Findes der en særlig damedepression?

Svenske Gabrielle Lodnert har ikke været sig selv i de seneste seks år. Hun har følt sig syg, fysisk utilpas og psykisk ustabil. For tre måneder siden fik hun stillet diagnosen PMDS — præmenstruelt dysforisk syndrom. Hun er gået i behandling med Lundbecks nye pille Premalex, som er et antidepressiv mod PMDS. De seks sygdomsår har kostet 45-årige Gabrielle Lodnert et ægteskab, kunder i sin virksomhed og en række personlige relationer.

»Jeg har ikke vidst, at jeg led af PMDS, og jeg har aldrig tidligere haft problemer med min cyklus eller med at være kvinde. Jeg kunne mærke, at jeg forandrede mig, fordi jeg begyndte at tage på, jeg fik en lav selvtillid og selvfølelse og følte mig i perioder totalt skør. Jeg tabte kontrollen i konflikter og diskussioner og begyndte at råbe, græde og skrige. I perioder sov jeg op til 12 timer i døgnet, og jeg fik problemer med min hukommelse, som ellers altid har været glimrende,« siger Gabrielle Lodnert, som er privatpraktiserende psykolog.

’Jeg blev rolig og ren i hovedet’

Hun kunne især mærke en ændret adfærd, fordi hun begyndte at opføre sig anderledes end tidligere og sige ting, hun aldrig tidligere ville have sagt. Til en barnløs kollega, der var i fertilitetsbehandling, sagde Gabrielle Lodnert, at kollegaen burde læse Darwins bøger. Ligesom hun fortalte en kollega, at vedkommende havde en fed mave, og gjorde grin med en velhavende patient, der bekymrede sig om sine krystalglas.

For Gabrielle Lodnert var det meget små hændelser, som til sammen indikerede, at hun var syg på den ene eller den anden måde. Helt sindssyg følte hun sig, da hun i en overgang overvejede at tage sit eget liv. Hun har været igennem forskellig forsøg på behandling, indtil hendes praktiserende læge anbefalede hende det nye medikament.

»Efter to en halv dag med pillerne var jeg ikke mere irriteret. Jeg var rolig og ren i hovedet. Jeg ringede til min læge og sagde: ’Den skøre fisse er væk.« Du kan ikke vide, at du lider af PMDS, før du prøver medicinen,« siger Gabrielle Lodnert.

Kampen om D’et

Gabrielle Lodnerts lidelse PMDS findes i Sverige, men er ikke en kendt diagnose i Danmark. Hos de privatpraktiserende læger, som er første kontaktled med de danske patienter, er PMDS ikke noget, man ofte hører om. I en tilfældigt udvalgt praksis har man aldrig stiftet bekendtskab med symptomer, der skulle kunne lede til medicinering mod PMDS.

»Jeg har aldrig oplevet præmenstruelle symptomer som et alvorligt problem for kvinder. Man kan være i dårligt humør, men jeg har slet ikke kunnet tænke på at give medicin for det eller har haft behov for at give det til patienterne,« siger Anne Larsen, der har været praktiserende læge i 20 år i Lægerne i Vestergade i Helsinge.

Praksissen har 4.200 patienter tilknyttet, og ingen af de fem læger i lægehuset har behandlet en patient for noget, der kunne have været PMDS, ligesom de heller aldrig har haft behovet for at kunne stille diagnosen. Diagnosen bliver heller ikke stillet andre steder i det danske sundhedssystem. Er man svensk, kan man blive behandlet mod diagnosen PMDS. I Danmark findes diagnosen ikke. Forskellen er en kamp på ord og bogstaver. I Danmark anerkender man ikke D’et i PMDS. Der er ikke noget dysforisk, ergo er der ikke en psykiatrisk diagnose. I Sverige bliver kvinder behandlet mod netop D’et. Damediagnosen findes. Kun en bro og et sund adskiller, om kvinder kan være syge af deres cyklus.

Et krisetegn

I 80’erne var præmenstruelle tilstande ved at blive en sygdom i Danmark. Først i 80’erne lancerede medicinalvirksomheden Ferrosan hormonpræparatet Terolut til danske kvinder, som oplevede ubehag umiddelbart før deres menstruation i form af præmenstruelle symptomer som smerter i underlivet og humørsvingninger. I kampagnematerialet skrev Ferrosan, at præmenstruelle kvinder var syge og blandt andet kunne optræde som kriminelle, brandstiftere, voldelige mod børn og ægtefælle på grund af deres cyklus. Dengang skønnede Ferrosan, at 40 procent af de fertile kvinder burde tage medicinen, men vurderede samtidig at 70 procent af de fertile kvinder kunne tage medicinen. Kritiske forskere talte imod præparatet. Terolut blev hurtigt taget af det danske marked, og danske kvinder nåede aldrig at tage det til sig. Efter knap 30 år har den danske sundhedsdebat fået PMS igen. Årsagen er, at medicinalgiganten Lundbeck i Sverige har lanceret det antidepressiv Gabrielle Lodnert tager, som har navnet Premalex. Danske forskere stiller sig stærkt kritisk over for Premalex.

»Det er alment kendt, at der er en statistisk større del af kvinder, som er psykisk sårbare op mod menstruationen. Spørgsmålet er, om det nødvendigvis er noget dårligt. Der har været voldsomme slagsmål, om det er en diagnose eller ej i USA, og nu rykker det hertil. Man er enige om, at det højest er fem procent af præmenstruelle kvinder, der overhovedet kan have behov for en behandling, så det store spørgsmål er, om det skal være en psykiatrisk diagnose. Det farlige ved diagnoser er, at de bliver brugt stemplende. Diagnoser er magt,« siger Birgit Petersson, der er speciallæge i psykiatri og lektor ved afdeling for Medicinsk Kvinde- og Kønsforskning ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, hvor hun forsker i blandt andet medicinsk kvindehistorie og psykiatri.

