øget beskatning af indtægter fra nordsøolien i en historisk lang periode.

Sådanne kompensationsaftaler var indtil da kun blevet brugt i bananrepublikker og andre ustabile lande, fastslog dengang Danmarks førende ekspert i energiret, Anita Rønne, som i går i Information vurderede, at hendes bekymringer har »holdt stik«.

Også økonomiske vismænd som Jørgen Birk Mortensen og Peter Birch Sørensen har tidligere udtalt, at aftalen har uheldige økonomiske konsekvenser, men ikke »efterfølgende kunne ændres.«

»Det er svært at forestille sig, at statens renommé ville holde til at bryde disse juridiske bindinger. I stedet må vi håbe, at vi ved fremtidige aftaler har lært af erfaringen,« sagde Peter Birch Sørensen i 2007.

Fejllæsning

Imidlertid er det en fejllæsning, hvis aftalen er blevet forstået sådan, at Mærsk frem til 2042 krone for krone skal have kompensation for en eventuel øget dansk beskatning, siger Martin Lidegaard, der i sin tid repræsenterede Radikale Venstre i nordsøforhandlingerne sammen med sin partileder Marianne Jelved, en nær veninde af Mærsk McKinney Møller. Ministeren henviser til et såkaldt betænkningsbidrag fra 11. december 2003 til loven om Nordsøaftalen, hvor det fastslås, at Danmark »på ethvert tidspunkt« kan »gennemføre beskatningsændringer med fremtidig virkning«.

Derefter følger den afgørende sætning: »En sådan skærpelse af den specifikke beskatning vil ganske vist udløse kompensation, men denne er begrænset til, at staten skal afgive, hvad staten har opnået i kraft af aftalen, eksklusive skat.«

»Jeg læser den tekst sådan, at staten derfor ikke juridisk er bundet af kompensationsaftalen helt frem til 2042, men godt kan se bort fra den fra 2012. Og i så fald skal olieselskaberne kompenseres bagudrettet. Men vi laver jo netop dette serviceeftersyn for at blive fuldstændig klar på præmisserne,« siger Martin Lidegaard.

— Vil det sige, at udfordringerne med kompensationsaftalen derfor ikke er juridiske, men nærmere økonomiske? Altså er spørgsmålet ikke, om det overhovedet kan betale sig fremadrettet i det store hele, hvis vi alligevel skal give Mærsk kompensation bagudrettet?

»Formålet med dette eftersyn er netop at finde ud af, hvor meget staten har fået ud af det her — svarer det til det, vi havde forventet, og er aftalen robust i forhold til fremtiden? Det er netop også spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet kan betale sig, som vi skal undersøge,« siger Martin Lidegaard.

— Du er flere gange blevet citeret for din udtalelse fra 2003 om, at Nordsøaftalen kunne ændres, hvis afgørende forudsætninger som bl. a. selskabsskatten ændrede sig. Siden da er selskabsskatten blevet sænket, og olieprisen ligger 50 dollar over, hvad Energistyrelsen overhovedet kunne forestille sig under forhandlingerne. Er afgørende forudsætninger ændret?

»Det her skal ikke blive en kamp på ord. Der er ingen tvivl om, at olieprisens eksplosion og de lavere selskabsskatter er blandt grundene til det her serviceeftersyn. Om vi kalder det forudsætninger eller vilkår, er jeg ligeglad med. Vi sagde dengang, at vi ville være sikre på, at staten kan tage to tredjedele, uanset hvad olieprisen bliver. Det er min forventning, at staten har gjort det og endog tjent betydeligt på den aftale, vi lavede dengang. Men lad os se, hvad eftersynet viser,« siger klima- og energiministeren