Hos Poul Friis i P1 Formiddag diskuterede de forleden fortidens skole. Efter umindelige tiders repetition af et fortærsket standpunkt synes låget nu at lette og skoledebatten udvikle sig nuanceret.
Det var Anders Fogh Rasmussen (V), der afsporede det hele ved at nedgøre reformskolen med den nedladende bemærkning om rundbordspædagogik. Påstanden, at fagligheden var gået tabt med ungdomsoprøret og 68’ernes hærgen i 1970’erne, var drivmidlet. Til orientering var Anders Fogh Rasmussen dansk statsminister fra 2001 til 2009 trods kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget. Pålideligheden i Rasmussens udtalelser om det pædagogiske var tilsvarende til at overse som kreativ omgang med de faktiske forhold. Kort sagt et fint forbillede for den ungdom, der efter VKO-regeringens enkle opskrift på lykke, nu skulle tage sig sammen.
Sideløbende med kravet om mere faglighed, indterpet i den enkelte elev ved pulten, og mere af det, ministrene selv mente at have begrebet, samt stadig mere omfattende evalueringer af elev og skole (dog ikke af forældrene/vælgerne), reduceredes musiske fag og eftertanken. Statsministeren og hans undervisningsminister ensrettede kravene og afskaffede bl.a. gruppeeksaminer, en af de nye farver på den pædagogiske palet. Alt, hvad der smagte af kollektivitet og fælles ansvar, skulle manes i jorden til fordel for konkurrence og sig selv nok.
Folk med forstand på de dele protesterede, men de var jo eksperter, og dem behøvede man ikke høre på. Mindreværdskompleksernes korstog mod andres opfindsomhed og ideologisk uønskede ideer rullede videre. Skolen skulle ikke ligne noget som det herskende flertal ikke umiddelbart accepterede, forstod og var tryg ved, og mange år gik tabt for en mere forstandig og naturlig udvikling af en rummelig skole. Fagligheden blev ikke bedre.
Gennembrud i tweed
Lyset blafrer nu for enden af tunnelen. En anden ånd svæver over landet, om end meningsmålingerne for tiden tyder på det modsatte.
Universitetsadjunkt Trine Øland har sammen med andre undersøgt 1960’ernes skole. Den skole Fogh Rasmussen så åbenlyst afskyede, og VKO lagde for had. Men adjunkt Øland påviser værdierne i den gode skole fra dengang, som arbejdsomme pædagoger og andre samvittighedsfulde skolefolk skabte i de forkætrede år. Gennembruddet kom faktisk et godt stykke tid før ’68, der beskyldes for så meget. Den venligere, mere eksperimenterede og frem for alt friere skoleform med en ordentlig tone mellem lærere og elever, samt forståelse for andre tilgange til lærdom end stilleleg i klassen og terperi, introduceredes imidlertid ikke af langhårede flippere med blomster i det uvaskede hår og Leninplakat på værelset. De tidlige 60’eres progressive pædagoger var pæne folk i tweedjakke, som gik til frisør og havde slips på, om end det også var strikket. Den pædagogiske form var dertil ofte en hybrid mellem to skolehistoriske perioder og systemer. I virkeligheden var forandringerne allerede at øjne i slutningen af de grå 50’ere. I endnu et — forhåbentligt tilgivet — erindringsglimt fra den ærkekonservative Thorvaldsenskolen på Frederiksberg optrådte en skønne dag i 1958 eller året efter en ung lærer i fodformede sko og pagehår, islandsk sweater, tværtaske og røg majspibe i timen. Den nye lærer mente ikke, det gjorde noget, når denne, hans nu aldrende elev, fuldstændigt hæmningsløst tegnede i alle timerne, mens læreren forklarede om ålens vandring og de varme lande. Eleven lærte tingene i sin egen skæve gangart og nogle gange ikke, fordi koncentrationen dvælede andre steder. Det indså læreren og accepterede, at ikke alle unger var ens, og at det ikke gjorde så meget, hvis Danmarks åer og Spaniens floder først lidt efter lidt kunne placeres på blindkortet.
