Da Venstreregeringen i 2003 indgik den bizarre nordsøaftale med A. P. Møller, gav man afkald på en effektiv beskatning af olieindtægter flere generationer frem i tiden. Samtidig sigtede man mod at underminere fremtidige folketingsflertal. Det er ufatteligt, at embedsværket overhovedet kunne finde på at lade staten underskrive.

Men det er langt fra første gang, at Venstre forærer værdierne i den danske undergrund til A. P. Møller. Tværtimod er det mindst tredje gang.

Første gang var i 1962. Her overlod man alt — jeg gentager: Alt — til lands og til vands i den danske undergrund til A P Møller for den beskedne sum af 1 krone. Det var ikke meget, selv om kronen var mere værd dengang end nu.

Midt i 1970’erne — under indtryk af oliekrise og svingende priser og en uhyre beskeden efterforskningsvirksomhed, der til ikke mindst A. P. Møllers overraskelse bar frugt — tog Venstre sig sammen og lod Handelsministeriet lave en såkaldt genforhandling af aftalen.

Den gav beskedne resultater. Danmark fik vel lidt mere end 1 krone ud af Venstres anstrengelser, men resultatet er ikke værd at hæfte sig ved.

Visionære Nielson

Først med Anker Jørgensens regering i 1979 skete der noget. Poul Nielson var energiminister, og han skabte et fantastisk lovkompleks, noget af det flotteste, mest sammenhængende, gennemtænkte og visionære, jeg nogensinde har set i dansk lovgivning.

Bevillingshaverne blev pålagt at efterforske de områder, de havde fået foræret — et arbejde, de bestemt ikke gjorde af sig selv. Samtidig blev der lagt tidsrammer for efterforskningsvirksomheden. Når den var tilendebragt, skulle indvinding igangsættes — og var områderne ikke tilstrækkeligt lukrative, skulle de leveres tilbage til staten.

Et statsligt olieproduktionsselskab, DOPAS, blev oprettet under DONG. Sammen med andre parter kunne det deltage i efterforskning af de tilbageleverede områder. Endelig byggede man et rør — det statslige DORAS — til at fragte olien sikkert i land og sikre staten indtægter.

Desuden opstod DOFAS, forsyningsselskabet, hvis formål var at forhindre en gentagelse af ’oliekrisen’, hvor olien lå og boblede på lagrene, mens priserne steg mod himlen, og folk gik i sivsko og småfrøs, fordi olieselskaberne foretrak at vente med at levere.

Disse og mange andre tiltag førte til den blomstrende virksomhed, vi siden har set på Nordsøen. Det var altså staten, der skubbede udviklingen i gang. Skibsreder Møller har selv forklaret, at han slet ikke troede på Nordsøprojektet. Det bar virksomhedens manglende anstrengelser præg af.

Poul Nielson blev udsat for en massiv hetz. Det vil minister Lidegård også komme til at opleve nu. Men det gør det ikke mindre rigtigt at sikre samfundet en andel af de ressourcer, Venstre som tilbagevendende julemand har foræret Mærsk.

Uansvarlige Venstre

Venstres måde at håndtere de enorme, naturgivne værdier på, har konsekvent været uansvarlig. Eksemplerne er legio. Naturgasprojektet er et godt eksempel.

Det indgik i Nielsons kompleks og var i sig selv fantastisk, stort tænkt og en gave til vores samfund. Oliebranchen — som væsentligst består af lidt primitivt tænkende, bagstræveriske mænd — betragtede dengang en boring, der viste sig kun at rumme naturgas, som a dry hole. De imponerende, men meningsløse og forurenende flammer, man ser over oliebrønde den dag i dag, er god og dejlig naturgas, der brændes af!

Med 1979-lovkomplekset satsede man på naturgasforsyning. Målet var at få folk til at skifte fra olie til den mindre forurenende gas, som derved blev nyttiggjort. Danskerne hylede og skreg i starten — men projektet var epokegørende!

Det logiske ville have været at lave kraft- eller fjernvarmeanlæg samt udvælge nogle store byer som mål for forsyningen, for at sikre økonomien. Der er jo tale om en rørbåren forsyningskilde med store anlægsomkostninger.

Men hvad var Venstres bidrag? Jo, som betingelse for at støtte projektet forlangte partiet, at naturgasforsyningen skulle føres ud i hele landet. Ud til roerne og kornmarkerne, til den yderste vrå. Ud til alle kernevælgerne … Og selv om man for at opnå enighed bøjede sig for dette tåbelige krav, havde Venstregrisen ikke fået nok: Partiet dyrkede sin særlige frihedsdefinition og forlangte, at naturgassen skulle være et tilbud. Vælgerne skulle selv bestemme, om de ville tage imod det eller ej. Samfundets ressourcer taget i betragtning, er det indlysende, at når rørene ligger ude i vejen, skal borgerne tilsluttes. I en rimelig takt, bevares.

Forestil jer en kommune kloakere og bagefter lade folk selv bestemme, hvad vej deres ting skal flyde …

Naturgasprojektets økonomi lå selvsagt i ruiner i årevis. Tag blot en avisforside fra firserne og læs. Listen over Venstres uansvarlighed kunne fortsætte.

Tiltrængt eftersyn

Venstre varetager ikke samfundsinteresser, Venstre varetager Venstrevælgerinteresser. Og de er åbenbart ikke identiske med samfundets. Derfor er det absolut befriende at høre minister Lidegårds udmelding om, at Nordsøaftalen skal ’til serviceeftersyn’. Lad os håbe, det vil betyde en fornuftig genforhandling, der sikrer alle parter — inklusiv dem, som blev glemt sidst.

Alle — inklusiv bevillingshaver — ved, at Nordsøaftalen blev indgået i en ekstrem parlamentarisk situation, på et ekstremt grundlag. Det afspejles jo i aftalen!

Jeg arbejdede i Energiministeriet i 1980’erne og 1990’erne — dengang gik regnedrengene fra Skatte- og Finansministerierne og morede sig over, at hvis man havde givet ligeså meget statsstøtte til bananavl som til vindkraft, ville Danmark for længst have været bananeksporterende i stor skala. Når man ser på aftalen fra 2003, skulle man ved Gud tro, vi var det!

 

Maria Grønlykke er cand jur og forfatter. Hun var embedsmand i Energiministeriet/Miljø- og Energiministeriet fra 1984-1997

Denne artikel er anbefalet af: