Det svære opgør

Fordømmelsen var dengang entydig og kontant: Folk, der havde fraterniseret med eller arbejdet for den tyske værnemagt, skulle straffes og straffes eftertrykkeligt. De var landssvigere. I de glade majdage i 1945 gik klapjagten ind, mistænkte blev afhentet af frihedskæmpere med armbind og maskinpistol og transporteret på åbne lastbiler til interneringsstederne; tyskerpigerne indfangede man og klippede håret af, og de formodede stikkere og andre belastede fik tæv på stedet. 25 eller deromkring omkom i dette første opgør efter de fem forbandede år, et ukendt antal fik kvæstelser og svære sår. Ikke så få kom sig næppe. Herefter fulgte det retslige efterspil — af samtidige kritikere benævnt det juridiske galehus, kompetent beskrevet og analyseret af Ditlev Tamm i den fortrinlige afhandling fra 1984: Retsopgøret efter besættelsen. Historikerne Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested giver i deres nye bog med den sigende titel På den forkerte side — De danske landssvigere efter befrielsen et nuanceret nyt bidrag med deres signalement af landssvigeren som fænomen, men også af de enkelte mere fremtrædende aktører som personer. I de første mange år af historieskrivningen om 1940-45 var interessen for det emne til at overse. Med Jørgen Hæstrup i spidsen og ikke at forglemme Børge Outze, dette blads grundlægger, rettede historikerne søgelyset mod modstandsbevægelsen, siden mod politikerne og institutionerne. Den anden side, den forkerte, som man sagde, måtte vente, den orkede heller ingen.

Det betød i fortælletraditionen, at landssvigerne, alle dem, der ikke faldt ind under det store fællesskab og myten om sammenholdet, blev hængende i periferien som undtagelserne, som menneskeligt og nationalt udskud værre end selve fjenden og ikke værdige til tryksværte.

Lidt efter lidt åbnede nye forskere imidlertid øjnene for det betydelige antal af danskere, der rent faktisk gik i tysk tjeneste enten af nød eller af overbevisning, eller fordi de var skruppelløse eller afvigere eller af andre grunde.

Den store fælles fortælling om sammenholdet så bort fra dette tal og fortav misforholdet mellem de relativt få i modstandsbevægelsen og de relativt mange på det modsatte hold — samt de relativt endnu flere i 1930’erne og længere, der nærede sympati for nazismen og fascismen og foragt for demokratiet og, som de sagde: »Systemet Stauning«.

De to forfattere har taget fat i en række af de ’store’ landssvigere, som ved retsopgøret blev idømt lange fængselsstraffe og mistede borgerlig anseelse. Mest kendt er måske Erik Lærum og Jørgen Sehested, som delte en stærk og dyb overbevisning om nationens frelse ved den stærke mand og foragten for parlamentarismen.

De rette signaler

Naturligt var det for dem at hælde hovedet til Hitlers førerprincip og adoptere et mere konsekvent syn på kommunister og demokrater. De overså i deres iver og i modsætning til Kaj Munk, der nærede samme foragt for parlamentspalaveren, at 9. april var et nationalt vandskel, og at man herefter måtte besinde sig og vælge den rigtige side. Ganske vist lød den danske regerings paroler jo på samarbejde og vidtgående hensyn til besættelsesmagten, men i retsopgøret betonedes den nationale forpligtelse til at begribe de rette signaler. For en mand som Sehested, selv jurist og af landets øverste adel og overklasse, fremhæves dette i særlig grad, da han idømmes otte års fængsel for sine aktive sympatier og handlinger. Han burde have vidst bedre.

Flere af de dømte bøjede hovedet og håbede med tiden på at kunne dække sig bag nådig glemsel. Andre som Sehested og Lærum kastede sig med fynd og klem ind i arbejdet på rehabilitering og retfærdighed. Forenings-Danmark fornægtede sig ikke: landssvigerne sluttede sig sammen i selskaber og foreninger med medlemsblad og arrangementer og mindelund og med den målsætning at skaffe sig æresoprejsning. Meget få følte skyld, men mente, således som mange af landssvigerne var ekstreme nationalister, at have handlet i landets interesse.

Christiansen og Hyllested har fint og loyalt fat i disse personers forudsætninger og tankegang. De bliver i modsætning til før på godt og ondt mennesker for læserens øjne.

En enkelt indvending: Antisemitismen har fået en lige lovlig beskeden plads i opregningen af de parametre, der styrede landssvigernes holdninger. Sympatien for Nazi-Tyskland og nazismen, også den danske, er jo utænkelig uden jødehadet, der også blomstrede i andre højregrupperinger.

Ellers er bogen væsentlig og kaster et vigtigt sidelys over de år, der fortsat er under behandling i ét langt opgør.