»De eneste modstandere, jeg ser, er strejker, underskud og gæld.«

 - Mariano Rajoy, Spaniens kommende regeringsleder

Mariano Rajoy har fået mere magt end nogen anden præsident i Spaniens nyere demokratiske historie.

Søndagens valg gav den konservative leder 186 af 350 sæder i det nationale parlament, og i regionerne vandt Mariano Rajoy og Partido Popular (PP) majoriteten i 11 af 17 regionale parlamenter. Ved kommunalvalgene i maj i år satte PP sig også på mere end halvdelen af landets borgmesterposter, og lederen af de spanske konservative kan i dag se ud over et Spanien, der står malet i hans partis blå farver.

Nu venter så fire år — måske — hvor Mariano Rajoy skal stå i spidsen for de mest brutale økonomiske reformer i nyere spansk historie. Og selv om al politisk opposition er sat ud af spillet, kan befolkningens utilfredshed hurtigt blive præcis den faktor, der gør det umuligt at regere Spanien.

Bevægelsen af utilfredse spaniere, ’de indignerede’, vil i de kommende år være landets reelle opposition, som kan gøre livet hårdt og kortvarigt for den nye regering.

Det er derfor altafgørende for Mariano Rajoy at fortælle spanierne, at han er hele nationens politiske leder, og at den fælles fjende hedder statsunderskud, gæld og strejker.

For det spanske valg søndag aften var mere end blot en sikker sejr til de konservative. Valget var samtidig et kæmpe nederlag for den siddende socialistiske regering, det spanske arbejderparti, PSOE, der tabte fire mio. stemmer i forhold til sidste parlamentsvalg i 2008. Og ingen er i tvivl om, at PSOE tabte som følge af den spanske krise og de allerede gennemførte økonomiske reformer, der i Spanien har været hårdere end i de fleste andre EU-lande.

Så selv om Mariano Rajoy og PP kan bryste sig af at have vundet en mio. flere stemmer end i 2008, viser mellemregningen, at i forhold til sidste valg undlod tre mio. borgere at tage stilling til fremtidens politiske landskab. Det er den afstand mellem befolkning og politikere, der bliver Mariano Rajoys store udfordring. For balancen mellem de nødvendige nedskæringer og befolkningens tyndslidte tålmodighed er ganske fin, og for de fleste spanske kommentatorer er det svært at se, hvor Mariano Rajoy kan skære yderligere uden at skabe kaos og opstand.

For selv om valgkampens eneste tema var den økonomiske krise, har det været mere end småt med konkrete bud på, hvordan Mariano Rajoy og PP vil sikre Spaniens vej ud af krisen. De spanske pensioner er allerede blevet plukket, og pensionsalderen sat i vejret. De fleste offentligt ansatte har måttet acceptere fem procents lønnedgang, og i sidste uge kom turen til de offentlige sygehuse og landets højere uddannelsesinstitutioner, hvor der i fremtiden skal arbejdes længere for den samme løn.

Tilbage er ikke meget andet end skatteområdet, hvor Mariano Rajoy har annonceret nye og højere skatter på både kapitalformuer og lønindkomster. Spørgsmålet er, om det så er nok til at nedbringe de spanske underskud på statsbudgetterne, hvor der allerede næste år enten skal skæres yderligere eller findes nye indtægter for 17 mia. euro.

Til gengæld er Mariano Rajoy klar i mælet, når det gælder Europa.

Der er i dag ingen tvivl om, hvorfra EU’s magt udgår, og det var med næsten komisk ærefrygt i stemmen, at Rajoy i går meddelte spansk presse, at nu havde han været i telefonisk kontakt med den tyske forbundskansler, Angela Merkel.

Men vil den tyske regeringsleder det godt for sin spanske kollega, skal Angela Merkel ikke blot lytte til de spanske politikere. Lige så vigtigt er det at holde et vågent øje med den spanske befolkning.

For nok vandt Mariano Rajoy slaget om den politiske magt søndag, men skal hans regering have en chance for at gennemføre det spanske genopretningsprojekt, skal befolkningen være med. Udvikler de folkelige protester sig i Spanien, falder projektet med stor sandsynlighed til jorden. Og ingen, hverken i EU eller i Spanien, bør ønske at se endnu en teknokratisk regering overtage styringen. Det kan ideen om et demokratisk EU næsten ikke bære.

Med absolut magt følger et absolut ansvar. Og i Spaniens tilfælde er det ualmindelig tungt. Fundamentet vakler under den spanske økonomi og truer landets politiske system. Spanien har Europa-rekord i arbejdsløshed og OECD-rekord, når det gælder unge uden beskæftigelse. Den spanske befolkning er desillusioneret og politikerleden mere udbredt end nogensinde.

Mariano Rajoy håber på EU og unionens redningsfond, der skal tage noget af presset af den spanske statsgæld. Spørgsmålet er, om resten af EU er med ham. jelo

Denne artikel er anbefalet af: