Vi er stærke nok nu til at anerkende at kønnene er forskellige

Hver gang hun siger noget kontroversielt, fniser hun. Og hver gang hun åbenbarer sit famøse fnis, lader hun det følge af et lille diabolsk blik i øjnene, som fortæller hun dig, at du ikke skal føle dig helt sikker på, om hun egentlig mente det. » … men hvad ved jeg, jeg er bare en gammel kone, og det kan godt være, at sandheden er det helt modsatte,« siger hun ofte som afslutning på en radikal udmelding.

Men hun ved i hvert fald godt, hvad der giver resonans. Den 79-årige britiske forfatter Fay Weldon evner til stadighed at gøre sig til genstand for hidsig debat. Som da hun nøgternt konstaterede, at voldtægt ikke var det værste en kvinde kunne bliver udsat for, da det er værre at dø. Og hun kastede sig ud i en polemik med en hel generation, da hun konstaterede, at kvinderne bare måtte acceptere, at mænd ikke er ligeså dedikerede over for deres børn. Og da hun sidste år i den britiske avis The Guardian slog fast, at hun nok var den sidste nulevende feminist. Hun kan stadig provokere. »Danmark er som en kibbutz,« siger Fay Weldon, da Information møder hende i København. »Det er Storbritannien til dels også. Vi har skabt samfund, hvor man afleverer sine børn til fællesskabet for at gå i marken og beder dem om at kalde alle de andre børn for søster og bror. Men det gik jo ikke så godt for kibbutztanken i Israel,« siger Fay Weldon,

Krisen

Den britiske forfatterinde er i København for at promovere sin nye bog Kehua! Men snakken bevæger sig hurtigt væk fra litteratur. Fordi forfatterindens tanker hurtigt vandrer fra bøgernes karakterer til virkelighedens kvindeliv. Og fordi den lettere pressede journalist, i iver efter at bidrage med bare en anelse nyt til den efterhånden meget gennemprøvede disciplin ’interview med Fay Weldon’ har fundet ud af, at forfatterinden oprindeligt har læst økonomi.

Så hvad tænker hun om den krise, verden står midt i?

»Vi har fortjent den. Ideen om, at alt hele tiden går fremad i en lige linje, og at der hele tiden vil blive mere af det, er absurd. Men det er mere end en krise. Det er en egentlig transition, vi står overfor. Og når den er færdig. vil intet være helt som før,« siger Weldon.

For naturen har sin egen grænse, og den er sat på flere niveauer i den nuværende krise, mener hun. Helt konkret er grænsen, når det kommer til naturressourcerne, men også i vores nære liv har vi nået et tippingpoint, hvor mængden af arbejde bare er vokset og vokset, uden at vores fælles lykke er fulgt med.

Og Fay Weldon ser nogle oplagte tabere i det nuværende ræs: Børnene.

»Børnene lider. Til alle tider er der nogle, der skal ofres, vi lever af at fortære hinanden. I mange år har det været mændene, der levede af kvinderne, men efterhånden som kvinderne kæmpede sig til magt, krævede det nye ofre. Og denne gang blev det børnene,« siger Fay Weldon, der mener, at børn og forældre forsvinder i stigende grad væk fra naturlige omgangsformer.

»Forældrene er stort set aldrig hjemme, så når de er hjemme forventer de, at børnene skal ville spendere koncentreret tid med dem, og at alle skal være glade. Men børn gider ikke nødvendigvis tale med deres forældre. De vil bare gerne have, at de er der og skaber tryghed,« siger Fay Weldon.

Kedelige børn

Fay Weldon understreger, at den slags moderne kvalitetstid mellem generationer ikke kun er en belastning for børnene.

»Der er mange forældre, der heller ikke orker den form for relation til deres børn. Børn er da nuttede, men ikke nødvendigvis særlig sjove at snakke med. Det må man bare ikke sige i dag,« siger Fay Weldon.

Dilemmaet løser vi i stigende grad ved at importere arbejdskraft fra andre steder i verden.

»Au pairs og hushjælp er ikke grundlæggende anderledes end al den arbejdskraft, vi tidligere har importeret: De er her for at gøre det arbejde, som vi andre ikke gider. Engang var det at køre med skrald. I dag er det at passe børn. For det er et kedeligt arbejde, som kvinder har måtte udføre i tusinder af år. Nu har en del af verdens kvinder mulighed for at tørre det af på andre,« siger Fay Weldon og vender igen tilbage til en af sine kæpheste: Nutidens kvinders anspændte forhold til opgaven at have børn, der ender med selvbebrejdelse, frustration og au pair-ordninger. »Jeg fødte altså bare mine børn, satte dem ned i bunden af haven, og orkede ikke engang at installere en kattelem.«

Ens — til en grænse

At der er grænser for vækst, vender Fay Weldon gentagne gange tilbage til. For det gælder nemlig også i forhold til kønnenes udvikling væk fra, hvad Fay Weldon betegner som deres udgangspunkt som grundlæggende forskellige.