Verdens bedste land
Befrielsen dengang var mærkbar og som et pust af forår, der altså ikke mere nødvendigvis behøvede være forsømt. Og dog. Det progressive element forhindrede ikke det fodformede forårspust i at smadre en uregerlig kammerat sådan én på kassen, at vedkommende ungersvend, der mildt sagt ikke kom fra et godt hjem, tumlede halvt bedøvet ned ad trappen og oven i smerten fik en sveder på adskillige timer. Højere klang de nye toner heller ikke.
Men klokken var faldet i slag. Og nytænkningen, stærkt inspireret udefra, blev fulgt op af markante reformfolk som Henrik Sidenius og på de tidligere trin af Sigsgaard’ene og andre. Man gider jo næsten ikke sige, at der også var vildskud i den udvikling, selvfølgelig var der det. Som om der i den skole, der gik forud for reformperioden, ikke havde været fejltagelser. Nogen mener — skribenten hører til dem — at det meste, fordi uforanderligheden var så massiv gennem så mange år, havde været én langtrukken fejltagelse med utallige læderede skolebørnsskæbner på samvittigheden og et lige så stort utal af ulyksalige langtidsvirkninger for de blot minimalt følsomme med kronisk usikkerhed, præstationsangst, onde drømme og mangelfuldt selvværd.
Datidens skoles mentale grundlag var en national bevidsthed, som fik en ekstra én på fædrelandskærligheden efter besættelsen. En hel generation — eller endnu én — blev optugtet i forestillingen om Danmark som verdens smørhul, mens ferme danske ingeniører indstøbte eksotiske lande i dansk beton og cement og byggede broer og veje gennem ødemarken, alt det de indfødte med lokal nationalkarakter og race ikke magtede. Dertil kom, at Danmarks læger var de bedste i verden, at Danmark var det reneste land i verden og det fredeligste og mest civiliserede, og den senere konge kørte på cykel i de fem forbandede år, og Kaj Munk, du lille anemone, Kaj Munk var selve den danske modstandsbevægelse og ikke spor betaget af Mussolini, som landsforræderne, PH og kommunisten henne i rulleforretningen hævdede.
Selvfremstilling
Den indfatning blev på en måde også skolens i den reaktion, der definerede en tilbageskuende modernitetsforagtende udvikling siden 2001. Give a little, take a little — som de siger på fransk. Det er jo nok ikke et tilfælde, når en senere dansk statsminister hævdede, at Danmark skulle have klodens bedste folkeskole, og at hans finansminister mente, at Danmark snart kunne købe hele verden; ironisk ment hævdede ministeren senere, da bunden i kassen var til at få øje på. Centralt i denne forestilling anes en selvfremstilling, som også skulle være skolens og skolens påvirkning.
At opnå dette flyvske mål fordrer selvsagt en eller anden form for disciplin og formel bedømmelse, da resultaterne ellers kun dårligt lader sig registrere. Påstanden, om at målet er fuldt, og at det går den rette vej, kan kun hævdes opfyldt, såfremt man kan måle og veje eleverne fra første til sidste klasse. Det er ellers meningsløst, hvad det netop er. Men det er en overkommelig opgave for politikere og regering at hænge lærdomsguleroden op for forældrene, der hellere end gerne giver trækdyrene lidt mere pisk. Man kan altid mene, at det er bedre, at afkommet bliver dueligere til regning, dansk, skrivning og historie end det modsatte. Og det er altid bedst at være på den sikre side. Også med tvang.
Sagt på en anden måde er et reaktionært skoleprogram hundrede gange nemmere at forvalte end et progressivt. Altså for alle andre end eleverne og de lærere, der vil noget andet. Den sidste kategori af lærere burde have et monument ved siden af Frederik 7. De er og var hverdagens sande helte. Visse politikere bør få en skamstøtte. Også for at skolerne ligner nedlagte børnehjem i Rumænien.
Kommentarer
Ja det er befriende at andre synspunkter kan komme frem.
Her et lille PS. Hørte i P1 ,at Kina var meget interesser i det danske skolesystem med en frie og bredere undervisningsform - med andre ord Fogh Rasmussens forhadte ”rundbordspædagogik ” er ved at blive en eksportvare.
Flot “Intermetzo !
