Det hører tilsjældenhederne, at en pengegave på 120 millioner kroner fører til så højlydte protester, som det er tilfældet med regeringens nye loft på 28 elever i gymnasieklasserne. Elever og partierne bag finansloven har i årevis ønsket sig færre elever i de overfyldte klasseværelser på landets gymnasier, der er ved at blive kvalt i egen succes med over 30 elever i klasserne og frafald til følge.
Elever og lærere er da også glade for gaven. Selvfølgelig. For færre elever betyder mere tid til den enkelte elev og mere kvalitet i undervisningen. Rektorerne ser til gengæld de 120 millioner kroner som en alt for lille pengegave til at opfylde politikernes gode ønsker.
»Det er fuldstændigforrykt. Aftalen er langt, langt underfinansieret, så vi skal til gengæld afskaffe lektiecafeer, studievejledning og alle mulige aktiviteter, der er med til at sikre, at eleverne fuldfører gymnasiet,« lød det fra formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Jens Boe Nielsen, der mener, at under- finansieringen direkte vil føre til konkurs på flere gymnasier, hvis de skal leve op til loftet.
Hvorefter formanden for gymnasielærerne, Gorm Leschly, svarede igen med et fnysende: »rektorklynk«.
Problemet er blot, at rektorerne er dem, der skal få kassen til at stemme. Og derfor har de indlysende nok blikket stift rettet på bundlinjen. Og det har politikerne selv bedt dem om, da man i 2007 gjorde de danske gymnasier selvejende.
Når politikerne samtidig detailregulerer og forlanger loft på 28 elever, er det selvfølgelig en omkostning, man pålægger institutionerne, der må oprette nye klasser, de hverken får penge nok til at oprettet eller har bygningsmæssig kapacitet til. Og hvor selvejende er man så?
Det er selvfølgelig altid rart at være den rare giver, men selvejet på gymnasierne har markedsgjort tænkningen i administrationen. Det fører ikke altid til mere kvalitet. Men er det rektorernes ansvar alene? meth
Kommentarer