WASHINGTON DC — »Jeg blev voldtaget af en læge; det er så bittersweet for en jødisk pige.«
»Jeg vil gerne sige til alle amerikanske kvinder: Hvis din vagina lugter, så brug for Guds skyld ikke vaginalspray. Parfume. Det er jo vanvittigt.« Pause. »Søg læge!«
»En mand og en kvinde står i en elevator. Manden spørger: ’Undskyld, men er det din kusse, jeg kan lugte?’. Kvinden siger: ’NEJ!’ Manden svarer: ’Åh. Nå. Men så må det jo være dine fødder’.«
Sarah Silverman — ophavskvinden bag de tre indledende vittigheder — er den ukronede, jødiske, smukke, på overfladen uskyldigt nuttede dronning af en ny generation af kvindelige, amerikanske komikere, der med brask og bram og munde som havnearbejdere har indtaget stand-up/comedy-verdenen og fået egne talkshows.
Farlig understrøm
Den nu 40-årige Silverman startede på NBC’s populære underholdningsprogram Saturday Night Live (SNL) for lidt over 10 år siden og tilbragte de næste mange år som gæst på andre lignende programmer. Hun har medvirket i film (Jeff Garlins I Want Someone To Eat Cheese With samt sin egen Jesus Is Magic). Hun turnerede i foråret med sit eget show, Peep World, og afsluttede sin tredje sæson af The Sarah Silverman Program. Hendes seneste bog har titlen Sengevæderen. Fortællinger om Mod, Forløsning og Tis.
Silverman har vide grænser. Voldtægter, analt sam- leje, jøder, 9-11, patriotisme, homoseksualitet. Alt sammen leveret med hendes karakteristiske ’sød jødisk pige next door’-attitude, der de seneste år har gjort hende til en fast bestanddel af den amerikanske stand-up-scene.
Mange medier taler om en bølge med bl.a. Silverman, Tina Fey fra SNL og 30Rock — verdensberømt efter sine parodier på Sarah Palin — og den også populære og særdeles vulgære Chelsea Handler, som aldrig er bange for at gøre grin med eget køn i Chelsea Lately, der sendes på tv-kanalen E!. Handler excellerer i sex-vitser, som da hun for to år siden lancerede Obama-kondomet, hvor hun gjorde sig lystig over, hvem der mon havde lyst til at få præsidenten »up her oval orifice« (ordspil på det Ovale Værelse i Det Hvide Hus, red.)
Silverman har også inspireret flere kønsfæller, f.eks. Phoebe Robinson, en diminutiv komiker fra Cleveland, der har turneret med vitser som:
»Når jeg ser en film, hvor der optræder en rigtig laber voldtægtsmand.« Pause. »Så tænker jeg: Hey girl, hvad brokker du dig over.«
Morsomme kvinder?
Og hvor en vittighed som den sidste måske blot ville medføre en trækken på skuldrene i Danmark, kan dristige, direkte kvinder fortsat føre til ballade i det noget mere bornerte USA. Hvor der fortsat langtfra er enighed om, at kvinder overhovedet kan være morsomme.
Nok har komikere som Silverman snart 10 år på bagen, men som The New York Times gør opmærksom på i en artikel i denne uge, er det ikke mere end fire år siden, Christopher Hitchens skrev en klumme i Vanity Fair med overskriften »Hvorfor kvinder ikke er morsomme«.
Selv siger Silverman med karakteristisk deadpan i samme artikel:
»Klage over vittigheder om voldtægt. Helt ærligt. Hvem vil klage? Voldtægts-ofrene? De kan jo ikke engang finde ud af at klage over voldtægterne.«
Kommentarer
Havde det ikke været nemmere bare at linke til den oprindelige artikel i Nyhedsbloggen? Jeg kan gøre det for jer!
http://www.nytimes.com/2011/11/16/arts/television/…
Denne kommentar er anbefalet af:
Hej Katrine,
jo - det kunne vi godt (artiklen fra NYT blev tilsendt mig af kulturredaktøren, der bad mig tage udgangspunkt i den). Men den er jo meget længere (og meget bedre dokumenteret med mange flere eksempler og mennesker, men også meget amerikansk og ikke helt så velegnet til et dansk publikum). Meningen er kun at den skal inspirere til en bredere (og dybere) debat om humor og kvinder og humorens funktion i samfundet, som du kan finde i det interview, der står ved siden af denne artikel - hvis du ellers holder papiravisen, hvilket du nok ikke gør, da der ikke står her, at du er abonnent.
Anyway - de er altså tænktsammen som et tema. Her er den anden artikel:
http://www.information.dk/285695
Tak for at kommentere!
Alt godt
Annegrethe Rasmussen
Tænkt sammen skulle der have stået.
Det er da også en udbredt opfattelse i Andegården at kvinder ikke kan være morsomme.
Er de det alligevel så må det være helt utilsigtet.
Kvinder vil helt sikkert være en tiltrængt fornyelse af den danske standupscene, hvor en garde af lummermænd til trivialitet har stået for et repertoire, der i en hørm af strandvejsarrogance og leflen for den danske magteelite, sparker nedad i samfundet.
Lars Hjortshøj melder eksempelvis ud at han ligesom flere andre fantasiforladte i branchen kredser omkring tabuet Utøya - som om Utøya var tidens ultimative tabu. Jeg kunne pege på en del andre virkelige tabuer som sjældent sniger sig ind i standuppernes højredrejede kommercielle repertoire : ”Vi skal jo leve”. Tabuer hvor standupperen måske kunne komme til at risikere noget personligt, eksempelvis: Politik, VL-grupperne, samfundets lakajer, elitens kokainmisbrug og omgang med rockermiljøet, religion, Israel, kristne amerikanske mænd, dansk militarisme, dansk landbrug, rejsebranchen, privatbilismen etc - uden personlig involvering er standup ikke sjovt.
Velkommen til kvinderne – dansk standup kan kun blive sjovere, men kunst bliver det dog aldrig, dertil er det for kommercielt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der er intet som gamle nyheder, specielt ikke når de er fulde af fejl. Den første joke i denne artikel er fra et show fra 2005 kaldet Jesus is Magic, som i ikke er en film, som det hævdes i artiklen, men bare et stand-up show på linje med eksempelvis Eddie Murphys Delirious. Sarah Silverman begyndte desuden ikke “for lidt over 10 år siden”. Hendes tid på Saturday Night Live ligger helt tilbage i 1993-94.
Denne kommentar er anbefalet af:
Om kvinder og humor skal jeg nok undlade at knytte kommentarer - men lige hvad angår Sarah Silverman, så må jeg sige, at det for mig ikke markerer noget fremskridt til det bedre i standup-comedy’ens evolution.
Tværtimod, vil jeg betegne det som dødsstødet til en, i forvejen pinligt maltrakteret genre.
Sarah Silverman er først og fremmest bundneurotisk, og det lægger hun heller ikke skjul på. Tværtimod har hun nærmest gjort det til sit metier at eksponere og karrikere sine psykologiske dæmoner, formentlig med en vis terapeutisk bagtanke.
Men der er desværre meget lidt substans i hendes shows, som mest af alt handler om at afsøge tabuernes yderste grænser og forarge sit publikum.
Stort set alt, jeg har set med hende er endt med den samme gang latrinære og vulgære fornedrelse - af sig selv, sit jødiske folk, andre minoriteter, ynkelige eksistenser m.m.
Hun indskriver sig i virkeligheden i en lang tradition for jødisk selvhad, som måske er mest interessant som en case for en jødisk New York psykiater, end for et publikum.
Hun er, som trådt ud af en Woody Allen film.
Men en køn jøde er hun - det kan man ikke tage fra hende. Blot en skam, at det ikke reflekteres af det indvortes. /O
http://www.youtube.com/watch?v=I7izJggqCoA Ikke just enig med Hr. Hitchens, men jeg synes det er sjovt og meget typisk ham at gå ind i denne debat.
I dette DR P1-program siger Claus Flygare og en hr. Dorset nogle meget rigtige ting om stand-up-genren: omhttp://www.dr.dk/P1/Kulturkontoret/Udsendelser/2011/11/18110458.htm stande
Prøver igen med link (men det var den 18.11.: “kan man lave grin med finanskrisen?:
http://www.dr.dk/P1/Kulturkontoret/Udsendelser/201…
Betyder den kvindelige invasion af stand-up scenen at blondinevitser nu er blevet stue-rene?
Kære alle,
tak for kommentarerne.
@Thomas Bonde. Det er rigtigt, at Silvermans første optræden på SNL var i 1993/94 men kun en enkelt af hendes jokes blev brugt og hun blev derefter fyret. Senere vendte hun tilbage som gæst.
Det er derimod korrekt at Jesus is Magic er en film, som jeg skrev.
Og den kan skam købes, filmen, den dag i dag på f.eks. Amazon.com.
Her fra Silvermans Wikipedia-side:
“Her stand-up comedy act, a one-woman show, was released in 2005 as a feature film, Sarah Silverman: Jesus Is Magic. As part of the film’s publicity campaign, she appeared online in Slate, as the cover subject of Heeb magazine, and in roasts on Comedy Central of Pamela Anderson and Hugh Hefner.”
Alt godt
Annegrethe Rasmussen