A propos Fogh, så lader det til, at den danske økonomi ender i grøften pga. netop hans kreative bogholderi med den illegitime AMBI. Var det intentionelt, da han indførte den, velvidende at den på sigt ville lægge en bombe i statskassen?
Denne kommentar er anbefalet af:
Jeg hørte også det samme i P1 - at kineserne var meget interesserede i det danske undervisnings-system. Og her så det interessante: det er nu der skal slås til, det er nu jernet er varmt, det er nu der skal smedes, og dette system med rundbords-pædagogik skal sælges, bl.a. til kineserne.
Problemet er blot dette:
Kina har en eksport-messe i Shanghai, tror jeg det var, hvor det kinesiske styre skal vælge mellem forskellige landes uddannelses-systemer. Og hvis ikke Danmark kender sin besøgelses-tid her - og i særdeleshed også i andre fra i Sydøstasien - ja så ender Kina nok op med en mellemting mellem det USAanske og det britiske uddannelses-system.
Og ændringen i skolen begyndte vel egentlig allerede i 1958-1962, altså før 1968 - og da især med den Blå Betænkning fra 1958 eller 1960, som netop lagde grunden til at også andre undervisnings-former end lærerens brægen ved katederet kunne bruges når eleverne skal lære noget.
Det danske undervisnings-system er jo netop karakteriseret ved at vi inddrager eleverne, lytter, hører på deres synspunkter, tager diskussioner med eleverne, men også husker at de skal lære.
Og ja, visse skoler ligner nedslidte børnehjem i Rumænien, men hvilke skoler er det? Det er jo typisk de skoler, som blev bygget af (dårlig?) beton sidst i 1960erne og først i 1970erne, der ligner nedslidte børnehjem fra Rumænien i dag. Ikke langt fra hvor jeg bor, i den by hvor jeg bor, ligger der en skole bygget i 1904 af gode, solide materialer, mursten altså - og selv i 1956 og i 1970 hvor man renoverede skolen og byggede til, byggede man skam også i gode, solide materialer. Og sådan byggede man skoler i Danmark indtil omkring 1968-1972, hvorefter man gik over til at bygge dem med det grå beton. Og i et samfund hvor 80% måske ikke havde rindende vand derhjemme, og toilettet vart et udhus må det have været en dejlig ting at komme ind i varm og velopvarmet skole - med toiletter med træk og slip - ganske vist i gården dengang, men alligevel.
Og nu var det aldeles ikke 1960ernes skole, Fogh hadede og afskyede, men 1970ernes skole. Fogh gik jo selv i folkeskolen fra cirka 1962-1970, mener jeg. Og så kom han på gymnasiet i Viborg, hvor han blev nedgjort af de (gamle) lærere, som havde noget imod (måske) at en bondesøn skulle på gymnasiet. Og hvor han ikke forstod ret meget andet end at fordi han var bondesøn, skulle han gøres til grin af dem med de rigtige meninger, altså embedsmands-borgerskabet.
Men omkring 1970-1975 i Viborg må dette borgerskab altså have været konservativt i dets politiske holdning.
Og det Fogh oplevede var at han som bondesøn intet kendte til kulturen i denne verden, intet kendte til de koder, som gymnasiet brugte, hverken i tøjstil, i holdninger eller måske allerværst i det skole-sprog, som blev brugt i gymnasiet dengang. Og derfor brød han sig måske ikke så meget om at gå i gymnasiet - og måske blev han også udsat for gruppe-arbejde i gymnasiet. (selvom jeg har svært ved at tro det?)
En ting var i hvert fald klart, da Fogh kom til magten. Nu skulle hævnens time indfinde sig….
Karsten Aaen:
“En ting var i hvert fald klart, da Fogh kom til magten. Nu skulle hævnens time indfinde sig….”
Gode betragtninger, en god analyse, men næppe den rette konklusion :-)
Det var ikke “hævn”, eller “gengæld”. De bevidste og intentionelle ødelæggelser, skyldtes ikke mindreværd, personlige nederlag, mobning, drillerier, for lidt succes med pigerne, eller andre pop-fjollede forklaringer. Ingen af de forklaringer rammer plet. Det er den type “forklaringer” man søger til, når man ikke kan finde de faktiske motiver bag andres handlinger.
Sådanne “forklaringer” findes til overflod. Antallet af historiske personer, der siges at have været sindsyge, onde, liderlige, fik storhedsvanvid eller andet, er påfaldende højt. Disse “forklaringer” udtrykker sjældent noget om personen, men til gengæld blotlægger krønikøren sig. Som useriøs og uduelig, og som én der ikke har til hensigt at informere, men hellere vil lege smagsdommer og tækkes den gode smag.
Alt hvad Anders Fogh Rasmussen har foretaget sig, har ét fællestræk. Den systematiske destruktion af det der gav begrundet håb om, at mennesker (i fællesskab) var på vej mod at kunne blive selvhjulpne.
Strategien minder om Margareth Thatchers. Her var midlet også at indpode befolkningen med et nyt tankesæt. Fællesskabet er noget møg, sagde damen, få år efter at WWII havde vist den britiske befolkning deres egen “finest hour”, der bestod i fællesskab, samarbejde, uegennyttighed, opofrelse osv. Væk med fællesskabet, og illusionerne om fællesskabet. Fællesskabet er individdets fjende. Enhver person er naturligt egoist, egennyttig, asocial og alene interesseret i egne, personlige forhold.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Karsten,
I Anne Sophie Kraghs bog “Fogh historien om en statsminister” fortælles der om Foghs forhold til gruppearbejde. Han kunne ikke lide det, hverken i Folkeskolen eller senere, hvor han satte de andre i gruppen til at lave noget andet, mens han selv klarede opgaven. Bagefter blev det præsenteret som et fælles projekt, skal det siges til hans ros :-).
Viborgs borgerskab var ganske rigtigt dengang præget af konservatisme, som du nævner. Det AFR måtte høre for i gymnasiet var hans landlige sprog. Han blev student i 1971. Jeg forstår dog godt Fogh fortørnelse. Hverken i 50’erne eller 60’erne var det let for oplandselever at komme ind på de større byers katedralskoler, der var vant til eliten. Lærerne var ofte ikke neutrale over for elevernes herkomst i 50-60’erne, hvilket er forkasteligt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Den danske statsskole må have 200 års jubilæum om nogle år. Er det blevet forsøgt at klarlægge disse 200 års historie?
Det indførte prøjsiskske skolesystem (måske før Humboldts revisioner?) var baseret på fakta, udenadslære, lærer-centrering som docent og streng hersker. Samt indoktrinering til ubetinget lydighed og loyalitet.
Måske Georg Metz lærer fra slut-1950’erne var påvirket af perennialisme?
Her er nogle citater, tilskrevet en hovedaktør bag den sekulære perennialisme i USA, Robert Maynard Hutchins:
“The object of education is to prepare the young to educate themselves throughout their lives.”
“It must be remembered that the purpose of education is not to fill the minds of students with facts…it is to teach them to think.”
“Education is not to reform students or amuse them or to make them expert technicians. It is to unsettle their minds, widen their horizons, inflame their intellects, teach them to think straight, if possible.”
“There is only one justification for universities, as distinguished from trade schools. They must be centers of criticism.”
Denne kommentar er anbefalet af:
Kineserne kopierer hvad som helt, hvor som helst, når som helst. Det er ikke i sig selv et kvalitetstegn.
Denne kommentar er anbefalet af:
Nej, så vidt jeg ved er der ikke udgivet en samlet bog eller lavet et samlet projekt om den danske skole fra 1814-2014 (endnu). Tilløbene synes der dog at være. Da jeg i anden forbindelse skrev en opgave til faget
‘skolen i samfundet.’ opdagede jeg en guldgrube af informationer, men alle samlet i forskellige bøger. Bl.a. i en bog (som jeg ikke lige kan huske hvad hedder), men den handlede bl.a. om en mand der hed Ernst Kaper, som omkring år 1900 netop gjorde op med de indførte prøjsiske skole-system - med lydighed mm. til følge.
Kaper lagde vægt på at eleverne også forstod det, de læste og at de genfortalte og mange andre gode ting. Desværre lagde han også vægt på, at gøre nar af eleverne, udstille elevers manglende viden overfor kammeraterne mm.
Og mht. citataterne er Robert Maynard Hutchins er jeg helt enig :)
Ang. den ‘hævn’ jeg taler om i mit første indlæg skal den ikke forstås som en personlig hævn, snarere som et politisk hævntogt mod netop - fællesskabet. Det, fællesskab, som afviste Anders Fogh, da han ung, og derfor måtte det bløde for det….
Har været der, de Frederiksbergske skoler i 60’erne, 9 spildte år. Men det lykkedes da til sidst at indføre det 20. århundrede også på Frederiksberg.
Men høj faglighed, den var noget fraværende.
1. Mht. skolehistorie: Der er et forskningsprojekt “Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år”
2. “Realskolen gennem 200 år” er udkommet
3. “Offentligheden får nu adgang til 230 hyldemeter arkivalier om dansk skolehistorie fra slutningen af 1700-tallet til begyndelsen af 2000-årene”:
ps. Jeg har skrevet på min blog om bl.a. Natalie Zahle og Hannah Adler, der startede skoler som bl.a. en reaktion på åndløst terperi.
Ja, det er altsammen meget godt, Anne. Og sikkert også meget fint alt sammen.
Men hvad skal offentligheden med adgang til så mange hyldemeter om alt, hvis den ikke ved, hvor og hvordan den skal lede i materialet og behandle kilderne.
Nu er Dansk Skolemuseeum jo desværre lukket…
Denne kommentar er anbefalet af:
Karsten Aaen:
“Det, fællesskab, som afviste Anders Fogh, da han ung, og derfor måtte det bløde for det….”
Jeg afviser ikke begivenhederne, men tolkningen af deres betydning for AFR.
Forklaringen på mandens viljefasthed, ekstreme selvkontrol, selvsikkerhed og dominerende adfærd lader sig næppe forklare ved at være blevet misforstået og hånet som ung. De personlige karakteristika var givetvis på plads længe inden. Han har formodentligt aldrig opfattet sig selv som taber, eller én der led nederlag. I så fald: hvad er der at hævne?
At løse opgaver i fællesskab med andre, er en udfordring på mange måder. Det stiller store krav til modenhed, ansvarlighed og meget andet. Det er et område, der fortjener meget stor bevågenhed i skolegang. Det er meget basale færdigheder, der rodfæstes der.
En anden basal færdighed, er at lære at studere og tænke selvstændigt. Den færdighed får langtfra alle lært.
Men ret beset, kan AFR’s tilgang til gruppearbejde ikke klandres. Han har næppe erklæret sig som selvbestaltet despot, mod de andres vilje. Gruppen kunne have valgt andre strategier: En lang snak om mangt og meget, der peger i retning af en planlægning af “legen”, der måske mest af alt kan minde om en udmattelseskrig om hvem i gruppen der påtager sig at gøre lærerens vilje? De tradionelle konformister, der i løbet af en kort rådslagning konkluderer hvordan kagen skal skæres, og ligeledes fordeler arbejdsopgaver efter lagkageprincippet. Hvad er der i vejen med, at én opgaver udfører det centrale i en stillet opgave, og koordinerer projektet, mens de øvrige påtager sig mere perifære opgaver (evt. gives opgaver)? Denne model er da ganske meningsfuld, som jeg ser det. Hvis nogen skal lastes for den arbejdsdeling, var de dem der godtog at lade deponere ansvaret hos en anden person. At en person frivilligt påtager sig at være koordinator, er den mest produktive enkeltperson og lader resultatet fremstå som fællesskabets produkt, behøver der ikke at være noget odiøst i. Tværtimod, kunne det jo indikere ædelt sindelag, generøsitet og lignende? Who knows? ;-)
Når AFR siden harcellerede over den udbredte slavenatur, handler det måske om sådanne oplevelser? At mange gladeligt afsiger sig deres personlige ansvar (for det fælles projekt), hvis nogen siger: “stol på mig”? Arbejdsnarkomanen, pligtetikeren og den gennem-kontrollerede er næppe mopset over, at han tog slæbet. Han ville formodentligt have ærgret sig, hvis han havde svigtet sit ansvar og ikke havde gjort hvad han formåede.
