De seneste to klummer i vores Aarhus-trilogi har handlet om intet. Først intetheden bag smilet i Smilets By, fornemmelsen af, at byen har udspillet sin rolle og ganske enkelt ikke har mere at sige. Dernæst intetheden som en slags ramme for det særligt århusianske, for alt det som er ’noller’, fra Jørgens Leths film uden handling til det kommende, nærmest meningsløse monument for byen, Store Robert. Det sidste, der kan være at sige om Aarhus, er nu selvfølgelig, at det måske slet ikke er så dårligt, som man skulle tro, med alt det intet. Som da Peter Laugesen i 1980 skrev en (vred, men smuk) digtsamling med titlen Forstad til intet. Måske er der netop en særlig erkendelse, man kan gøre i en by som Aarhus? En erkendelse, som på den ene side kan virke trist; at intet er meget tæt på, at byen aldrig rigtig bliver den storby, den så gerne vil være. Men også en erkendelse, der handler om intet som skabende kraft. At når intet er tæt på, så er alt i spil. Som da Laugesen i 2003 måtte følge sin første forstads-digtsamling op med samlingen Forstad til alt.
Tabets melankoli
Den erkendelse, det drejer sig om her, handler ikke om en slags nostalgi, hvor man dyrker alt det, Aarhus engang var, men ikke er mere. Det viser sig altid, i disse tilfælde, at det ’tab’, som man taler om, alligevel ikke er tabt, fordi det netop er tabet, som dyrkes og nydes. Tænk f.eks. på alle de søde, kærlige Aarhus-udgivelser, der ikke synes at være nogen ende på. Mængden af disse bøger må ganske enkelt undre som simpelt sociologisk spørgsmål: Hvorfor så mange bøger og alle med samme budskab, nemlig glansbilledet af Aarhus, som den var engang med sporvogne og cykelbane osv.? Disse bøger indeholder interviews med verdensmænd (såsom Morten Albæk, Dronning Margrethe og Jørgen Leth), som er tidligere aarhusianere (eller har stærk tilknytning til byen), og som nu må bekende deres (had-)kærlighedsforhold til moderskødet. Der er et eller andet melankolsk, i den værste forstand, over denne form for hyldest: En bekendelse til en tabt tilstand, der kun er værdifuld fordi den er tabt, og fordi den netop kun ’som tabt’ kan stå mål med alt det store, som sker i København eller ude i (den virkelige) verden.
Midten er ikke midten
Hvis vi skal nærme os det intet, som man kan møde i Århus, må vi gå anderledes til værks end blot at fable om en svunden fortid eller fabulere om en dyster fremtid. Hvad med at gå til byen, som den ser ud nu lige nu, og kigge på dens liv og de små forskydninger og udviklinger, der bestemmer den? En velkendt juleleg, især blandt arkitekter og postmodernister, er øvelsen at diskutere, hvor midten af en by egentlig er. Da en by altid har flere centre, og da den altid enten er i vækst eller i forfald, dvs. den forandrer sig lidt hele tiden, så er spørgsmålet nærmest umuligt at besvare. Er det Domkirken, der er bymidten? Jamen, der kan man jo ikke købe noget, vil nogen sige. Er det værtshusene i Jægergaardsgade? Mange af dem er dog efterhånden lukkede. Er det da Åen? Men en å er jo ikke et punkt — og i øvrigt er fritlægningen af åen et ret nyt fænomen. »Midten er ikke midten,« som den franske filosof Jacques Derrida konstaterede allerede i 60’erne.
Men det betyder samtidig, at vi måske er tættere på intet i vores almindelige dagligdag, end vi går og tror. Intet melder sig. Det er netop som at stå på Store Torv foran Domkirken — dette lidt for store og uformelige torv med lidt krimskrams af et pligtkunstværk ude i siden. Sådan er det med byer: I midten er torvet, pladsen, et intet. Og dette intet er måske ikke bare den tomme fornemmelse af at stå foran noget, nemlig en stor kirke, som ikke rigtig giver mening på samme måde mere. Det er indskrevet i selve byen og byens udvikling.
