Bryggeriforeningens bulletin er trist læsning — nå ja, der er den opmuntrende nyhed, at ølmaven er »en myte«: Ny forskning dokumenterer, at øl ikke bør hænges ud for at være specielt fedende. Den såkaldte ølvom er i virkeligheden en skodvom, en vinvom, en stressvom eller en spiritusmave. (Standard)-øl indeholder i virkeligheden færre kalorier end vin, spiritus og sødmælk, ja selv appelsinjuice.
Desuagtet er øgede ’sundhedsafgifter’ på øl en grim tidsel i den røde afgiftsbuket fra SSFR-regeringen, mener Bryggeriforeningen. De går stik imod forebyggelseskommissionens anbefaling og er vel i hovedsagen til benefice for grænsehandlere. Hvad værre er, kan sådanne afgifter blive gift på et vigende marked, hvor mange mikrobryggere allerede drejer nøglen om. Og hvor danskerne grumme nødigt vil betale de 40 kr., som en flaske specialøl typisk plejede at koste — nu må den kun koste det halve.
Men i mismodets november kommer en revolutionerende ølnyhed, der er opløftende vidnesbyrd om, at den ventede markedsmodgang aldeles ikke har knægtet iværksætteriet totalt. Uventet opstår pludselig et nyt storsatsende bryggeri, forsynet med ny forretningsmodel, risikovillig kapital og ambition om at blive markedsdominerende i 25 kroners-segmentet. Lanceret med lækkert logo, aggressiv markedsføring og bedst af alt: et produktsortiment, der fra første slurk gør et forførerisk og overbevisende indtryk.
Helstøbt, tør malt og styrke
Bag Stronzo — jeg afstår her fra at røbe hvilket stykke intim anatomi, det ord er slang for på italiensk — står brødrene Strunge, der bankede teleselskabet Onfone op og solgte det for 300 millioner kr. Stronzo vil være blandt Danmarks største og stiler også mod eksportmarkedet. De leger med i det farlige segment, hvor en lignende volumensyge førhen knækkede Brøckhouse og sendte Nørrebro Bryghus til tælling.
Kristian Strunge, oplært på Amager Bryghus og med en fortid som ’øldommer’, har kreeret syv stærke udspil, hvoraf fire allerede nu kan fås i Føtex og hos SuperBest, mens tre findes på udvalgte barer.
White Stronzo er en mesterligt ramt witbier i den belgiske stil, som vi kender fra Hoegaarden, men med mere karakter (jo, fan’me) og Saaz-humle — en herlig og helstøbt gylden buket af citrus, koriander, lime og kamille.
Brown Stronzo er en brown ale med attitude, som løfter sig over genrens alt for mange sødladne, klistrede misfostre. Tricket er en gavmild IPA-tangerende humledosering med en sand symfoni af amerikansk centennial-humle, hvortil kommer en velartikuleret tør maltprofil og nuancer af nødder og chokolade.
Mest innovativ er nok Golden Stronzo, som er brygget med den nye teknik late hopping, der forløser citrusaromaen med stærkere distinktion — i dette tilfælde fra den særprægede japanske humle Sorachi Ace. En frisk, måske lidt vandet, men uanmassende tørstslukker med noter af kokos og tørrede eksotiske frugter.
Røg
En anden nyere spiller i mellemsegmentet fortjener også at bliver fremhævet: Det er ikke nogen ringe bedrift, at Krenkerup, det lille, men brændende ambitiøse godsbryggeri fra Sakskøbing netop har vundet europæisk guldmedalje for sin fine røgøl, en genre, der oprindelig ikke er hjemmehørende i Danmark: Ravfarvet med flot skumkrone byder Rauch Bier ind med karamelmaltsødme og mild røg som fra let ristet rugbrød, bacon eller røget kød. Velsignet med en røgøl, der ikke smager som at slikke et askebæger.
Fakta
Bedømmelse: 5/6 Stjerner: Stronzo: White Stronzo, 50 cl. 5,1 pct. 25 kr. i SuperBest
Bedømmelse: 6/6 Stjerner: Stronzo: Brown Stronzo, 50 cl. 25 kr. i SuperBest
Bedømmelse: 4/6 Stjerner: Stronzo: Golden Stronzo, 50 cl. 25 kr. i SuperBest
Bedømmelse: 6/6 Stjerner: Krenkerup: Rauch Bier, 50 cl. 20 kr. i Fakta








Kommentarer
Har I ikke glemt at oplyse forhøjelsen af afgiften?