Episoden, hvor AFR én gang drikker sig stinkende beruset, har sikkert sat sig spor. Men hvorfor antage, at det der nager, var at blev ledt i uføre? Mon ikke det der nager, var hans egen svaghed? Tåbeligheden i at forsøge at opnå social accept og inklusion, i fald han blot er villig til sælge ud af principperne?
Så nej, jeg tror ikke motivet er “hævngerrighed”. Men det kan meget vel tænkes, at kunne forklares med en dyb afsky for den udbredte villighed til at “overdrage” ansvar og frihed til enhver der byder sig til. Med den tankegang, er det logisk at konkludere at når bl.a. hans medstuderende kunne fejle så eklatant, var det primært fordi andre havde svigtet dem (deres dannelse). Forældre, lærere, samfundets institutioner. Herunder velfærdssamfundets instituioner, der ikke havde formået at frembringe nye generationer med substans?
Muligvis det fænomen, han omtaler som danskernes slavenatur? Jeg har ikke læst mandens bøger, men har alene hørt dele heraf refereret.
Karsten Aaen:
“Men hvad skal offentligheden med adgang til så mange hyldemeter om alt, hvis den ikke ved, hvor og hvordan den skal lede i materialet og behandle kilderne.”
En væsentligt og tilgængelig kilde til en væsentlig del af skolens og uddannelsens historie, er gode gamle Nicolai Frederik Severin, fra hvis hånd meget materiale er blevet til.
Der er givetvis skrevet indtil flere udmærkede værker om Grundtvig (har ikke læst dem), om skole og de mange andre emner der optog ham, men det er påfaldende så rudimentær og overfladisk en forståelse der synes at være af denne foretagsomme åndsatlets meget sammenhængende tankegang, og hans yderst præcise diagnose af datidens svøber.
Selv om man kan læse de skrevne ord, er det langtfra givet at ordene kan tolkes meningsfuldt, med mindre man er grundigt inden i samtidens tankegang, forestillinger, ordbrug og hvad der ellers hører til kontekstuelt.
Ernst Kaper, forfatteren til den meget brugte tyske grammatik. http://da.wikipedia.org/wiki/Ernst_Kaper
Udmærket analyse - men du glemmer perioden fra 70 erne og op til midt firserne, hvor specielt Ritt Bjerregaards skolepolitik, tanken om den 12 årige enhedsskole og “alle skal lære lige lidt/lige meget var ødelæggende for skoleudviklingen i Danmark. Det var jo det Fogh reagerede/overreagerede imod. Men i 2001 var der brug for et opgør - det kom men var overgearet.
Peter Lassen, nu var det jo ikke Ritt Bjerregaard, der afskaffede opdelingen efter evner - jeg husker tydeligt den udmærkede reform, jeg gik i skole under, hvor man i 8. og 9. klasse havde udvidet og grundkursus i sprogfag og matematik. Det var værre, at der var en række kundskabsfag, der blev beskåret. Det var iøvrigt ikke Ritt Bjerregaard, der var undervisningsminister, som bekendt fik hun kort tid på den post - det var Knud Heinesen. Hvad alle tænker på, er U90, men den blev jo aldrig gennemført. De forringelser i kundskabsniveauet, vi har oplevet, må især højrefløjen tage på sin kappe - den har heller ingen interesse i en oplyst befolkning, og den ved, at dens eget afkom kan blive bedre rustet til et liv på 1. klasse andre steder end i folkeskolen.
Ritt Bjerregaard var undervisningsminister i en kort periode i 1973 og igen fra 1975-1978. Derfor var det hendes underskrift, der stod på loven, da den blev vedtaget. Men se, denne folkeskolelov af 1975 blev allerede forberedt fra 1971-1972 af daværende undervisnings-minister Knud Heinesen, derefter kom Tove Larsen fra 1973-1975 og Ritt Bjerregaard fra 1975-1977 eller 1978.
Og hvis man endelig skal derud (og det skal vi) så har Venstre og Bertel Haarder ødelagt meget i den danske folkeskole, især Haarders tåbelige insisteren på at dansk stort set udelukkende handler om at læse skøn-littertur har jo betyder, at danske elever ikke aner hvordan de skal læse f.eks. en fagtekst, en artikel. Det lærte vi dog trods alt både i folkeskolen og i gymnasiet i perioden fra cirka 1975-1985.
