»De eneste modstandere, jeg ser, er strejker, underskud og gæld.«
- Mariano Rajoy, Spaniens kommende regeringsleder
Mariano Rajoy har fået mere magt end nogen anden præsident i Spaniens nyere demokratiske historie.
Søndagens valg gav den konservative leder 186 af 350 sæder i det nationale parlament, og i regionerne vandt Mariano Rajoy og Partido Popular (PP) majoriteten i 11 af 17 regionale parlamenter. Ved kommunalvalgene i maj i år satte PP sig også på mere end halvdelen af landets borgmesterposter, og lederen af de spanske konservative kan i dag se ud over et Spanien, der står malet i hans partis blå farver.
Nu venter så fire år — måske — hvor Mariano Rajoy skal stå i spidsen for de mest brutale økonomiske reformer i nyere spansk historie. Og selv om al politisk opposition er sat ud af spillet, kan befolkningens utilfredshed hurtigt blive præcis den faktor, der gør det umuligt at regere Spanien.
Bevægelsen af utilfredse spaniere, ’de indignerede’, vil i de kommende år være landets reelle opposition, som kan gøre livet hårdt og kortvarigt for den nye regering.
Det er derfor altafgørende for Mariano Rajoy at fortælle spanierne, at han er hele nationens politiske leder, og at den fælles fjende hedder statsunderskud, gæld og strejker.
For det spanske valg søndag aften var mere end blot en sikker sejr til de konservative. Valget var samtidig et kæmpe nederlag for den siddende socialistiske regering, det spanske arbejderparti, PSOE, der tabte fire mio. stemmer i forhold til sidste parlamentsvalg i 2008. Og ingen er i tvivl om, at PSOE tabte som følge af den spanske krise og de allerede gennemførte økonomiske reformer, der i Spanien har været hårdere end i de fleste andre EU-lande.
Så selv om Mariano Rajoy og PP kan bryste sig af at have vundet en mio. flere stemmer end i 2008, viser mellemregningen, at i forhold til sidste valg undlod tre mio. borgere at tage stilling til fremtidens politiske landskab. Det er den afstand mellem befolkning og politikere, der bliver Mariano Rajoys store udfordring. For balancen mellem de nødvendige nedskæringer og befolkningens tyndslidte tålmodighed er ganske fin, og for de fleste spanske kommentatorer er det svært at se, hvor Mariano Rajoy kan skære yderligere uden at skabe kaos og opstand.
For selv om valgkampens eneste tema var den økonomiske krise, har det været mere end småt med konkrete bud på, hvordan Mariano Rajoy og PP vil sikre Spaniens vej ud af krisen. De spanske pensioner er allerede blevet plukket, og pensionsalderen sat i vejret. De fleste offentligt ansatte har måttet acceptere fem procents lønnedgang, og i sidste uge kom turen til de offentlige sygehuse og landets højere uddannelsesinstitutioner, hvor der i fremtiden skal arbejdes længere for den samme løn.
Tilbage er ikke meget andet end skatteområdet, hvor Mariano Rajoy har annonceret nye og højere skatter på både kapitalformuer og lønindkomster. Spørgsmålet er, om det så er nok til at nedbringe de spanske underskud på statsbudgetterne, hvor der allerede næste år enten skal skæres yderligere eller findes nye indtægter for 17 mia. euro.
Til gengæld er Mariano Rajoy klar i mælet, når det gælder Europa.
Der er i dag ingen tvivl om, hvorfra EU’s magt udgår, og det var med næsten komisk ærefrygt i stemmen, at Rajoy i går meddelte spansk presse, at nu havde han været i telefonisk kontakt med den tyske forbundskansler, Angela Merkel.
Men vil den tyske regeringsleder det godt for sin spanske kollega, skal Angela Merkel ikke blot lytte til de spanske politikere. Lige så vigtigt er det at holde et vågent øje med den spanske befolkning.
For nok vandt Mariano Rajoy slaget om den politiske magt søndag, men skal hans regering have en chance for at gennemføre det spanske genopretningsprojekt, skal befolkningen være med. Udvikler de folkelige protester sig i Spanien, falder projektet med stor sandsynlighed til jorden. Og ingen, hverken i EU eller i Spanien, bør ønske at se endnu en teknokratisk regering overtage styringen. Det kan ideen om et demokratisk EU næsten ikke bære.
Med absolut magt følger et absolut ansvar. Og i Spaniens tilfælde er det ualmindelig tungt. Fundamentet vakler under den spanske økonomi og truer landets politiske system. Spanien har Europa-rekord i arbejdsløshed og OECD-rekord, når det gælder unge uden beskæftigelse. Den spanske befolkning er desillusioneret og politikerleden mere udbredt end nogensinde.