Birgit Petersson vurderer, at det er en undertrykkende magt, Lundbeck er i færd med at udøve, når de sælger antidepressiva til kvinder med præmenstruelle symptomer. Når et fænomen får et navn, en diagnose og en behandling, bliver det til et styringsredskab og en mulighed for at kate- gorisere mennesker. Et eksempel er homoseksuelle eller sindssyge, som ved at få en diagnose blev til en sundhedsmæssig kategori.

Diagnoser er magt

Et andet eksempel er folk med depressioner, som man ikke kaldte depressive for bare 100 år siden. Diagnosticeringen er særlig problematisk, når styringen omfatter en bestemt befolkningsgruppe i form af fertile kvinder, mener også Lotte Hvas. Hun har speciale i almen medicin og er seniorforsker i medikalisering og risikostyring og desuden medlem af Etisk Råd.

»En diagnose er meget magtfuld. Denne her sætter kvinder i en rolle, hvor de bliver opfattet som utroværdige og i følelsesmæssig ubalance. Hvis man hævder, at fem procent af alle kvinder er så alvorligt generet, at de skal særskilt medicineres, hvad gør vi så med vores kvindelige statsminister? Så må man jo tage et forbehold for, at alle kvinder kan være lidt utilregnelige. Og det er de jo ikke. Når jeg hidser mig op over det her, er det, fordi det er en måde at fastslå på, at kvinder er syge i kraft af deres biologi,« siger Lotte Hvas.

Hun skønner, at der ikke er behov for en ny psykiatrisk diagnose, fordi de kvinder, der oplever depressive tilstande op til deres cyklus, kan behandles med de eksisterende antidepressive midler, og at behandlingen ikke skal være kønsspecifik.

»Kvinderne har det ikke dårligt på grund af deres biologi. Det er mennesker, som har det skidt, og nogle af dem skal måske have medicin. Den medicin har vi i forvejen. Men nu har Lundbeck taget det selvsamme pilleglas og sat en ny mærkat på og markedsfører en ny diagnose. De laver et nyt marked for medicin til kvinder, men medicinen er den samme,« siger Lotte Hvas.

Ifølge Elias Eriksson er Gabrielle Lodnert kun en ud af en stor gruppe kvinder, der lider af PMDS. Han er professor i farmakologi og forsker ved Institut for Farmakologi ved Gøteborgs Universitet og står bag de studier af PMDS, som Lundbeck har brugt i forbindelsen med lanceringen af Premalex. Han er desuden lønnet af Lundbeck for disse studier. Ud fra Lundbecks beregninger lider mellem 60.000 og 90.000 svenske kvinder af PMDS — det svarer til mellem tre og fem procent af alle kvinder i den fødedygtige alder. Det er netop den høje andel, som de danske kritikere af diagnosen PMDS anfægter.

»Den kritik, lægemidlet og diagnosen får, er baseret på manglende indsigt. Jeg er netop blevet ringet op af en kvinde, hvis datter havde forsøgt at begå selvmord to gange, og hvor hendes opførsel meget vel kan skyldes PMDS. Folk har en tendens til at negligere psykiatriske lidelser. I Sverige er det ikke ukontroversielt at lide af PMDS, og jeg synes, at det stærkt krænkende for kvinderne, at man siger, at deres diagnose ikke findes. Det er uetisk at opføre sig som om, at en kendt sygdom ikke findes,« siger Elias Eriksson og henviser til amerikansk forskning, der viser, at PMDS har været en kendt diagnose i staterne i mange år.

Efterlyser forskning

Han understreger, at PMDS er en klar diagnose, som er anerkendt i mange andre lande end Danmark, og at meget forskning har ledt frem mod, at PMDS nu kan behandles med antidepressiva som Premalex.

»Jeg er meget vred over anklager om, at medicinen og diagnosen er blevet opfundet af medicinalvirksomhederne. Sandheden er faktisk det omvendte. Medicinalfirmaerne har været langsomme til at anerkende PMDS, mens forskningen har peget på, at det findes som diagnose,« siger Elias Eriksson.

Han mener, at den danske modvilje mod at diagnosticere PMDS skyldes manglede forskning og viden om emnet. De danske almene praksisser er et af de steder, hvor symptomerne på PMDS kunne opdages.

Birgit Petersson har forsket i sygdomme knyttet til kvinder og vurderer, at diagnosen for PMDS dukker op i debatten i relation til, at verden befinder sig i en ny krisetid. Ligesom kjolelængder bliver kortere i opgangstider og længere i krigstid, kvindeidealet bliver federe i krisetider og alfeagtigt let i succesdekader, er diagnosen for PMDS en socialt skabt diagnose. Den har man brug for, fordi der kan spores utilfredshed og utryghed med det omgivende samfund.

»PMDS ses som en kvindesygdom i en tid, hvor kvinder har grund til at være frustrerede. På trods af kvinders høje uddannelsesniveau og store stillinger, så er det dem, der falder tilbage til kødgryderne i krisetider. Det er dem, der taber på arbejdsmarkedet, og dem, der ikke får ligeløn. I kraft med den frustration kan de kropslige symptomer blive forværret og indirekte pege på en udvikling, som man skal være meget opmærksom på,« siger Birgit Petersson.