Som flere læsere bemærkede i forbindelse med vores første Aarhus-klumme, så er ensretningen sat ind i Aarhus, hvor kapitalismens saints kommer marcherende ind med deres investeringskapital, deres Baresso og deres storcentre, frem for alt deres storcentre. Er der noget sted, hvor intet trives bedre, end i et storcenter? Her står man ganske enkelt direkte og ser på, hvordan »alt fast og solidt fordufter«, som gamle Marx skrev. Varer og penge skifter hænder, moden og tilbuddene forandrer sig, centerets tynde vægge formår ikke at give udtryk for, at de rent faktisk mener det. Centeret er et ikke-sted, som sociologerne siger det. Ligesom en lufthavn eller en motorvej. Et sted for flux, transit, bevægelse, forandring. Men det er også næsten noget, der er stærkere end det. Med et storcenter følger et stor-intet.
Hvad nu hvis man tog erkendelsen af intetheden i hjertet af Aarhus alvorligt? Intet lurer om ethvert hjørne; det spøger i storcentrene og på de store, regnvåde parkeringspladser. Intet slår ind fra vandene og suser ind over havnefronten. Men det gør ikke byen til et tomt hul — måske næsten tværtimod. Aarhus er hverken en glemt jysk by, som f.eks. Kværs eller Astrup, eller en hovedstad; den er hverken rigtig centrum eller provins, og det gør faktisk byen til et rart sted at være.
Her kan man tænke og finde på — fri for at skulle være storbysmart som i København eller frejdigt jysk som i mere afsidesliggende kvarterer. Følger man intet rundt i byen, opdager man pludselig, at her kan man være hvad som helst. Som et Möbius-bånd, hvor man ved at følge den samme side af overfladen hele vejen rundt, havner på den modsatte side. Aarhus er ikke rigtigt noget særligt. Og det er dens største force: Forstad til intet — og til alt.
Center for Vild Analyse har eksisteret som et sted for tænkning siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen.
Kommentarer
Ved alfabetisering kommer Intet før Noget.
Peter Laugesen er som Beckett finurlig med sprog. Intet og så alligevel Alt.
Hørte, at i Århus klarer man sig bedre ved eksamen end i København, Og man kommer velforberedt til møder, mens man i København klarer sig med fristil >>> Alt og Intet.
Der skulle så være flere jyder (nogle af dem er vel fra Århus) i København, end der er københavnere.
Siger det Noget om Alt? Og siger det Noget om, at uden CVA var man Intet?
Som det nogen ynder at kalde eksiljyde og tilmed fra Århus, kan jeg næsten kun give CVA ret.
Overordnet har de ramt plet, selvom analysen er lidt tynd.
Jeg kan godt forstå, at det hedder Center for Vild Analyse, for den Århus-analyse var vist noget vild (eller snarere vildfaren - for det var jo slet ikke en analyse).
Helt ironisk, synes CVA at være eksponent for præcis det ‘Wannabe-lillebror-kompleks’, som de nu har kritiseret deres egen by for, i hele tre artikler.
Således kan folks skriverier jo ofte dekonstrueres, fordi de, bevidst eller ubevidst, tjener som slet skjulte kanaler for deres egne komplekser.
Den vilde analyse ender med at fortælle mere om den analyserende selv, end om det analyserede.
Der er intet galt med Århus i sig selv - kun med de folk, der filosoferer over byen og dens påståede komplekser. Det er et pseudo-fænomen; en urgammel fejde mellem København og Århus, som nogle åbenbart ikke kan blive færdig med.
Universitetet kan altså undertiden spolere folks hoveder.
Folkene bag CVA burde i stedet stille deres Derrida (for ham kender vi skam også her i Århus) tilbage på reolen, tage en tur rundt i deres egen by, kigge på husene i de små gader i midtbyen, gå en tur i Botanisk have, Riskov eller Marselisborg skov - eller opsøge nogle af alle de mange øvrige skatte, byen har at byde på.
Dette er relle værdier, som vi kan tale om.
Den anden Hipster-diskussion vedrørende byens Alt-eller-Intet status og påståede forfængelige selvbillede, er helt uinteressant sofisteri, som intet har at sige for det konkrete levede liv i en konkret levende by, beboet af konkret levende mennesker. /O
Denne kommentar er anbefalet af:
Som gammel århusianer, der forlod byen og rykkede, nej ikke til københavn men til Vestjylland for 25 år siden, er det spændende at komme tilbage en gang imellem. Der er sket meget - og alligevel ikke. Åen er frilagt og ludderne fra Møllestien Studsgade mv er væk. Prostitutionen er mere sofisikeret i dag. Brune værtshuse”(et københavnerbegreb) er skiftet ud med cafeer i alle afskygninger. Århus har - bortset fra det slumkvarter, man nu kalder Latinerkvarteret aldrig været en gammel by, sådan at se på. Det spændende er det, at den hele tiden er moderne på en afdæmpet måde. den er ikke modernistis. Den har kun brug for små stænk af middeladerpatina. Man her ikke brug for en hel middelalderby som København og Ribe f.eks. Den har altid været i propertion - bortset fra enkelte storby-fanstasterier som umotiverede højhuse. Men det er på den anden side med til at give en kontrast. Hvis man skal samle mit billede at Århus i en enkelt ikonografi, må det være den upretantiøse skulptur at den skrutryggede cyklist - borgmesteren Bernhard Jensen - inkarneret pacifist og socialdemokrat, der både sørgede for at frede lidt af den gamle bydel, men som også stod i spidsen for at Århus blev en moderne by med fremsynet skolepolitik, boligpolitik osv. Så det giver - for mig at se - ikke nogen mening at måle det særlige vedt Århus med andre byer. den skal tolkes på sine egne præmisser. Men jeg savner den særlige lugt på Frederiksbjerg fra Oljemøllen. Det var ikke nogen nydelse, men den sammen med tågehornene, der hylede nede i havnen er to karakteristiske træk ved Århus, som jeg husker det.
At Clemens Vinstue for en del år siden afgik ved døden, er et tab. Men sådan er tidens trend jo. Miljøløse cafeer. Og her går heller ikke Århus fri.
Der er dog stadig et sted som Teaterbodegaen, hvor man i en mættet atmosfære kan få glimrende smørrebrød i klassisk tradition.
Uanset hvor meget hipstere og visse kunstnere insisterer på, at et Møbiusbånd har to sider, og uanset at museer og kunstanmeldere kritikløst gentager påstanden, så er et Møbiusbånd altså et ETSIDET bånd!
Et Møbiusbånd kan laves ud af en papirstrimmel som i sagens natur er tosidet. Først i det øjeblik enderne hæftes (den ene vendt en halv omgang) ophæves to-sidigheden og bliver til ensidighed. Til tider indvendighed og til tider udvendighed, alt efter hvor man befinder sig på båndet.
Det er denne kryptiske egenskab der gør figuren dynamisk og interessant, men om Møbius-dynamik er tilstrækkeligt for en by, hvis slogan er: Århus danish for progress, kan diskuteres. Der er jo det uomgængelige ved Møbiusbåndet, at den der løber på det altid kommer tilbage til udgangspunktet.
Dette ikke for at opfordre til endnu en artikel. Tre var passende.
@Camilla.
Korrekt - men det er vist kun matematikere, der ved det :-)
Det kan du ikke forvente, at en kunstner skal vide. /O
I det okkulte hjørne:
Flere år før man observerede at rummets ekspansion accelererede, var der nogen der foreslog, at BigBang kunne ligne en møbius-flaske - 3d versionen af et møbius-bånd - hvor tidsaksen følger det korteste omløb.
Den simple glaspuster-version af en møbuis-flaske ekspanderer netop overproportionalt - indtil den pludselig kollapser ned til en næsten-singularitet (det snævreste sted).
Skal okkultismen have en ekstra tand, kan man sige, at hvis subjektet sidder “inden i” objektet og observerer det, der er “udenfor”, og BigBang faktisk ikke har nogen indenfor/udenfor mulighed må alle mysterier kunne opklares “indenfor” systemets rammer.
At skrive en artikel, der absolut ingenting siger om Århus fortjener en tilsvarende kommentar.
Jeg kan forstå, at I andre ikke havde sans for kvaliteterne ved Clemens Vinstue.
Eller måske ved Århus i det hele taget, såsom Teaterbodegaen.
Universitetsparken var også engang et dejligt sted. Nu er den nok en smule overbebygget, og træerne er vel også blevet for store. Men alligevel.
@Hans Jørgen
Hvordan kan et træ i en park blive for stort?
Problemet er som regel det modsatte.
Hele parkerns værdi ligger netop i træernes alder.
Det er derfor, at der stort set ikke findes interessante nye parker.
De kan kun blive for store i din baghave, hvor de evt. tager lyset eller udsigten. /O