Mariano Rajoy håber på EU og unionens redningsfond, der skal tage noget af presset af den spanske statsgæld. Spørgsmålet er, om resten af EU er med ham. jelo
Kommentarer
Ikke jeg, sagde hunden.
“Og ingen, hverken i EU eller i Spanien, bør ønske at se endnu en teknokratisk regering overtage styringen. Det kan ideen om et demokratisk EU næsten ikke bære.”
Det er helt ude i hampen at antyde, at en teknokratisk regering ikke støtter ideen om et demokratisk EU. Teknokratiske regeringer er altså ikke indsat af militæret. Enhver regering i Spanien og Italien, hvad enten man kalder den det ene eller andet, har ingen magt, uden at den er godkendt i parlamentet, der som bekendt er folkevalgt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er sgu da helt ude i Hampen at antyde at EU og Demokrati har noget med hinanden at gøre .
Spaniernes ‘løsning’ ved det nys overståede valg viser jo bare hvor latterligt Demokrati kan være ..
Den politiske perversion der er skyld i misseren for absolut flertal ? Det er sgu da til at tude over !
Forskellen på en teknokratregering, og en regering med et absolut flertal, eksisterer vel mest i teorien.
Sidstnævnte behøver ikke engang bekymre sig om flertallet i parlamentet.
Men alle de dårlige undskyldninger er væk, nu skal der leveres.
Og det kan blive grimt for Mariano Rajoy, hvorom det siges at hvis man møder ham på trappen, er det umuligt at afgøre om har på vej op eller ned.
Det, man bare må undre sig over, er, hvorfor Los
Indigdados og alle de tusindtallige demonstranter, der fyldte pladserne i sommer, at de ikke kan generere nyskabelser i spansk politik, så det ikke kun er de to gamle partier, der kæmper om magten. Prøv at se nedenstående liste. Kun ca. 15 % af stemmerne tilsammen får en hel masse små partier, resten deler PP og PSOE mellem sig. Og hvad har de mange millioner, der bliver hjemme, tænkt sig?
http://translate.googleusercontent.com/translate_c…
Denne kommentar er anbefalet af:
Michael, ja, og det er derfor at der ikke sker reelle revolutioner i vesten endnu: Middelklassen sidder og ryster af frygt for at miste den smule de har bag ligusterhækken.
Spanien har 17 autonomer med hver sin regering - og så er der centralregeringen i Madrid.
Spanien har sådan set stadig lidt hovedpine fra Francotiden, hvor folk bl a snød i skat for ikke at støtte diktatoren - og det med at snyde i skat er stadig OK - det tager tid at ændre en tidligere berettiget snyde-.kultur.
Jeg synes der tales meget nedladende om forhold, man ikke rigtig har sat sig ind i. Jeg kan godt forstå den almindelige spaniers vrede og indignation over sit lands ledelse ikke har vedtaget love, som viser man tager action på løsning af problemerne.
Ligesom i mange virksomheder, der skal gennemføre ændringer, der gør ondt på mange, er det nærliggende at man ansætter en person, som ikke har berøringsangst overfor opgaven.
Jeg håber for Spanien at de løfter opgaven, for regningen skal betales i fællesskab. Ligesom så mange andre steder i verden, kan man se tegn på at spekulanterne har meldt sig ud af spillet og har taget profitterne med sig.
Vi risikerer i Europa at ende ligewsom USA, hvor overklassen ikke vil løfte med, og heller ikke vil indføre regler, som gør det sværere at gentage spekulationsspillet….
Denne kommentar er anbefalet af:
Mange Spaniere ønsker en lavere spærregrænse end 10 procent. Mange spaniere kan huske sult og fattigdom. Mange spaniere oplever pamperi, korruption og magtarrogance dagligt fra deres politiske ledere. Hvis Rajoy har nosser deler han og politikerne i alle landsbyer deres fede løn med folket og lægger landet om til et økologisk, bæredygtigt og selvforsynende, mangfoldigt samfund. Mange spaniere har stadig mange spanske dyder i behold.
@ Robert Troll - under Franco var det ikke alle, der snød i skat. Nogle blev skudt og smidt i en brønd
Kirsten Stausholm og Peter Günther ved tilsyneladende mere om Spanien end os andre almindelige nordboere. Men så ville det være dejligt, hvis de ville viderebringe deres indsigt og viden på en pædagogisk måde.
Problemet er bl.a., at danske medier stort set aldrig skriver noget om Spanien (bortset fra fodbold og turistinformation). Vi ved så lidt. Men når man hører om Los Indignados og demonstrationerne på Plazza del Sol, samtidig med at spanierne stemmer PP ind med jordskredssejr, så er der ligesom noget, der ikke stemmer.
Hvad sker der? Hvorfor vil de unge med 50 % arbejdsløshed have PP til at styre landet? Forklar, forklar, I, som ved noget.