Og jeg ved ikke hvorfor alle ser ned på 1970ernes folkeskole; jeg gik selv i den. Den havde den rette balance mellem lærdom, kundskaber og personlig udvikling samt at man begyndte at se børnene som det de var - børn - og ikke små voksne.
I 1993 blev opdelingen i grundkursus og udvidet kursus afskaffet af en radikal undervisnings-minister (Margrethe Vestager?); i 1970ernes skole fastholdt man opdelingen efter evner, dvs. i udvidet kursus og i grundkursus, i f.eks. matematik, tysk og engelsk.
Og ja, i 1978 eller 1979 kom U90 og hvis den var blev gennemført havde meget set anderledes ud i det her land, bl.a. havde alle voksne stort set nok adgang til -
god og gratis efteruddannelse. Det var nemlig, det der var tanken bag U90 - at man fik en uddannelse en gang i livet, men siden hele tiden en gang imellem måtte på skolebænken for at efter-uddanne sig.
Men se, dette ønskede Venstre som bekendt ikke. Og hvorfor? Fordi Venstre aldrig er gået ind for de fattige, landarbejderne i 1930erne eller 1950erne skulle have uddannelse; eller rettere: de skulle lige akkurat have nok uddannelse så de kunne læse lidt, skrive lidt, men ingen kritiske pointer skulle de lære overhovedet. Bare de kunne klare at hakke roerne og tage kartoflerne op…
Denne kommentar er anbefalet af:
De dummeste og mest uoplyste generationer af unge nogensinde siden reformationen er udklækket fra 60´erne og til i dag.
De (vi) har ingen fundamental basisviden, men er rigtig gode til at indhente information - Google…
Ingen har mere noget begreb om hvad der måtte være vigtigt at vide, så forældre, lærere, chefer, politikere, journalister og eksperter opfinder ting som skulle være værd at bekymre sig om.
“Husk at tage cykelhjelm på!” siger vi til vores børn og sniger os ind på deres værelse for at se deres sidste aktivitet på facebook eller vi programmerer deres I-phone, så vi kan se på koordinatet hvor de befinder sig!
Sygt, sygt, sygt!
Men vi har jo lært at det er sådan det skal være - Don´t be your self!
Vi ved ingenting mere og vi holder os til dem som er som os (som her Information), hvor alle søger bekræftelse, bekræftelse, bekræftelse - den ideelle opskrift på narcissisme!
Tak, fordi du er her Metz, du er Gud for mange - her!
Søren Lom: “Har været der, de Frederiksbergske skoler i 60’erne, 9 spildte år.”
Hov-hov ! Jeg frekventerede samme skolevæsen fra 1957 til 1970 og er stadig glad for det. Først realeksamen (Skolen på La Coursvej) derefter Gymnasiet (FG). Mange gode og engagerede lærere, gruppeundevisning, gruppefremlæggelse osv. Det var ihvertfald ikke værre end at de relativt frie rammer gav mulighed for noget der var sjovt og spændende. Det ændrer ikke noget ved Foghs undevisningsvandalisme for 10 år siden med indlæringskontrol og kontrol igenigen. Med regeringsskiftet er der ihvertfald tændt et lille håb om fornuft og fællesskab i undervisningen for fremtiden.
@Kristian Lund Jakobsen:
Vær du glad, du nåede lige at komme ud i tide!
Kristian Lund Jakobsen
Der var såmænd stor forskel på lærerkvaliteten på de forskellige Frederiksbergske skoler.
Og det skoledistrikt La Courvejen Skole hørte til, var jo solidt fyldt med akademikere og berømtheder - og det gav en høj kvalitet i undervisningen. Jeg har faktisk samme gode erfaring med skolen som du.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det undrer mig, at en kommentator her på siden kan skrive lange indlæg om noget vedkommende ikke har læst? Fremragende, som sædvanligt, artikel af Metz!
Så Alberte i på tv igår. Hun hævde at hun var gammel nok at kunne huske spanskrøret - altså at det endnu lå og samlede støv oppe på en hylde i klasselokalet. Modsætniger mødes.