Demonstranterne på Tahrirpladsen i Kairo viser, at Det Arabiske Forår ikke har vundet. Men også, at det ikke har tabt — og slet ikke er forbi. Egypterne er blevet beskudt med kugler af et regime, der ikke kan vænne sig af med en overgrebskultur, der ikke tåler kritik, og som er langt sværere at vælte end en præsident.
Kuglerne gjorde dét tydeligt, som masseanholdelserne forlængst havde etableret, nemlig at forårets kamp for demokrati og borgerrettigheder langt fra er fuldført.
Men demonstranterne opnåede også i går, hvad der ligner en afgørende indrømmelse, da Egyptens militære ledelse lovede præsidentvalg inden juli næste år — og ikke som hidtil først i 2013. Dermed udøvede demonstranterne atter de ubevæbnede civiles magt, netop den fredelige og respektfulde magtudøvelse, som har været forårets smukke mærke på historien.
Det Arabiske Forår er kommet for at blive. Der vil indtræffe perioder med kulde, planter vil visne, men generelt er foråret ikke længere til at stoppe. Ikke i Egypten og ikke i de uafklarede stater, Yemen og Syrien og Bahrain, hvor slaget i mere eller mindre fredelig form fortsat bølger frem og tilbage.
Og som styrkeprøverne mellem militær og politikere i Egypten i disse dage demonstrerer, forsvinder behovet for demokratisk påvirkning langtfra, i det øjeblik en despot væltes. Ikke så meget den militære påvirkning, som på sin vis er den mest enkle, men den politiske, diplomatiske, handelsmæssige, den fra civilsamfundene og græsrødderne og den vedholdende dialog.
Men hvis Vesten skal hjælpe, skal Vesten også forstå. Hvad vi har en tendens til at glemme i nyhedsstrømmens hastige tempo, er, at revolterne i deres essens ikke handler om magtpolitik for dem, der deltager i dem, men om værdige og tålelige levevilkår med job, muligheder for at etablere en familie og leve et ’normalt liv’, som det kan ses i tv-reklamer på den globale skærm. Disse millioner af mennesker har ingen bagtanker om andre politisk-militære alliancer og spiller ikke noget maskespil med det formål at etablere islamiske stater med håndsafhugning og kvinderne ud af bilerne. Det er der en tendens til at glemme, når analytikerne går i gang med at dissekere — inspireret af, hvad de siddende magthavere siger, de udsættes for.
Når magthaverne taler om ’skjulte hænder’ og ’konspirationer udefra’, har de ret så langt, at der er regionale og globale interesser i de enkelte landes indre opgør. I Egypten er det tydeligt, at USA nu støtter et moderat islamisk styre, anført af det store islamiske Friheds- og retfærdighedspartiet, der er det Muslimske Broderskabs politiske arm efter tyrkisk model. Også i Syrien håber USA på et moderat sunni-styre, man kan lave forretninger med.
Rusland og Kina holder på andre heste, ikke mindst af hensyn til deres energiinteresser, og endelig er der Israel, som ser en interesse i at skifte Syriens al-Bashar ud med et amerikansk støttet sunni-styre med det formål at bryde Syriens alliance med Iran. Det vil i israelsk optik være en sikkerhedsmæssig triumf — det vil afskære den direkte linje til Hizbollah i Libanon og isolere Iran yderligere. Iran er Israels problem — ikke arabernes.
I forhold til Egypten har Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu indstillet sig på, at moderat islam i sidste ende vil tage over, hvorfor israelerne søger at opretholde forbindelsen til Kairo.
Og så er der befolkningerne. En egyptisk meningsmåling fra oktober, som er gennemført med støtte fra det danske institut i Kairo, har spurgt vælgerne til deres hjertesager. Sikkerhed og stabilitet ligger øverst for op mod 40 procent af de adspurgte. Næste bekymring er inflationen (omkring 20 pct.); derefter kommer arbejdsløshed. Langt herunder kommer korruption, fattigdom, uddannelse og for blot én procent »at etablere demokrati«.
De egyptiske vælgere forsøger at få en hverdag og en fremtid til at fungere i en urolig tid med pragmatiske hensyn. I regionen er der geopolitisk to hovedsynspunkter: For eller imod Vesten og Israel. Det gør, at selv fornuftige mennesker er rede til at acceptere diktaturer som det syriske — og det iranske — så længe de udgør en ’afvisningsfront’. Det vil imidlertid ikke ændre på, at langt de fleste af den arabiske verdens 350 mio. mennesker sukker efter et normalt liv. Og det kan — siger de unge, som der er flest af (seks ud af 10 arabere er under 25) tilvejebringes med samfund, hvor den enkelte har medbestemmelse. Ikke nødvendigvis efter dansk folketingsmodel, men i en form, der passer dem.
Udfaldet af styrkeprøven i det centrale Kairo vil påvirke hele Mellemøsten og måske blive afgørende for, om Det Arabiske Forår vil blive til højsommer inden for overskuelig tid.
Og i sidste ende vil diktaturerne forsvinde og afløses af demokratiske former — ikke nødvendigvis sekulære-vestlige, som vi kender dem, men med et betydeligt religiøst islæt. Almindelige muslimer er netop almindelige, og hvis de pønser på noget, er det et normalt liv.
Kommentarer
Det såkaldte arabiske forår er jo ikke kommet rigtigt igang. Ser vi tilbage i historien, hvor befolkningen gør oprør mod et regime, som ikke frivilligt slipper magten SKAL der kæmpes - og det kan ikke undgås at der flyder blod.
Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at ægypterne selv godt ved, hvad de er oppe imod, og jeg ønsker dem al mulig held og lykke. Desværre er der nok enkelte naive borgere imellem, som har levet i en “boble” og forskrækkes, når realiteterne ved en folkelig opstand mod et regime melder sig.
Det er kun ægypterne selv´, der kan definere deres demokrati!!
Det er bare så stærkt og det var de mennesker - muslimer - som ikke kunne lave demokratiske revolutioner, men kun forrykte Kalifater og lignende. Respekt for disse mennesker, hvilket personligt mod de udviser, det er jo helt fantastisk og stort set uden fanatisme lige nu i Ægypten, Syrien og Yemen! En ægte værdig folkelig revolution. Det arabiske forår, er indtil nu den vigtigste begivenhed world wide i dette århundrede, og hvis de lykkes de unge revolutionære, så skylder vi dem så megen tak og tillykke!
Uanset ordene, der har skullet skabe en ideologisk overbygning, der viser at mennesket ikke lever af brød alene, så er det rigtigt, at stort set alle revolutioner ” i deres essens ikke handler om magtpolitik for dem, der deltager i dem, men om værdige og tålelige levevilkår med job, muligheder for etablere en familie og leve et ’normalt liv’”, men det er også rigtigt at det under disse faner ofte - men ikke altid - er lykkedes mennesker at skabe varige fremskridt for menneskene, der overskrider kravet om brød og tålelige levevilkår.