Kvindernes skipper

Gilbert Sørensens stedfar døde, da Gilbert var 19 år. På det tidspunkt levede den lille familie af at sejle på Marie — et skib på bare 55 tons. Selv om man egentlig skulle være 23 år for at få næringsbrev, tog Gilbert over. Han blev skipper, men sejlede på en fremmed mands papirer. Så kunne hans mor fortsætte som bedstemand og kok. Det var ikke helt efter bogen, men de var nødt til det. Det var jo det, de levede af. Desuden var det en anden tid — man tog ikke den slags så tungt. I hvert fald ikke oppe ved Limfjorden, hvor Gilbert skulle fortsætte med at sejle — næsten lige til han i oktober i år døde, 93 år gammel.

Vest

Familien sejlede i mange år med cement fra de store cementfabrikker Aalborg Portland og Dansk Andels Cement i Lindholm. Men Marie var et lille skib, og det var svært at transportere cement nok til, at det kunne løbe rundt. Ikke mindst efter at Gilbert Sørensen var blevet gift og havde fået fire døtre. Så i 1957 købte han skibet Inge-Lene af Aalborg på 160 tons sammen med sin mor. Hans kone, Linda, var med på skibet som det, man kalder ’medsejlende husmor’. Men 1967 skulle blive et trist år i Gilberts liv. Først blev han enkemand i en alder af blot 49 år. Og senere på året forliste han med Inge-Lene af Aalborg. Hun strandede ved Læsø og kom aldrig derfra igen. Gilbert brokkede sig aldrig, når livet gik dårligt. »Han har aldrig sat og peven’,« fortæller hans næstyngste datter, Else. Så må man bare klø på. Heldigvis var Gilbert en vellidt fyr i de nordjyske havne, så han havde nemt ved at få job som skipper på båden Tullan af Thisted på 225 tons. Selv om det ikke var Gilberts egen båd, havde familien en god tid. Pladsen som bedstemand og kok — som i første omgang var gået i arv fra Gilberts mor til hans kone, blev nu overtaget af datteren, Else, som på det tidspunkt var 23 år:

»Jeg var nok den søn, han aldrig fik,« siger hun selv. En af de mange venner i den maritime verden fortæller, at Gilbert var endog meget stolt, da Else i 1972, som en af de første kvinder i Danmark, tog eksamen som sætteskipper. Samme år købte han skibet Vest på 450 tons. Sammen med sin datter. Ganske som han havde ejet de tidligere skibe med sin mor. Nu kunne de komme langt omkring. En overgang havde de en fast rute mellem Norge, Frankrig og England. Og så sejlede de — selv om det kan lyde underligt — med træ fra Danmark til Varberg i Sverige. Det blev til 800 lastfulde, og på det tidspunkt var Vest det skib, der havde haft flest anløb af Varberg havn, hvis man ikke regner færgerne med.

Men bedst havde Gilbert Sørensen det nu en gang på Limfjorden. Den kendte han ud og ind. En kold vinterdag, hvor sømærkerne var nediset og forsvundet, lå Vest bag et stort tankskib fra København. De havde lods med ombord, og han kaldte Vest op og tilbød Gilbert at blive guidet hele vejen til Aalborg under de svære forhold. Gilbert skulle kun betale halv lodstakst. Gilbert svarede: »Hvis du nu sejler lidt til siden, så jeg kan komme forbi. Så kan du følge efter mig. Ganske gratis.« Som en af Gilbert Sørensen venner siger: »Ham, den stakkels lods, han var tydeligvis ikke klar over, hvem han havde kaldt op.«

Else Sørensen sejler stadig med Vest — nu sammen med sin mand, Børge. Men den slags små familierederier har trange kår. Store containerskibe og lastbiler har taget over, og i dag er der kun fire skibe tilbage i samme størrelse som Vest. I hele Danmark.

Mini Vest

I 1972 købte Gilbert Sørensen en såkaldt LM 23’er og døbte den Mini Vest. På sine gamle dage sejlede han på det lille skib hver eneste sommer. På Limfjorden, selvfølgelig — men også på Mariager Fjord. Han var som regel væk i næsten tre måneder. Han skulle altid hilse på nogle af de gamle venner, når han lagde til.

»Det kunne godt tage en uges tid med det ’hilsen’,« husker Else. For Gilbert kendte folk i alle havne. Og når han lagde til, kom de en tur ned i styrehuset for at ’dele løwn’, som det hedder på de kanter. Og så selvfølgelig for at drikke en bajer eller to. Gilbert kunne godt lide selskab. Derfor sluttede han også sit arbejdsliv med at være en slags ’messedreng’, ham, der hjælper til i køkkenet på et skib.

Det var på skibsmæglerkontoret Janus Andersen på havnen i Nørresundby. Det var frivilligt arbejde, men Gilbert Sørensen syntes, at det var hyggeligt at møde ind og brygge kaffe og rydde op. Så det gjorde han hver dag. Der var kaffe klokken 10 og klokken 15. Kontoret på havnen var et socialt sted, hvor nuværende og gamle skippere kom forbi for at ’bytte løwn’ over en kop kaffe og en Nordsøolie, og på den måde kunne Gilbert følge med i, hvad der skete på fjorden til det sidste.