»Kvinder i vores del af verden kan i dag alt, og det er dejligt. Men lige som der er grænser for økonomisk vækst, tror jeg, at der er en grænse for, hvor meget kønnene kan nærme sig hinanden, fordi der er et biologisk fundament, som vi ikke kan ignorere. Når vi i dag lever så lige, som vi gør og er begyndt at ligne hinanden mere, er det, fordi vi heldigvis har droppet rollespillene, men den udvikling fortsætter ikke bare lineært. Der er en grænse«.

— Men hvorfor er det så vigtigt for dig altid at fremhæve forskel på kønnene?

»Fordi der er forskel. Prøv at tilbring en halv time i en børnehave. Det er klart, at det på et tidspunkt i kvindekampen var vigtigt at hævde, at der ikke var forskel på mænd og kvinder, fordi man skulle argumentere for lige rettigheder. Men det er ikke nødvendigt mere. Vi er nu stærke nok til at erkende, at mænds og kvinders hjerner nok er forskellige,« siger Fay Weldon, der ikke er bange for at sætte sig selv i bås.

»Jeg er nydarwinist, så jeg mener, at vi er i gang med at arbejde på en forkert præmis og at det gør os neurotiske.«

- Hvordan det?

»Jamen, det skaber neuroser at være i konflikt mellem biologien og socialiseringen. Ligesom når man står over for en lækker kage, og alt trækker i dig for at spise den, og du så får at vide, at det må du ikke, for så bliver du fed. Det er neurosens grundsten at kæmpe imod det. For hvordan skal du forholde dig til en konstruktion som slank, når din evolutionære krop fortæller dig, at du skal spise? «

Staten er endda dum

Og så ramte vi en af Fay Weldons andre kæpheste: Kvindens krop (og fedt) og hvem, der skal bestemme over den. Er der ikke et punkt, hvor staten må bryde ind for at beskytte den enkelte mod sig selv? Nej, lyder det konsekvente svar.

»Jeg har hørt, at I i Danmark nu har fået en fedtskat. Det er dog det mest fjollede, jeg har hørt. Fedt feder ikke engang, men det gør hurtige kulhydrater, der nu så bliver forholdsmæssigt dyrere. Se! Staten er endda dum!,« griner Fay Weldon. Hun kan faktisk ikke finde på ét eneste område, hvor staten bør have en holdning til kvindens krop.

For selvfølgelig har en kvinde ret til at sælge sex:

»Hun bliver hele tiden presset til det yderste for at sælge mere af sin hjerne og af sin tid. Hvis sex er det, hun har lyst til at sælge, hvorfor så sætte en sær grænse der?« spørger Fay Weldon.

— Men hvis man må tage alt det tøj af, man vil, må man så også tage det på, man ønsker?

»Ja, selvfølgelig. Jeg kan slet ikke se, hvorfor staten skal blande sig i, om en muslimsk kvinde går med tørklæde,« siger Fay Weldon og tilføjer: »Og så synes jeg, det muslimske tørklæde ser yndigt ud på en smuk kvinde.«

I det hele taget skal staten have en meget mindre prominent plads i mennesker liv, mener Fay Weldon: »Den bygger broer, går i krig og underviser vores børn, indtil de er omkring 11 år. Og så skal den ellers bare holde sig væk,« siger hun med det der fnis efterfulgt af det der blik. Jeg forsøger at forklare Fay Weldon om den seneste runde ’feministisk’ debat i Danmark, hvor en bitterfisse kaldte andre kvinder for speltkusser, eller var det omvendt? Hun kigger forvirret på mig, og jeg får i stedet famlet mig frem til spørgsmålet:

— Ville vi ikke være et stykke af vejen, hvis kvinder holdt op med at have så mange holdninger til hinandens livsvalg?

»Tja, sikkert, men det kommer bare ikke til at ske,« siger Fay Weldon og minder mig igen om, at jeg altså denne formiddag drikker kaffe med en nydarwinist.

»Sådan har det altid været: Kvinderne har stået for at holde sammen på stammen og det er gjort ved sladder og bagtaleri. Alt sammen for at sikre sig, at samme arbejder i samme retning.«

- Men er der ingenting, der udvikler sig? Er det bare status Quo?

»Ting udvikler sig, og vi kommer til at se store forandringer af vores samfund i de næste år. Men måske bliver det snarere, at vi vender tilbage til nogle af de relationer, vi har forladt. Og måske er jeg bare en gammel kone, og måske hænger det helt omvendt sammen.«

Hør Anna von Sperlings samtale med Fay Weldon, da hun kom forbi Informations kantine for at snakke om sin nye bog ‘Kehua!’