Opslag til denne artikel

Emneord:Berlinalen, film, ægteskabet
Personer:Asghar Farhadi

Det starter med en separation. Efter 14 års ægteskab kan Nader og Simin ikke blive enige om, hvordan deres liv sammen skal fortsætte. Simin vil forlade Iran, fordi hun mener, at deres begavede 11-årige datter Termeh vil have bedre muligheder i et andet land. Nader vil ikke rejse. Han vil blive for at sikre sig, at hans gamle far med Alzheimers har et anstændigt liv. De kan ikke blive enige, og i filmens første scene fremlægger de deres sag for en dommer.

I salen sidder vi i den usete dommers sted, og fra første færd er vi på den måde inviteret til at vurdere og dømme. Hvad er rigtigt, og hvad er forkert? I Nader og Simin, med undertitlen ’en separation’, viser det sig i løbet af de følgende to timers velskrevne drama, at der ikke er entydige svar, mens instruktør og manuskriptforfatter Asghar Farhadi hele tiden komplicerer situationerne, udfordrer karaktererne yderligere og skaber ny tvivl om moral og motiver.

Nader og Siminer en moderne tragedie fra et samfund præget af universelle konflikter mellem køn og klasser, forældre og børn. Umiddelbart foregår separationen i det sekulære middelklassehjem uden de store armbevægelser. Nader er indforstået, hvis Simin vil rejse, men i første omgang vælger deres datter at blive hos ham. Simin og hendes pakkede kufferter rykker derfor først kun over til Simins mor, men dermed går startskuddet til det, som uforudset udvikler sig til historiens store konflikt.

Svær udlængsel

Nader (Peyman Moadi) og Simin (Leila Hatami) har begge arbejde, og Termeh (Sarina Farhadi) har travlt med skole og ekstra studier ved siden af. Spørgsmålet om, hvem der kan passe bedstefar (Ali-Asghar Shahbazi) skal løses akut, og Nader ender med at hyre kvinden Razieh (Sareh Bayat), som ellers ikke har erfaring med arbejde uden for hjemmet. Razieh kommer fra mindre privilegerede forhold og har uden sin mands vidende taget arbejde for at tjene penge til hans gæld. Hun er stærkt religiøs, og allerede første dag får hun et problem, da den gamle mand tisser i sengen. Efter at have ringet og fået religiøs rådgivning om rigtigt og forkert i den situation, beslutter hun sig for at hjælpe ham i nyt tøj.

Åbne og lukkede døre

Første del af filmen etablerer sikkert dramaets centrale karakterer og en hverdag, som kunne have fungeret, hvis ikke et sammenfald af omstændigheder havde sat alting på spidsen. Da Nader oplever, at Razieh uansvarligt har efterladt hans far alene og desuden mistænker hende for at have stjålet penge, smider han hende ud af lejligheden, selv om hun nægter sig skyldig i tyveri og insisterer på at få sin løn. Spørgsmålet er, hvor hårdt han smider hende ud, for efterfølgende anklager Razieh og hendes temperamentsfulde mand Hodjat (Shahab Hosseini) Nader for at have skubbet hende ned af trappen og for dermed være skyld i, at hun har tabt sit barn i femte måned.

Nader anklages for at have forårsaget barnets død, og et centralt spørgsmål bliver, hvorvidt han var klar over, at Razieh var gravid eller ej, da han ansatte hende og smed hende ud. Pludselig bliver historiens omdrejningspunkt, hvem der har set og hørt hvad, og hvordan de forskellige familiemedlemmer opfatter og omgås sandheden. Visuelt og tematisk arbejder filmen med åbne og lukkede døre, mens karaktererne diskuterer deres forskellige versioner med hinanden og over for sagens dommer.

Historien leverer løbende nyt stof til eftertanke og får — uden at have en åbenlyst politisk agenda — problematiseret de store forskelle mellem rig og fattig, sekulariseret og religiøs i nutidens Iran såvel som spørgsmål om, hvorvidt alle er lige for loven. Det centrale er imidlertid skildringerne af familiernes indre dramaer, hvor der ikke vælges side, mens karaktererne slås for deres syn på sagen.

Skuespillet er perfekt afstemt, og karaktererne bygges langsomt op, så man forstår deres dilemmaer. Når den stædige Nader i en tidlig scene forklarer sin datter, at hun ikke skal svare dét, hendes lærer mener er rigtigt, hvis det er forkert, er der skabt et fint resonansrum for hans senere handlinger. Samtidig udfordres hans selvretfærdighed, mens han — som en ellers god far — begynder at lægge stadig mere ansvar på sin datter Temrehs spinkle skuldre.

Børnenes blik

Temreh spilles med stilfærdig intensitet af instruktørens egen datter, som på trods af forældrenes opgør får en fin relation til Raziehs lille datter. Temreh er på mange måder i samme iagttagende og dømmende situation som os, og det er smertefuldt at opleve, hvordan hendes billede af forældrene gradvis ændres, indtil filmen klinger ud på en optimal, åben slutning med hende som centrum.

Asghar Farhadi vandt i 2009 Sølvbjørnen ved Berlinalen for sin fjerde spillefilm About Elly, som ikke fik dansk biografpremiere. Det er godt, at hans Guldbjørnvinder ved årets festival fandt vej hertil, for Nader og Siminer en subtil hverdagsthriller, som viser nye facetter af den aktuelle, iranske filmscene.

 

 

Nader og Simin — en separation. Instruktion og manuskript: Asghar Farhadi. Iransk (Grand Teatret, København, Øst for Paradis, Aarhus, og Café Biografen, Odense)