Opslag til denne artikel

Emneord:diskrimination, køn, ligestilling
Organisationer:KVINFO

Diskrimination. Så klar er dommen fra ligebehandlingsnævnet i sagen om Hotel Bella Sky på Amager, der har etableret en speciel kvindeetage.

Men på Christiansborg er ikke alle politikere enige i den afgørelse.

»Det er fjollet, at de ikke må have sådan en etage. Jeg har svært ved at se det store problem i det, og for mig at se er der ikke tale om diskrimination,« siger politisk ordfører for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen.

Etagen er indrettet efter råd fra en række kvinder, som blandt andet har ønsket et lyst og rummeligt badeværelse med badekar og stort brusehoved, en stor seng, en masse puder og en stor dyne. Også strygejern, kaffe, en plante på værelset og minibar med mørk chokolade og økologisk juice, men ikke stærk spiritus. Til gengæld er kvinderne ikke interesseret i porno.

Mens Johanne Schmidt-Nielsen altså ikke kan få øje på problemet, så mener SF’s ligestillingsordfører Özlem Cekic ikke, at en kvindeetage er ok.

»Vil man acceptere etager, som er indvandrer- eller handicapfrie? Nej. Og når jeg læser beskrivelserne af de store værelser og karbad med store brusehoveder, så virker det meget stereotypt. Og hvilke mænd sætter ikke også pris på et stort brusehoved? Det bliver tydeligt, at der er tale om diskrimination, når man erstatter køn med etnicitet,« siger hun.

Mænd er ikke minoritet

Men den argumentation køber Johanne Schmidt-Nielsen ikke.

»At lave en etage uden adgang for handicappede eller indvandrere ville være at holde en minoritet ude. Mænd er ikke en minoritet,« siger hun og er dermed på linje med hoteldirektør Arne Bang Mikkelsen, der over for Radio24syv har bekendtgjort, at han er villig til at tage sagen hele vejen til domstolene.

»Der er adskillige europæiske hoteller, der har særlige områder kun for kvinder, og jeg har virkelig svært ved at se, hvordan mændene kan føle sig diskrimineret. Vi har 792 andre værelser, de kan bo på«, siger han.

Men heller ikke Dansk Folkepartis ligestillingsordfører Pia Adelsteen vil accepterer etagen, hvor mænd ikke har adgang.

»Det er forfærdeligt, og dommen fra ligebehandlingsnævnet er fornuftig. Hvis man vil have en ren kvindeetage med ekstra føntørrer og ingen porno, så bør man i det mindste også have en etage kun for mænd, hvor de kan se porno og ryge cigarer,« siger DF-ordføreren og tilføjer:

»Hvis en række kvinder vil fejre polterabend og have en stripper til den lejlighed, så må han ikke komme ind. Det er meningsløst.«

Den radikale Sofie Carsten Nielsen har slet ingen holdning til sagen. Hun henviser til, at man fra politisk hold netop har nedsat et uafhængigt ligebehandlingsnævn, som ikke skal have politisk indblanding.

Forbyd kvindegrupper

Den borgerlige blogger Anne Sophia Hermansen kalder afgørelsen ’noget pjat’.

»Det er en privatvirksomhed, og de må gøre, som de vil. Kvindeetagen har været et fantastisk pr-stunt og tillykke med det,« siger hun og henviser til det, hun selv opfatter som det egentlige problematiske, nemlig at et argument for at oprette kvinde-etagen har været, at kvinder ofte føler sig usikre, når de rejser:

»Jeg kan godt forstå, at nogle mænd ville tage afstand fra, at mænd på den måde bliver kriminaliseret. Det er måske også årsagen til, at hotellet bliver anmeldt,« siger Anne Sophia Hermansen.

Men omvendt står det ifølge den borgerlige blogger hotellet frit for at oprette en etage, som kun er for mænd. Hun deler holdning med historiker Jytte Larsen, som er medlem af KVINFO og som til Radio 24syv har sagt, at sagen understreger, at ligebehandlingsnævnet er blevet et »departement for underlige sager«.

»Man kan så spørge, om reaktionerne ville være de samme, hvis der havde været tale om en kvindefri etage. Når kvinder i dag opretter kvindelige selskaber eller netværk, så er det innovativt, men når mænd gør det, er det diskrimination og old boys-network,« siger Anne Sophie Hermansen, som ironisk opfordrer til, at ligebehandlingsnævnet skrider ind over for kvindeløb og mødregrupper.