De første 46 dage

Opgør med Gallup-demokratiet

Fra VKO til SF har de politiske partier været hårdt kritiseret for ikke at mene noget ægte længere, men blot indrette synspunkterne efter hvor de kunne få fat i nye vælgersegmenter. VKO ville i virkeligheden ikke redde velfærdssamfundet, og SF mente slet ikke deres værdipolitiske opgør, men sagde det kun for at blive populære. Eksperterne råbte op og advarede mod politikerlede i befolkningen. Alle var vi bekymrede for udvandingen af demokratiet.

Derfor er det også glædeligt, at den nye regering i løbet af de første 46 dage helt har brudt med den form for politik. Intet de har foretaget sig er populært, og de virker fuldstændigt upåvirkede, mens de slår nye bundrekorder i meningsmålingerne. Regeringen Thorning-Schmidts vigtigste principielle sejr er opgøret med Gallup-demokratiet.

Ridder Løkke

Den nye regering har allerede præsteret det umulige: Den har gjort den gamle statsminister Lars Løkke Rasmussen til en stor statsmand i offentligheden. Han er populær som aldrig før, og han bliver anset for den modige, kompetente leder.

Det lykkedes ikke ham selv at overbevise danskerne om det, mens han var statsminister. Men efter danskerne har set en ny statsminister og den nye regering, er Lars Løkke Rasmussen blevet en sand folkehelt, og Venstre står fantastisk i meningsmålingerne. Det havde kostet konsulentmillioner, 100 timers møder og 1000 kander kaffe, hvis Venstre selv skulle stå for genopfindelsen af Lars Løkke Rasmussen. Men det har regeringen Thorning-Schmidt gjort for dem, kvit og frit.

Kanariefuglen

Ida Auken er blevet sammenlignet med kaneriefuglen i minen: Med sin sikre sans for succes og fiasko plejer hun at forsvinde ud af billedet, så snart det går dårligt og dukke op igen, så snart det går godt. Det er blevet kaldt opportunisme, men det er også rigtig, rigtig godt spin og rigtig, rigtig professionelt kommunikationsarbejde.

Hvis man ser Ida Auken, ved man, at det går godt. Hvis man ikke ser hende, ved man, at det går skidt. Vi vil her på redaktionen gerne bekræfte, at vi ikke har set noget til Ida Auken i den nye regering overhovedet, og det er et skidt tegn for Helle Thorning-Schmidt. Det svarer til, at kanariefuglen dør i minen.

Den røde fane

Vi vil gerne give Thor Möger Moderne Tiders socialistpris, som vi kalder Den Røde Fane. Der er sagt og skrevet meget om, at han er så ung, og han ville være bedre, hvis han måtte tage sine forældre med. Han er også blevet kaldt for Store Møwer. Men hans angreb på de multinationale har været det hele værd. Ikke mindst forargelsen hos Mogensen og Kristiansen på TV 2 News, der flæbede over, at en skatteminister sagde, at store selskaber snyder i skat. Det måtte man ikke sige, det var for slemt.

Redaktionens mening er: Netop derfor skulle det siges. Thor har ret, og Thor står fast.

Ministerkostumet

Der blev gjort grin med hans engelsk. Man sagde, at han var uegnet som udenrigsminister og ville blive en skændsel for Danmark. De første 46 dage har vist, hvordan Villy Søvndal vil modgå kritikken. Han har fanget trenden fra Mad Men og er nu aldrig at se uden sit mørke jakkesæt, lyse skjorte og et slankt mørkt 50’er slips. Moderne Tider har igennem længere tid gransket udenrigsministerens beklædning, og altid er tøjet det samme. Om det er finner, kinesere, tyskere eller grønlændere, han mødes med, er strategien det samme sæt tøj. Uniformer skaber respekt.

Ny pædagogik

SF’eren Pernille Vigsø Bagge var rasende allerede fra den nye regerings første sekund.

»Det nye regeringsgrundlag er smukt. Den nye regering er et FLOP, ikke mindst for mig,« skrev hun på Facebook og udtrykte sit raseri over, at hverken Nordjyllands eller hendes egne personlige ambitioner om en ministerpost var blevet indfriet. Kritikken blev fulgt op af trusler om at forlade partiet, men det holdt kun en enkelt dag. Så var hun blevet belønnet med den magtfulde post som gruppeformand. VKO havde et langsigtet projekt om at bryde med rundkredspædagogikken. Den nye regering viste med det samme sine pædagogiske grundholdninger: Pisser du på dine egne, så får du din vilje.

Det teknokratiske kup

De sydeuropæiske lande har oplevet et teknokratisk statskup: Vi har fået en forhenværende EU-kommissær ind som premierminister i Italien, og vi har fået en tidligere vice-præsident fra Den Europæiske Centralbank ind som regeringsleder i Grækenland.

Herhjemme sikrer regeringen, at vi også i Danmark er med på vognen: Den mest markante minister har indtil nu været finansminister Bjarne Corydon, som de færreste kendte før valget, og som kom fra Socialdemokraternes politisk-økonomisk sekretariat. Den magtfulde teknokrat med den dæmpede stemmeføring og det udtryksløse ansigt er billedet på den nye regering. Den socialdemokratiske regering sørger for, at Danmark er med på den internationale mode.

Afpresningsofferet

Hvis der er et menneske i Danmark, som efterlader det indtryk, at Ole Sohn har en slem fortid og grimme ting bag sig, er det Ole Sohn selv.

Så længe han nægter at tale om sin fortid, vil det være humor for højrefløjen, hver eneste gang Jyllands-Posten graver en 118-årig KBG-veteran eller 132-årig CIA-agent frem, som siger noget grimt om Ole Sohn. Han er det ideelle afpresningsoffer, fordi han lader sig afpresse. Det var sjovt først, nu er det blevet pinligt, men mon ikke det bliver sjovt igen, hvis ikke Ole Sohn tager sig sammen og tilstår, at han krammede med Honecker og troede, hammer og segl var vejen fremad. Kom nu, Ole. Du kan jo dine folkeventyr, du ved godt, at hvis man tør pege på trolden, bliver den til en lille kanin, som løber væk af sig selv.

Boligministeren

Vi ved, at interessenter på boligområdet længe efterlyste en minister på deres felt. Nu har Helle Thorning-Schmidt udpeget Carsten Hansen som boligminister. Interessenterne efterlyser stadig en minister på deres område.

Margrethe Mandschauvininst

Har nogen bemærket, at Margrethe Vestager sagde det samme, som Asger Aamund plejer at sige, da hun skulle begrunde sit valg af ministre? Hun udnævnte ikke en eneste kvinde som minister, men derimod fem mænd. Selv sagde hun, det skyldtes, at hun havde valgt efter kompetence og ikke efter køn. Hun havde hverken valgt mand eller kvinde, for hun var gået efter de bedst kvalificerede.

Det er den klassiske mandschauvinisme: Naturen er nu engang sådan, at de bedste er mænd, og de ikke så gode er kvinder. Og det kan vi politisk ikke lave om på. Det er ifølge Margrethe Vestager et faktum, som vi må underkaste os. Hvis alle havde tænkt så reaktionært som hun, var hun aldrig selv blevet minister. Det husker vi lige på.

Symbolpolitik

Vi er blevet fortalt, at symbolpolitikken skulle være slut. Det har vi fået at vide af en regering, hvor de radikale ministre cyklede ind til dronningen, så alle i Danmark kunne se dem som symbol på grøn energi og ny tid, og vi kunne se udviklingsministeren køre i en ægte el-bil. Det var et symbol, som selv vi på redaktionen kunne forstå.

Vi forstår også, at det er meget, meget symbolsk at gøre en kaospilot, som de blå ikke kunne lide, til kulturminister, og vi kan også se symbolikken i at gøre en inder med hinduistisk baggrund til kirkeminister. Vi forstår også, at Vestager skal smile hele tiden for at vise, at hun er vinder, og de andre er tabere. Opgøret med symbolpolitikken er selv et stykke symbolpolitik: Sådan ser populismen ud fra den anden side.

Den nye kontraktpolitik

Kloge iagttagere har hævdet, at den nye regering har gjort op med kontraktpolitikken. Sådan blev de første 10-15 løftebrud forklaret: Det her er et endelig opgør med Foghs kontraktpolitik, sagde man og nikkede, for så var det pludselig progressivt at bryde sine løfter. Men vi har her på redaktionen undersøgt sagen (Moderne Tider DETEKTOR© kalder vi undersøgelsesberedskabet), og vi er nået til følgende konklusion: Den nye regering fører kontraktpolitik før valget og gør op med kontraktpolitikken efter valget. De fører valgkamp, som om de vil gennemføre det, de lover og bagefter siger de, at det hele er sagt under den forudsætning, at de selv fik 90 mandater, og eftersom den forudsætning aldrig opfyldes, er alt hvad de sagde uforpligtende. Det er det helt nye: Kontraktpolitik, når man lover, men ikke, når man holder løfter.

Dem og os

Moderne Tider har søgt aktsindigt i de nye ministres tidligere skrifter. Vi har fundet et rædselsfuldt smædeskrift fra den nye ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen, hvor han udstiller sine uhyggelige fordomme om tyskere, der fremstilles med de værste karikaturer som nazististiske, uniformsbegejstrede og disciplinfanatiske overmennesker, der vil overtage og opkøbe Danmark. Prøv at læs skriftet, og skift ’tysker’ ud med ’jøde’ …. Vi er rystede over denne utilslørede racisme og den dæmoniserende dem og os-tankegang. Vi tager afstand fra alt, hvad der står i hans politiske kampskrift, børnebogen Iqbal Farooq på Bornholm, og vi mener alle indere og børnebogsforfattere bør tage afstand fra den. Moderne Tider har forelagt adskillige eksperter dette skrift, og flere kalder det for hate speech af »værste skuffe.«

Vi er bitre

Mange (blandt os selv) havde regnet med, at vi skulle være vigtige for den nye regering. Vi havde satset på en kulturminister fra avisen — Rune Lykkeberg er nok populist, men han er altså ikke højreorienteret; en sundhedsminister — Lasse Lavrsen ved virkelig meget om sundhed; en miljøminister — David Rehling har ufatteligt meget erfaring og indsigt på området, Jørgen Steen Nielsen er både en tænketank og et aktionsberedskab i sig selv; og en bistandsminister — Lotte Folke Kaarsholm har i mange ledere skrevet lige præcis, hvorfor det går galt; og Christian Jensen — nej ikke ham fra Venstre, men vores chefredaktør — var selvskrevet til at stå i spidsen for et nyoprettet Åbenhedsministerium.

Men vi blev ikke spurgt! Ikke et eneste ministerium blev vi tilbudt! Vi optrådte ikke på de andres avisers lister over kandidater, og vi fik ikke engang tilbudt en stilling som spindoktor. Vi havde selvfølgelig sagt nej, det er klart. Nej, nej, nej havde vi sagt. Som om det var helt utænkeligt.