Musikalsk temafletning af mesterlige noveller

En duft af lavendel er fællestitlen på et udvalg af den 84-årige franske novellist Annie Saumonts omfattende forfatterskab, der består af hele 33 samlinger siden 1962, men som først nu toner frem på dansk. Det er den korteste novelle, der lumskeligt lægger navn til den lille, smukt formede bog, egnet til at stikke til sig. Men det er ikke oldemors linnedskuffe, der åbner sig, derimod en mistænksomhedens duft, der breder sig op fra teksternes afgrunde under hverdagenes varierende sociale miljøer, hvor mange slags tavsheder hersker.

I titelnovellen plages kvinden af mistanker om mandens utroskab på grund af duften af lavendelparfume. Den stammer imidlertid fra den gamle bedstemor. Intrigen kan være så enkel, men afsløres ellers langsomt for de agerende eller for læseren. Der er manden, som ikke kan få de ord over læberne, han ellers ser i al enkelhed på en tv-film: Jeg elsker dig ikke! Da er livet hengået i et dødt ægteskab. Eller kvinden, der har ambitionen om at skrive den bedste historie i verden, men drukner sit liv i jævne gøremål og huskesedler. Eller manden, der hensynsfuld hænger fast i konventionelle familiesammenkomster og derfor udsætter opsøgningen af sin ungdomskæreste. Eller drengen, der skal skrive stil om ’En hjemmeaften’ og ikke kan få et ord frem på papiret, som han sidder der ved spisebordet i den lille beskidte og overfyldte lejligheds tristesse, men til sidst af frygt for morens vredladne intervention over for hans lærer får afleveret en lille løgnagtig tekst om champagne og andre drømmeopfyldelser. Der er til stadighed tale om to tekster, som her ganske bogstaveligt og også andre steder tydeligt markeret, men ellers i overført betydning, og dermed også et skriftens simultantema, om skabelsen af den bedste historie.

Voldens tema

Et genkommende emne er vold, mord, krig. En sprængningsekspert fra krigens tid planlægger at skaffe sig af med konen ved en tidsindstillet bombe i hendes flykuffert, men den omlastes tilfældigvis til hans egen bils bagagerum. I en Balkan-by afløses idyllen af etnisk had mellem folk på hver side af broen, der ellers forbinder et ungt elskende par. Oplevet med drengeøjne. »Nye rejsende?« er en slem historie om racistisk vold i en togkupe, hvor tre soldater på orlov mobber og forbryder sig mod en arabisk dreng. Her afsløres en ung mands fejhed, passivitet og moralske bortforklaring, idet han udgiver sin rejse som ’blind’ passager for modighed. En halvblind ældre kvinde forveksler en indbrudstyv med en slægtning på orlov fra krigen og forskaffer ved sin glæde tyven moralsk kvababbelse. Hvor her et kostbart ur er tingsligt omdrejningspunkt og symbol, er det i en anden novelle en gammel kurvestol, som en jødisk kvinde genkender som et lykkeligt barndomsminde, nu på et kunstfotografi, der kobler forbindelsen til kunstnerens fortid som fange og hendes families skæbne i nazistisk kz-lejr. Han har søgt tilflugt i en verden fyldt med ting, der er gået af brug: »Undertiden hører jeg tale om ham. Han fortsætter sin søgen efter gammelt skrammel, gulnede aviser skåret porcelæn hullede kar revnede lysekroner statuetter der mangler hoved eller arme og ben.« Således skrevet uden tegnsætning, præcis i detaljen, som Annie Saumont er, ligesom fotografen, der registrerer meningstabet og rædslen i liv mellem mennesker.

Effektfuldt indledes udvalget af novellen »Stiløvelsen«, som foregår under 2. verdenskrig i en fransk landsbyskole, hvor en drengeklasse skal fotograferes. Børnene skal tage deres kitler af til fortrydelse for ham, der bærer en gul stjerne på blusen. Kort forinden er en tysk oberst skudt ned, og kommandanten truer med henrettelse af 50 gidsler, hvis den skyldige ikke melder sig. Den unge fotograf opdager, at han tilfældigt har gerningsmanden på et stemningsfuldt aftenbillede.

Sådan oplades denne tekst og mange andre trin for trin af gru og ind i moralske dilemmaer i stadige skred af tid og bevidsthed. Det er blændende gjort af denne anerkendte mester, der i sit hjemland har modtaget pris efter pris for sin sylespidse pen. Oversættelsen lever fint op til stilens elegance, og udvalget af tekster er musikalsk i sin fletning af genkommende motivdele og temaer.